László Polgár (født 11. maj 1946) er en ungarsk skaklærer og pædagogisk psykolog. Han er far til de berømte Polgár-søstre: Zsuzsa, Zsófia og Judit, som han opdrog til at blive skakvidunderbørn, hvor Judit og Zsuzsa blev henholdsvis de bedste og næstbedste kvindelige skakspillere i verden. Judit betragtes bredt som den bedste kvindelige skakspiller nogensinde, da hun er den eneste kvinde, der er blevet rangeret i top 10 på verdensplan, mens Zsuzsa blev verdensmester i skak for kvinder.
Han har skrevet kendte skakbøger som Chess: 5334 Problems, Combinations, and Games og Reform Chess, en oversigt over skakvarianter. Han betragtes også som en pionerteoretiker inden for børneopdragelse, der mener, at "genier skabes, ikke fødes". Polgárs eksperiment med sine døtre er blevet kaldt "et af de mest fantastiske eksperimenter ... i den menneskelige uddannelses historie." Han er blevet "portrætteret af sine kritikere som en Dr. Frankenstein" og betragtet af sine beundrere som "en Houdini", bemærkede Peter Maas i Washington Post i 1992.
Uddannelse og karriere
Polgár blev født den 11. maj 1946 i Gyöngyös, Ungarn. Han studerede intelligens, da han var universitetsstuderende. Han huskede senere, at "da jeg kiggede på geniers livshistorier" i sine studieår, "fandt jeg det samme... De startede alle i en meget ung alder og studerede intensivt." Han forberedte sig på faderskabet før ægteskabet, rapporterede People Magazine i 1987, ved at studere biografierne om 400 store intellektuelle, fra Sokrates til Einstein. Han konkluderede, at hvis han valgte den rigtige tilgang til børneopdragelse, kunne han forvandle "enhver sund nyfødt" til "et geni". I 1992 fortalte Polgár til Washington Post: "Et geni fødes ikke, men uddannes og trænes... Når et barn fødes sundt, er det et potentielt geni."
I 1965 "førte Polgár et brevligt kurtiseringsmøde med en ukrainsk fremmedsprogslærer ved navn Klara." I sine breve skitserede han det pædagogiske projekt, han havde i tankerne. Ved at læse disse biografier havde han "identificeret et fælles tema - tidlig og intensiv specialisering i et bestemt emne." I tillid til, at "han kunne forvandle ethvert sundt barn til et vidunderbarn", "havde han brug for en kone, der var villig til at hoppe med på vognen."
Polgár-søstrene thumb|upright=1.3|Judit, Zsuzsa, Zsófia og László Polgár Han blev gift med Klara i USSR, hvorefter hun flyttede til Ungarn for at være sammen med ham. De fik tre døtre sammen, Susan, Sofia og Judit, som Polgár hjemmeunderviste, primært i skak, men også i esperanto, tysk, russisk, engelsk og matematik på højt niveau. Polgár og hans kone overvejede forskellige mulige fag, som de kunne træne deres børn i, "herunder matematik og fremmedsprog", men de besluttede sig for skak. "Vi kunne gøre det samme med ethvert fag, hvis man starter tidligt, bruger masser af tid og giver det ene fag stor kærlighed," forklarede Klara senere. "Men vi valgte skak. Skak er meget objektivt og let at måle." Hans ældste datter Susan beskrev skak som sit valg: "Ja, han kunne have sat os inden for et hvilket som helst felt, men det var mig, der valgte skak som fireårig... Jeg kunne lide skakbrikkerne; de var legetøj for mig."
Eksperimentet begyndte i 1970 "med en simpel præmis: at ethvert barn har den medfødte evne til at blive et geni inden for et hvilket som helst valgt felt, så længe uddannelsen starter før deres tredje fødselsdag, og de begynder at specialisere sig som seksårige." Polgár "kæmpede med de ungarske myndigheder for tilladelse" til at hjemmeundervise pigerne. "Vi gik ikke i skole, hvilket var meget usædvanligt på det tidspunkt," huskede hans yngste datter Judit i 2008. "Folk sagde: 'Forældrene ødelægger dem, de skal arbejde hele dagen, de har ingen barndom'. Jeg blev defensiv og ikke særlig omgængelig."
Familien boede "i en beskeden lejlighed i hjertet af Budapest", hvor den "smalle stue" var "fyldt med skakbøger", og den ene væg var "foret med skitser af skakscener fra århundreder siden." En beretning beskrev det som "et helligdom for uophørlig skakøvelse. Tusindvis af skakbøger var proppet på hylderne. Trofæer og brætter rodede i stuen. Et arkivsystem optog en hel væg. Det indeholdt optegnelser over tidligere partier til uendelig analytisk fornøjelse og endda et indeks over potentielle deltageres turneringshistorier."
Polgár begyndte at lære sin ældste datter, Susan, at spille skak, da hun var fire år gammel. "Seks måneder senere smuttede Susan ind i Budapests røgfyldte skakklub," som var fyldt med ældre mænd, og begyndte at slå de erfarne spillere. "Kort efter dominerede hun byens turnering for piger under 11 år med en perfekt score." Judit formåede at besejre sin far i skak, da hun kun var fem. "For mig var det naturligt at lære skak; med mine søstre omkring mig ville jeg spille," sagde Judit i 2008. Familien, bemærkede hun, havde været mål for "en vis ondskabsfuld antisemitisme" i pigernes barndom. Som 12-årig "fik hun et brev med et billede af min far med øjnene [stukket] ud; og meget grimme ord." Primært på grund af den antisemitisme og kritik, de udholdt, var der "ingen jalousi" blandt søstrene; Judit sagde i 2008, at disse udfordringer "holdt os sammen".
I 2012 fortalte Judit en interviewer om den "meget særlige atmosfære", hun var vokset op i. "I starten var det et spil. Min far og mor er exceptionelle pædagoger, der kan motivere og fortælle det fra alle mulige forskellige vinkler. Senere blev skak for mig en sport, en kunstart, en videnskab, alt sammen. Jeg var meget fokuseret på skak og glad for den verden. Jeg var ikke typen, der gjorde oprør og gik ud. Jeg var glad for, at vi derhjemme var i en lukket cirkel, og så tog vi ud og spillede skak og så verden. Det er et meget vanskeligt liv, og man skal være meget forsigtig, især forældrene, som har brug for at kende grænserne for, hvad man kan og ikke kan gøre med sit barn. Mine forældre tilbragte det meste af deres tid med os; de rejste med os [når vi spillede i udlandet], og havde kontrol over, hvad der foregik. Med andre vidunderbørn kunne det være anderledes. Det er meget skrøbeligt. Men jeg er glad for, at det ikke gik dårligt med mig og mine søstre." En reporter for The Guardian bemærkede, at selvom "topskakspillere kan være dysfunktionelle", var Judit "afslappet, imødekommende og alarmerende velafbalanceret" efter at have formået "at jonglere en karriere inden for konkurrenceskak med at have to små børn, drive en skakfond i Ungarn, skrive bøger og udvikle uddannelsesprogrammer baseret på skak."
Mens Polgár lærte pigerne spillet, tog Klara sig af hjemmet og "koordinerede senere deres rejser til turneringer i 40 lande." Hans datter Susan sagde i et interview i 2005: "Min far mener, at medfødt talent ikke er noget, at [succes] er 99 procent hårdt arbejde." Hun beskrev også Polgár som "en visionær", der "altid tænker stort", og som "tror, at folk kan gøre meget mere, end de rent faktisk gør." Selvom Polgár blev kritiseret fra nogle kredse for at opmuntre sine døtre til at fokusere intenst på skak, sagde pigerne senere, at de havde nydt det hele. Polgár "fandt engang Sophia på badeværelset midt om natten med et skakbræt balanceret over hendes knæ." "Sophia, lad brikkerne være!" sagde han til hende. "Far, de lader mig ikke være i fred!" svarede hun.
Polgárs døtre blev alle fremragende skakspillere. Alligevel holdt Sophia, den mindst succesfulde af de tre, som blev den sjettebedste kvindelige spiller i verden, op med at spille, studerede maleri og indretning og fokuserede på at være husmor og mor. Judit er blevet beskrevet som "uden tvivl den bedste kvindelige skakspiller, verden nogensinde har set." I 2008 havde hun været "verdens højest rangerede kvindelige skakspiller i næsten 20 år." Susan, som blev den næstbedste kvindelige skakspiller i verden, var i en alder af 17 år den første kvinde nogensinde til at kvalificere sig til det, der dengang blev kaldt 'Mændenes Verdensmesterskab',[tvivlsomt – diskuter], men verdensskakforbundet, FIDE, ville ikke tillade hende at deltage. [bedre kilde nødvendig]
Senere i livet
I 1992 sagde Polgár, at han nu ønskede at "bryde racebarriererne i den stort set udelukkende hvide skakverden" ved at adoptere "et sort spædbarn fra den tredje verden", som han ville opdrage til at blive et skakvidunderbarn. Susan huskede i 2005, at "en meget flink hollandsk milliardær ved navn Joop van Oosterom" omkring 15 år tidligere havde tilbudt at hjælpe Polgár med at "adoptere tre drenge fra et udviklingsland og opdrage dem præcis, som de opdrog os." Polgár, ifølge Susan, "ville virkelig gerne gøre det, men min mor overtalte ham fra det. Hun forstod, at livet ikke kun handler om skak, og at alt andet ville falde på hendes skød."
I et interview i 1993 blev Polgár beskrevet af som en, der lignede "en utilfreds havenisse", der svarede på spørgsmål "med en musikalsk stemme, med en evangelisk tone og en tendens til at stirre ud i luften." Hartston sagde, at Polgár bar "ar af træthed efter årtiers kamp mod ungarske skakarrangører, der ønskede, at hans døtre skulle spille i kvindeturneringer i stedet for at konkurrere mod mænd, og uddannelsesmyndigheder, der sendte en bevæbnet politimand for at slæbe Zsuzsa i skole." Polgárs "formel for lykke," skrev Hartston, "er 'arbejde, kærlighed, frihed og held'. Men nøglen er hårdt arbejde, fordi hårdt arbejde skaber held; arbejde plus held er lig med geni; og et geni er mere tilbøjeligt til at være lykkeligt." Hartston bemærkede, at fordi Polgár var endt med at blive far til tre døtre, var han blevet tvunget til at konfrontere problemer med seksuel ulighed. "Mænd skal være kloge og hårde," sagde Polgár. "Kvinder skal være smukke og passe på familien. Først da, hvis de har tid, kan de være kloge." Han håbede, at hans eksperiment ville "hjælpe med at ændre denne fordom."
Polgár sagde i 1993: "Problemerne med kræft og AIDS kunne måske lettere løses, hvis vores system blev brugt til at uddanne 1.000 børn." Samme år, da Klara så tilbage på Polgárs eksperiment, sagde hun, at "alt, hvad han lovede, er sket."
Bøger og film om Polgár
Geoff Colvin skrev udførligt om Polgárs eksperiment i sin bog fra 2008, Talent is Overrated, ligesom Frank McNeil gjorde i sin bog fra 2009, Learning with the Brain in Mind. I 1992 udgav Cathy Forbes en bog med titlen The Polgár Sisters: Training or Genius?.
En dokumentar om Polgár og hans eksperiment blev vist på Israel I TV i 2012. Amir Harel, producer af dokumentaren, sagde, at historien om Polgár-familien "berører mange aspekter af livet: det uddannelsesmæssige eksperiment, den underliggende ideologi, den heroiske kamp mod det kommunistiske regime, spørgsmål vedrørende ligestilling mellem kønnene, familieforhold og endda kærlighedshistorier. Filmen forsøger naturligvis at afkode faderens, László Polgárs, mystiske natur." Filmskaber Yossi Aviram sagde, at "Årevis med misbrug fra myndighedernes og mediernes side gjorde familien mistænksom" over for folk, der ønskede at lave en film om dem. "Det, der hjalp mig, var min kærlighed til skak og det faktum, at jeg var blevet forelsket i denne familie."
Et tidligt udkast til manuskriptet til filmen Whiplash indeholdt en omfattende diskussion af Polgár og hans teorier om børneopdragelse.
2026 udkom filmen Queen of Chess af Rory Kennedy, der beskriver Judit Polgars liv og opvækst fra barndommen med faderens undervisning i skak.
Bøger af Polgár