thumb|350x350px|PEP-listen offentliggøres og vedligeholdes af Finanstilsynet på vegne af erhvervsministeren. Listen over indenlandske Politisk Eksponerede Personer, forkortet PEP-listen, er et lovbundet offentligt register over personer i særlige offentlige tillidshverv, der vurderes modtagelige for bestikkelse og anden korruption. Registeret vedligeholdes af Finanstilsynet på vegne af erhvervsministeren som led i Danmarks forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering og er krævet efter hvidvasklovens § 18. PEP-status forpligter banker og andre virksomheder til at underkaste personen skærpede kundekendskabsprocedurer, hvilket bl.a. indebærer en løbende, intensiveret overvågning af privatøkonomi, mistænkelig adfærd og transaktioner.
Finanstilsynet fører tre PEP-lister, én for hver af Kongeriget Danmarks tre rigsdele, der udgives som manuelt opdaterede Excelark på tilsynets hjemmeside. Personer opføres, mens de bestrider et kvalificerende hverv, hvorefter de i op til 12 måneder overføres til en separat fratrædelsesliste. Reglerne for indenlandske PEP'er blev indført i kølvandet på EU's 4. hvidvaskdirektiv i 2017, hvor fokus førhen udelukkende lå på udenlandske PEP'er.
Pr. august 2026 omfatter den danske PEP-liste knap 1.000 individer fra landets politiske, retlige og administrative top. Personkredsen inkluderer statsoverhovedet, regeringens ministre, departementschefer, særlige rådgivere, medlemmer af Folketinget og Europa-Parlamentet, højesteretsdommere, danske dommere ved internationale domstole samt nationalbankdirektører. Den største personkategori udgøres af partiernes hovedbestyrelsesmedlemmer, mens den næststørste er bestyrelsesmedlemmer i statsejede virksomheder. Desuden omfattes danske ambassadører, højtstående militære officerer samt en række topembedsmænd i centraladministrationen, herunder rigsrevisoren, statsrevisorerne, rigsarkivaren, rigsstatistikeren, rigsadvokaten, rigspolitichefen, samt øverste direktører i offentlige styrelser og lignende myndigheder.
Hvidvaskloven pålægger virksomheder at afklare kunders PEP-status, og Finanstilsynets liste fungerer som en ajourført minimumsliste til "entydig identifikation og afgrænsning". Listen har imidlertid mødt kritik fra juridiske eksperter for ufuldstændighed, som mener, at regeringen har anlagt en for indskrænkende fortolkning af EU's hvidvaskdirektiv, hvilket har medført, at markante magthavere, såsom chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Folketingets Ombudsmand og Danmarks EU-kommissær, er udeladt. Kontrollen kompliceres af lovkravet om også at identificere udenlandske PEP’er samt nærtstående og nære samarbejdspartnere. Da disse relationer ikke fremgår af listen, må virksomhederne selv identificere dem via selvoplysning eller internetsøgninger, hvilket i 2017 omfattede ca. 4.000 personer i Danmark. Brancheorganisationer har kritiseret, at fraværet af disse data tvinger virksomheder til vilkårlige "søgninger på sociale medier og i online ugeblade". Finanssektoren foreslog derfor i 2021 en digital model, der samkører data fra CPR- og CVR-registrene.
PEP-listen er dynamisk i forhold til både aktuel personkreds og personkategorier. Fra 2027, med implementeringen af EU's nye hvidvaskforordning, vil PEP-begrebet udvides til også at omfatte søskende samt ledere af kommuner og regioner med mindst 50.000 indbyggere.
Definition og formål En politisk eksponeret person (PEP) defineres som en fysisk person, der bestrider et nærmere opregnet højerestående offentligt hverv. Begrebet er centralt i hvidvasklovgivningen, da denne personkreds, i kraft af deres position og indflydelse, vurderes at have en forhøjet risiko for at blive involveret i bestikkelse, korruption eller terrorfinansiering.
Formålet med PEP-reglerne er af forebyggende karakter. Ved at identificere disse personer og underkaste deres finansielle transaktioner og forretningsforbindelser skærpede kundekendskabsprocedurer, øges sandsynligheden for at opdage hvidvask af ulovlige midler. Den officielle vejledning på området understreger, at tildelingen af PEP-status udelukkende fungerer som et risikobaseret kontrolværktøj og ikke udgør en "mistænkeliggørelse" eller stigmatisering af den enkelte borger.
Historie, retsgrundlag og indberetningspligt Implementeringen af reglerne stammer fra internationale standarder i Financial Action Task Force (FATF) og er indført i dansk ret via EU’s hvidvaskdirektiver. I dansk lovgivning er definitionen og kravene løbende blevet skærpet gennem implementeringen af EU’s hvidvaskdirektiver. Tidligere benyttede man i det politiske system betegnelsen "politisk udsat person", men i forbindelse med hvidvasklovforslaget i 2017 ændrede man terminologien til det nuværende "politisk eksponeret person".
Forud for juni 2017 var det primært udenlandske PEP’er, der var omfattet af kravet om skærpede kundekendskabsprocedurer i Danmark. Med vedtagelsen af den nye hvidvasklov i 2017 skete der en markant udvidelse af anvendelsesområdet, da indenlandske (danske) PEP’er for første gang blev inkluderet i regelsættet. Denne lovændring medførte, at danske ministre, folketingsmedlemmer og andre danske topembedsfolk blev underlagt samme overvågningskrav som deres udenlandske kolleger for at styrke indsatsen mod økonomisk kriminalitet. Ved samme lejlighed udvidede man definitionen til også at omfatte ledelsen i internationale organisationer og styrelsesorganer for politiske partier repræsenteret i Folketinget.
I henhold til hvidvasklovens § 18, stk. 7, påhviler det erhvervsministeren (en opgave, der er delegeret til Finanstilsynet), at føre og offentliggøre en fortegnelse over indenlandske politisk eksponerede personer. Listen er offentligt tilgængelig på Finanstilsynets hjemmeside og indeholder oplysninger om navn, hverv og fødselsdato. De specifikke bestemmelser vedrørende indberetning og offentliggørelse er fastsat i PEP-bekendtgørelsen (BEK nr. 658 af 30/05/2023).
For at sikre listens aktualitet pålægger lovgivningen en række offentlige myndigheder og organisationer en striks indberetningspligt. Relevante personer skal indberettes til Finanstilsynet senest tre hverdage efter henholdsvis tiltræden og fratræden af det kvalificerende hverv (jf. PEP-bekendtgørelsens § 17). Manglende overholdelse af denne indberetningspligt kan sanktioneres med tvangsbøder pålagt af ministeren.
Nærtstående og nære samarbejdspartnere Lovgivningen omfatter ikke udelukkende den person, der bestrider hvervet, men udstrækker sig også til vedkommendes nære relationer, idet disse i praksis kan fungere som mellemmænd for sløring af ulovlige midler. Kategorien "nærtstående" defineres i lovens forstand som ægtefæller, registrerede partnere, samlevere, forældre, samt børn og disses ægtefæller eller samlevere (jf. hvidvasklovens § 2, nr. 6). I henhold til den nuværende lovgivning falder søskende ikke ind under denne definition.
Kategorien "nære samarbejdspartnere" omfatter fysiske personer, der enten ejer en virksomhed i fællesskab med en PEP, eller som på anden vis har en tæt forretningsmæssig forbindelse til vedkommende (jf. hvidvasklovens § 2, nr. 7). Både nærtstående og nære samarbejdspartnere underlægges samme skærpede kundekendskabsprocedurer og overvågning som PEP'en selv.
Forpligtelser for virksomheder og konsekvenser for kunden Virksomheder underlagt hvidvaskloven, herunder pengeinstitutter, realkreditinstitutter, revisorer og advokater, er juridisk forpligtet til at underkaste politisk eksponerede personer (PEP) samt disses nærtstående og nære samarbejdspartnere såkaldte skærpede kundekendskabsprocedurer (Enhanced Due Diligence). Formålet er at identificere og mitigere risikoen for hvidvask af midler hidrørende fra korruption og bestikkelse.
Disse procedurer baseres på en risikobaseret tilgang og medfører en række indgribende foranstaltninger, der påvirker kundeforholdet fra oprettelse til ophør:
Krav om ledelsesgodkendelse: En PEP kan ikke oprette eller videreføre et kundeforhold gennem en almindelig kunderådgiver. Enhver aftale kræver forudgående godkendelse fra virksomhedens hvidvaskansvarlige på ledelsesniveau (ofte benævnt § 7, stk. 2-personen), som skal foretage en reel vurdering af, om risikoeksponeringen er acceptabel. Identifikation af reelle ejere: Er kunden en juridisk person, skal virksomheden klarlægge ejer- og kontrolstrukturen via uafhængige kilder for at identificere eventuelle PEP'er blandt virksomhedens reelle ejere. Dokumentation for midlernes oprindelse: Virksomheden skal fastslå den legitime oprindelse af både kundens samlede formue (source of wealth) og de specifikke midler i en given transaktion (source of funds). Dette indebærer ofte strenge krav om fremlæggelse af konkret dokumentation, såsom årsopgørelser fra Skatteforvaltningen, lønsedler, salgsaftaler vedrørende fast ejendom, dokumentation for arv eller oplysninger om værdipapirbeholdninger. Intensiveret overvågning: Kundeforholdet underlægges en løbende, skærpet overvågning. Det inkluderer strammere it-kriterier, der hurtigere mistænkeliggører transaktioner til manuel granskning, samt adverse media-tjek, hvor virksomheden løbende monitorerer nyhedsmedier for at afklare eventuel økonomisk uredelighed. Undersøgelses- og underretningspligt: Ved mistanke om hvidvask indtræder en undersøgelsespligt, der i sidste instans medfører en pligt til at underrette Hvidvasksekretariatet under National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Særregler Der gælder desuden særregler for livsforsikrings- og pensionsselskaber. Hvis en begunstiget person er PEP, skal omstændighederne undersøges grundigt forud for en eventuel udbetaling, og den hvidvaskansvarlige skal altid orienteres. Endelig medfører reglerne for nærtstående og nære samarbejdspartnere særlige praktiske udfordringer. Da disse relationer ikke fremgår af officielle registre, må virksomhederne ofte basere deres identifikation på manuelle søgninger i åbne kilder. Dette fører jævnligt til udfordringer med "falske match" ved navnesammenfald, hvor borgere uden relation til en PEP fejlagtigt underkastes de indgribende kontrolprocedurer.
12-måneders regel og Henrik Sass-Larsen Konsekvenserne af at være opført på PEP-listen strækker sig ud over selve embedsperioden. I henhold til hvidvasklovens 12-måneders regel skal virksomheden i mindst et år efter fratrædelsen vurdere, om personen fortsat udgør en øget risiko, og anvende de skærpede procedurer, indtil risikoen findes normaliseret. For at sikre sporbarhed i tilfælde af politimæssig efterforskning skal alle indhentede oplysninger og transaktionsdata opbevares i mindst fem år efter kundeforholdets ophør.
Forhenværende MF'er og Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen (S) indtrådte igen på PEP-listen den 13. juli 2020, da han tilrådte en post som bestyrelsesmedlem i Nordsøenheden, et statsejet olieselskab, som han var blevet udpeget til af Simon Kollerup. Han sad i bestyrelsen frem til 15. maj 2023, men fortsatte som følge af 12-månedersreglen med at være under skærpet tilsyn frem til maj 2024. Ifølge Ekstra Bladet, var hans tilstedeværelse på PEP-listen årsag til, at hans private bank indledte en skærpet overvågning af Sass-Larsen, hvorved de blev opmærksomme på mistænkelige transaktioner om "store og mystiske indkøb af kryptovaluta". Efter en indberetning til Hvidvasksekretariat under Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, igangsatte politiet en efterforskning af potentiel hvidvask. Som led i dette ransagede National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i juli 2023 Sass-Larsens lejlighed, hvor man konfiskerede to bærbare computere, et usb-stik, en iPad og en iPhone. Politiet fandt dog ikke indicier for økonomisk kriminalitet, men til gengæld 6245 billeder og 2247 filmsekvenser med børneporno. Den 1. september 2025 blev han idømt fire måneders ubetinget fængsel.
PEP-liste Danmark