Kattegatkurser er betegnelsen for de kurser, som Kommunernes Landsforenings dattervirksomhed Komponent arrangerer for nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer. Kurserne afholdes hvert fjerde år, i løbet af valgperiodens første måneder. Langt hovedparten af nyvalgte kommunalpolitikere deltager i kurserne.

Kattegatkurserne har været udbudt siden 1974. Først stod Den Kommunale Højskole for afholdelse, i perioden 2003-2021 havde Center for Offentlig Kompetenceudvikling ansvaret, og siden 2021 har Komponent – Kommunernes Udviklingscenter stået for afviklingen af kattegatkurserne.

Programmet på kurserne indeholder elementer, hvor de nyvalgte kommunalpolitikere bliver undervist i rollen som politiker og rammerne, som kommunalbestyrelserne og -politikerne arbejder indenfor. Konkret undervises der i juridiske og økonomiske rammer samt konstruktivt samspil mellem politikerne i kommunalbestyrelsen og med forvaltning, borgere og staten. Derudover er det hensigten, at kommunalpolitikerne skaber netværk på tværs af kommunegrænser igennem erfaringsudveksling og refleksioner.

Navnet kommer af Kattegat, der ligger ud for Den Kommunale Højskoles beliggenhed. På kurserne deltager nyvalgte fra forskellige kommuner, som i rollespil skal øve sig i at forhandle og agere som kommunalpolitikere. I den forbindelse skabte man den fiktive Kattegat Kommune til at strukturere rollespilene.

Referencer

Kategori:KL Kategori:Etableret i 1974 Kategori:Kursus Kategori:Kommunalpolitik i Danmark