Aktau (, ), indtil 1991 kendt som Sjevtjenko eller Shevchenko (), er administrationscenter og største by i Mangystau oblast i det vestlige Kasakhstan. Byen ligger ved det Kaspiske Hav og er en af Kasakhstans vigtigste havnebyer.
thumb|Unge drenge, der springer i det Kaspiske Hav fra den klippefyldte kyst i Aktau, Kasakhstan
Aktau er et vigtigt centrum for olie- og gasindustrien i det vestlige Kasakhstan samt et centralt knudepunkt for søtransport over det Kaspiske Hav. Byen spiller en voksende rolle i den såkaldte Transkaspiske internationale transportrute mellem Kina, Centralasien, Aserbajdsjan og Europa.
Den administrative enhed Aktau havde 271.731 indbyggere i 2023 og er kendt for sit tørre klima, sin sovjetiske byplanlægning og sin beliggenhed ved den kaspiske kyst.
Historie
Grundlæggelse
thumb|Ryttermonument for Kurmangazy Sagyrbayuly i Aktau, Kasakhstan
Aktau blev grundlagt i 1958 som en bosættelse i forbindelse med Sovjetunionens udvikling af olie- og uranindustrien i Mangystau-regionen ved det Kaspiske Hav.
Byen fik i 1964 navnet Shevchenko til ære for den ukrainske digter Taras Sjevtjenko, som havde været forvist til området under det russiske kejserrige i 1800-tallet.
I sovjettiden blev byen udviklet som et vigtigt center for olieproduktion, minedrift og atomenergi.
Sovjettiden
I 1973 blev den atomdrevne hurtigreaktor BN-350 taget i brug ved byen. Reaktoren producerede både elektricitet og ferskvand gennem afsaltning af vand fra det Kaspiske Hav og bidrog til den fortsatte udvikling af Aktau som industri- og energicenter.
Udbygningen af olie- og gasfelterne i Mangystau-regionen førte til kraftig befolkningstilvækst og industrialisering. Byen blev planlagt efter sovjetiske principper med brede boulevarder, boligblokke og nummererede distrikter i stedet for traditionelle gadenavne.
thumb|Boligblok i Aktau, Kasakhstan, som illustrerer byens særlige adressesystem
Efter selvstændigheden
Efter Kasakhstans selvstændighed i 1991 blev byen officielt omdøbt til Aktau, der betyder "det hvide bjerg" på kasakhisk.
Siden 2000'erne har Aktau udviklet sig til et vigtigt logistisk og økonomisk center for olieeksport og international transport over det Kaspiske Hav. Investeringer i havnen og transportkorridorer har styrket byens rolle i handelen mellem Asien og Europa.
Adressesystem
Aktau er kendt for sit usædvanlige adressesystem, som adskiller sig fra de fleste andre byer ved i vid udstrækning at mangle traditionelle gadenavne. Byen er opdelt i nummererede mikrodistrikter (mikrorajoner), og adresser angives normalt ved hjælp af mikrodistriktets nummer, bygningens nummer og eventuelt lejlighedsnummer. En adresse kan således bestå af et mikrodistrikt og et husnummer frem for et gadenavn.
Det nummerbaserede system kan virke uvant for besøgende, men er fortsat en del af Aktaus identitet og betragtes som et særpræg blandt byerne i Kasakhstan.
Systemet blev oprindeligt udviklet som led i den sovjetiske planlægning af mikrodistrikter og er et af de få tilbageværende eksempler på et større byområde, hvor adresser fortsat primært baseres på distrikts- og bygningsnumre frem for gadenavne.
Geografi
Aktau ligger på den østlige kyst af det Kaspiske Hav i det sydvestlige Kasakhstan. Byen ligger i et tørt ørken- og steppeområde på Mangystau-halvøen.
Byen ligger omkring 8 meter under verdenshavets niveau i den kaspiske sænkning.
thumb|Springvandsmonumentet Ship på Aktaus strandpromenade ved Det Kaspiske Hav
Området omkring byen er præget af klippeformationer, halvørken og kystlandskaber. Der findes kun meget begrænset naturligt ferskvand, og byen er derfor afhængig af afsaltning af havvand fra det Kaspiske Hav.
Kysten omkring byen består hovedsageligt af kalkstensklipper og tørre steppeområder uden permanente floder.
Klima
Aktau har et tørt ørkenklima med varme somre og relativt milde vintre.
Nedbøren er meget lav gennem hele året, og området er præget af stærk vind og store temperaturudsving mellem sommer og vinter. Somrene er varme og tørre med temperaturer over 30 °C, mens vintrene normalt er kølige men mildere end i store dele af det øvrige Kasakhstan på grund af påvirkningen fra det Kaspiske Hav.
Måned jan feb mar apr maj jun jul aug sep okt nov dec År Højeste (°C) 3,2 3,5 8,9 16,7 24,8 30,2 33,2 32,1 26,1 18,0 10,1 5,0 17,7 Laveste (°C) -1,9 -1,8 2,3 9,1 15,4 20,4 23,3 22,0 17,0 10,4 4,5 0,1 10,1 Nedbør (mm) 18 14 18 17 13 9 7 8 10 15 19 20 168
Demografi
Aktau voksede hurtigt i sovjettiden som følge af udviklingen af olieindustrien, uranudvindingen og etableringen af BN-350-reaktoren. Byen tiltrak arbejdere, ingeniører og specialister fra forskellige dele af Sovjetunionen, især fra Rusland, Ukraine og Kaukasus. Ved den sidste sovjetiske folketælling i 1989 havde byen 159.245 indbyggere.
Efter Kasakhstans selvstændighed i 1991 faldt befolkningstallet som følge af økonomiske omstillinger og udvandring blandt dele af den russisktalende befolkning. Fra begyndelsen af 2000'erne førte investeringer i olie- og gassektoren til ny vækst, og Aktau udviklede sig til et af de vigtigste økonomiske centre i det vestlige Kasakhstan.
Befolkningsudvikling og administrativ befolkning
År Indbyggertal 1979 110.575 1989 159.245 1999 143.396 2009 166.962 2021 259.365 2023 271.731
Tallene for 2021 og 2023 omfatter den administrative enhed Aktau med tilhørende opland.
Etnisk sammensætning
Aktau er en af de mest etnisk sammensatte byer i det vestlige Kasakhstan. Kasakhere udgør et klart flertal af befolkningen, mens russere fortsat er det største mindretal. Der findes desuden mindre grupper af blandt andet aserbajdsjanere, ukrainere, lezginere, tatarer og armeniere. Tallene nedenfor omfatter den administrative enhed Aktau (Aktau city administration) pr. 1. januar 2025.
Folkegruppe Antal (2025) Andel Kasakhere 250.500 81,69 % Russere 29.196 9,52 % Aserbajdsjanere 5.955 1,94 % Ukrainere 2.921 0,95 % Lezginere 2.541 0,83 % Tatarer 2.086 0,68 % Armeniere 1.067 0,35 %
Migration
Aktaus befolkningstilvækst skyldes både et højt fødselsoverskud og betydelig tilflytning fra andre dele af Kasakhstan. Byens rolle som centrum for olie- og gasindustrien samt dens voksende betydning som transport- og logistikknudepunkt ved Det Kaspiske Hav har tiltrukket arbejdskraft fra hele landet.
I 2024 voksede byens befolkning med 10.026 personer. Heraf skyldtes 5.486 personer den naturlige befolkningstilvækst, mens migrationsoverskuddet udgjorde 4.540 personer. Størstedelen af migrationsoverskuddet kom fra indenlandsk migration.
Økonomi
Olie og gas
thumb|Oliepumper nær Beki i Mangystau-regionen, Kasakhstan
Aktau er et vigtigt centrum for olie- og gasindustrien i det vestlige Kasakhstan og et centralt knudepunkt for søtransport over det Kaspiske Hav. Byen fungerer som base for virksomheder involveret i offshore-projekter i det Kaspiske Hav, herunder udviklingen af Kashagan og andre energifelter.
Internationale energiselskaber som Chevron, ExxonMobil, Eni og Shell har aktiviteter i regionen.
Atomkraft
BN-350-anlægget, der blev taget i brug i 1973, var en hurtig formeringsreaktor og et af verdens første atomkraftværker, der kombinerede elproduktion med storstilet afsaltning af havvand fra Det Kaspiske Hav. Anlægget leverede både elektricitet og ferskvand til Aktau og det omkringliggende område og spillede en vigtig rolle i byens udvikling i sovjettiden. Reaktoren blev lukket i 1999.
Anlægget spillede samtidig en central rolle i forsyningen af ferskvand til den tørre Mangystau-region.
Transport
Lufthavn
Aktau International Airport ligger omkring 25 km nord for byens centrum og er den vigtigste lufthavn i Mangystau-regionen. Lufthavnen betjener indenrigsruter til blandt andet Almaty og Astana samt internationale forbindelser til Centralasien, Rusland, Tyrkiet, Georgien og Kaukasus-regionen.
Lufthavnen fungerer som et vigtigt knudepunkt for olie- og gasindustrien i det vestlige Kasakhstan og betjener både erhvervsrejsende og turister.
Jernbane
Aktau er forbundet med det kasakhiske jernbanenet gennem stationen Mangystau, som ligger øst for byen. Jernbanen forbinder regionen med blandt andet Atyrau, Aktobe, Astana og Almaty. Godstransport spiller en væsentlig rolle på strækningen, særligt for olieprodukter, byggematerialer og varer til havnen.
Jernbaneforbindelsen er en vigtig del af transportkorridoren mellem Centralasien og det Kaspiske Hav og understøtter den voksende transittrafik gennem regionen.
Havn
thumb|Aktau Havn
Aktau Havn er Kasakhstans største og vigtigste handelshavn ved Det Kaspiske Hav og spiller en central rolle for eksport af olie, korn, metaller og andre varer.
Havnen er blevet udbygget betydeligt siden 2010'erne som led i udviklingen af den Transkaspiske internationale transportrute (Middle Corridor), der forbinder Kina med Europa via Kasakhstan, det Kaspiske Hav, Aserbajdsjan, Georgien og Tyrkiet.
Aktau fungerer som et vigtigt knudepunkt for containertrafik, jernbanegods og eksport af energiressourcer. Sammen med havnen i Kuryk udgør den den kasakhiske del af den transkaspiske transportkorridor.
De fleste internationale færgeforbindelser over Det Kaspiske Hav betjenes i dag fra Kuryk syd for Aktau. Herfra sejler jernbane- og lastbilfærger til havnene Baku (Alat) i Aserbajdsjan, hvilket muliggør videre transport til Georgien, Tyrkiet og Europa.
Veje og lokal transport
Aktau er forbundet med det kasakhiske hovedvejnet via hovedvejen A33. Byen fungerer som regionalt trafikcentrum for det sydvestlige Kasakhstan. Regionale veje forbinder byen med øvrige dele af Mangystau-regionen og med havnebyen Kuryk, som er et vigtigt knudepunkt for færgeforbindelser over Det Kaspiske Hav.
thumb|Offentlig bus i Aktau, Kasakhstan
Den kollektive trafik består hovedsageligt af busser og minibusser (marshrutkaer), som forbinder de forskellige mikrodistrikter med byens centrum, havnen og lufthavnen. Taxaer spiller desuden en vigtig rolle i den lokale transport.
På grund af byens planlagte opbygning med brede boulevarder og relativt lave bebyggelsestæthed er privatbilisme et udbredt transportmiddel.
Byplan og arkitektur
Aktau blev opført som en planlagt sovjetisk industriby i forbindelse med udnyttelsen af regionens olie- og uranressourcer.
Byens grundstruktur er baseret på nummererede mikrodistrikter (mikrorajoner), som blev anlagt efter sovjetiske byplanlægningsprincipper. Systemet præger fortsat byens opbygning og adressesystem.
Den ældre del af byen domineres af boligblokke opført i 1960'erne og 1970'erne som led i udviklingen af sovjetiske mikrodistrikter. Bygningerne blev udformet med henblik på at modstå det varme og tørre klima ved Det Kaspiske Hav samt de kraftige vinde, som præger området. Lokale byggematerialer blev anvendt i de tidligste boligkvarterer, og byens planlæggere modtog i 1978 den internationale Patrick Abercrombie-pris for udformningen af byen i det udfordrende ørkenmiljø.
thumb|Aktaus fyrtårn på taget af en boligblok
Et af byens mest kendte vartegn er Aktaus fyrtårn, som er usædvanligt placeret på taget af en boligblok nær kysten. Fyrtårnet er et af de få i verden, der er integreret i en beboelsesejendom.
Efter Kasakhstans selvstændighed i 1991 er der opført en række moderne boligkomplekser, hoteller, kontorbygninger og indkøbscentre. Særligt langs strandpromenaden ved Det Kaspiske Hav er der sket omfattende byudvikling med nye højhuse, offentlige pladser og rekreative områder.
Byens arkitektur afspejler dermed både dens oprindelse som planlagt sovjetisk industriby og dens senere udvikling som regionalt handels- og servicecenter.
thumb|Nyt boligområde i Aktau med højspændingsledninger langs vejen
thumb|Administrationsbygning for KazTransOil i Aktau, Kasakhstan
thumb|Moderne bolig- og kontorbygning nær Tobanyazov Park i Aktau, Kasakhstan
Kultur