Frantz Henrich Müller (født 17. november 1732 i København, død 4. marts 1820 i Hillerød) var en dansk kemiker, apoteker, porcelænsfabrikant og embedsmand. Han er især kendt som opfinderen af dansk porcelæn og som en af grundlæggerne af Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Biografi Müller var søn af købmand Henrich Müller og blev døbt i Sankt Petri Kirke. I 1746 kom han i lære hos apoteker Bernhard Hagen på Kong Salomons Apotek i København. Efter Hagens død året efter blev apoteket ledet af kemikeren og farmaceuten J.D. Cappel, som fik stor betydning for Müllers uddannelse. Hos Cappel lærte han ikke blot farmaci og kemi, men også mineralogi og metallurgi gennem arbejdet med undersøgelser for de norske bjergværker.
Efter afsluttet læretid i 1753 arbejdede Müller ved Bragernæs Apotek i Drammen, hvor han samtidig fik mulighed for at besøge norske bjergværker i blandt andet Jarlsberg og Kongsberg. I 1754 vendte han tilbage til København for at bistå Cappel med indretningen af apoteket ved Frederiks Hospital. Året efter foretog han en studierejse til Uppsala, hvor han modtog undervisning af botanikeren Carl von Linné og kemikeren Johan Gottschalk Wallerius. Efter hjemkomsten arbejdede han i flere år hos Cappel og holdt offentlige forelæsninger i mineralogi.
I forbindelse med oprettelsen af Kurantbankens mønt foretog Müller i 1759 en studierejse til Harzen og Hamburg for at studere prøvekunst og møntvæsen. I 1760 blev han ansat som møntguardein ved den nye mønt, men mistede stillingen ved møntens nedlæggelse i 1766.
I 1768 fik Müller kongelig bevilling til at virke som "materialist og laborant", trods modstand fra Københavns apotekere. Han handlede med droger og kemikalier en gros og fremstillede selv flere produkter. Samtidig blev han benyttet af staten som sagkyndig i metallurgiske og kemiske spørgsmål. I 1773 overtog han forpagtningen af Vajsenhus Apotek efter at have bestået den kemisk-farmaceutiske eksamen ved Københavns Universitet. Han opgav forpagtningen i 1785 og købte i stedet Christianshavns Apotek, som han solgte i 1795.
Müller blev i 1780 medlem af Videnskabernes Selskab og offentliggjorde flere videnskabelige afhandlinger i selskabets skrifter.
Hans største betydning lå imidlertid inden for porcelænsfremstilling. Allerede omkring 1765 begyndte han forsøg med fremstilling af porcelæn, en teknik som på dette tidspunkt var omgærdet af stor hemmelighedskræmmeri i Europa. Han undersøgte blandt andet bornholmske og jyske jordarters egnethed, og i 1772 kunne han præsentere prøver på ægte porcelæn fremstillet af bornholmsk porcelænsjord.
Müller ønskede oprindeligt, at staten skulle oprette en porcelænsfabrik med ham som direktør, men da dette ikke lykkedes, medvirkede han til dannelsen af et interessentskab med 50 års monopol på porcelænsfremstilling i Danmark. Blandt deltagerne var blandt andre kabinetsekretæren Theodor Holmskiold, historikeren Peter Frederik Suhm, politikeren Ove Høegh-Guldberg og embedsmanden Heinrich Hermann von Eickstedt. Produktionen begyndte i den tidligere postgård ved Rundetårn.
Selskabet fik hurtigt økonomiske problemer, men i 1779 overtog kongen aktierne på favorable vilkår for ejerne, og Den Kongelige Porcelænsfabrik blev dermed grundlagt. Müller modtog i 1775 Landhusholdningsselskabets guldmedalje for sin opfindelse. I 1786 blev han udnævnt til inspektør ved fabrikken og samtidig justitsråd. Han blev administrator i 1794 og fra 1801 medlem af direktionen uden ansvar for den daglige ledelse, men med bevarelse af sin løn.
Omkring 1809 flyttede Müller til Hillerød, hvorfra han fortsat fulgte fabrikkens udvikling indtil sin død i 1820. Samtidige beskrivelser fremstiller ham som både temperamentsfuld og vanskelig at omgås, men også som en person med stor faglig selvtillid og betydelig bevidsthed om sin egen indsats.
Referencer
Kategori:Personer fra København Kategori:Kemikere fra Danmark Kategori:Apotekere fra Danmark Kategori:Fabrikanter fra Danmark Kategori:Embedsmænd fra Danmark Kategori:Justitsråder fra Danmark Kategori:Medlemmer af Videnskabernes Selskab Kategori:Riddere af Dannebrog Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon