Tage Wøldike Schmith (født 10. juni 1915 i Hellingånds Sogn, København, død 10. november 2010) var en dansk erhvervsleder, der gennem en lang årrække var ansat i ØK. Han var administrerende direktør fra 1964 til 1980 og bestyrelsesformand fra 1981 til 1991.

Biografi Tage Wøldike Schmith var søn af direktør og senere grosserer Gunnar Wøldike Schmith (1886-1973) og Marie Olesen (1890-1976).

Han blev student fra Schneekloths Skole og blev i 1933 ansat som elev i ØK. Efter læretiden på hovedkontoret i København blev han udsendt til ØK's filialer i Fjernøsten.

I 1946 blev han filialdirektør i Tianjin i Kina. Senere ledede han ØK's filial i Karachi i Pakistan (1954-1955) og fra 1956 filialen i Madras i Indien. Samme år blev han administrerende direktør for ØK's virksomhed i Indien samt for medicinalvirksomheden Dumex Ltd., som ØK havde opbygget med fabrikker i blandt andet Bombay og andre asiatiske byer.

Erfaringerne med virksomhedens industrielle aktiviteter førte til, at han i 1961 blev hjemkaldt til København som underdirektør med ansvar for en nyoprettet afdeling for oversøisk industri. I 1964 blev han udnævnt til administrerende direktør med særligt ansvar for koncernens voksende industrivirksomhed.

I 1971 overtog Schmith ledelsen af ØK's skibsafdeling efter Svend Storm-Jørgensens tilbagetræden. Sammen med Henrik Sparsø gennemførte han i 1970'erne en omfattende modernisering af ØK's handelsflåde. Efter at Sparsø blev administrerende direktør i 1974, fordelte de ansvarsområderne, således at Schmith havde ansvaret for det internationale rederisamarbejde, mens Sparsø ledede den operative skibsfart.

Schmith var administrerende direktør indtil 1980, hvorefter han blev næstformand for ØK's bestyrelse. I 1981 efterfulgte han Mogens Pagh som bestyrelsesformand og var samtidig formand for Det Østasiatiske Kompagnis Holding A/S frem til 1991. Sammen med Henrik Sparsø stod han i spidsen for de omfattende rationaliseringer og strukturændringer, som blev gennemført som følge af ØK's økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 1980'erne.

Øvrige poster Schmith beklædte en række betydningsfulde poster inden for dansk og international skibsfart. Han var formand for Danmarks Rederiforening fra 1973 til 1979, formand for Comité des Associations d'Armateurs des Communautés Européennes fra 1976 og viceformand for International Chamber of Shipping fra 1976 til 1978.

Han var desuden bestyrelsesmedlem eller bestyrelsesformand i en række selskaber tilknyttet ØK, herunder Dansk Sojakagefabrik og Nakskov Skibsværft. Som formand for Nakskov Skibsværft medvirkede han i 1976 til indgåelsen af den såkaldte Nakskov-aftale, hvor medarbejderne accepterede løntilbageholdenhed mod, at ØK placerede ordrer på seks nybygninger og dermed sikrede beskæftigelsen på værftet i en årrække.

I 1979 blev han kommandør af Dannebrog. Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg.

Referencer

Kategori:Personer fra København Kategori:Direktører fra Danmark Kategori:Kommandører af Dannebrog Kategori:Foreningsformænd fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon