Duka A/S er en dansk it- og telekommunikationsvirksomhed med hovedsæde i Hinnerup. Virksomheden blev etableret i 2010 under navnet dukaPC og udviklede oprindeligt computerløsninger til ældre og andre brugere med begrænset computererfaring. Løsningerne kombinerede computerhardware med en tilpasset brugerflade og teknisk support.

Duka udvidede senere sine aktiviteter til andre it-løsninger og telekommunikation. I 2016 udvidede virksomheden sine aktiviteter med forretningsområdet dukaTALE, der omfatter mobiltelefoni og mobilt bredbånd. I 2017 købte investorgruppen Executive Capital 37,5 procent af aktierne i virksomheden.

Historie Idéen til dukaPC opstod i 2009, efter at Lars Peter Larsen havde talt med sin farmor, som fortalte, at hun fortrød aldrig at have lært at bruge en computer. Dette førte til udviklingen af dukaPC, som er en forsimplet computer til brugere, som ikke har stor erfaring med computere. Lars Peter Larsen grundlagde året efter virksomheden sammen med Erik Hougaard.

I 2012 etablerede virksomheden et datterselskab i Norge. Samme år oplyste Computerworld, at mere end 2.000 medlemmer af Ældre Sagen havde købt en dukaPC. Virksomheden lancerede desuden tabletten dukaPAD.

Samme år modtog dukaPC en Red Herring Top 100 Europe Award og vandt it- og teknologikategorien ved Iværksætterprisen i Aarhus. (26. apr. 2012) I 2013 fordoblede virksomheden sin omsætning til omkring 49 mio. kr.

I 2014 lancerede Duka den Android-baserede dukaBOX, der gav adgang til blandt andet e-mail, netbank og offentlige digitale tjenester via et fjernsyn. Produktet blev lanceret i forbindelse med overgangen til obligatorisk Digital Post og blev anmeldt i Alt om Data. Året efter modtog virksomheden Digital Gazelle-prisen.

I 2017 blev Duka optaget på Financial Times’ FT1000-liste over Europas hurtigst voksende virksomheder. Virksomheden arbejdede samtidig med planer om ekspansion til blandt andet Tyskland og Storbritannien og søgte ekstern kapital til formålet.

Senere samme år købte investorgruppen Executive Capital 37,5 procent af aktierne. Efter investeringen blev den planlagte udenlandske ekspansion nedprioriteret, mens virksomheden i stedet rettede fokus mod at udvide sine aktiviteter på det danske marked.

Under navnet dukaTALE udvidede Duka i 2016 sine aktiviteter til mobilabonnementer og internet via mobilt bredbånd. I 2018 indgik dukaTALE i en sammenligning af danske mobilabonnementer foretaget af Samlino og offentliggjort i Alt om Data (senere opkøbt af Computerworld).

Referencer

Eksterne henvisninger

Officiel hjemmeside for Duka Officiel hjemmeside for dukaTALE (mobiltelefoni og internet)

Kategori:It-virksomheder i Danmark Kategori:Etableret i 2010