thumb|Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København. I ministeriets sikkerhedsarkiv opbevares slægtsregistret. Slegt Register over Fødselen i den Kongelige Familie er en særlig protokol over fødsler i den danske kongefamilie, oprettet ved kongelig resolution af 25. februar 1779 som led i registreringen af personer med arveret til den danske trone. Protokollen føres egenhændigt af den siddende udenrigsminister, i dennes egenskab af kongelig husminister, og opbevares til daglig i Udenrigsministeriets sikkerhedsarkiv på Asiatisk Plads. Den afløste en ældre protokol, SlegtRegister offver Den Kongelige Arffvestamme fra 1670, hvis historie gik tilbage til indførelsen af det arvelige enevældsmonarki under Frederik 3.
Protokollen blev ikke ført mellem 1823 og 1870, men blev derefter genoptaget og har siden været anvendt ved registreringen af medlemmer af kongefamilien. Foruden navn og fødsel kan indførslerne blandt andet omfatte dåbsoplysninger og faddere.
Historie
Kongeloven og den første slægtsprotokol Registreringen af kongelige fødsler fik en særlig statsretlig betydning efter indførelsen af enevælden og det arvelige monarki i 1660. Kongemagten blev herefter arvelig i Frederik 3.s efterslægt, og en fødsel i kongehuset eller dets sidelinjer kunne derfor få umiddelbar betydning for arvefølgen. Efter Kongeloven af 1665 havde både mænd og kvinder arveret efter nærmere fastsatte regler, idet mandlige efterkommere gik forud for kvindelige. Også efterkommere af danske prinsesser, der blev gift ind i udenlandske fyrstehuse, kunne bevare arveretten, forudsat at de bekendte sig til den evangeliske kristendom.
Kongelovens artikel 39 pålagde derfor medlemmer af den kongelige slægt at anmelde fødslen af sønner og døtre til kongen, hvis de ønskede at bevare deres arveret. Forældrene skulle oplyse barnets navn og fødselsdag og kunne til gengæld få et såkaldt documentum insinuationis, et bevis på, at anmeldelsen var foretaget. En genpart skulle opbevares i det kongelige arkiv, ligesom der skulle føres et korrekt register over den kongelige arvestamme.
Efter Frederik 3.s død i 1670 anlagde kongens arkivar og bibliotekar Peder Schumacher, den senere Griffenfeld, en protokol, der på titelbladet betegnedes SlegtRegister offver Den Kongelige Arffvestamme tilligemed Gienparter aff document. insinuationis som Kongelovens 39 artickell omformelder udj det Kongelige Archivo at skulle giemmes. Protokollen, der befinder sig i Rigsarkivet, indeholder Schumachers egenhændige og detaljerede biografiske oplysninger om Frederik 3., hans dronning og deres børn samt senere tilføjelser om fødsler i den arveberettigede slægt.
Griffenfeld førte protokollen frem til sit fald i 1676. For to børn af det gottorpske hertugpar blev den foreskrevne procedure ikke fuldt gennemført, og Griffenfeld noterede, at man i konseillet havde ment, at registreringen kunne undlades, medmindre der blev begæret et egentligt documentum insinuationis. Efter Griffenfelds fald blev protokollen i en periode videreført af kammersekretær Caspar Schøller. Den rummede desuden den latinske tekst til de breve, der blev udstedt til fyrster, som anmeldte deres børn til slægtsregistret. Den sidste indførsel stammer fra 1707 og udgør en bekræftelse af et tidligere udstedt insinuationsdokument.
Derefter fulgte en periode, hvor Kongelovens bestemmelser ikke konsekvent blev efterlevet. Dette faldt sammen med betydelige politiske spændinger mellem den danske krone og både det gottorpske og det svenske fyrstehus, hvis medlemmer gennem Frederik 3.s døtre kunne være arveberettigede til den dansk-norske trone. Frederik 4. måtte således gøre August den Stærke opmærksom på, at dennes søn Frederik August ville miste sin arveret til Danmark-Norge, hvis han konverterede til katolicismen. Frederik August blev katolik i 1712 for at sikre sig den polske trone.
Oprettelsen af protokollen i 1779 Spørgsmålet om en systematisk registrering blev igen aktuelt i 1770'erne. Den svenske konge Gustav 3., der var gift med Sophie Magdalene, datter af Frederik 5., krævede på sin søn Gustav Adolfs vegne et insinuationsdokument som bekræftelse på sønnens arveret til Danmark-Norge. Gustav 3. arbejdede samtidig for, at Sverige skulle komme i besiddelse af Norge, og en formel anerkendelse af sønnens danske arveret kunne derfor have politisk betydning. Den danske udenrigsminister A.P. Bernstorff gjorde over for Christian 7. gældende, at man vanskeligt kunne nægte at anerkende den svenske prins som arveberettiget. I 1779 efterkom Danmark anmodningen, hvorefter Gustav 3. lod sin søn titulere "arving til Danmark".
Sagen gav samme år anledning til oprettelsen af en ny særlig fødselsprotokol. Ved kongelig resolution af 25. februar 1779 blev det bestemt, at udenrigsministeren egenhændigt skulle føre Slegt Register over Fødselen i den Kongelige Familie og deri registrere fødsler i de kongelige familier. Registreringen skulle imidlertid ikke fortsættes ubegrænset gennem alle sidelinjer: katolske prinser og prinsesser, der efter de gældende arveregler ikke kunne succedere, skulle udelades, og registreringen skulle i øvrigt række til fjerde grad i successionslinjen.
Forrest i den nye protokol blev indsat en kopi af bekræftelsen til den svenske prins Gustav Adolf. Herefter indførtes Frederik 5.s øvrige børnebørn. Den første var Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel, født i 1767 som datter af prins Carl af Hessen og prinsesse Louise, efterfulgt af kronprins Frederik, den senere Frederik 6., født i 1768. De to blev siden gift med hinanden i 1790.
Førelse og indhold I de følgende årtier blev protokollen ført omhyggeligt og omfattede ikke alene børn med dansk prins- eller prinsessetitel, men også medlemmer af huset Hessen og det svenske kongehus. Fra 1823 til 1870 blev protokollen imidlertid ikke ført. Selvom der i den snævrere kongelige kreds ganske vist blev født børn i perioden, var disse ikke arveberettigede, fordi de var født uden for ægteskab.
Førelsen blev genoptaget i 1870, da prins Christian, den senere Christian 10., blev indskrevet. Genoptagelsen efter beslutning af Christian 9.. For at gøre registret fuldstændigt indførtes desuden alle Christian 9.s børn samt Georg 1. af Grækenlands sønner og døtre. Selv om den danske tronfølge fra 1853 til 1953 var rent mandlig, blev prinsesser fortsat medtaget i protokollen.
Det var fortsat udenrigsministeren, der som "kgl. husminister" egenhændigt indførte de fødte prinsers og prinsessers navne. Under besættelsen opstod dog en undtagelse: da Prinsesse Benedikte skulle indføres i 1944, måtte Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen foretage indførslen, fordi udenrigsministeren på dette tidspunkt ikke fungerede.
Protokollen rummer også oplysninger om de kongelige børns faddere. Frederik 9. havde det største antal med 22 faddere, mens Margrethe 2. havde 14 og prinsesse Benedikte ti. Den daværende kronprins Frederik, senere Frederik 10., havde seks, prins Joachim fire og prins Nikolai fem. Ved indførelsen af prins Nikolai var det daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der egenhændigt indførte navnene.
Ved indførelsen af prins Christian førte udenrigsminister Per Stig Møller med fyldepen prinsens fulde navn, Christian Valdemar Henri John, samt hans fødsels- og dåbsdato og navnene på hans otte faddere ind i protokollen. Stig Møller forklarede i den forbindelse, at udenrigsministerens medvirken skulle sikre, at registreringen også var gyldig over for udlandet som dokumentation for, hvem der var kongehusets senest fødte arveberettigede medlem. Christian indtog herefter pladsen i arvefølgen efter sin far, den daværende kronprins Frederik. Den foregående kongelige indførsel var prins Felix i 2003. Også prinsesse Isabella blev indført af Per Stig Møller, ved en ceremoni i Eigtveds Pakhus i København.
Andre registreringer af kongelige fødsler Kongelige fødsler har historisk været genstand for betydelig offentlig og ceremoniel opmærksomhed. I ældre tid blev der i kirkerne bedt for den vordende mors lykkelige forløsning, og nyfødte kongelige børn blev normalt døbt hurtigt, fordi spædbarnsdødeligheden gjorde barnets overlevelse usikker. Under enevælden blev kongelige fødsler desuden markeret ved prægning af medaljer.
Næsten alle kongelige børn født efter 1671, året for Frederik 4.s fødsel, blev indført i Hof- og Slotsmenighedens kirkebog, som opbevares på Landsarkivet i København. Indtil midten af 1800-tallet blev kongelige børn indført på særlige sider forrest i Hof- og Slotskirkens kirkebog. Frederik 8. var den sidste konge, hvis indførsel findes dér, mens Christian 10. blev indført blandt de øvrige dåbsbørn på kirkebogens almindelige sider. Kirkebogen indeholder desuden oplysninger om fadderne.
Referencer
Litteratur
Kategori:Det danske kongehus Kategori:Danmarks registre Kategori:Udenrigsministeriet Kategori:Danmarks arkiver og arkivalier