Peter Christian Hansen ( 1787 2. august 1853 ) var brændevinsbrænder og borgerrepræsentant i København. Hans nu nedrevne brændevinsbrændergård lå på hjørnet af Rigensgade og Sankt Pauls Gade. Han døde at kolera under Koleraepidemien i København 1853. Året før sin død forfattede han en kort selvbiografi.
Ungdom og uddannelse Peter Christian Hansen blev født i 1786 eller 1787 i København som søn af en brændevinsbrænder. Forældrene blev ruineret da deres ejendom blev ødelagt ved Københavns Brand 1795. Moderen døde kort tid efter. Hansen voksede herefter op på en onkels gård i Vamdrup Sogn:
og nu skulde jeg da begynde med at vogte Faar og Gjæs, derefter at kjøre Ploven, og seenere at tærske og slaae Græs, hvilket var det værste, thi jeg husker grant, at heele Personen rystede, naar jeg skulde stryge Leen; mit Sovekammer var pyntelig meubleret med Avlsredskaber, Vinduesgardinerne vare sammenflettede af Straa for at afværge Vindens frie Passage igjennem Ruderne; Gulvet var belagt med solide Kampesteen, og et Par Alen fra Sengen havde jeg Selskab af nogle nydelige smaa Kalve, som undertiden opmuntrede mig ved deres behagelige Stemme med en Concert i X Duur. Men Kosten var solid, den bestod regel- mæsig i 21 Gange Grød om Ugen under forskjællig Skikkelse. Om Søndagen fik vi Smør paa Brødet, men de søgne Dage blev der som Surrogat tillavet en Slagstyk Meelvelling, som blev kaldet Butter. Men da jeg den Gang havde bedre Appetit end nu, saa smagte mig dette som Sukkerbrød.
Som 15-årig kom han i handelslære i Haderslev. I 1809 kom han til Vejle som kontorbetjent. Året efter blev han gift, hvorved han blev husejer.
Karriere I 1818 solgte Hansen ejendommen i Vejle og flyttede med familien til København. Indledningsvis lejede han et bryggeri. Allerede i maj 1819 købte han dog en brændevinsbrændergård på hjørnet af Rigensgade og Sankt Pauls Gade (Sankt Annæ Vester Kvarter, matr. nr. 461, senere Rigensgade 26). På det tidspunkt var der omkring 200 små brændevinsbrænderier i København. I 1820'erne steg konkurrencen dog fra en række større og mere industrielle brænderier, hvilket trykkede priserne og fik mange af de gamle brænderier til at lukke. Hansen udvidede sit brændevinsbrænderi for bedre at kunne klare sig i konkurrencen. Endnu en gang blev konkurrencen dog skærpet, denne gang fra en række landbrænderierbeliggende uden for byen:
For imidlertid at modstaae denne Overgangs-Periode og saavidt som muligt at holde Skridt med Tiden, anlagde ogsaa jeg et større Værk med forbedrede Apparater. Men kort efter blev der anlagt en Deel Landbrænderier, som ved et feilagtigt Forhold af det daværende Rentekammer havde tilvendt dem saadanne Privilegier, der favoriserede dem i den Grad, at disse ikkun kom til at svare een Skg: pr Pot Brændeviin i Consumtions-Afgivt, imedens Brænderierne i Kjøbenhavn maatte erlægge en Afgivt, som var 6 Gange saa stor, hvilket bevirkede, at Hovedstadens Brænderier maatte arbeide under meget fortrykte Kaar ved Siden af adskillige Landbrænderier, som paa et Par Miiles Afstand rundt omkring Hovedstaden vare bievne etablerede, og som vedbleve at forcere deres Drivt, indtil endelig Regjeringen under Stændernes Medvirkning i Aaret 1841 besluttede at anvende store Summer til at afkjøbe Landbrænderierne de Privilegier og Rettigheder, som Samme saa uoverlagt selv gratis havde meddeelt disse. — Til et Exempel paa, hvor skadelige disse Privilegier vare, saavel for Finantserne som for de derved fortrykte Brænderier i Kjøbstæderne og isærdeleshed i Hovedstaden, bemærkes: at et eneste af disse Privilegier, som var givet til Eieren af Rongstedlund, blev, efter Overenskomst med Ihændehaveren Nathan David1 (Maa være en Forveksling med Broderen Anton Aaron David der siden 1821 havde ejet Rungstedlund), af Regjeringen tilbage kjøbt, efterat han i en Række af Aar med stor Fordeelhavde benyttet samme, — foren Sum af 75000 Rigsbdl. Under saadanne ugunstige Omstændigheder maatte Hovedstadens Brænderier under en streng Control udholde en ulige Kamp i circa 20 Aar. Det var da intet Under, at den største Deel af disse maatte standse deres Virksomhed og mange Familier, som før havde fundet Udkomme ved denne Bedrivt, nu vare bievne ødelagte. Med Aaret 1839 begyndte man at anlægge Dampbrænderier for derved at anvende Kartofler, som den Gang stode i en Priis af 4 å 5 $ for Tønde, og da deraf ingen Formalingsafgivt blev svaret, saa udbragte dette Foretagende et ret godt Udbytte, og for at concurrere med Tiden anlagde ogsaa jeg i Aaret 1840 et Kartoffeldampbrænderie, hvortil der maatte anvendes en Anlægscapital af circa 5000 Rbd:, som tegnede til at ville lønne sig godt, da deraf ikke kunde beregnes nogen Formalingsafgivt, — men, hvorlænge var Adam i Paradis? Den lte Mai 1841 blev den største Deel af Formalingsafgivten henlagt paa Brændingsafgivten eller Karrummet, som seenere i Aaret 1843 endvidere blev forhøiet. Og da endelig den mislykkede Kartoffelavl 1845 bragte Priiserne paa Kartofler op til 2 å 3 rbd Tønden, maatte denne Fabrikation ophæves.
I 1838 blev Hansen valgt til de 32 Mænds Forsamling. Da forsamlignen to år senere blev erstattet af Københavns Borgerrepræsentation fortsatte han som borgerrepræsentant til 1444.
I 1846 valgte Hansen at bortforpagte sit brændevinsbrænderi . Han og familien flyttede herefter til en lejlighed i naboejendommen Risensgade matr. nr 460 (senere Rigensgade 28).
Familie og privatliv Hansen døde af kolera 2. august 1853 som ét af de mange ofre for sygdommen under Koleraepidemien i København 1853.. Hans hustru var død nogle år tidligere. Sammen fik de tre børn. Sønnen Søren Hansen blev toldassistent. Han blev gift med Detlefine Foss. En anden søn, Bendix P: Hansen, etablerede sig som vinhandler. Datteren Mariane blev gift med møllermester P: Jensen
Plejedatterenen Marie Seliger blev gift med arbeidsmand Hans Kleitrup, Plejedatteren Anne Ravn blev gift med bagermester Tiede. Plejedatteren Sophie Seliger bæev gift med hans stedsøn Peter Ravn.
Referencer
Kategori:Brændevinsbrændere fra Danmark Kategori:Stænderdeputerede fra Østifterne Kategori:Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation i 1800-tallet Kategori:Stadens 32 mænd