Martin Heidegger (født 26. september 1889, død 26. maj 1976) var en tysk filosof og eksistentiel fænomenolog. Hans mest berømte værk er Væren og tid, der først blev oversat til dansk i 2007.
Heidegger har de senere år både været forherliget og kritiseret på grund af sine antisemitiske overbevisningerRamet, Sabrina P. (2012) The Relationship between Martin Heidegger’s Nazism and his Interest in the Pre-Socratics, Religion Compass 6(9): 426–440.Heidegger var glødende nazistHeidegger's Anti-Semitism Prompts Resignation and New Wave of Reservations. Ifølge forskere som Ronald Beiner er Heidegger i dag en af de vigtigste filosoffer for den yderste højrefløjRonald Beiner: Dangerous Minds: Nietzsche, Heidegger, and the Return of the Far Right. University of Pennsylvania Press (April 5, 2018)Why The Alt-Right Loves This 20th Century PhilosopherIs There a Heideggerian Bridge to the Far Right? – Emina Melonichttps://www.opendemocracy.net/en/countering-radical-right/why-did-heidegger-emerge-central-philosopher-far-right/. Heidegger hævdede selv, at hans værensbegreb var neutralt og anså værensontologiske analyser af fx. køn og politik for meningsløs.Martin Heidegger: Gesamtausgabe, Band 27, Einleitung in die Philosophie. Klostermann, F/M, 2001, s. 147.. Til gengæld har feminister efterfølgende kritiseret Heidegger for at negligere betydningen af køn og fortie kvinderhttps://journals.sagepub.com/doi/10.1177/0191453705050605?icid=int.sj-abstract.similar-articles.2https://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/0191453705050605, ligesom mange forskere har kritiseret ham for at anvende sit værensbegreb i sit politiske verdensbilledeHeidegger Was Loyal to Nazism and It Is Dangerous to Pretend Otherwise.
Martin Heidegger havde en betydelig indflydelse på dansk filosofi, og danske filosoffer som Knud Ejler Løgstrup, Kirsten Hyldgaard, Dorte Jørgensen og Søren Gosvig Olesen indarbejdede hans ideer i deres egen filosofi.
Biografi thumb|left|Mesmerhaus i Meßkirch, hvor Heidegger voksede op. Heidegger blev født ind i en katolsk familie i Meßkirch i Tyskland. Hans forældre var ikke formuende og havde derfor ikke råd til at sende ham på universitetet, så Heidegger kom på et jesuiterseminarium. Her viste den unge Heidegger sig imidlertid godt begavet, og efter at have studeret teologi ved universitetet i Freiburg i nogle år, skiftede han til filosofi og tog i 1914 en ph.d. efterfulgt af en habilitation (doktordisputats) i 1916. Efter at have tjent i første verdenskrig fik han ansættelse ved universitetet som assistent for Edmund Husserl, "fænomenologiens fader", der blev en afgørende inspiration for Heideggers tænkning.
Heidegger fik i 1923 et professorat ved det protestantiske universitet i Marburg. Blandt hans kolleger var Rudolf Bultmann, Nicolai Hartmann og Paul Natorp. Blandt Heidegger studerende i Marburg var Hans-Georg Gadamer, Hannah Arendt, Karl Löwith, Gerhard Krüger, Leo Strauss, Jacob Klein, Günther Anders og Hans Jonas.
I 1927 udgav Heidegger Sein und Zeit ("Væren og tid") i Jahrbuch für Philosophie und phänomenologische Forschung, og da Husserl gik på pension det følgende år, overtog Heidegger dennes professorat i Freiburg.
Heidegger blev rektor for Freiburg-universitetet i 1933 og var indmeldt i NSDAP. Som universitetsrektor var han en vigtig aktør for nazisternes ensretning af det tyske kulturliv. Men han trak sig fra rektorstillingen inden der var gået et år, og holdt sig derefter med en "privat" og "åndelig" nationalsocialisme. Han mente at Hitlers bevægelse havde udartet og var helt besat af biologisk racisme og en for stærk tro på teknologi og bureaukrati. For Heidegger skulle nationalsocialisme netop være et åndeligt værn mod det mekanistiske verdenssyn som han mente lå til grund for det store meningstab i mellemkrigstiden.Eivind Myklebust: "Heideggers hæfte", Klassekampen 8. februar 2020 Han døde i 1976 og fik en traditionel katolsk begravelse. Han ligger nu begravet på kirkegården i Meßkirch. thumb|Martin Heideggers grav i Meßkirch.
Traditioner af tænkning Martin Heidegger har mange filosofiske skikkelser, og mange kategoriske betegnelser er blevet hægtet på ham, dels af ham selv, dels af andre. Måske fordi så mange forskellige filosoffer har været inspireret af Heidegger. Det gælder indlysende en hermeneutiker som Hans-Georg Gadamer, en eksistentialist som Jean-Paul Sartre, en fænomenolog som Maurice Merleau-Ponty, men også en frankfurter-filosof som Herbert Marcuse. Marcuse studerede filosofi i Freiburg under Martin Heidegger og skrev en doktorafhandling om Hegel og Heideggers filosofi. Også i Marcuses senere marxistiske forfatterskab er påvirkningen fra Heideggers eksistensfilosofi tydelig. Måske skyldes de mange kategoriseringer også at Heideggers egne inspirationskilder er så mange- og forskelligartede, som tilfældet er. Man kan nævne Heraklit, Parmenides, Aristoteles, Kant, Hegel, Kierkegaard, Nietzsche, Dilthey og frem for alle Husserl.
Fænomenologien Heidegger videreudvikler Husserls transcendentale fænomenologi til det der bl.a. er kaldt eksistentiel fænomenologi og hermeneutisk fænomenologi (se herunder). Den moderne fænomenologi blev grundlagt af Edmund Husserl i form af den transcendentale fænomenologi. Husserls projekt med transcendental fænomenologi var at forstå og beskrive de rene teoretiske forudsætninger for viden og hermed nå frem til en lære, der baserede sig på den absolutte sandhed. Det er således den transcendentale fænomenologis opgave at finde de universelle regler, den absolutte sandhed. Man må gå til fænomenerne selv og sætte alle forudfattede forestillinger om dem i parentes mens de undersøges.
Heidegger tager på centrale områder afstand fra Husserls transcendentale fænomenologi, ikke mindst ved at fæstne forståelsen af mennesket i menneskets umiddelbare gøren og forstående åbenhed for verden, kaldet væren-i-verden.Jacob Dahl Rendtorff (2004, s. 282) Fænomenologien og dens betydning. I: L. Fuglsang & P. Bitsch (eds.), Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne : på tværs af fagkulturer og paradigmer, 2. ed., pp. 277-309. Roskilde Universitetsforlag. Herved flytter Heidegger nemlig fokus væk fra den subjektive/første–persons bevidsthed (det transcendentale ego), som Husserl og den transcendentale fænomenologi tager udgangspunkt i, og peger herved på den større baggrund af anonym og meningsfuld erfaring, som mennesket først og fremmest må forstås i lyset af. Herved når Heidegger også frem til en mere kompleks forståelse af fænomenologiens projekt, idet vi ikke uden videre – som Husserl antog det – kan sætte verden og vores engagement i den i parentes.Rendtorff, 2004, s. 281. På denne måde gør Heidegger op med reduktionistiske og idealistiske menneskeforståelser generelt, og specifikt med René Descartes dualisme og den transcendentale filosofi hos Immanuel Kant og Edmund Husserl.
Hermeneutikken I hovedværket Væren og tid (tysk: "Sein und Zeit") radikaliserer Heidegger Diltheys hermeneutik og udvikler en generel lære om menneskets erkendelse, eller hvad Heidegger kalder tilstedeværen. Ifølge Heidegger kan et historisk fænomen ikke forstås uden medvirken fra fortolkerens forforståelse. En fortolkning følger således en cirkelstruktur. Det er, hvad der skal forstås ved Den hermeneutiske cirkel.
Hermeneutisk tekstudlægning Enhver tekstudlægning, det være sig af en fagtekst, en sakral tekst eller poesi, fuldbyrder den hermeneutiske cirkel. Tekstens enkeltdele kan kun forstås ud fra en forestilling om helheden, og denne helhedsforståelse kan kun korrigeres ved at undersøge og forstå delene. En tekstfortolkning kan ikke nøjes med at henvise til, hvad der står. (Denne opfattelse står i modsætning til holdningen hos den såkaldte eksakte tekstfortolkning.) Tekstudlæggerens helhedsforståelse bestemmer i hvilken sammenhæng han vil se teksten, hvordan hun vil fortolke det «der står». For Heidegger gælder dette ikke kun tekstfortolkning, men forståelsen af tilværelsen i det hele taget. Og denne helhedsforståelse rummer hele personens historie, erindring og alle hans opfattelser. Forforståelsen spiller med, hvad enten man vil det eller ej. Valget står derfor ikke mellem subjektiv forforståelse eller forudsætningsløshed, men mellem at være sig sin forforståelse bevidst eller ej.
Heideggers elev Gadamer udgav Sandhed og metode i 1960, hvor han uddyber og videreudvikler læren om forforståelse og den hermeneutiske cirkel. Det står tilbage som standardværket inden for den moderne hermeneutik.
Tilstedeværen Heidegger beskrev i Væren og tid mennesket som en væren der altid er til stede, en tilstedeværen (tysk: "Dasein"). Han beskrev denne særlige værensform ud fra hvad han kaldte dens eksistentialer. Det er sådanne grundtræk som tilstedeværen ikke kan miste uden at høre op med at være en tilstedeværen. Det er træk som kastethed (tilstedeværen er kastet ind i en forudgiven situation), befindlighed (hvordan tilstedeværen befinder sig) og forståelse (en forforståelse, som vi så det i den hermeneutiske tekstforståelse), væren-ved (tilstedeværen er altid ved tingene og ved sine med-tilstedeværender, andre mennesker, som den tager hånd om, drager omsorg (tysk: Fürsorge) for).
Fundamentalontologen Heidegger indførte begrebet fundamental-ontologi som betegnelse for den del af ontologien der danner grundlag for al øvrig ontologi. Her opstår der en vis tvetydighed hos Heidegger, idet fundamental-ontologi visse steder identificerer analysen af menneskets særlige værensmåde, tilstedeværensanalysen, mens det i andre sammenhænge skal betegne selve værensspørgsmålet, altså spørgsmålet om, hvilken mening det i det hele taget har at tale om, at noget er, har væren. Denne tvetydighed er ikke tilfældig, idet Heidegger mener at kun hos tilstedeværen (mennesket) opstår værensspørgsmålet, og kun i tilstedeværensanalysen kan spørgsmålet besvares.
Som en del af tilstedeværensanalysen definerer Heidegger omsorg som et eksistentiale, en tilstand som alle er indfældet i, hvorfor omsorg (eller ’tagen hånd om’) ses som den ultimative realitet. Han brugte begrebet bredt blandt andet til at dække over en omsorgsfuld og bekymringsfuld attitude rettet mod andre mennesker. En rettethed med henblik på at gøre ting omhyggeligt og at anlægge en eksistentiel stræben for at håndtere forhold og byrder som hører til menneskeligt liv. I denne forståelse er omsorg ontologisk funderet og ses som noget objektivt menneskeligt.
Destruktion er et væsentligt begreb til forståelse for hvilken fremgangsmåde der er nødvendig når traditionen skal opløses og fundamentalontologien opstilles.
Eksistensfilosofien Heidegger bliver, som Søren Kierkegaard, ofte fejlagtigt kategoriseret som eksistentialist. En -isme, som Sartre vedkendte sig, men Heidegger modsatte sig. For Heidegger gælder det om at opdage hvordan mennesket er som en endelig værensform i en endelig verden. Omgangen med det materielle er afgørende for vores selvforståelse. Døden er en påmindelse om livets skrøbelighed og muligheden for at afsløre teknikkens og fysikkens verdensbillede som et forfald til uegentlighed.