thumb|Adam Cjristopher Plums medlemsskive fra det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab. Adam Christopher Plum (20. november 1714 8. oktober 1795) var vinhandler, grosserer, borgerkaptajn og medlem af de 32 Mænds Forsamling i København. Fra 1766 til 1782 var han oldermand for Vinhandlerlauget. Han ejede en gård i Højbrostræde, som gik til ved Københavns Brand 1795. På det tidspunkt var både han og en søn dog allerede gået fallit.

Ungdom og baggrund Plum blev født ind i den talrige og vidt forgrenede danske præste- og handelsslægt Plum, som nedstammer fra kanon- og klokkestøber Frands Madsen i Ribe. Han blev født den 20. november 1714 i Vetterslev Sogn ved Ringsted som det sjette af ni børn af den lokale sognepræst Claus Plum (1669-1739) og Agnete Kellinghusen (1675-1736), Hans farfader var generalkirkeinspektørJohan Plum(1629-1701), medens farmoderen var en datter af højesteretsassessor og præsident i København Peter Bülche. Morfadereren var urtekræmmer og medlem af de 32 Mænds Forsamling Daniel Kellinghusen.

Adam Christopher Plum blev uddannet vinhandler i København. Ved skiftet efter faderen nævnes han som "værende i Condition hos Md. Sb Ebbesens".

Alle hans søskende nåede voksenalderen. Den ældste broder Bolle Frederik Plum (1704-1765) blev regimentsskriver på Kronborg. Den næstældste broder Daniel Plum (1707-1784 ) blev sognepræst i Bårse-Beldringe. Den tredjeældste broder Johan Plum (1710-1737) blev ligesom Plum uddannet vinhandler i København. Han blev gift med Ursula Marie Lindemann (1702-1751), som var datter af den rige handelsmand Stephen Lindemann. Broderen Carl Ulrik Plum (1712-1750) blev farver i Frederikssund. Den næstyngste broder Claus Plum blev ejer af herregården Teselholt på Fyn. Den yngste broder Christian Plum (1719-1789) blev købmand i Helsingør. Den ældre søster Elise Cathrine Plum (1706-1767) blev gift med sognepræst Sandby-Vrangstrup Valentin Holgersen Tryde (1700-1766). Den yngre søster Agnete Plum (1718-1787) blev gift med materielforvalter Frands Dajon (1719 - 1794).

Karriere thumb|left|Plums ejendom matr. nr. 71 set på et udsnit fra Christian Geddes kort over Strand Kvarter, 1757. Højbro Plads blev anlagt på stedet efter Københavns Brand 1795. Plum fik 12. marts 1751 kgl. bevilling til at indtræde i Vintapperlauget og han tog 22. marts 1751 tillige borgerskab som grosserer.

Han ejede en gård i Højbrostræde (Strand Kvarter, matr. nr. 71), hvor han som Vinhandler i lauget holdt åben vinkælder. I 1766 blev han Vinhandlernes oldermand. Han besad hvervet i en ret svær tid for lauget, som blandt andet i 1769 mistede den pplagsfrihed, som dets medlemmer hidtil havde nydt godt af.

Han blev efterhånden en fremtrædende borger. Fra 1767 til 1782 var han medlem af de 32 Mænds Forsamling.Han var tillige aktiv i Københavns Borgervæbning, hvor han blev kaptajn.

På et laugsmøde den 2. maj 1782 afgik han som oldermand for vinhandlerlauget. Hans afgang beroede formentlig på, at han på det tidspunkt havde lidt økonomisk ruin. Både han og Sønnen Poul fik den 6. juni 1783 kgl. opbudskommissorium. Behandlingen af hans bo trak ud i mange år. Da kommissionen endelig afsluttede behandlingen af det i 1790 var resultatet, at der ikke engang var 10 % i akkord til fordringshaverne.

Familie og privatliv Plum blev den 6. december 1845 gift med Johanne Badstuber(1725-1764), som var datter af kobbersmed og møllejer Poul Badstuber og Engelcke Legan.

Plum blev den 5. oktober 1757 medlem af det Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab. Han blev samme år fuglekonge (vinder af den årlige fugleskydning). Hans medlemsskive har som motiv "Til den ene Side Bacchus paa en Tønde, holdende en stor Pokal frem i Skivens Centrum, foran en dameklædt Kvinde; til den anden Side en skydende Cupido." samt devisen "Naar Bacchus yder Saft./Copido bryder lisen./Saa skyder mand med Kraft,/Og Skytten nyder prisen".

Ni af hans 13 børn nåede voksenalderen, men kun seks af dem var endnu i live ved hans egen død. Sønnerne Claus Plum (1750-1818) og Frederik Plum (1761-1836) blev begge vinhandlere ligesom faderen. Deres ældste broder Poul Plum (1746-1806) blev købmand i København. Søsteren Anna Elisabeth Plum (1756-1845) blev gift med kgl. jagtberider Frederik Christian Bruhn (1744-1796).

Ved Københavns Brand 1795 gik hans ejendom op i flammer. Han mistede herved det sidste han ejede.

Efter branden fik han husly hos sønnen Johannes Plum (1759-1798), som var lem i Abraham Pelts Stiftelse. Han døde den 8 oktober 1795.

Referencer

Kategori:Stadens 32 mænd Kategori:Danskere i 1700-tallet Kategori:Vinhandlere fra Danmark Kategori:Grosserere fra Danmark Kategori:Oldermænd fra Danmark Kategori:Personer fra Ringsted Kommune Kategori:Slægten Plum