Adler (fulde navn Adlerwerke vormals Heinrich Kleyer (da.: "Adler værkerne tidligere Heinrich Kleyer")) var et tysk køretøjs- og maskiningeniørfirma med base i Frankfurt am Main. Virksomheden blev grundlagt i 1880 og fremstillede cykler, biler, motorcykler og kontormaskiner. "Adler" er det tyske ord for "ørn".
Adler fremstillede biler i årene 1900 til 1940 og var i perioder blandt de mest populære tyske bilmærker. Produktionen af biler ophørte i forbindelse med 2. verdenskrig. Under krigen havde virksomheden tætte forbindelser til nazi-regimet og producerede krigsmateriel under brug af tvangsarbejdere og krigsfanger, der var indsat i koncentrationslejren Katzbach på virksomhedens fabriksområde.Geschichtsort Adlerwerke, hentet 2. oktober 2026 Efter krigen blev produktionen af motorcykler genoptaget og fortsat frem til 1957, hvor firmaet indstillede produktionen. Der blev herefter fremstillet kontormaskiner.
Efter produktionen ophørte og det historiske hovedkontor solgt, blev selskabet omdannet til et ejendomsselskab, der er videreført under navnet Adler Real Estate, der i dag forestår køb og administration af beboelsesejendomme. Adler Real Estate er noteret på Fondsbørsen i Frankfurt.
Virksomhedens historie Grundlæggelse
Virksomheden blev grundlagt i 1880 af Heinrich Kleyer som Heinrich Kleyer GmbH i Frankfurt am Main og fremstillede oprindeligt cykler. I 1889 blev der bygget en fabrik med 600 arbejdspladser på et areal på 18.000 kvadratmeter i Frankfurt. Ud over cykler blev der produceret trehjulede vogne og voiturettevogne. Den fortsatte ekspansion af selskabet førte i 1895/1896 til omdannelsen til aktieselskabet Adlerwerke vorm. H. Kleyer AG. I 1898 begyndte selskabet tillige at producere skrivemaskiner i en fabrik med syv etager.
I 1901 påbegyndte Adlerwerke at fremstille motorcykler med motorer fra De Dion-Bouton, og året efter påbegyndtes produktion at automobiler også med motorer fra De Dion-Bouton. Fra 1904 begyndte Adlerwerke også at fremstille egne motorer til bilerne.Lyons, Pete (January 1988). "10 Best Ahead-of-Their-Time Machines". Car and Driver. Vol. 49, no. 1. p. 73. Produktionen af motorcykler ophørte i 1907 (men blev genoptaget efter 2. verdenskrig), og Adler koncentrerede sig om produktion af biler og motorer. På den Internationale Luftfartsudstilling i 1909 præsenterede virksomheden prototyper af motorer til luftskibe.
Mellemkrigstiden
I 1920 beskæftigede Adler 10.000 medarbejdere på fabrikker og kontoer i 10 tyske byer. Tyskland blev hårdt ramt af den økonomiske afmatning i forbindelse med Depressionen, og i 1930 var antallet af ansatte faldet til 3.000, men i årene op til Anden verdenskrig var antallet af medarbejdere steget til 7.000.
I 1926 introducerede Adler bilen Adler Standard 6 med en sekscylindret rækkemotor. Modellen, som var baseret på Chrysler 60, var den første tyske personbil med et hydraulisk bremsesystem bygget af ATE på licens fra amerikanske Lockheed.Hubert A. Kirschner (Hrsg.): Neue Aspekte der Fahrzeugsicherheit. Books on Demand, Norderstedt 2003, ISBN 3-8330-0342-1, p. 75. Bilen blev fremstillet med et karrosseri, der udelukkende var lavet af pladestål, og Standard 6 var således teknologisk på højde med de amerikanske biler, der på daværende tidspunkt var meget efterspurgte i Europa . Modellen blev særdeles populær og fik særlig opmærksomhed, da med den svenske filmfotograf i en Standard 6 blev den første, der kørte Jorden rundt i en bilWinter, Michael. PferdeStärken: die Lebensliebe der Clärenore Stinnes. Reinbek bei Hamburg: Rowohlt Taschenbuch, 2001. First circumnavigation by car, guinnessworldrecords.com
Produktionen af biler ophørte i 1940 i forbindelse med 2. verdenskrig.
Ved udgangen af 1931 havde Adler fremstillet mere end 67.000 biler, 800.000 cykler og 425.000 skrivemaskiner. I første halvdel af 1930'erne var Adlerwerke den tredjestørste tyske bilproducent efter Opel og DKW (Auto Union); i 1936 overtog Mercedes-Benz pladsen som nr. 3 og Adler var herefter den fjerdestørste tyske bilproducent.
Adler i Danmark Udover at sælge biler til det tyske hjemmemarked eksporterede Adler en stor del af sine biler, heraf flere til Danmark, hvor de tidlige modeller bl.a. blev anvendt som droscher (taxier), ligesom Det danske kongehus benyttede Adlers biler. Adler oprettede i 1935 et dansk datterselskab, der importerede dele til Adler-bilerne, der herefter blev samlet i Danmark.
Adler havde en salgsafdeling i Toldbodgade og et serviceværksted i Nansensgade i København, samt flere afdelinger i Københavnsområdet. Blandt afdelingerne var to på Lyngbyvejen nær Bomhusvej, der blev udsat for sabotageaktioner under krigen.<ref>[https://historiskatlas.dk/Sabotage_mod_Det_Forenede_Oliekompagni_Adler,_13.08.1943_(20039) Sabotage mod Det Forenede Oliekompagni Adler, 13.08.1943, historiskatlas.dk]</ref>[Sabotage mod automobilværksted med servicestation, Dansk Adler Automobil A/S og Heiber, 26.09.1942, historiskatlas.dk]
Efter krigen blev selskabet og dets aktiver konfiskeret af den danske stat. Selskabet blev under navnet Danadko overtaget af andre ejere og fortsatte som reparatør af franske Renault-biler.Danadko er ældre end sit eget jubilæum, motormagasinet.dk, 12. december 2011
Under 2. verdenskrig
Adler indstillede produktionen af biler under 2. verdenskrig og koncentrerede sig i stedet om at fremstille krigsmateriel og militærkøretøjer. Under krigen drev Adlerwerke i Frankfurt arbejdslejre for tvangsarbejdere.Frankfurt 1933–1945 Wirtschaft und Arbeit Under luftangrebet på Frankfurt den 22. marts 1944 blev Adlerwerke hårdt ramt, og store dele af produktionen blev efterfølgende flyttet. Dog forblev produktionen af motorer og chassisset til panserkøretøjet Sd.Kfz. 10 og 11 i Frankfurt. Der var mangel på arbejdere og tvangsarbejdere, hvorfor Adlerwerke anmodede SS om tildeling af koncentrationslejrfanger. Anmodningen blev imødekommet, hvorefter de tildelte kz-fangerne blev indkvarteret Adlers Fabrik i Weilburger Straße. Mellem august 1944 og 24. marts 1945 var omkring 1.600 mennesker indsat i den nyoprettede underlejr af koncentrationslejren Natzweiler-Struthof med kodenavnet Katzbach.Konzentrationslager Adlerwerke in Frankfurt am Main, arkiveret web.archie.org Omkring en tredjedel af koncentrationslejrens fanger døde i Frankfurt. Mere end 700 blev sendt til andre lejre, fordi de var for svage til at arbejde, så kun en lille del af de indsatte i Adlerwerke overlevede. Ved slutningen af krigen, fra den 24. marts 1945, da de amerikanske styrker nærmede sig Frankfurt, blev omkring 350 fanger drevet ud på en dødsmarch til fods via Hanau i Hessen, Schlüchtern, Fulda og Hünfeld til koncentrationslejren Buchenwald i Thüringen, en rejse som kun få overlevede.
Ledelsen i Adlwerwerke blev ikke holdt ansvarlige for tvangsarbejdet og dødsfaldene, men genoptog kort efter krigen deres stillinger i Adlerwerke.Verantwortlich für Misshandlung von etwa 1600 Menschen, verantwortlich für den Tod von mindestens 528 Menschen, kz-adlerwerke.de
Tiden efter 2. verdenskrig
Efter afslutningen af 2. verdenskrig blev Adlerwerkes fabrikker konfiskeret af de amerikanske besættelsesstyrker. Der var planer om at genoptage bilproduktionen med en moderniseret udgave af modellen Trumpf Junior, men planerne blev opgivet af generaldirektør Ernst Hagemeier, da denne blev løsladt i 1948 efter endt internering.Werner Oswald : Deutsche Autos 1920–1945. 10. Auflage, Motorbuch Verlag, Stuttgart 1996, ISBN 3-87943-519-7, p. 26 og p. 30. Adler fremstillede herefter cykler og kontormaskiner samt motorcykler og maskinværktøj. Adler introducerede nye motorcykler i 1949 og byggede op igennem 1950'erne meget populære og sportslige motorcykler. Topmodellen var MB 250 S (sportsversion) med en totakts tocylindret motor, der ydede 18 hk. I 1955 blev Adler Junior, en 100 cc scooter, også tilføjet til sortimentet for at kompensere for faldende motorcykelsalg. Adler samarbejdede med en anden tysk motorcykelproducent og dannede senere Triumph-Adler.History web-page
I 1957 købte Grundig aktiekapitalen i Triumph-fabrikken i Nürnberg samt en andel af Adlerwerke, hvorefter Adlers produktion af motorcykler blev indstillet. I 1958 fusionerede Grundig-Werke GmbH sine datterselskaber indenfor båndoptagere samt sin dikteringsudstyrsafdeling (Grundig-Stenorette) med Adlers kontormaskineaktiviter og dannede Triumph-Adler Büromaschinen-Vertriebsgesellschaft, der herefter kun producerede kontormaskiner under dette firmanavn. Virksomheden blev senere overtaget af Olivetti.
I 1993 solgte Olivetti Adlerwerke AG, som stadig var børsnoteret, sammen med hele det historiske fabriksområde i Frankfurt til ejendomsinvestoren Roland Ernst og byggekoncernen Philipp Holzmann. Den stadig eksisterende skrivemaskineproduktion blev oprindeligt flyttet og stoppede endeligt helt i 1998. Grunden med de fredede bygninger blev solgt separat til investorernes døtre. I 1999 overtog HBAG Real Estate 98,3 procent af aktierne i Adlerwerke AG fra Philipp Holzmann AG og ændrede herefter i 2002 navn til Adler Real Estate, der siden har drevet virksomhed indenfor ejendomsudvikling; virksomheden har siden 2005 været majoritetsejet af en amerikansk fond.
Bygningskompleks i Frankfurt am Main
Det vestlige og østlige dele af det oprindelige bygningskompleks for Adlerwerke i Frankfurt am Main er stadig bevaret. Den markante østlige murstensbygning fra 1907 præger det samlede billede. Imellem blev der opført nye bygninger i 1990'erne, der er indpasset ind i bygningskomplekset.
I marts 2022 blev det historiske mindesmærke Geschichtsort Adlerwerke: Fabrik, Zwangsarbeit, Konzentrationslager'' i Frankfurt indviet.NS-Geschichtsort Adlerwerke eröffnet, Jüdische Allgemeine, 25. marts 2022
Adler biler