Fanny lensgrevinde Danneskiold-Samsøe (tidligere (enke)baronesse von Lotzbech; født Evers; 7. marts 1889 i København, død 8. februar 1977 i Usserød) var en dansk adelsdame, hofdame og overhofmesterinde hos dronning Ingrid fra 1947 til sin død i 1977. Overhofmesterindeembedet var det øverste og fornemste hofembede, en kvinde kunne beklæde ved Det Kgl. Danske Hof. Hun varetog i embedet en række repræsentative og ceremonielle funktioner, herunder ved statsbesøg, officielle modtagelser og større hofarrangementer.

Efter tronskiftet i 1972, fortsatte Fanny ved dronning Ingrids hofstat og fik prædikatet Hendes Nåde. Ved modtagelser i repræsentationslokalerne på Christiansborg Slot var hun som den eneste ved hele hoffet indrømmet den særlige gestus at sidde på en reserveret lænestol i biblioteket i regentparrets nærvær. Efter hendes død blev stolen fjernet. Margrethe 2. udnævnte ingen ny overhofmesterinde efter tronskiftet, og da Fanny døde i 1977, ophørte den lange række af danske overhofmesterinder uden nyudnævnelse. Hun blev dermed Danmarks sidste overhofmesterinde.

Hun var datter af viceadmiral Anton F. M. Evers og Marie Evers, født Lindholm. Faderen havde i sine yngre år været adjudant hos Prins Valdemar, og familien havde nære forbindelser til kongehuset. Fanny Evers tilhørte selv den nære personlige omgangskreds omkring prinsesse Margrethe af Danmark og var blandt de ganske få kvinder, som prinsessen havde som veninder.

I 1909 giftede Fanny Evers sig med den bayerske baron Christian Eduard von Lotzbech til Astrup. Ægteparret bosatte sig i Berlin og fik to børn, men Christian von Lotzbech døde i 1920, hvorefter Fanny blev enkebaronesse. Efter knap to års enkestand giftede hun sig i 1922 med den 34-årige lensgreve Aage Danneskiold-Samsøe til Grevskabet Samsøe. De fik ét fælles barn, datteren Elisabeth komtesse Danneskiold-Samsøe. Fanny Danneskiold-Samsøe døde i 1977, 87 år gammel, knap en måned før sin 88-års fødselsdag.

Familie og ungdom Fanny Evers var datter af viceadmiral Anton Ferdinand Mazanti Evers og Marie Alexandra Evers, født Lindholm. Forældrene var blevet gift i 1886. Moderen var datter af oberst og kammerherre Vilhelm Lindholm og dennes hustru Othilde, født Hedemann. Fanny blev født den 7. marts 1889 i København og døbt den 14. maj samme sted.

Hendes far havde i sine yngre år været adjudant hos Prins Valdemar, som han var knyttet til med et nært venskab. Under 1. verdenskrig var han chef for den flydende defension og sluttede sin karriere som viceadmiral. Denne post beklædte han fra 1918 til sin afsked i 1923. Fanny havde en bror, orlogskaptajn senere kommandør, Christian Vilhelm Evers (1887–1966).

I februar 1906 deltog hun i en sørgegudstjeneste for den nyligt afdøde Christian 9. i den danske kirke i Hull i England sammen med sin far, kommandør A. Evers. Højtideligheden blev overværet af en forsamling af skandinaver og briter, herunder den danske konsul og repræsentanter for flere andre nationer. Fra barnsben tilhørte hun den nære personlige omgangskreds omkring prinsesse Margrethe af Danmark. Hun nævnes blandt de ganske få kvinder, som prinsessen havde haft som veninder, sammen med blandt andre Estrid Ramsing og en datter af etatsråd H.N. Andersen.

Ægteskaber og familieliv

Første ægteskab Den 14. oktober 1909 blev Fanny Evers viet i Holmens Kirke i København til kammerjunker og sekondløjtnant Christian Eduard baron von Lotzbech til Astrup, der var født den 13. september 1884 på Nannhofen i Bayern. Han var bayersk Freiherr, men benyttede den tilsvarende danske titel baron, og havde forud for ægteskabet opholdt sig et år hos proprietær Lacoppidan på Kathrinebjerg ved Middelfart. Han var arving til betydelige tyske godser og ejer af flere store slesvig-holstenske godser.

Brylluppet havde et udpræget aristokratisk og hofpræget præg og blev i pressen karakteriseret som både "Forsæsonens største og fornemste Bryllup" og "et meget fint Bryllup". Kirken var afspærret for offentligheden og fyldt med indbudte fra adelige, militære og hofrelaterede kredse. Blandt deltagerne var Prins Valdemar, prinsesse Marie og deres tre ældste sønner samt prins Georg af Grækenland og hans hustru prinsesse Marie Bonaparte, foruden repræsentanter for en stor del af landets ældste, rigeste og mest fremtrædende adelsslægter. Prins Valdemar og prins Georg blev begge omtalt som nære venner af Fannys far.

Fanny ankom til kirken ved sin fars arm og bar en brudekjole af hvid silke med myrter. Hun blev ledsaget af otte brudepiger, blandt dem komtesse Sponneck og komtesse Danneskiold-Samsøe. Christian von Lotzbech blev ført til alteret af sin onkel og formynder, folketingsmand Ludvig Eduard Alexander greve Reventlow til Rudbjerggaard, mens Fannys mor blev ledsaget af sin søn, premierløjtnant Christian Evers. Efter vielsen forlod Fanny og Christian kirken arm i arm, fulgt af de kongelige gæster, den øvrige bryllupsskare og brudepigerne. Omkring 150 gæster deltog derefter i bryllupsmiddagen i frøkenerne Nimbs nyåbnede selskabsfløj i Tivolis bazarbygning, og samme aften rejste parret på bryllupsrejse til Sydeuropa.

Fanny og Christian von Lotzbech bosatte sig efterhånden i Berlin og fik en søn og en datter. Christian døde den 15. december 1920 i Berlin og blev begravet på Südlicher Friedhof i München, hvorefter Fanny blev enkebaronesse.

Andet ægteskab Efter knap to års enkestand giftede Fanny sig den 3. oktober 1922 i Gentofte Kirke med den 34-årige lensgreve Aage Danneskiold-Samsøe. Aage tilhørte den Danneskiold-Samsøeske slægt, der nedstammede fra Christian 5. og Sophie Amalie Moth. Kongen havde i 1676 skænket Samsø til Sophie Amalie Moth og gjort hende til grevinde af Samsøe. Deres efterkommere fik grevelige rettigheder med forrang for andre grever. Aage havde ved sin fars død i 1914 arvet grevskabet Samsøe, der blev opløst i 1921, hvorefter han fortsat ejede slægtens stamgods Brattingsborg på Samsø. Han havde desuden arvet Holmegaard ved Næstved og Holmegaard Glasværk og var den sjette overdirektør for Gisselfeld adelige Jomfrukloster, en stilling der gik i arv inden for Danneskiold-Samsøe-slægten.

Fanny bragte sine to børn fra ægteskabet med Christian von Lotzbech med ind i det nye ægteskab. Aage Danneskiold-Samsøe tog børnene til sig som sine egne og blev ifølge en senere beskrivelse en usædvanlig kærlig og omsorgsfuld far for dem. Fanny og Aage fik ét fælles barn, datteren Elisabeth Henriette komtesse af Danneskiold-Samsøe, der blev født hjemme på Gisselfeld den 21. januar 1924 og døbt i Bråby Kirke den 6. april samme år.

Som lensgrevinde opholdt Fanny sig både på Samsø og i hovedstaden. Ved Aage Danneskiold-Samsøes død i december 1945 blev Brattingsborg og Holmegaard, der havde været hans personlige ejendom, oplyst at overgå i arv til Fanny og deres datter Elisabeth. I sommeren 1946 tog Fanny og Elisabeth ophold på det nyrenoverede og moderniserede Brattingsborg, hvor Elisabeth samtidig blev omtalt som slottets nye ejer. Da lensgreveparret ikke havde fået nogen søn, gik Brattingsborg og Holmegaard i 1947 videre til Elisabeth, mens posten som overdirektør på Gisselfeld efter de gamle arveregler tilfaldt en mandlig arving fra en anden gren af slægten.

Elisabeth blev den 24. juni 1954 viet i Tranebjerg Kirke til kaptajn Frants Lassen, der var afdelingschef i den amerikanske hær og bror til major Anders Lassen. Brylluppet blev fejret på Brattingsborg, hvor der efter vielsen blev holdt bryllupsmiddag.

Overhofmesterinde Med virkning fra 1. august 1947 blev Fanny Danneskiold-Samsøe udnævnt til overhofmesterinde hos dronning Ingrid, som hun havde en nær relation til. Overhofmesterindens funktion var først og fremmest knyttet til hoffets store ceremonielle og udadvendte arrangementer, og Fanny deltog gennem de følgende årtier i en række statsbesøg, officielle modtagelser, hofmiddage og andre repræsentative begivenheder. Overhofmesterindeembedet var ulønnet og af selskabelig og ceremoniel karakter og rangerede som hofdamernes overordnede. Titlen giver indplacering i rangfølgens første klasse nr. 3, og dermed ret til prædikatet Hendes Exellence.(ikke tilgængelig, arkiveret )

Forbindelsen mellem hendes hofvirke og Brattingsborg kom blandt andet til udtryk under kong Frederik 9. og dronning Ingrids besøg på Samsø i september 1949. Fanny og datteren Elisabeth modtog kongefamilien og ledsagede kongeparret under dele af modtagelsen. Kongen, dronningen og deres tre døtre spiste frokost på Brattingsborg, og senere deltog Fanny og Elisabeth sammen med andre gæster i te om bord på Kongeskibet Dannebrog.

Fanny deltog ligeledes i modtagelsen af udenlandske statsoverhoveder. Ved den finske præsident Urho Kekkonens statsbesøg i Danmark i september 1957 var hun blandt de personer, der sammen med kong Frederik 9., dronning Ingrid, prinsesse Margrethe samt en række ministre, diplomater og højtstående embedsmænd skulle modtage præsidenten og hans hustru Sylvi Kekkonen ved ankomsten til Kastrup Lufthavn. Hun deltog også i kongehusets repræsentation i udlandet. I 1965 ledsagede hun Frederik 9. og dronning Ingrid på deres officielle besøg i Frankrig, indbudt af den franske præsident Charles de Gaulle. Hun deltog også i en række statsmiddage, hvor hun ledte hofdamerne.

Senere år og død Fanny Danneskiold-Samsøe bevarede også i sine senere år forbindelsen til kongehuset. Blot få uger før sin død deltog hun i prinsesse Margarethas begravelse. I en nekrolog blev hun beskrevet som et levende, varmt og klogt iagttagende menneske og som en person, der i sig selv repræsenterede et stykke kulturhistorie. Nationalmuseet havde nogle år tidligere ladet hende fortælle om blandt andet dansk herregårdsliv i tidligere tider, og hendes selvoplevede beretninger blev bevaret i museets båndarkiv. Ved kongeparrets statsbesøg og større fester blev hun beskrevet som en både imponerende og morsom skikkelse, samtidig med at hun havde en uformel og menneskelig fremtræden. I vide kredse blev hun som en kærlig betegnelse omtalt som "tante Fanny".

Hun havde inden sine sidste leveår boet beskedent i en lejlighed i Bredgade. Senere flyttede hun til et kollektivhus i Breelteparken i Hørsholm, opført af Ensomme Gamles Værn med støtte fra A.P. Møller-fonden.

Fanny Danneskiold-Samsøe døde den 8. februar 1977 på Usserød Sygehus, knap en måned før sin 88-års fødselsdag. Hun blev bisat den 12. februar fra Marmorkirken i København og begravet i Sophies Have på Gisselfeld. Hun blev Danmarks sidste overhofmesterinde.

Hædersbevisninger Lensgrevinde Fanny Danneskiold-Samsøe havde følgende hædersbevisninger:

Danske dekorationer :

Kong Frederik den IX.s mindetegn (Fr.IX.M.T.).

Udenlandske dekorationer

Referencer

Kategori:Født i 1889 Kategori:Døde i 1977 Kategori:Personer fra København Kategori:Hofdamer fra Danmark Kategori:Grevinder fra Danmark Kategori:Slægten Danneskiold-Samsøe Kategori:Storkors af Sankt Olavs Orden Kategori:Modtagere af Den Italienske Republiks Fortjenstorden