Johannes Frandsen (født 13. juni 1891 i Slagelse, død 9. september 1968 i Saalbach, Østrig) var en dansk læge, der var medicinaldirektør i Sundhedsstyrelsen fra 1932 til 1961.
Privatliv Johannes Frandsen blev født i Landsgrav, Slagelse Sankt Peders Sogn som søn af gårdejer Niels Frandsen (1862-1936) og hustru, Karen, født Hansen (1867-1938). Han var bror til litteraturhistorikeren, professor Ernst Frandsen (1894-1952).
Han blev gift 21. februar 1919 i Helligånds Sogn i København med øjenlæge, dr.med. Helga Sørensen (1893-1984), med hvem han fik en datter 25. september 1919 og en søn 26. juli 1922.Kirkebog for Solbjerg SognKirkebog for Helligånds Sogn
Familien boede i begyndelsen af 1920'erne på Hostrupsvej 9 på Frederiksberg og fra 1930 og frem til hans død på Esperance Allé 16 i Gentofte.Vejvisere for Gjentofte Kommune 1931 og 1966Folketællinger 1930 og 1940Kirkebog for Maglegårds Sogn, døde mandkøn 1986Folketælling 1921 Hostrupsvej
Johannes Frandsen døde 9. september 1968 under en ferie i Saalbach, Østrig, med sin hustru. Han blev begravet fra Messiaskirken i Maglegårds Sogn, Gentofte, og stedt til hvile på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte.Nekrolog i Aalborg Amtstidende 10. september 1968
Lægelig virksomhed Frandsen, der var student 1910 fra Roskilde Katedralskole, læste medicin ved Københavns Universitet - i det sidste studieår med bopæl på Regensen - og tog medicinsk embedseksamen 1917. Hans kliniske hospitalsuddannelse fandt sted på Ringkjøbing Amtssygehus i Herning, turnustjeneste på Kommunehospitalet og i reservelægestillinger på Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet med en vægt på intern medicin og tuberkulosebehandling. Sideløbende blev han i 1921 knyttet til Invalideforsikringsretten og fik efterhånden voksende interesse for socialhygiejniske spørgsmål. Han var 1920-1924 frivillig assistent på universitetets farmakologiske institut hos Johannes Bock og udførte her et videnskabeligt arbejde, der i 1923 indbragte den medicinske doktorgrad med en disputats om "Undersøgelser over Nyrefunktionen ved kronisk artificiel Nephritis". I 1925 fik han specialistanerkendelse i intern medicin, især nyre-, hjerte- og lungesygdomme. Han tog embedslægeeksamen i 1927 og var i 1927–1929 overlæge under Invalideforsikringsrådet.
Medicinaldirektør Frandsen blev i 1927 næstformand i Sundhedsstyrelsens lægeråd og fra 1928 formand for lægerådet, en stilling som med virkning fra 1932 ændrede betegnelse til medicinaldirektør.
Frandsen var skabt for denne stilling. Opdraget i grundtvigske, stærkt politisk interesserede landbokredse og senere knyttet til et af sociallovgivningens praktiske organer kendte han den brede befolknings tænkemåde på land og i by. Han besad i sjælden grad forhandlingsevne, og da han desuden havde stort organisationstalent og var meget initiativrig, måtte sundhedsvæsenets betydning for befolkningen og sundhedsstyrelsens anseelse vokse under hans ledelse.
På grundlag af hans ideer blev tuberkulosebekæmpelsen ordnet effektivt i en række af landets amter, sygehusvæsenet blev udviklet i nye baner, idet han som en af de første i Europa gik ind for oprettelsen af centralsygehuse, ligesom han fik sundhedsvæsenets centralstyrelse nyordnet (1932). Han fik stor indflydelse på ordningen af apotekervæsenet (1932), sygeplejen (1933), røntgenafdelinger (1930), vaccinationsordningen (1931), oprettelse af Vitaminlaboratoriet (1931) og den nye lov om udøvelse af lægegerning (1934).
Han fratrådte medicinaldirektørstillingen på grund af alder i 1961 og blev afløst af Esther Ammundsen.Ammundsen, Esther: "Amanda fortæller", Rosinante/Munksgaard (1990), side 131-132
Folketingsmedlem Frandsen var opstillet for partiet Venstre i Københavns Amtskreds ved folketingsvalgene 23. marts 1943 og 5. september 1950 uden at opnå valg. Ved folketingsvalget 28. oktober 1947 var han opstillet i Gentofte-kredsen i Københavns Amtskreds for partiet Venstre. Han opnåede valg og sad derfor som folketingsmedlem for partiet 1947-1950.Folketingsvalget 23. marts 1943 på Danmarks Statistik dst.dkFolketingsvalget 5. september 1950 på Danmarks Statistik dst.dkFolketingsvalget 28. oktober 1947 på Danmarks Statistik dst.dk
Internationalt samarbejde Med ildhu deltog Frandsen i arbejdet for World Health Organization (WHO), herunder som fast leder af Danmarks delegation ved verdensorganisationens årlige generalforsamlinger i Genève. Han spillede en afgørende rolle i forbindelse med den europæiske regionalkomités beslutning i 1954 om at placere det europæiske regionalkontor i København. Han var præsident for den europæiske regionalkomité 1953-1954, 1957-1958 og 1960-1961.
Tillidshverv Frandsen bestred en række tillidshverv, herunder: Medlem af centralstyrelsen for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse 1926-1927 Medlem af bestyrelsen for det danske hospitalsfond i Hamborg 1929-34 Medlem af invaliderådet for de sønderjyske landsdele 1927 Formand for det ministerielle lægelig-veterinære hygiejneudvalg 1929 Medlem af den antropologiske komité 1929 Medlem af direktionen for Finseninstituttet og Radiumstationen i København 1935 Medlem af bestyrelsen for P. Carl Petersens fond Folketingsmedlem for partiet Venstre 1947-1950 Præsident for Dansk Røde Kors 1961-1968
Ordener Ridder af Dannebrog 1932 Ridder af 1. grad af Dannebrog 1934 Kommandør af Dannebrog 1938 Kommandør af 1. grad af Dannebrog 1951 Storkors af Dannebrogordenen 1959
Det våbenskjold, der fulgte med udnævnelsen til Storkorsridder den 4. maj 1959, og som er ophængt i Frederiksborg Slotskirke, bærer valgsproget: "Sjæls Røgt og Sundheds Pleje" og har som heraldik en afbildning af Asklepios hane på baggrund af landsbykirkens gavl.Frandsen, Johannes i Dannebrogsordenens våbenbog 1948-1999, side 212
Under WHO's generalforsamling i maj 1953 fik Johannes Frandsen tildelt Leon Bernhards medalje og pris for sit enestående bidrag til socialmedicinen i sit hjemland.
Ikonografi Maleri af Harald Hansen, 1961, Domus Medica. Foto.
Bibliografier Frandsen, Johannes: "Sundhedsvæsenet 1927-1961. Oplevelser og erfaringer", Nyt Nordisk Forlag 1963 Frandsen, Johannes: "Dr. Frandsens erindringer", Nyt Nordisk Forlag 1966 Ammundsen, Esther: Ugeskrift for læger, CXXX, 1968 1649f
Kilder
Eksterne henvisninger
Kategori:Læger fra Danmark Kategori:Direktører for danske styrelser Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Danskere i 1900-tallet Kategori:Selvbiografer fra Danmark Kategori:Personer fra København Kategori:Storkors af Dannebrog