Kasakh-khanatet (kasakhisk: Қазақ хандығы, Qazaq handyğy) var et nomadisk khanat på de centralasiatiske stepper, som opstod i anden halvdel af 1400-tallet og omfattede store dele af det nuværende Kasakhstan. Khanatet blev grundlagt af Kerei Khan og Janibek Khan, der brød med Abu'l-Khayr Khans styre i den østlige del af Jochis ulus. Det udviklede sig i 1500-tallet til en betydelig regional magt og spillede en central rolle i dannelsen af en fælles kasakhisk politisk identitet.Lee (2019).Golden (2011), s. 102–103.
Khanatet var ikke en centraliseret stat med uforanderlige grænser. Den politiske magt beroede på khanernes forbindelser til andre medlemmer af Djengis Khans slægt og på alliancer med nomadiske stammer og klaner. I løbet af 1600- og 1700-tallet svækkedes den fælles khanmagt som følge af interne rivaliseringer og krige med blandt andet Dzungar-khanatet. Fra 1730'erne indgik forskellige kasakhiske ledere forbindelser med Det Russiske Kejserrige, som gradvist udvidede sin kontrol. Khanembedet blev afskaffet i dele af de kasakhiske stepper ved russiske reformer i 1822 og 1824, men modstanden mod russisk overherredømme fortsatte.Noda (2021).Morrison (2021), s. 76–77.
Historie Baggrund og grundlæggelse Store dele af den østlige Kipchak-steppe indgik fra 1200-tallet i Jochis ulus, der var blevet tildelt Djengis Khans ældste søn, Jochi. Efter Mongolrigets gradvise opsplitning udviklede Jochis efterkommere forskellige politiske magtcentre på stepperne. I 1400-tallet var området præget af konkurrerende jochidiske herskerslægter og nomadiske stammeforbund, der i samtidige kilder ofte blev betegnet som usbekere. Abu'l-Khayr Khan, der blev valgt til khan i 1428, samlede en betydelig del af disse grupper under sit herredømme, men hans magt blev udfordret af rivaliserende medlemmer af det jochidiske dynasti.Lee (2019), s. 2–3.
I 1450'erne brød de to jochidiske fyrster Kerei (også gengivet Giray eller Kirai) og Janibek med Abu'l-Khayr Khan. Sammen med deres tilhængere søgte de tilflugt hos Esen Buqa Khan, herskeren over Moghulistan, som tildelte dem græsningsområder ved Chu-floden i Zhetysu (Semirechye), i det nuværende sydøstlige Kasakhstan. Her etablerede de et selvstændigt politisk magtgrundlag, som blev begyndelsen på Kasakh-khanatet. Grundlæggelsen dateres traditionelt til 1465–1466, men dannelsen af khanatet var en længere proces. Efter Abu'l-Khayrs død i 1468 styrkede Kerei og Janibek deres stilling og blev en dominerende politisk magt på den østlige Kipchak-steppe.Olcott (1987), s. 8.
Betegnelsen kasakh blev oprindeligt anvendt om personer eller grupper, der havde løsrevet sig fra en etableret politisk autoritet og levede forholdsvis uafhængigt. I forbindelse med Kerei og Janibeks løsrivelse fra Abu'l-Khayr Khan fik betegnelsen efterhånden karakter af en politisk fællesbetegnelse for deres tilhængere og udviklede sig senere til et etnisk navn. Kasakh-khanatets fremkomst fik dermed væsentlig betydning for dannelsen af en fælles kasakhisk identitet, men denne udvikling foregik gradvist og bør ikke sidestilles med dannelsen af en moderne nation.Kumekov og Sultanov (2017).
Ekspansion i 1500-tallet Under Qasim Khan, der regerede omkring 1512–1521, voksede Kasakh-khanatets magt betydeligt. Qasim havde allerede under Burunduq Khan opbygget en stærk politisk og militær position, og omkring 1511 måtte Burunduq forlade khanatet. Under Qasims regeringstid udviklede Kasakh-khanatet sig til en omfattende nomadisk statsdannelse, der dominerede store dele af den østlige Kipchak-steppe. Khanatets politiske rækkevidde var imidlertid ikke baseret på faste statsgrænser, men afhang af militær styrke, alliancer og de nomadiske stammeforbunds tilslutning.Lee (2019), s. 4–5.Frank (2009), s. 363–379.Olcott (1987), s. 9–11.
Efter Qasim Khans død gennemgik Kasakh-khanatet en periode med interne magtkampe og svækkelse. Under Haqq Nazar Khan (ca. 1538–1581) blev khanatets politiske stilling genoprettet, blandt andet gennem sejre over de nogaiske stammeforbund vest for den østlige Kipchak-steppe. Flere nomadegrupper øst for Uralfloden kom under kasakhisk overhøjhed. Haqq Nazar blev samtidig involveret i konflikter mellem de usbekiske herskere om magten i Tasjkent og Bukhara.
Under Tawakkul Khan (ca. 1582–1598) fortsatte den kasakhiske ekspansion mod syd. Hans felttog mod de shaybanidiske herskere omfattede blandt andet kampen om byerne langs Syr Darja og militære operationer i Transoxanien. Ved slutningen af 1500-tallet havde Kasakh-khanatet udviklet sig til en betydelig regional magt, hvis indflydelse i forskellige perioder strakte sig mod Uralfloden i vest og Tian Shan i øst. Khanatets politiske grænser var imidlertid skiftende og afhang af militær kontrol og de nomadiske stammeforbunds tilslutning.Karibayev (2018), s. 152–158.
Politiske magtforhold i 1600-tallet Den kasakhiske khans autoritet byggede på hans afstamning fra Djengis Khan, militære styrke og evne til at sikre opbakning blandt de ledende stammer og klaner. Khanen udøvede ikke ubegrænset magt, idet sultaner, stammeledere og biier havde betydelig indflydelse på politiske beslutninger og lokale forhold. Khanatets vidtstrakte nomadeområder og de skiftende alliancer mellem herskere og stammeforbund gjorde det vanskeligt at opretholde en varig centralisering. I løbet af 1600-tallet opstod der perioder med rivaliserende khaner og betydelig regional selvstændighed, men der var fortsat forsøg på at bevare eller genoprette en fælles politisk ledelse.Olcott (1987), s. 13–15.Janabel (1996), s. 97–128.
I 1600-tallet fik forholdet til de vestmongolske oirater stigende betydning for Kasakh-khanatets politiske og militære udvikling. De kasakhiske herskere havde allerede tidligere været involveret i konflikter med oiratiske stammeforbund om græsningsområder, migrationsruter og kontrollen over forbindelserne mellem stepperne og de centralasiatiske byer. Efterhånden udviklede Dzungar-khanatet sig til en betydelig regional magt, hvilket skærpede den militære rivalisering med kasakherne. Forbindelserne mellem de to parter omfattede dog også diplomatiske kontakter og skiftende politiske alliancer.Elverskog (2016).
Tauke Khan og bestræbelserne på politisk samling Under Tauke Khan, hvis regeringstid traditionelt dateres til omkring 1680–1718, blev der gjort forsøg på at styrke Kasakh-khanatets politiske sammenhængskraft. Han søgte at begrænse rivaliseringen mellem herskerslægter og regionale stammeforbund ved at støtte sig til ledende biier og andre lokale autoriteter. Samtidig gjorde det militære pres fra dzungarerne det nødvendigt at koordinere stammeforbundenes fælles forsvar. Den fælles khanmagt bevarede således sin betydning trods regional selvstændighed og skiftende alliancer. Ifølge historikeren Jiger Janabel udviklede de regionale magtcentre større selvstændighed efter denne periode med en forholdsvis samlet politisk ledelse.
Tauke forbindes desuden med lovtraditionen Jhety Jharga, som søgte at systematisere eksisterende sædvaneret. Lovtraditionen behandles nærmere i afsnittet om ret og sædvaner.Olcott (1987), s. 15.
Den traditionelle datering af regeringstiden er omdiskuteret. Nurlan Atygayev og Zarine Dzhandosova har på grundlag af et persisk brev fra 1661–1662 argumenteret for, at Tauke allerede var khan i midten af 1650'erne. Begyndelsesåret kan derfor ikke betragtes som endeligt fastslået.Atygayev og Dzhandosova (2018), s. 656–663.
Dzungarernes angreb og khanatets svækkelse I slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet blev de kasakhiske områder gentagne gange angrebet af dzungarerne. Under Tsewang Rabtans regeringstid (1697–1727) indledte Dzungar-khanatet i 1723 en omfattende invasion af de kasakhiske stepper. Angrebene medførte store tab, ødelæggelser og befolkningsforflyttelser, hvor mange kasakhiske grupper måtte forlade deres traditionelle græsningsområder og søge mod blandt andet Syr Darja og de centralasiatiske byområder. Begivenhederne forbindes i kasakhisk historisk tradition med betegnelsen Aqtaban şūbyryndy, Alqaköl sūlama, almindeligvis omtalt som den store katastrofe. Perioden dateres ofte til 1723–1727, selv om den præcise afgrænsning varierer i historiske fremstillinger. Invasionen svækkede de kasakhiske lederes politiske og militære stilling og vanskeliggjorde bestræbelserne på at opretholde en samlet khanmagt.Golden (2011), s. 120.Toraigyrov og Zharken (2025).
De kasakhiske ledere samarbejdede i perioder mod dzungarerne, men de store regionale stammeforbund førte også hver deres politik. Under Qing-dynastiets felttog i 1755–1758 blev Dzungar-khanatet nedkæmpet, hvilket fjernede en væsentlig militær trussel mod de kasakhiske stepper. Samtidig bragte erobringen Qing-imperiets magtområde frem til de kasakhiske grænseegne og skabte nye politiske og militære spændinger.
Efter Dzungar-khanatets sammenbrud udviklede de kasakhiske herskere nye diplomatiske og økonomiske forbindelser med Qing-Kina. Qing-hoffet tildelte flere kasakhiske ledere officielle titler, som kunne styrke deres politiske anseelse og var forbundet med adgang til handel i Xinjiang. Den diplomatiske anerkendelse af Qing-kejserens overhøjhed var imidlertid ikke ensbetydende med, at de kasakhiske områder blev underlagt direkte kinesisk administration.Afinogenov (2019), s. 1020–1038.
Forholdet til Rusland og den politiske opløsning thumb|Aleksander Orłowskis fremstilling fra 1826 af en kamp mellem uralkosakker og steppefolk. Værkets oprindelige titel benytter betegnelsen »kirgisere«. I september 1730 sendte Abu'l-Khayr Khan fra den Lille zhuz udsendinge til det russiske hof med en anmodning om beskyttelse og optagelse under den russiske kejsermagts overhøjhed. Den 19. februar 1731 underskrev kejserinde Anna Ioannovna et dokument om accept af den Lille zhuz som russiske undersåtter. En russisk delegation under ledelse af A. I. Tevkelev blev derefter sendt til de kasakhiske stepper, hvor Abu'l-Khayr og en række andre ledere aflagde troskabsed den 10. oktober 1731. Beslutningen var imidlertid omstridt blandt de kasakhiske sultaner og stammeledere, og tilslutningen omfattede ikke hele Kasakh-khanatet.Olcott (1987), s. 31–32.UNESCO (2003).
Troskabseden var ikke ensbetydende med, at de kasakhiske områder straks blev indlemmet i Det Russiske Kejserrige. Den russiske regering og de kasakhiske ledere havde ikke nødvendigvis samme opfattelse af forbindelsens politiske og retlige betydning. Abu'l-Khayr bevarede betydelig handlefrihed, mens de russiske myndigheder endnu havde begrænsede muligheder for at håndhæve deres krav på overherredømme i stepperne. Først gennem den efterfølgende militære og administrative ekspansion udviklede forbindelsen sig gradvist til mere direkte russisk kontrol.Morrison (2021), s. 74–75.
thumb|Kasakhisk frimærke med Ablai Khan (1711–1781), udgivet i 2001. I anden halvdel af 1700-tallet blev Ablai Khan en central skikkelse i de kasakhiske herskeres diplomatiske forbindelser med både Det Russiske Kejserrige og Qing-dynastiet. Han søgte at bevare sin politiske handlefrihed ved at opretholde forbindelser til begge imperier uden at underlægge sig nogen af dem fuldstændigt. Den kasakhiske balancepolitik omfattede diplomatiske udsendinge, forhandlinger om politisk anerkendelse og adgang til handel. Samtidig udbyggede Rusland gradvist sin militære og økonomiske tilstedeværelse langs steppernes grænseområder. De kasakhiske lederes forhold til de to imperier var derfor præget af både diplomatiske muligheder og et voksende pres på deres selvstændighed.Olcott (1987), s. 36.