thumb|En amerikansk Lockheed SP-2H Neptune over et sovjetisk fragtskib, der fragtede 12 Iljusjin Il-28-fly til Cuba i 1962. Cubakrisen er en betegnelse for de 13 dage i oktober 1962, hvor USA og Sovjetunionen gensidigt fremsatte trusler om at anvende atomvåben om nødvendigt. Krisen var kulminationen på Den Kolde Krig, og antagelig det tætteste verden nogensinde har været på en atomkrig mellem de to atommagter.Gaddis (2005), s. 104
Krisen opstod, efter at USA havde opstillet atombevæbnede missiler i Tyrkiet og Italien, og som et svar herpå påbegyndte Sovjetunionen opstillingen af en række raketanlæg til fremførsel af mellemdistance-raketter. Fuldt operationsdygtige ville disse raketter kunne nå Washington D.C. og en række andre strategiske mål i USA. Krisen stod på fra den 16. oktober 1962, hvor de sovjetiske missilinstallationer på Cuba blev identificeret, og 13 dage frem til den 28. oktober 1962, da den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov bekendtgjorde, at installationerne på Cuba ville blive demonteret.
Det er en myte i dansk sammenhæng, at Danmark spillede en afgørende rolle i Cubakrisen ved at advare USA om transporten af mellemdistanceraketter til Cuba med observationer fra Langelandsfortet i oktober 1962 af russiske skibe i Storebælt. Dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste viser ganske vist, at USA fulgte skibstrafikken mellem Sovjetunionen og Cuba tæt i sommeren og efteråret 1962, bl.a. baseret på efterretningerne fra Danmark. Men alt tyder på, at amerikanerne i oktober 1962 var mest optaget af at følge de sovjetiske skibe, der befandt sig nær ved den blokadelinje omkring Cuba, som USA fastsatte under Cubakrisen. Der er således intet i den omfattende internationale forskningslitteratur om Cubakrisen, som tyder på, at særligt de danske observationer fik nogen væsentlig, endsige afgørende betydning for Cubakrisens forløb eller afblæsning. Cubakrisen 1962 og Danmark, Marinehistorisk Tidsskrift, Årg. 51, nr. 2 (maj 2018), s. 22-30.-->
Forhistorie I 1952 tog Fulgencío Batista magten i Cuba ved et næsten ublodigt militærkup. Batista påbegyndte derefter sit voldsregime i Cuba. Batistas diktatoriske og undertrykkende styreform gjorde ham upopulær blandt den fattige del af befolkningen og førte til oprettelsen af en revolutionær bevægelse mod regeringen. I spidsen for revolutionen stod den cubanske jurist Fidel Castro, der tog magten efter afsættelsen af Fulgencío Batista i 1959.
Cuba havde været amerikansk koloni i årene 1898 – 1902 efter at USA havde hjulpet Cuba i oprøret mod Cubas hersker, Spanien. Cuba blev selvstændigt i 1902, dog med det forbehold, at USA havde ret til indblanding i Cubas affærer, hvis USA's interesser blev truet, og USA havde også ret til en militærbase i Guantanamobugten.Chrisp (2001), s. 12f. Fidel Castro lovede at opbygge et Cuba med demokrati og frihed, og at stoppe Cubas afhængighed af USA. Chrisp (2001),s. 15
Fidel Castro ønskede et Cuba, hvor alle havde ret til f.eks. lægehjælp og skole, så han indførte en række reformer, og konfiskerede en del af den landbrugsjord og værdier, der tilhørte amerikanske firmaer og fordelte dem bl.a. mellem cubanske bønder. Dette fik USA til at ændre holdning til landet Chrisp (2001), s.15f. Cuba var totalt afhængig af indtægterne fra landets sukkerrørsproduktion, der var verdens største. USA var på det tidspunkt Cubas største aftager af sukkerrør, men USA afbrød sine handelsforbindelser med Cuba, der derfor var tvunget til at søge nye alliancepartnere. Fidel Castro indledte derfor hurtigt et samarbejde med det kommunistiske Sovjetunionen.
Sovjetunionen, der ingen allierede havde på den vestlige halvkugle, så straks en strategisk mulighed i det lille land. Fidel Castro og Nikita Khrusjtjov indgik en handelstraktat, der indbefattede et lån fra Sovjetunionen til Cuba.
USA’s forhold til Cuba Allerede før indsættelsen af John F. Kennedy som præsident havde USA haft fokus på Cuba og ville vælte Fidel Castro, da man så hans revolution som en trussel. Da John F. Kennedy indtog posten som præsident, valgte Kennedy-administrationen at gøre et forsøg på at vælte Fidel Castro. Det første forsøg fandt sted i 1961. USA, der var bekymret over den nye alliance, planlagde og understøttede invasionen i Svinebugten i april 1961. Invasionsstyrkerne bestod af 1.500 amerikansk trænede eksilcubanere, der ønskede at vælte Fidel Castro. I USA var man af den overbevisning, at Fidel Castro var voldsomt upopulær blandt befolkningen, men dette var ikke korrekt: Castro var blevet folkets leder. Invasionen slog derfor fejl, og blev i stedet en stor propagandasejr for Cuba.Chrisp (2001), s. 18. En af årsagerne til at invasionen i svinebugten ikke lykkedes, var at Fidel Castro forinden havde anmodet Sovjetunionen om støtte til at styrke Cuba militært. Sovjetunionen havde sikret sig at Fidel Castro havde de nødvendige midler for at kunne styrke hæren og en eventuel invasion.
USA forsøgte nu med en anden strategi. Regeringen i Washington afbrød enhver diplomatisk forbindelse til Cuba, og indførte økonomiske sanktioner, der ramte Cuba hårdt. USA's præsident, John F. Kennedy og hans bror, justitsminister Robert Kennedy lagde en ny plan for at vælte Castro. De oprettede ”Operation Moongoose”, som opererede med sabotage af Cuba, bl.a. ved at sprænge broer i luften og afbrænde supermarkeder. Chrisp (2001) s. 24.
Castro frygtede derfor en ny invasion, og bad derfor Sovjetunionen om militær bistand. Sovjetunionen støttede op om Cuba, dels fordi landet var vigtigt både pga. Cubas strategiske placering kun 140 km syd for Florida, pga. den enorme propagandamæssige værdi landet havde under den kolde krig, men sandsynligvis også fordi, Sovjetunionen hermed kunne placere våben tæt på USA, som modsvar til de amerikanske PGM-19 Jupiter missiler, som USA året før havde opstillet i Tyrkiet og Italien. Dette var en økonomisk god løsning for Sovjetunionen, da man ikke var i besiddelse af langtrækkende raketter som USA. Og Khrusjtjov ønskede ikke at bruge penge på udvikling af våben, da han prioriterede at bruge ressourcer på at øge levestandarden for sovjetborgerne. Chrisp (2001), s. 26f.
Opstilling af missiler USA havde under Dwight D. Eisenhower opstillet missiler i Europa, og i 1961 opstillede NATO 15 mellemdistance Jupiter-missiler (mellemdistancemissiler til fremførsel af atomvåben) nær den tyrkiske by Izmir og 30 Jupiter missiler i Italien ved Gioia Del Colle. Disse missiler kunne nå byer i hele det vestlige Sovjetunionen inkl. Moskva.Gaddis (2005), s. 102f.
De sovjetiske missilinstallationer De sovjetiske missilinstallationer var mellemdistanceraketter som blev placeret i Cuba. Nikita Khrusjtjov godkendte planerne om opstillingen af de sovjetiske missiler på Cuba i maj 1962. Omkring 20.000 sovjetiske soldater og teknikere var i gang med forberedelserne. I juli sejlede seks skibe fra Sovjetunionen med kurs mod Cuba. Om bord på nogle af disse skibe befandt sig militært materiel. Selvom USA havde efterretninger, der pegede i retning af, hvad Sovjetunionen havde i tankerne, fik skibene lov at sejle uhindret til Cuba. Den amerikanske præsident, John F. Kennedy, forventede ikke, at Sovjetunionen ville skride til en egentlig krigshandling, og den amerikanske administration var af sovjetiske diplomater blevet forsikret om, at der ikke befandt sig sovjetiske missiler på Cuba, og at Sovjetunionen ikke havde nogen planer om at opstille sådanne.Gaddis (2005), s.103
I august 1962 fotograferede et amerikansk spionfly en række jord-til-luft missiler under opførelse på Cuba. Den 8. september ankom den første sending SS-4 Sandal missiler til Havanna. Et SS-4 Sandal-missil (på russisk R-12 Dvina) var i stand til at fremføre atomvåben i megaton-klassen. Den 16. september ankom anden sending SS-4 missiler til Cuba, hvor sovjetiske eksperter konstruerede i alt 9missil-installationer: 6 til SS-4 missiler og 3 til SS-5 missiler, der var i stand til at nå mål 4.000 km væk. Det var dog først den 17. oktober muligt for amerikanske eksperter at identificere anlæggene ved hjælp af luftfotografier. Eksperterne vurderede, at op mod 32 missiler med en rækkevidde på over 1600 kilometer nu befandt sig på Cuba.Kennedy (1969), s. 24f.
Baggrunden for opstillingen af missilerne Da Sovjetunionen ønskede at vinde en større indflydelse i de latinamerikanske lande, forekom støtten til Cuba at være en oplagt politisk strategi. Sovjetunionen håbede desuden på at kunne ændre magtbalancen i verden, ved at pleje Sovjetunionens prestige udadtil igennem dens alliance med Cuba.
For Sovjetunionen var det "logiske svar" på USA's pres mod Cuba ifølge Khrushjtjov "opstilling af missiler". Gaddis (2005), s. 103 Det er dog stadig uklart, om Khrushjtjov håbede på at USA's forhold til dets allierede ville blive svækket, fordi man i Moskva regnede med, at USA ikke ville risikere en krig med kernevåben og derfor ville virke svage. Hvis USA alligevel valgte at angribe Cuba og ikke nøjes med at protestere, ville det måske sikre et brud på forholdet til USA´s allierede. Hermed ville det give anledning til at løse problemet med Berlin. Præsident Kennedy forventede, at Sovjetunionen i givet fald ville udnytte en sådan situation til at skride til handling.Kennedy (1969), s.25
Khrustjovs svaghed for Cuba
Fidel Castro har senere påpeget, at Nikita Khrusjtjov havde en følelsesmæssig tilknytning til den cubanske revolution
”Nikita elskede Cuba højt. Han havde en svaghed for Cuba, kunne mange måske sige -følelsesmæssigt og så videre – for han var en mand af politisk overbevisning.”
Khrusjtjovs er på denne baggrund blevet kritiseret for at lade sine følelser gribe ind i revolutionære prioriteringer.
Cubakrisens udvikling thumb|right|Amerikansk luftfoto af en af de sovjetiske missil-installationer. thumb|Kort over rækkevidde for raketterne på Cuba. Der findes ikke meget intern sovjetisk information om hvad, der var årsag til, at Sovjetunionen handlede som den gjorde. Denne artikel redegør derfor kun for udviklingen i sagen i USA.
De russiske missilinstallationer blev først opdaget den 14. oktober, da et amerikansk U-2 fly fotograferede en SS-4 installation i nærheden af San Cristobal. Billederne blev forelagt John F. Kennedy den 16. oktober. Missilerne på Cuba ville være i stand til at nå mål 2.000 km væk på bare 20 minutter. De udgjorde dermed en trussel mod Washington D.C. og omkring halvdelen af USA's atom-baser.
Efter at Kennedy var blevet klar over situationens alvor, nedsatte han en speciel taskforce, senere kendt som Sikkerhedsrådets Eksekutivkomité (ExComm – (The Executive Committee of the National Security Council), der udover ham selv og hans bror, justitsminister Robert F. Kennedy, bestod af en række ministre og seniorrådgivere. Fra da af blev alle beslutninger vedrørende Cubakrisen taget i dette organ. ExComm mødtes første gang om morgenen den 16. oktober, og mødtes herefter med jævne mellemrum hele vejen igennem krisen. Sorensen (bd. 2), (1965), s. 327Kennedy (1969), s. 20
Løsningsforslag Et forslag om øjeblikkeligt at bombe de kendte missil-installationer blev diskuteret, men imidlertid forkastet. Amerikanerne kunne ikke være sikre på, om de kendte til alle installationer, og et luftangreb mod dem man kendte, kunne udløse et atomart gengældelsesangreb. Det ville på den anden side være et udtryk for intolerance for Sovjetunionens tiltag i Cuba at gennemføre et luftangreb mod Cuba. Et andet forslag om at gå diplomatiets vej ved at appellere til FN blev forkastet: Det ville tage alt for lang tid at få FN til at nå til enighed, og en eventuel FN resolution gav ingen garantier for, at Sovjetunionen ville demontere missilerne. De diplomatiske muligheder i sagen blev allerede forkastet den første dag, ExComm mødtes. De så USA's eneste muligheder som værende militære.