"Det er hvidt herude" eller "Ouverture" en dansk sang. Teksten er et digt skrevet af St. St. Blicher i 1838 og udgivet samme år i digtsamlingen Trækfuglene. Den kendte melodien er skrevet af Thomas Laub i 1914.
Tekst Da Blicher skrev digtet, var han 55 år gammel og meget syg. Et anfald af reumatisme holdt ham i sengen længe. Datidens medicin hjalp ikke, men forgiftede ham bare mere. I to måneder drak han kun sukkervand. Han overlevede dog krisen og levede 10 år mere.
Danmark havde i øvrigt netop i 1838 én af de koldeste vintre, der nogensinde er målt.
Digtet beskriver en mørk og kold vinterverden, hvor sneen ligger tykt udenfor og lukker for alt liv. Især fortæller han, hvordan fuglene har det i denne tid, "Der er ingen fugl, der synger", for fuglene er det kun en kamp om føde og læ, her er ingen nåde. Teksten udtrykker en længsel efter vår, når solen igen vil komme og smelte sneen væk, men vinteren er kommet for at blive.
Det er hvidt herude: Kyndelmisse slaar sin Knude Overmaade hvas og haard - Hvidt forneden, hvidt foroven, Puddret tykt staaer Træ i Skoven, Som udi min Abildgaard.
Det er tyst herude: Kun med sagte Pik paa Rude Mælder sig den smaa Musvit. Der er ingen Fugl, som synger; Finken kun paa Qvisten gynger, Seer sig om og hvipper lidt.
Det er koldt herude: Ravne skrige, Ugler tude, Søge Føde, søge Læ. Kragen spanker om med Skaden Højt paa Rygningen af Laden, Skele til det tamme Kræ.
Hanen sig opsvinger Paa en Snemand; sine Vinger Kladskende han sammenslaaer. Krummer Halsen stolt og galer - Hvad monstroe han vil den Praler? Hvis endda om Tøe han spaaer!
Inderlig jeg længes Efter Vaar, men Vintren strænges; Atter Vinden om til Nord! Kom Sydvest, som Frosten tvinger! Kom med dine Taagevinger! Kom og løs den bundne Jord!
Musik Thomas Laubs melodi er sat i 3/4 og med tempobetegnelsen "Alvorligt og stille". Toneomfanget er en oktav. I den oprindelige udgivelse er tonearten f-mol.
Udgivelser Thomas Laubs komposition udkom i Carl Nielsens og Thomas Laubs fællesværk En Snes danske Viser udgivet af Wilhelm Hansen Musik-Forlag i 1915. Projekt Runeberg har skannet en kopi af denne sangbog.En Snes danske Viser / 1te samling
Phillip Faber har begået et arrangement for pigekor af sangen og det er udgivet i 2021 på Edition S.
Indspilninger Randi Teglbjærg og Kjell Olssons indspilning udgivet på 78'er er digitaliseret og tilgængelig via Internet Archive.
DR VokalEnsemblets indspilning var fra et arrangement af Finn Viderø og dirigeret af Bo Holten.
Af kvindelige solister der har indspillet sangen er Anne Dorte Michelsen, Helene Blum, Annisette og Pernille Bach.
Sangen høres i en instrumentaludgave i Svend Methlings film Kongen bød fra 1938. "Det er hvidt herude" var emnet i en episode i tv-serien Hun roder med den danske sangskat, hvor DR Big Bands chefdirigent Miho Hazama arrangerede en instrumentel jazzudgave. I DK4's programrække Så syng da Danmark sang Marie Dreisig Karlsmose sangen under Michael Bojesens klaverakkompagnement.Så syng da Danmark (83): 270: Det er hvidt herude, 597: Nirvana, 272: Sneflokke kommer vrimlende
Vurderinger "Det er hvidt herude" er på Modersmål-Selskabets sang- og salmekanon fra 2005. Kristian Villesen har betegnet sangen som "smukkest af de smukke årstidssange".
Referencer
Eksternt link Ouverture på kalliope.org Det er hvidt herude , musikfokusside på Det Kongelige Biblioteks website
Kategori:Sange fra 1838 Kategori:Kulturkanonen Kategori:Højskolesangbogen