thumb|Gerhard Munthe: Kong Sigurd og kong Balduin rider fra Jorsalaborg til Jordanfloden. Sigurd Jorsalfar (eller Sigurd I Magnusson ca. 1090 – 26. marts 1130 i Oslo) var søn af kong Magnus Barfod. Han regerede Norge fra 1103 til 1123 sammen med sine halvbrødre, Olav Magnusson (1103-1115) og Øystein Magnusson (1103-1123). Fra 1123 til sin død i 1130 var han enekonge.
Sigurd fik tilnavnet "Jorsalfar" fordi han tog på korstog til Jerusalem ("Jorsal").
Opvækst I 1088 var Olav Kyrre konge i Norge. Samme år fik hans 15-årige søn Magnus Barfod sønnen Øystein Magnusson med en navnløs kvinde "af lav byrd". Året efter fik Magnus sønnen Sigurd med Tora, som ifølge Orderic Vitalis (1075-1142?) Orderic Vitalis - 1911 Encyclopedia Britannica - - StudyLight.org var en tilfangetaget englænderinde. Ifølge Heimskringla lod Tora tungen skære af en fattig ung mand, Kolbein, kun fordi han havde spist et halvt stykke kød fra hendes fad. "Kolbein het en mann som var ung og fattig. Tora, mor til kong Sigurd Jorsalfare, lot skjære tunga ut av ham, og det var ikke større grunn til det enn at denne unge mannen Kolbein hadde ett et halvt stykke av fatet til kongsmora," hentet fra: http://www.olhov.net/m_sons.html Allerede som 16-årig havde Magnus Barfod skaffet kongeriget to mandlige tronarvinger. Sigurd voksede op et andet sted i landet, ifølge Orderic Vitalis hos Tore Ingeridsson, der også havde været fosterfar for hans far Magnus. Derfra hentede hans far ham i 1098. Far og søn rejste til Orknøerne sammen med ledingen, den norske flåde udkommanderet fra hele kysten. Øgruppen var under norsk overherredømme, styret af jarlene Pål og Erlend. Magnus Barfod erstattede dem nu med den otteårige Sigurd. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 41), forlaget Spartacus, Oslo 2014,
thumb|Uddrag af folio 32r, Bodleian Library MS Rawlinson B 503 (Annals of Inisfallen), om to ægteskabsalliancer indgået af kong Muirchertach i 1102. Kong Magnus fortsatte med at erobre Suderøerne og Anglesey efter at have dræbt den normanniske baron Hugh af Shrewsbury. Til sidst indgik han en fredsaftale med den skotske kong Edgar, om at Orknøerne, Suderøerne og alle øer mellem Skotland og Irland skulle tilhøre Magnus. Målet var et kongedømme i vest med hans søn Sigurd som hersker, mens den ældste søn Øystein skulle regere i Norge. I efteråret 1098 rejste kong Magnus hjem til Norge. Den otteårige Sigurd sad tilbage på Orknøerne. I 1102 kom hans far tilbage med store styrker og etablerede en base på Man. Herfra hærgede han den irske kyst. Til sidst indgik han en fredsaftale med kong Muirchertach i Dublin og giftede sin søn Sigurd bort til den irske konges datter, Biadmuin, på norrønt kaldt "Bjaðmunjo" og "Bjaðmynja", måske en forvanskning af gælisk "Bébinn", et navn kendt fra Brian Borus mor. Bébinn - Wikipedia, the free encyclopedia Brudgommen var tolv år, brudens alder er usikker.
Magnus Barfod fortsatte sin hærgen i de dele af Irland, der ikke var kontrolleret af kong Muirchertach. Ifølge Orderic Vitalis indledte han et samarbejde med en handelsmand i Lincoln, som aftog kongens krigsbytte og videresolgte det. Vinteren 1102/03 allierede Magnus og Muirchertach sig med en gruppe normanniske grever i et planlagt oprør mod Henrik 1. af England. I stedet blev Magnus dræbt i et baghold i Ulster. Overlevende hirdmænd tog den 13-årige Sigurd med hjem fra Orknøerne, mens hans kone blev tilbage. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 42) Sigurd giftede sig senere igen uden at omtale eller have opløst sit første ægteskab.
Snorres skildring af konger i Heimskringla følger nærmest et standardskema, der beskriver dem som høje, kønne og retfærdige. Sigurd beskrives imidlertid som "mandig, men ikke smuk" og "fåmælt og som regel ikke venlig". Sigurd skal som lille dreng have været mærkelig stiv i kroppen, kunne ikke løbe på skøjter eller "være med i lege, der fordrer smidighed". Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 22) Men i Morkinskinna hedder det, at Sigurd var "en høj og stærk mand, mandig og smuk at se til, med helt sort hår"; Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 170) og de frankiske krønikeskrivere Fulcher af Chartres og Albert af Aachen beskriver Sigurd ved ankomsten til Jaffa i Det hellige land som en høj, ung mand med kønne, jævne ansigtstræk. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 130)
En af tre konger thumb|Østporten i fæstningen i Lincoln. Tilbage i Norge blev Magnus Barfods tre sønner - Øystein på 14, Sigurd på 13 og Olav på 4 - indsat som konger. De havde forskellige mødre. Deres halvsøster, Ragnild Magnusdatter, vistnok født samme år som Sigurd, blev gift med den danske konge Harald Kesja (død 1145). I sit ægteskab fik hun sønnen Bjørn Jernside. Tre lendmænd rådede drengene og fik dem overtalt til at lette skattebyrden for landets stormænd. Sigurd blev valgt til leder for en ekspedition mod vest. Nogle høvdinge fik skibene bygget. Der blev ikke indkaldt til leding, mandskabet meldte sig frivilligt. Afrejsen var planlagt til 1106, da Sigurd var 16 år; men først i efteråret 1108 kom man afsted. En flåde på 60 skibe sejlede ud fra Vestnorge, sandsynligvis Bergen. Ifølge Morkinskinna havde Sigurd knapt en penning med; Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 42-4) men sandsynligvis kendte han til handelsmanden i Lincoln, der havde afsat hans fars krigsbytte, og derfor skyldte ham penge. Ifølge Annales Radingenses ankom Sigurd til England i 1108.
Denne handelsmand havde gemt Magnus Barfods krigsbytte i Lincoln. Efterhånden begyndte han at sælge af det, til han blev hentet af kong Henriks soldater og anklaget for at have skjult og solgt kong Magnus' skatte. Det benægtede han, men blev alligevel dømt for hæleri, mens kong Henrik ifølge Orderic Vitalis beslaglagde værdier for mere end 20.000 pund sølv. I efteråret 1108 sad handelsmanden fængslet i kælderen i Lincoln fæstning. Kongen var også i Lincoln, da han dikterede et brev derfra, ført i pennen af biskop Robert og stilet til ærkebiskop Anselm af Canterbury. Kong Henrik havde følt sig truet af kong Magnus; nu var Magnus' søn undervejs med 60 krigsskibe og et stort følge af krigere. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 49) Morkinskinna fortæller, at kong Henrik modtog Sigurd med løfter om venskab: "Sandsynligvis behøver du mange penge til at udruste og gennemføre den færd, du har planlagt." Kong Henrik selv rejste til Rouen, mens Sigurd blev i England; de må have indgået en aftale. Krønikeskriveren William af Malmesbury skrev i 1125, at Sigurd og hans flåde fik kongens tilladelse til at overvintre og begav sig til Jerusalem i foråret, efter at have skænket vældige summer til "kirkerne". Det må tolkes, som kong Henrik har skænket Sigurd store beløb af de beslaglagte værdier i bytte mod, at Sigurd påtog sig at støtte pavekirkens ekspeditioner til Jerusalem. Henrik havde selv været under pres fra paven. Nu kunne han i stedet støtte Sigurd i at foretage sådan en ekspedition. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 52)
Korsfareren Sigurd thumb|Korsfarere. Sigurd må have forpligtet sig til at blive korsfarer. Det indebar at han afgav et højtideligt løfte foran en præst, helst en biskop, om at rejse for at kæmpe mod de vantro og besøge Gravkirken i Jerusalem. Blev rejsen fuldført, fik man tilgivelse for alle synder. Brød man løftet og vendte om undervejs, var det alvorligt. De, der vendte om under det første korstog, blev truet med bandlysning af paven og hånet af andre. Rejste man, var det almindeligt at overføre sine midler til kirker og klostre. I bytte fik man mønter til brug under rejsen og de gejstliges forbøn for en tryg rejse og for at sikre ens sjæl, hvis man omkom undervejs. Det kan forklare William af Malmesburys ord om Sigurds gaver til "kirkerne". Som andre pilgrimme måtte korsfarerne skrifte før afrejse. De fik så tildelt en pilgrimsstav og en skindpung til at hænge i bæltet. Korsfarerne adskilte sig fra andre pilgrimme ved at "tage korset". De måtte sy et stort kors på tøjet højt oppe på brystet eller skulderen som symbol på, at de ligesom Kristus var villige til at ofre sig. Efter fuldført opdrag blev korset flyttet fra brystet til mellem skuldrene. Vendte man hjem, måtte man også medbringe palmeblade som bevis for, at man havde været i Det hellige land. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 53)
Korsfarerne behøvede ikke at følge de strenge fasteregler, der gjaldt for andre kristne. I Morkinskinna fortælles, at kong Sigurd efter hjemkomsten til Norge beordrede kød serveret i fasten. Aslak Hane, der havde fulgt ham til Jerusalem, rejste sig og sagde, at situationen var en anden den gang i Jerusalem, for da havde kongen korset på brystet og lov til at spise kød i fasten. Hvis historien er sand, er der ingen tvivl om, at Sigurd og hans mænd havde "taget korset". Ifølge sagaerne rejste han til Normandiet efter overvintringen i England; derfra var der udgået flere ekspeditioner til Bohemund 1. af Antiokias forfejlede korstog mod Konstantinopel. Sigurd satte kurs for kongeriget Jerusalem, der på denne tid var truet både af egyptiske fatimider fra syd, af tyrkerne fra nord og af kejser Alexios 1. i Konstantinopel. Paschal 2. (pave fra 1099 til 1118) ivrede for at holde liv i korstogsånden. "Paschal laboured vigorously...to keep alive the crusading spirit", hentet fra: http://www.newadvent.org/cathen/11514b.htm Ifølge Annales Islandorum Regii begyndte de nordiske landes deltagelse i korstogene i 1096. http://www.historisktidsskrift.dk/pdf_histtid/100_2/285.pdf (s. 294) William af Malmesbury fortalte, at efter at pave Urban 2. havde holdt sin tale ved Clermont i november 1095, blev selv folk på de fjerneste øer grebet af hans budskab og tog afsted: "Waliseren forlod sin jagt; skotten sit fællesskab med lus; danskeren sit drikkegilde; nordmanden sin rå fisk"; men da den pavelige legat Adhemar af Le Puy skrev et brev hjem fra Antiokia i 1097 under det første korstog, havde mange stadig ikke opfyldt korsfarerløftet. Adhemar mindede om bandlysningen, hvis de ikke rejste; især Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 54-5) rettede han trusselen mod folk fra Norden. I december 1099 bad Paschal 2. alle biskopper og abbeder om at iværksætte bandlysningen.
Jakobslandet Sensommeren 1109 forlod Sigurd og hans følge Normandiet. På vej mod syd blev et af skibene trukket ned i en malstrøm. 59 skibe lagde til i Galicien. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 69) Snorre fortæller, at den lokale jarl aftalte, at Sigurd og hans følge kunne købe mad vinteren igennem. Men så blev der madmangel, og jarlen flygtede. Kong Sigurd og hans mænd plyndrede jarlens kastel for mad og meget andet. Einar Skulason digtede i Sigurďardråpa 2: Folkekongen som rådede for rige gævest på jorden,i Jakobsland sit tilhold tog så den næste vinter. http://www.olhov.net/m_sons.html pkt 4
"Jakobslandet" var egnen omkring Santiago de Compostela. Ad floderne Ulla og Sar kunne man sejle op til havnebyen Padron 16 km sydvest for pilgrimsmålet. I 1109 var der borgerkrig i området, hvad der kan forklare, at madforsyningen svigtede. Ifølge Historia compostelana skiftede biskop Gelmirez parti ved årsskiftet 1109/10, da Sigurd overvintrede i hans område, og vendte sig imod tronarvingen, som han selv havde været fosterfar for, for at støtte drengens mor, dronning Urraca, og hendes ny mand, Alfonso af Navarra. Biskoppens svig vakte voldsomt raseri og optøjer både i Santiago de Compostela og landsbyerne deromkring. Det forklarer Einar Skulasons næste linjer: Jeg hørte, at hærkongen straffed’ svigen fra frække jarlen.Blod den raske høvding hærfuglen gav at drikke.
Sigurd og hans mænd kan have stormet borgen, der tilhørte den svigefulde biskop af Santiago de Compostela. Da de var korsfarere, måtte bispen omskrives i kvadet til en jarl. Udenfor Portugals kyst blev følget overfaldet: Elendige vikinger styred’ den vældige konge i møde.Men i striden høvdingen fældte for fode fjenderne mange.