Vidkun Abraham Lauritz Jonssøn Quisling (født 18. juli 1887 i Fyresdal i Telemark, død 24. oktober 1945 i Oslo) var norsk officer, diplomat og politiker. Han ledede under den tyske besættelse af Norge en tyskstøttet regering og blev efter befrielsen i 1945 henrettet for landsforræderi.
Quisling blev først kendt som nødhjælpsarbejder i Sovjetunionen og nær medarbejder af Fridtjof Nansen og var Norges forsvarsminister i to Bondeparti-regeringer fra 1931 til 1933 (men han var aldrig medlem af Bondepartiet). I 1933 grundlagde Quisling det fascistiske parti Nasjonal Samling (NS), som i 1930'erne havde begrænset opbakning. Efter Tysklands invasion af Norge i 1940 forsøgte Quisling, som den første i verden, at begå statskup over radioen, men kupforsøget mislykkedes, da tyskerne ikke var interesserede i at støtte hans regering. I vinteren 1942 vendte han tilbage som leder af en tyskstøttet regering, og med titel af ministerpræsident ledede han sammen med den civile administrator for den tyske besættelsesmagt den norske statsforvaltning i resten af krigen.
Baggrund left|thumb|200px|Vidkun Quisling (yderst til venstre) med sin familie, ca. 1915. Fra venstre: Vidkun, forældrene Jon og Anna Caroline Qvisling, længst til højre bror Arne og bagerst bror Jørgen.
Vidkun Abraham Lauritz Jonssøn Quisling blev født den 18. juli 1887 i Fyresdal, i det norske amt Telemark. Han var søn af præst og slægtsforsker Jon Lauritz Qvisling (1844–1930) og hans hustru Anna Caroline Bang (1860–1941),. datter af Jørgen Bang, skibsreder og på det tidspunkt den rigeste mand i byen Grimstad i Sydnorge. Den ældre Quisling havde holdt foredrag i Grimstad i 1870'erne; en af hans elever var Anna Bang, som han giftede sig med den 28. maj 1886 efter en længere forlovelse. Det nygifte par flyttede prompte til Fyresdal, hvor Vidkun og hans yngre søskende blev født. Han havde tre søskende: Jørgen, Esther og Arne, henholdsvis et, seks og elleve år yngre. Slægtsnavnet stammer fra Quislinus, et latiniseret navn opfundet af Quislings forfader Lauritz Ibsen Quislin (1634–1703), baseret på landsbyen Kvislemark ved Slagelse, hvor han var født.. Private breve fundet senere af historikere viser et varmt og kærligt forhold mellem familiemedlemmerne..
Familien Quisling var konstant på farten, og Jons tjeneste tog dem fra Fyresdal til Drammen, og senere Gjerpen. Fra 1893 til 1900 var hans far præst for Strømsø bydel i Drammen. Vidkuns første seks skoleår var på Drammen Latinskole, hvor han blev mobbet af andre elever på skolen på grund af sin telemarksdialekt, men ikke desto mindre opnåede karakteren ”med udmærkelse” (prae ceteris) til sin afsluttende eksamen.. I 1900 flyttede familien til Skien da hans far blev udnævnt til provst i byen.. Alle Quisling-børnene blev presset hårdt af deres forældre til at fokusere på skole og læring, og alle fire søskende fik den fine karakter ”særdeles” som hovedkarakter på Skien Latinskole.
Studier og tidlig militær karriere thumb|Quisling (til venstre) og officerskolleger på Gardermoen 1912. Quisling havde gode evner inden for både humaniora og naturvidenskab. Efter examen artium i 1905 blev han optaget som nummer et i Krigsskolens feltartillerilinje. Efter at den spændte situation som følge af Unionsopløsningen var faldet til ro hen over sommeren og efteråret, forløb uddannelsesforløbet nogenlunde normalt. Også her opnåede Quisling særdeles gode faglige resultater. Efter at have været premierløjtnant i feltartilleriet påbegyndte han videreuddannelse på Militærhøjskolen. Studierne indeholdt naturvidenskab sammen med emner som militær administration, taktik og generalstabstjeneste. Her fik Quisling hovedkarakteren 1,18, hvilket var det bedste nogensinde opnået på højskolen. Som den bedste afgangselev fik han, som det var skik og brug, audiens hos Kong Haakon.
Efter sin uddannelse roterede Quisling mellem forskellige afdelinger i Generalstaben. Han havde lejlighedsvis ophold ude i marken på afdelingerne på Værnes garnison og Gardermoen, men det var tiden i stabstjenesten, han nød mest. Under generalmajor Christian Theodor Holtfodts kommando beskæftigede Quisling sig blandt andet med organiseringen af hærsystemet, inspektion af militære afdelinger og koordinering med Statens kartverk, arbejde, som han senere skulle få stor gavn af under sit senere nødhjælpsarbejde i Sovjetunionen. Han fik rang af kaptajn i 1917.
Ophold i Rusland og Finland Alle aspiranter i generalstaben skulle fordybe sig i et bestemt land, og Quisling havde i første omgang valgt Kina. Xinhai-revolutionen betød dog, at et studieophold i landet ikke var aktuelt, og Quisling flyttede derefter sit fokus til Det russiske imperium. Da revolutionen brød ud i 1917, havde han fem års russiske studier bag sig og havde dermed gode betingelser for at tjene landet. I 1918 blev stillingen som militærattaché i Petrograd ledig, og i maj var Quisling klar til at begynde på denne post.
Quisling kom til et Rusland i kaos, og Norges konsulat var lille og dårligt organiseret. Ministerråden var ikke på plads i Petrograd, og konsulatsekretær Arild Huitfeldt fungerede som chargé d'affaires. Efter kort tid blev Huitfeldt afløst af Frederik Prytz. Prytz og Quisling lærte hinanden rigtig godt at kende under deres ophold i Rusland og blev venner for livet. Sammen rapporterede de tilbage til Oslo om konsekvenserne af oktoberrevolutionen, og rapporterne blev jævnligt læst af kongen og udenrigsministeren. I december var situationen dog blevet så usikker i Rusland, at Prytz og Quisling måtte forlade landet.
Tilbage i Kristiania kom Quisling tilbage til generalstaben, men allerede i sommeren 1919 søgte han til udlandet igen. Den 10. september forlod han Norge til fordel for Helsingfors, hvor han havde fået stillingen som efterretningsofficer. I Helsinki arbejdede han under gesandt Andreas Urbye, som tilsyneladende var meget tilfreds med Quislings arbejde.
Nødhjælpsarbejde i Sovjetunionen og to ægteskaber Efter indstilling fra minister Urbye begyndte Quisling at arbejde for Fridtjof Nansen i 1921. En humanitær katastrofe var ved at udspille sig i Sovjetunionen, og Quisling fik orlov fra arbejdet i Generalstaben for at blive en del af Nansens inderkreds af hjælpearbejdere.
I februar 1922 kom Quisling til Kharkiv hvor han begyndte at indsamle data om forholdene i det ukrainske landskab. Det viste sig hurtigt, at en tredjedel af staten var ramt af hungersnød, og Quisling besøgte landsbyer, hvor hele befolkningen var ved at dø. Sammen med Nansen lykkedes det Quisling at gøre situationen i Ukraine kendt i resten af Europa. Private bidrag strømmede til, og flere hundrede tusinde mennesker blev reddet fra sult i området under Quislings administration. Både Nansen og Quisling blev meget populære i Ukraine på grund af deres arbejde, og især eksilukrainske kredse var meget taknemmelige for, at Quisling gjorde katastrofen kendt i udlandet.
Den 21. august 1922 giftede han sig med russeren Alexandra Andreevna Voronina.. Alexandra skrev i sine erindringer, at Quisling erklærede sin kærlighed til hende,. men fra hans breve hjem og undersøgelser foretaget af hans fætre, er der intet der tyder på, at der var nogen romantisk involvering mellem de to; Quisling syntes blot at have ønsket at løfte pigen ud af fattigdom ved at give hende et norsk pas og økonomisk sikkerhed.
Efter at have forladt Ukraine i september 1922 vendte Quisling og Alexandra tilbage til Kharkiv i februar 1923 for at forlænge bistandsindsatsen, hvor Nansen beskrev Quislings arbejde som "helt uundværligt.".. I marts 1923 blev Alexandra gravid, og Quisling insisterede på, at hun skulle få en abort, hvilket i høj grad bekymrede hende.Alexandra Voronin Yourieff, In Quislings Shadow (1999), Kapitel 14, "Barnet" Quisling fandt, at situationen i Kharkiv nu var betydeligt forbedret og led under mangel på nye udfordringer. Han mødte her Maria Vasiljevna Pasetchnikova (), en ukrainer mere end ti år yngre end ham. Hendes dagbøger fra tiden "antyder en blomstrende kærlighedsaffære" mellem dem i sommeren 1923, trods Quislings ægteskab med Alexandra året før. Hun huskede, at hun var imponeret over hans flydende beherskelse af det russiske sprog, hans ariske udseende og hans elskværdige opførsel. Quisling hævdede senere at have giftet sig med Pasetchnikova i Kharkiv den 10. september 1923, skønt der aldrig er fundet juridisk dokumentation for giftermålet. Quislings biograf, Hans Fredrik Dahl, mener, at det andet ægteskab efter al sandsynlighed aldrig var officielt.. Uanset hvad opførte parret sig, som om de var gift, og fejrede deres bryllupsdag. Kort efter september 1923 sluttede hjælpemissionen, og Quisling, Alexandra og Maria forlod Ukraine og planlagde at tilbringe et år i Paris. Maria ville se Vesteuropa; Quisling ville gerne hvile sig efter anfald af mavesmerter, der havde varet hele vinteren.
Ophold i Paris og på Balkan thumb|200px|Quisling og hans anden kone, Maria
Opholdet i Paris krævede en midlertidig udskrivning fra hæren, hvilket Quisling langsomt voksede til at forstå var permanent: Hærens nedskæringer betød, at der ikke ville være nogen ledig stilling for ham, når han vendte tilbage. Quisling viede meget af sin tid i den franske hovedstad til at studere, læse værker af politisk teori og arbejde på sit filosofiske projekt, som han kaldte Universisme. Den 2. oktober 1923 overtalte han Oslos dagblad Tidens Tegn til at offentliggøre en artikel, i hvilken han opfordrede til diplomatisk anerkendelse af Sovjetrusland.. Quislings ophold i Paris varede ikke så længe som planlagt, og i slutningen af 1923 startede han arbejdet med Nansens nye projekt på Balkan, hvor han ankom i Sofia i november.
De næste to måneder tilbragte han med konstant at rejse sammen med sin kone Maria. I januar vendte Maria tilbage til Paris for at passe Alexandra, som påtog sig rollen som parrets plejedatter; Quisling sluttede sig til dem i februar.. I sommeren 1924 vendte trioen tilbage til Norge, hvor Alexandra efterfølgende rejste for at bo hos en tante i Nice og aldrig siden vendte tilbage. Selvom Quisling lovede at sørge for hendes velbefindende, var hans betalinger uregelmæssige, og i de kommende år gik han glip af flere muligheder for at besøge hende..
Tilbage i Norge, og til sin senere fortrydelse, blev Quisling trukket ind i den kommunistiske norske arbejderbevægelse. Han begyndte at tale for et folkets milits til at beskytte landet mod reaktionære angreb,. og spurgte medlemmer af bevægelsen, om de gerne ville vide, hvilke oplysninger generalstaben havde om dem, men fik intet svar. Selvom hans korte tilknytning til den yderste venstrefløj virker usandsynlig i lyset af Quislings senere politiske retning, foreslår Dahl, at han efter en konservativ barndom på dette tidspunkt var "arbejdsløs og modløs ... dybt vred over generalstaben ... [ og] i færd med at blive politisk mere radikal.". Dahl tilføjer, at Quislings politiske holdninger på dette tidspunkt kunne opsummeres som "en sammensmeltning af socialisme og nationalisme," med en klar sympati for sovjetterne i Rusland..
Ophold i Moskva og Armenien thumb|200px|Den armenske kommission under Folkeforbundet. 19. juni 1925. Fra venstre siddende er C.E. Dupuis, Fridtjof Nansen, og G. Carle; stående er Pio Le Savio og Vidkun Quisling.