Meïr Aron Goldschmidt (født 26. oktober 1819 i Vordingborg, død 15. august 1887 på Frederiksberg) var en dansk-jødisk forfatter, satiriker og politisk iagttager. Han var bror til Moritz Goldschmidt. Udgav det satiriske ugebrev Corsaren i 1840 – 1846, som var kendt for sin åbenmundethed og flabethed og derfor blev elsket, frygtet og hadet på alle fløje i den politiske debat. Tidsskriftet blev jævnligt konfiskeret af censuren, og Goldschmidt måtte i perioder udgive det bag dække af stråmænd. Goldschmidts årgange af Corsaren blev optrykt i faksimile i 1981 forsynet med udførlige registre m.m. Udgaven er komplet på nær et par numre som ikke har kunnet fremskaffes. I 1846 solgte Goldschmidt Corsaren, som blev ført videre af andre skribenter til 1855, hvor det lukkede på grund af manglende oplag.
Opvækst Slægt og barndom Meïr Goldschmidt var af jødisk slægt, "af Levi Stamme", som han bemærker i den første linje af sine livserindringer. Hans bedstefaders bedstefader på fædrene side var indvandret fra Hamborg og fik 1684 kongelig lejdebrev på at måtte nedsætte sig i København; her skal Goldschmidts bedstefader have været en velstående mand, bedstemoderen en myndig og bestemt kone, som forstod at holde sine gifte sønner og døtre med svigerdøtre og svigersønner i mærkelig afhængighed. Det yngste af ægteparrets børn var Goldschmidts fader, Aron Goldschmidt (1792 – 1848), der i januar 1819 ægtede Lea Rothschild (født 1801), datter af gamle Israel Rothschild, hvilket navn han i henhold til anordningen af 29. marts 1814 om faste familienavne for jøderne antog efter den by, hvor han havde sit ophold; han var nemlig købmand i Roskilde, hvortil slægten var kommen fra Tyskland over Fredericia og Nakskov. Det nygifte par bosatte sig i Vordingborg, hvor Aron Goldschmidt grundede en købmandsforretning, mest i den såkaldte "grove Handel", dvs: jern, tømmer, tjære, salt osv., i forbindelse med lidt jordbrug, bryggeri og brænderi, og i denne sydsjællandske by kom Meïr Goldschmidt til verden 26. oktober 1819, 6 uger efter at jødefejden havde raset i København og en svag efterdønning berørt Vordingborg som andre provinsbyer, hvor der boede familier "af den jødiske Nation".
I sit fjerde år blev Goldschmidt sat i skole hos en stilfærdig, aldrende mand, der efter to års undervisning erklærede sin elev for så vidt fremskreden, at han nu ikke kunne lære ham mere. Omtrent fra hans fødsel af havde det været bestemt, at han skulle studere, blive en berømt læge som Rabbi Meïr ben Maimon, og formodentlig fordi faren ønskede at skaffe ham en mere ortodoks opdragelse, end hans eget, af forretningslivet afhængige hus kunde yde, gik han Vordingborg lærde skole forbi, sendte sønnen til en svoger i København og satte ham i en lille drengeskole, hvor han lærte begyndelsesgrundene af latinsk grammatik. Et års tid senere opgav faren efter en ildsvåde sin handelsforretning og købte en større bondegård i Valby, som for en del måtte drives ved familiens personlige arbejde; daglig kørte en vogn med fløde til København, og det ekstra fine smør blev afsat til kongens taffel og til nogle af de fremmede diplomater. Men hverken var denne omsætning synderlig indbringende eller gården god nok til, at "en Familie uden for Bondestanden" kunne leve af den endog i al tarvelighed, og efter tre års besiddelse afhændede ejeren den og slog sig på kornudførsel og handel med huder og skind. Efter sin mor arvede han så meget, at han kunne købe et bryggeri og brænderi i Næstved, hvortil han flyttede i året 1833; men forinden blev hans søn, der i nogle år havde gået i det schouboeske institut, sat i det von Westenske Institut, som dengang bestyredes af Vilhelm August Borgen og K.C. Nielsen og stod i ry som hovedstadens allerbedste undervisningsanstalt. Han blev student herfra 1836.
Uddannelse I en alder af 14 år havde Goldschmidt således allerede ført en ret omskiftelig tilværelse, snart i provinsbyen med åben horisont og vid tumleplads, snart på en 4. sal i en snæver københavnsk gade, til én tid i landlige omgivelser med forårssåning og høstarbejde, kreaturhold og mejeridrift som genstand for det daglige livs tanker, til en anden tid omspunden af forretningsspekulationer og handelsinteresser. Han havde taget del i skolens kristelige religionsundervisning og i et ortodokst jødisk hjem lært den hele udvortes ritus at kende uden at få dens indre betydning forklaret, på samme måde som han havde lært at læse hebraisk, uden at forstå ordenes danske mening; han havde haft sine anfægtelser af skepsis, men kendte også ekstatiske øjeblikke, hvor han digtede et sublimt indhold ind i ceremoniellet, og når jødehadet nåede ham, blandede der sig med den forsvarsløses ydmygelse en hemmelig stolthed over at tilhøre det udvalgte folk, men også en vrimmel af lidenskabelig hævnsyge tanker, der gennemlynede de mildere og renere fantasier, som hans livlige ånd tumlede med. I den nye skole kom der mere tugt og orden i hans tanke- som i hans følelsesliv, hans evner blev taget i regelbunden brug, og med brændende ærgerrighed stræbte han at udmærke sig selv og sin race ved at blive nummer et i enhver kappestrid, samtidig med at han kvægedes af "den livlig beskæftigede, tindrende, konfessionsløse Fred, som Sindet fandt i Skolen".
Det konfessionsløse kom der dog brud på i øverste klasse, hvor Peter Rørdam, den senere præst i Kongens Lyngby, ledede religionsundervisningen mere som en indøvelse i kristendom end som et lærefag; han ville med dette sit syn på sagen ikke eksaminere Goldschmidt i lærebogen, men kun i bibelhistorien, medens han dog lod ham være tilhører ved denne eksegese (fortolkning af en tekst); mangen en tavs indsigelse, mangen en beskæmmende fornemmelse af at stå uden for menighed og samfund rørte sig hos Goldschmidt i disse timer, så meget stærkere, som han højlig beundrede sin lærers personlighed. Og ved artium 1836 viste denne ordning af tingene sig skæbnesvanger. Goldschmidt stod med otte præer og tre lauder dagen før, han skulle op til den sidste prøve, altså rigelig udrustet til udmærkelse. Det sidste fag var religion, og professor H.N. Clausen gav ham et spørgsmål af lærebogen. Goldschmidts bemærkning, at han var jøde, tog Clausen intet hensyn til, eksaminanden blev forvirret, besvarede famlende den følgende bibelhistoriske kvæstion (spørgsmål; problem; stridspunkt) og fik Haud. Dermed var hans præ (udmærkelse) ødelagt og, hvad mere er, hans lyst til fortsatte akademiske studier knækket.
Bladudgiver Tidligste forsøg thumb|left|Tillæg til Corsaren side 1. Tillægget blev beslaglagt inden udgivelsen og blev således ikke offentliggjort før det blev reproduceret til P. Hansens litteraturhistorie. Han tog vel anden eksamen, men begyndte i oktober 1837, 18 år gammel, udgivelsen af Næstved Ugeblad eller Præstø Amts Tidende, som blev skrevet og trykt i København og fra nytår 1839 udkom under navnet Sjællandsposten eller Næstved og Kalundborg Ugeblad; det affødte en proces, som indbragte Goldschmidt en mulkt (bøde) samt et års censur, hvorefter han solgte bladet ved årsskiftet 1840 for en sum af 200 rigsdaler, og med denne grundede han det mere berømte københavnske ugeblad Corsaren, hvis første nummer udkom 8. oktober 1840. For "Gjennemsynet", justitsråd Christian Reiersen (1792-1876), vedstod Goldschmidt straks, at "han havde med det at gjøre", og det blev snart en offentlig hemmelighed, at han var dets redaktør og forfatter af dets meste indhold, men officielt blev ansvaret over for loven båret af lejede stråmænd, hvis navne jævnlig vekslede. Thi allerede Corsarens tredje nummer ramtes af en beslaglæggelse, og fra den tid af fulgte presseaktionerne slag i slag, nærmest med den virkning, at interessen for bladet og med den dets udbredelse tiltog med stigende hurtighed, så at det snart havde 3000 abonnenter. Var Corsaren således et af landets mest udbredte, så var det absolut dets mest og begærligst læste blad, hvis udgivelse hver fredag blev imødeset med spændt forventning om de dristigheder, det ville lykkes det nye nummer at smugle forbi censors næse, og hvis udeblivelse på grund af beslaglæggelse var, om ikke en landesorg, så dog et landesavn.
Corsaren Bladets indhold faldt i to hoveddele, som allerede den typografiske udstyrelse holdt ud fra hinanden. Korpusspalterne var viet til de ræsonnerende artikler, "lederne", som man nu ville kalde dem, de større kompositioner, de mere positive udtalelser, fra hvilke vel ikke satiren var udelukket, men som dog nok så hyppigt havde et patetisk sving, en retorisk klang. Det er dem, der tydeligst angiver bladets politiske stade: et ideelt sværmeri for den republikanske statsform; anerkendelse af den ellers så almindelig eftertragtede konstitutionalisme i det højeste kun som en overgangsform af frygt for, at den som varig institution skulle blive skalkeskjul for et bourgeoistyranni af ikke mindre utålelig art end absolutismen; sympati for de kommunistiske og socialistiske ideer, for almueoplysning og de lavere stænders emancipation; endelig et kosmopolitisk totalsyn, der stillede bladet skeptisk kritiserende over for det nationale selvforsvar, der brød så stærkt frem i dets tilværelsestid. Petitafdelingen derimod bragte den vrimmel af mindre vittigheder og udfald, der især gav Corsaren dens karakter og i alt fald vakte mest opmærksomhed og frygt for den og tillige samlede det største had om den på grund af persiflagens hvasse vid og hensynsløse fornægtelse af al personsanseelse.
Angrebene på kongen og regeringsforanstaltningerne satte domstolene i bevægelse, men mange offentlige mænd våndede sig i stilhed under Corsarens spot, der føltes des mere, jo talentfuldere dens ætsende saft var blandet, og det var næppe mange oprigtige beklagelser, der blev Goldschmidt til del, da højesteret i juni 1843 gik til kernen af sagen, fejede stråmændene til side og dømte Goldschmidt "som formentlig redaktør og udgiver af Corsaren" for fire beslaglagte artikler til seks gange fire dages fængsel på vand og brød foruden livsvarig censur og 200 rigsdalers mulkt. Goldschmidt erfarede dette udfald i Malmø på hjemrejsen fra studentermødet i Uppsala; han afsonede straffen under ret komfortable omstændigheder og med en så lempelig fortolkning af dommens ordlyd, at han endog havde ondt ved at opdrive en drik vand, da han en gang på grund af hovedpine ønskede en sådan. Efter den første gruppe af straffedage begav Goldschmidt sig lige fra fængslet til den italienske opera på hofteatret, hvor Carl Ploug og Jens Finsteen Giødwad ostentativt (udfordrende) rejste sig op og gave ham hånden, "ligesom for at vise, at Absolutismens Domme ikke plettede".
Striden med Søren Kierkegaard thumb|Søren Kierkegaard som han blev karikeret i Corsaren. Men hvad der plettede des mere og til sidst gjorde Goldschmidt led ved den hele Corsar-virksomhed, var den moralske dom, Søren Kierkegaard fældede over den. Blandt landets gode navne var Kierkegaards et af de få, Corsaren havde skånet, ja endog behandlet med pietet i sin omtale af pseudonymernes forfatterskab. Så meget mere overraskende kom slaget, da Kierkegaard udfordrende greb en lejlighed til at udgyde sin indignation over bladet. P.L. Møller, der havde været en af dets medarbejdere, havde i anden årgang af sin Gæa fingeret "Et Besøg i Sorø" som ramme om nogle kritiske udtalelser angående Enten-eller og Stadier på Livets Vej. I Fædrelandet for 27. december 1845 betegnede Frater Taciturnus (Søren Kierkegaard) slutningen af denne artikel som "et af disse væmmelige Korsar-Angreb på fredelige, respektable Mænd, der i hæderlig Ubemærkethed røgte hver sit Kald i Statens Tjeneste", samt udtalte ønsket om, at han nu snart måtte komme i Corsaren, thi "det er virkelig hårdt for en stakkels forfatter at stå således udpeget i dansk litteratur, at han er den eneste, som ikke udskældes der".