thumb|Anneke von der Lippe som Barbara i filmen fra 1997. Hun forsøger at indhente skibet Fortuna, men i Jacobsens roman roedes færøbåden med fire mænd.
Barbara er en kærlighedsroman af den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen, der 1934 gik i gang med sit livsværk, skrevet på dansk og udgivet året efter hans død af vennen William Heinesen. Romanen opnåede fra første færd berømmelse og blev oversat til mange sprog, og den regnes for en af de bedste kærlighedsromaner på dansk. Den rummer på den ene side en livsglæde og livsgnist, og på den anden side en stor kærlighedssorg.
Romanen bygger på et færøsk sagn fra 1700-tallet om kvinden Beinta Broberg eller Benthe, der ifølge overleveringerne var ond mod sine tre ægtemænd, der alle var præster. En fjerde præst nåede at bryde forlovelsen før de blev gift. Man var ifølge overleveringerne overbevist om, at hun var skyld i sine ægtemænds død, og at hun også var ond imod sit tyende. Andre kilder benægter dog dette.
I romanen er Barbara en præsteenke, og onde tunger siger, at hun er skyld i sine foregående to præstemænds død. Hun er 28 år, og om hende står en aura af erotik og sødme: – en femme fatale. Barbara er en meget sammensat figur, hvilket Jacobsen skildrer med stor varme og indlevelse. Barbara skildres i romanen som en kvinde, der er i sine drifters og følelsers vold. Hun er et naturbarn, som i al sin uskyld ikke kan gøre for alle de følelser af både kærlighed og smerte hun vækker i sine omgivelser. Den færøske natur bruges til at skildre den utæmmede vildskab, som Barbara udstråler.
Personer Barbara Christina Salling, 28 år, datter af nu afdøde sorenskriver Peter Willumsen Salling og hans enke Magdalene Stenderup; Barbara har et årstid været enke efter Vågø-præsten hr. Niels, og var før det enke efter Viderø-præsten hr. Jonas Poul Aggersøe, den nye Vågø-præst Lucie Gemynther, københavnsk købmandsdatter og hr. Pouls ekskæreste, som han brød med Suzanne Harme, datter af landfoged (politimester) Augustus Harme Johan Hendrik Heyde, sorenskriver (dommer) og færing, fætter til Samuel Mikkelsen Wenzel Heyde, bror til Johan Hendrik og præst i Tórshavn (“havnepræsten"), og hustru Anna Sophie Andreas Heyde, nevø til både Johan Hendrik og Wenzel, søstersønnesøn til Armgard, hjemvendt fra økonomistudier i København med en kongelig befaling om at udfærdige en beskrivelse af Færøerne Armgard, kaldet Søfuglen, lagmandsenke og faster til Samuel Mikkelsen Ellen Katrine, Armgards søster, moster til Johan Hendrik Samuel Mikkelsen, nevø til Armgard, fætter til Johan Hendrik Heyde, lagmand og indehaver af Stegård på Vågø, gift med Birita og far til sønnerne Peder, Mikkel, Jacob og Samson, og datteren Armgard Maria Gabriel Hansen, bestyrer af kramboden, fætter til Barbara Handelsforvalteren er dansk og gift med Mathilde Otto Hjørring, løjtnant, kommandant for Skansen, Tórshavns befæstning.
Handling Romanen foregår på Færøerne i midten af 1700-tallet og beskriver den nye præst Poul Aggersøes oplevelser med præsteenken Barbara, fra han en novemberaften ankommer med skibet "Fortuna", til den sommermorgen knap to år senere, hvor samme skib sejler afsted med hans rival Andreas Heyde ombord. Kort sammendrag Med skonnerten Fortuna kommer den nybagte danske teolog Poul Aggersø til Færøerne, hvor han skal være præst på øen Vágar. Hr. Poul gifter sig med den livlige unge præsteenke Barbara, der har et blakket ry som forførerske og ulykkesfugl. Men den erotiske lykke er flygtig, Barbaras forelskelse er stor og glødende og higer videre end blot til den blodfattige præst. Hr. Poul er bange for at miste sin Barbara. Da han i embeds medfør må besøge den svært tilgængelige ø Mykines, tvinges han på grund af uvejr til at blive på øen i 11 dage. Under det lange ophold, føler han, at han er ved at miste hende. Ved hjemkomsten finder han præstegården tom, Barbara er rejst til Tórshavn med den unge student Andreas Heyde. I sin ulykke optager han forfølgelsen, går menneskeligt til grunde og ender i fængsel. For Barbara er den nye lykke også ubestandig. Andreas Heyde mister interessen og rejser i hemmelighed med skibet Fortuna tilbage til Danmark. I romanens slutning fokuseres på Barbaras smertelige nederlag.
Kap 1 “Fortuna” Romanen begynder en blæsende novemberaften i midten af 1700-tallet i Tórshavn, hvor mændene i Gabriels krambod på havnen fordriver tiden inden aftensmaden med drillerier og sladder. Ind træder den kønne, unge præsteenke Barbara, og snakken går i stå, mens alle kigger. Gabriel spørger skælmsk sin kusine Barbara, om hun ved, skibet “Fortuna” fra København snart ankommer til Tórshavn. Ombord er efter sigende den nye præst til Vågø, og Gabriel spørger drillende Barbara, om hun også vil forsøge at indynde sig hos denne nye præst, som det lykkedes hende med to andre præster. Som folk siger, begge døde pga. Barbara.
Efter sin mands død bor Barbara hos sin mor, der er enke efter den gamle sorenskriver. Gabriel kommer forbi og inviterer Barbara hjem til sig selv, hvor han har “silkebånd og tøj og sådan noget”. Gabriel har længe været varm på Barbara og prøver nu at få hende for sig selv. Uheldigvis dukker i det samme Barbaras gode veninde, landfoged Harmes datter Suzanne op, og Gabriels plan går i vasken. I stedet for at komme tæt på Barbara må han lade de to kvinder alene tilbage med alt det lækre tøj, for han kan jo nok forstå, de ikke kan prøve det på i hans nærvær. Mens Gabriel venter udenfor, skræmmes han af Suzanne historie om et spøgelse på loftet.
Kap 2 Enken på kaldet
Hos Tórshavns præst mødes den nyankomne og nyuddannede præst til Vågø, hr. Poul Aggersøe, med byens andre fine folk, og snakken går om forgængerens enke, Barbara. Alle har en mening om denne berygtede 28-årige skønhed, og mens mændene mest er tilbøjelige til at undskylde hendes lunefulde og sanselige væsen med, at hun jo bare “er som et barn”, er lagmandens faster Armgard mere håndfast i sin kritik af Barbara, se citater. Mens herrerne diskuterer Barbaras gøren og laden, og dels mener, “hun er en farlig kvinde”, men også, at “i al sin gerning og alt sit væsen var hun som en engel at se til”, lister de diskret ud i præstens studerekammer, hvor der serveres “fransk brændevin”, som er kommet med skibet.
Pludselig dukker Barbara og Suzanne op, og den nye Vågø-præst, som ikke har fundet al snakken om Barbara særlig interessant, opdager til sin forbløffelse, at denne Barbara er den samme smukke kvinde, som han så på kajen, da han steg i land. De to unge piger hilser på alle i selskabet, og det lykkes tilmed Barbara at charmere den vrisne Armgard.
Kap 3 Glæde på borg
Mens hr. Poul går tur i den regnvåde og triste Havn, glæder han sig over, at selveste biskoppen har opfordret ham til at søge dette fjerne kald, fordi han tror på hr. Pouls evner til at kunne “genoprejse ro og orden og gode sæder” blandt disse mennesker, hvilket åbenbart er tiltrængt. Mens han venter på at kunne mødes med sin foresatte, provst Morsing, opfordres hr. Poul til at aflægge Barbara, enken på kaldet, et besøg. Spændende, tænker hr. Poul. Hos Barbara er også Gabriel, og under deres samtale, som er ligeså meget nonverbal som verbal, og hvor Barbara er meget charmerende og intens, se citat, går det op for alle tre, at Barbara og hr. Poul virkelig er kommet på bølgelængde, mens den håbefulde Gabriel må se sig vraget af hende. Hr. Poul er glædeligt overrasket over Barbara, som for første gang siden sin ankomst får ham til at føle sig set.
Samme aften møder hr. Poul tilfældigt på gaden Gabriel, som fortæller løs om byen og menneskene, og også om Barbara, som Gabriel ikke respekterer, men beskriver med ordene “spoleret”, “skøge” og “liderlig”. Hr. Poul ved godt, hun er en “ildeberygtet kvinde”, som han i sin egenskab af præst burde undgå — men alligevel mødes han næsten hver dag med Barbara, og ved godt, han derved 'tager glæden på borg', og senere skal betale tilbage. Så dukker provst Morsing op, “en mand af myndighed, høj af vækst og med et hvast ansigt”, og han belærer hr. Poul om hans opgave. Som ikke så meget består i at lede menigheden på den rette kristne vej, det klarer de nemlig selv, se citat, men mere i, at præsterne “i vort liv og levned er vort kald værdige […] således at vi kan gøre os en smule fortjent til den ubegribelige tillid, de nærer til os”.
Kap 4 Far, verden, far vel thumb|Kirken i Tórshavn. Om søndagen holder Wenzel Heyde gudstjeneste i Havnens lille iskolde kirke. Alle byens spidser er til stede, herunder sorenskriver, lagmand og kommandant, foruden Barbara og den nye Vågø-præst. Danskerne har deres egne kirkestole, mens færingerne ofte foretrækker pulpituret, således også lagmanden — som så også kan tage sig en dram under gudstjenesten. Hr. Wenzel savner blandt de fremmødte handelsforvalteren, som dagens prædiken særligt er møntet på, foruden sin egen hustru. Efter den træge salmesang læser præsten dagens tekst, som maner til respekt for præstens arbejde, og som hr. Wenzel netop havde set frem til at prædike for især handelsforvalteren, men også for landfogeden, sorenskriveren og lagmanden, i hvis selskab han ikke bryder sig om at føle sig som den lille, hvilket han nemt kommer til, også fordi han er færing, mens de alle er danske.1. Thessalonikerbrev, kap. 5, v 12-14 Gennem et vindue i kirken kan man se præstegården, og her får hr. Wenzel under sin prædiken pludselig øje på sin kone sammen med handelsforvalteren. Først bliver han paf, men så mærker han en harme over som færing at ligge under for danske øvrighedspersoner, som han omsætter i en glødende prædiken om, hvor syndige menneskene er og hvor stor Guds nåde er. Hr. Wenzel vælger efter prædikenen en anden salme end den foreskrevne, for han synes, Kingos Far, verden, far vel passer bedre til hans prædiken, med sin fordømmelse af forfængelighed og misundelse. Menigheden er grebet, og ved verset om den kødelige lyst går de flestes tanker til Barbara, så at den “usynlige glorie omkring Barbaras hoved begyndte at gløde”. Under hele gudstjenesten peger kirkeskibet, en model af Norske Løve, ikke, som det er normalt i kirker, bestandigt mod koret, men svajer langsomt hele kompasset rundt, som symbol på menigheden som besætningen på et skib, som uden styrmand sejler hid og did.
Kap 5 Verden En dag bliver der stor uro i Havnen, da tre store skibe dukker op. “Skrækken for sørøvere lå alle i blodet”, og med udsigten til plyndring og voldtægt og bortførelse skynder man sig at pakke det mest nødvendige og begiver sig op i sikkerhed i fjeldene. Gabriel har åndsnærværelse nok til at sætte en kikkert for øjet, og der viser sig at være tale om franske orlogsskibe, for sorenskriveren genkender flaget, se illustration.
thumb|right|Hvidt fransk flag med gule liljer, fra slutningen af 1700-tallet.
thumb|Den gamle bydel Tinganes, med det store pakhus t.v.