Wilhelm 2. Tyskland (født 27. januar 1859, død 4. juni 1941) var den sidste tyske kejser og konge af Preussen. Han sad på tronen fra den 15. juni 1888 til den 9. november 1918, hvor han som konsekvens af Novemberrevolutionen og Kejserriget Tysklands forestående nederlag i Første Verdenskrig abdicerede. Herefter blev monarkiet afskaffet, og Tyskland blev til den demokratiske Weimarrepublik.

Som ældste barnebarn af dronning Victoria var Wilhelm fætter til Georg 5. af Storbritannien og fjernere ude også til den sidste russiske zar Nikolaj 2. Ved Tysklands samling i 1871 blev Wilhelms farfar Wilhelm 1. den første kejser, mens hans far Frederik 3. af Tyskland blev kronprins. Da kejseren døde den 9. marts 1888 blev Frederik kejser, men han var syg med strubekræft og døde 15. juni samme år, og 29-årige Wilhelm overtog tronen (se Trekejseråret (de)). Wilhelm afskedigede Otto von Bismarck, der havde været tysk kansler siden Kejserrigets grundlæggelse, i 1890 efter længerevarende uenighed om udenrigspolitik.

I sin tid som kejser prøvede Wilhelm på at gøre det nyligt forenede Tyskland til en stormagt på linje med Storbritannien og Frankrig, men hans personlighed gjorde det svært. Han udtalte sig ofte taktløst og uden at konsultere sine ministre. Wilhelms håndtering af en række udenrigspolitiske kriser skadede Tysklands forhold til de andre stormagter. Han ledte landet gennem det engelsk-tyske flådekapløb op til krigen, de marokkanske kriser (se Agadirkrisen), hvori han udfordrede Frankrigs kontrol over Marokko, og Bosnienkrisen i 1908,hvor Østrig-Ungarn med tysk opbakning annekterede Bosnien.

Hans turbulente styre kulminerede i Julikrisen 1914 (de), der førte til Første Verdenskrig. Under krigen overlod han de fleste beslutninger om strategi og krigsorganisering til Generalstaben (de). Denne magtdelegering førte til, hvad der i praksis var et militærdiktatur under generalerne Hindenburg og Ludendorff. Styret godkendte princippet om "uindskrænket ubådskrig" (en) hvor skibe fra neutrale lande blev behandlet som fjendtlige, hvis de havde intention om at handle med fjenden. Det og Zimmermann-telegrammet førte til USA's indtræden på Ententemagternes side i april 1917. Wilhelm mistede hærens støtte og abdicerede i 1918, hvorefter han flygtede til Doorn i Nederlandene, hvor han boede til sin død.

Fødsel og opvækst Familiebaggrund thumb|upright|left|Wilhelm med sin fader, kronprins Frederik, på Balmoral Castle i Skotland i 1863. Prins Wilhelm blev født den 27. januar 1859 i sine forældres residens Kronprinzenpalais på pragtgaden Unter den Linden i Berlin som ældste søn af prins Frederik Vilhelm af Preussen og hans hustru prinsesse Victoria af Storbritannien og Irland. Hans far var nevø til Preussens konge Frederik Vilhelm 4. og ældste søn af den barnløse konges lillebror og tronfølger prins Wilhelm af Preussen, mens hans moder var ældste datter af dronning Victoria af Storbritannien og prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha. Hans moder var den britiske dronnings ældste barn, og havde mænd ikke gået foran kvinder i arvefølgen, ville han også være blevet britisk konge.

Hans mor var endvidere tante til Alix af Hessen, der var gift med tsar Nikolaj 2. af Rusland, og søster til kong Edward 7. af Storbritannien. Han blev døbt med de traditionelle preussiske kongenavne Frederik og Wilhelm og blev desuden opkaldt efter sine bedsteforældre i Storbritannien med navnene Viktor og Albert.

Wilhelm havde et nært, personligt venskab med sine fætre, zar Nikolaj 2. af Rusland og kong Georg 5. af Storbritannien.Miranda Carter: George, Nicholas and Wilhelm: Three Royal Cousins and the Road to World War I (2010) Han prøvede ofte at drille og plage sine kongelige slægtninge.Roderick R. McLean: Kaiser Wilhelm II and the British Royal Family: Anglo-German Dynastic Relations in Political Context, 1890-1914 – History 2001 86(284): 478-502

Medfødte fysiske skader Wilhelm blev født med flere fysiske skader som følge af en sædefødsel. Blandt andet var nerverne i hans venstre arm skadet omkring skulderen (Erbs parese). Det påvirkede nerverne i den øvre del af armen, så den aldrig voksede helt ud. Som voksen var den venstre arm 13 cm kortere end den højre. Hans venstre hånd var omtrent halvt så stor som hans højre, og han holdt den skjult på de fleste fotografier. Desuden var han plaget af nedsat førlighed og kroniske øresmerter.Svein Skotheim: Keiser Wilhelm i Norge, Spartacus Forlag 2011 , side 15 Historikere har formodet, at hans fysiske handicap har påvirket hans følelsesmæssige udvikling.William L. Putnam :The Kaiser's merchant ships in World War I (2001) s. 33

Skolegang thumb|upright|left|Den 18 år gamle Wilhelm i 1877, som student i Bonn. Hans skolegang begyndte som 6-årig under ledelse af den 39 år gamle huslærer Georg Ernst Hinzpeter.* John C. G. Röhl: Wilhelm II., Die Jugend des Kaisers 1859–1888. C. H. Beck, München 1993, .Catrine Clay: King, Kaiser, Tsar: three royal cousins who led the world to war (2007) a. 14, der var en streng kalvinist, som gav en streng og autoritær opdragelse med 12 timers arbejdsdage.Skotheim, sidene 17-18

Til trods for sine fysiske handicap fik han en militær uddannelse i den kejserlige residensby Potsdam. Han studerede også ved Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität i Bonn blandt konservative studenter fra den tyske elite.Skotheim, side 18 Han havde et kvikt hoved, hvilket imidlertid ofte blev overskygget af hans heftige temperament.

Politisk brik Både gennem uddannelse og miljø blev Wilhelm en ægte junker og preusser i opposition til sine liberalt indstillede forældre.Vilhelm II på Store norske leksikon Da han blev kejser, efter at faderen Frederik døde af spiserørskræft efter blot tre måneder på tronen, brød moderen med sønnen.Skotheim, side 21

Wilhelm kom i konflikt mellem sin baggrund og Otto von Bismarcks ambitioner på vegne af ham og Tyskland. Begge sider af Wilhelms familie havde haft psykiske lidelser, og det kan forklare hans ustabile følelser. Begge Wilhelms forældre, Frederik og Victoria, beundrede prinsgemal-forholdet, som Victorias fader, prins Albert, havde til dronning Victoria. De planlagde derfor at styre på samme måde som dronning Victoria og prins Albert i Storbritannien og planlagde at reformere styreformen, som Bismarck havde indført for sig selv og balancere den ved at give Rigsdagen større indflydelse ved at regeringen skulle være ansvarlig over den i en parlamentarisme i stedet for at være ansvarlig over for kejseren. Videre skulle regeringens beslutninger tages på grundlag af konsensus, så de var gensidigt ansvarlige. Frederik kaldte Bismarcks forfatning for "genialt kaos".Michael Balfour: The Kaiser and his Times, Houghton Mifflin (1964) s. 69

Kronprinseparret stod politisk nær Deutsche Fortschrittspartei, og Bismarck var meget bange for, at en politiker fra Deutsche Fortschrittspartei skulle blive kansler, hvis Wilhelm 1. døde. Han sørgede derfor for at holde kronprinsen væk fra al politisk indflydelse og prøvede at gøre ham upopulær.Michael Balfour: The Kaiser and his Times, Houghton Mifflin (1964) s. 70

Da Wilhelm var i begyndelsen af 20'erne, prøvede Bismarck ganske vellykket at skille ham fra sine liberale forældre og ønskede at bruge den unge prins som et politisk våben mod forældrene for at sikre sin egen politiske dominans. Wilhelm udviklede derfor et dysfunktionelt forhold til sine forældre, særlig over for sin engelske moder. I et udbrud i april 1889, som kejserinde Victoria senere refererede for sin moder, dronning Victoria, havde Wilhelm rasende sagt, at "en engelsk læge (Morell Mackenzie) dræbte min fader, og en engelsk læge ødelagde min arm – hvilken er min moders fejl". Hun skulle ikke have tilladt nogen tysk læge at behandle hverken sig selv eller sin nærmeste familie.John C. G. Röhl: Young Wilhelm: the Kaiser's early life, 1859-1888 (1998) s. 12

Som person og politisk syn thumb|upright|left|Kejser Wilhelm i Koblenz over en baldakin-bro i 1897.thumb|Fra kejserdagene i Hannover i 1897. Wilhelm var veltalende og havde sans for dramatiske effekter. Han var samtidens ubestridelige berømthed og medieyndlingSkotheim, side 23 og er blevet kaldt den første ugebladskonge, idet han fyldte pressen med billeder og stof fra sine rejser og arrangementer. Han var musikalsk og sprogkyndig, en ret god taler og havde et udpræget socialt væsen, som satte pris på selskabslege og slapstick-humor. Da han var meget kundskabsrig, kunne han konversere bredt.

Han er omtalt som talentfuld med en hurtig og nogle gange en helt fremragende forståelse, med sans for tekniske nyvindinger og industriudvikling. Men samtidig kunne han være overfladisk, forhastet, rastløs og mangle dybere forståelse og ønske om at nå mål gennem hårdt arbejde eller nok drivkraft til at se, hvad arbejdet skulle føre til. Han ville, at dagene skulle være morsomme og hyggelige, samtidig med at han søgte anerkendelse fra omgivelserne.Nipperdey, Thomas: Deutsche Geschichte 1866-1918. vol. 2: Machtstaat vor der Demokratie (1992) s. 421

Desuden havde han et krævende gemyt, kunne være opfarende og vanskelig for sine omgivelser. Han havde vanskeligheder med at tage krævende beslutninger og kunne blive hysterisk, deprimeret og sengeliggende, hvis det gik galt.

Politisk var han et produkt af sin tid, men var meget konservativ og lidet fremtidsorienteret. Med sit omskiftelige sind blev han i sin samtid kaldt "Wilhelm der Plötzliche", og det gjorde, at han pludselig kunne gå ind for en sag, uden at det var en naturlig del af den politiske tænkning.William L. Langer et al. Western Civilization (1968) s. 528

Historikere diskuterer, i hvilken grad sider ved hans sind har haft konsekvenser for særligt hans udenrigspolitik. Han havde tiltro til magtbrug og Survival of the fittest både i indenrigs- og udenrigspolitik. Samtidigt kunne han skjule sin dybe usikkerhed bag djærve taleformer.

Tid som kejser thumb|upright|left|Wilhelm 2. ca. 1890 i preussisk dagliguniform Forholdet til Bismarck Da Wilhelm blev kejser, ønskede han at samarbejde med Bismarck. Men Wilhelm var ærgerrig og egenrådig.Bismarck på Store norske leksikon Bismarck var med årene blevet stædigere og mere despotisk, og uenighed og gensidig irritation førte til krisen i 1890, da Bismarck måtte gå af. Baggrunden for konflikten var uenighed om både udenrigspolitikken og lovgivningen, herunder både den anti-socialistiske lov og arbejderbeskyttelseslovgivningen.

Uenighed om udenrigspolitikken thumb|En del af striden mellem Bismarck og Wilhelm stod om tyske kolonier: Modsætningen i udenrigspolitikken blev skærpet særlig efter Wilhelms stærke antirussiske indstilling efter zar Nikolajs indblanding i interne forhold i Østrig-Ungarn, da han opmuntrede den sydslaviske befolkning til at kræve ligestilling med den tyske og ungarske befolkning i riget. Således rokkede han ved Bismarcks fint indstillede, komplicerede og krævende udenrigspolitiske balancepolitik,Skotheim, side 19-21 og det blev stadig vanskeligere at opretholde dobbeltspillet over for Rusland.

Videre var der uenighed mellem Bismarck og den unge kejser om koloni-politikken, da Bismarck var modstander af al kolonialisme. Kejseren ville gøre Tyskland til en afgørende faktor i stormagtspolitikken og mente, at Tyskland havde samme ret til et afrikansk kolonivælde som Frankrig, Belgien og Storbritannien. Wilhelm drømte om at skabe et stort tysk imperium og slog ind på en aggressiv kolonipolitik. Til trods for, at Tyskland kom sent med i Kapløbet om Afrika, lykkedes det at etablere tyske kolonier i Tysk Sydvestafrika, Tysk Østafrika, Tysk Kamerun og dele af det senere Togo.

Uenighed om Socialistloven thumb|upright|left|Kejser Wilhelm på et postkort fra 1905