Philip David Charles Collins (født 30. januar 1951) er en engelsk sanger, trommeslager, sangskriver, musikproducer og skuespiller. Han er især kendt som trommeslager og senere forsanger i rockbandet Genesis samt for sin store succes som solokunstner. Mellem 1982 og 1990 opnåede Collins tre førstepladser på den britiske singlehitliste og syv førstepladser på den amerikanske som solokunstner. Hans arbejde med Genesis, hans soloudgivelser og samarbejder med andre fremtrædende musikere resulterede i flere singler på den amerikanske top 40 i 1980'erne end nogen anden kunstners.
Collins blev født og voksede op i det vestlige London. Han begyndte at spille trommer som femårig og gennemførte senere en uddannelse på en professionel skuespillerskole. Som barneskuespiller fik han roller på teater og film, især rollen som Artful Dodger i West End-opsætningen af musicalen Oliver!. I 1970 gik han over til en professionel musikkarriere, da han blev trommeslager i Genesis. Efter at bandets oprindelige forsanger, Peter Gabriel, forlod gruppen i 1975, overtog Collins rollen som forsanger. Under hans ledelse bevægede Genesis sig fra progressiv rock mod mere mainstreamorienteret poprock, og bandet oplevede sin største kommercielle succes i denne periode. Collins forlod gruppen i 1996 for at koncentrere sig om sine soloprojekter. Han vendte tilbage til Genesis ved bandets genforeningsturnéer i 2007 og 2021–2022, hvor sidstnævnte blev bandets sidste turné. Samtidig var han trommeslager i jazzfusionsbandet Brand X fra 1975 til 1979, og i 1996 dannede han The Phil Collins Big Band.
Collins indledte sin solokarriere med udgivelsen af Face Value (1981), et album, der i høj grad var præget af opløsningen af hans første ægteskab og hans kærlighed til soulmusik. Derefter fulgte de multiplatin-sælgende album Hello, I Must Be Going! (1982), No Jacket Required (1985) og ...But Seriously (1989) samt internationale hitsingler som "In the Air Tonight", "Against All Odds (Take a Look at Me Now)", "Sussudio" og "Another Day in Paradise". Han blev også kendt for sin karakteristiske stortrommelyd med såkaldt gated reverb, en lydeffekt, der fik stor betydning for pop- og rockproduktion i 1980'erne. Efter en femårig pause, hvor han koncentrerede sig om familielivet, vendte Collins tilbage i 2016, udgav sine erindringer og gennemførte turnéen Not Dead Yet Tour.
Collins er en af verdens bedst sælgende musikere og har solgt over 100 millioner album på verdensplan med Genesis og som solokunstner. Han er dermed en af blot tre musikere, sammen med Paul McCartney og Michael Jackson, der hver især har solgt mere end 100 millioner album både som solokunstner og som medlem af et band. Hans mange hædersbevisninger omfatter otte Grammy Awards, seks Brit Awards, flere Ivor Novello Awards, to Golden Globe-priser og en Oscar for musikken til Disney-filmen Tarzan (1999). Rolling Stone har placeret ham blandt de 100 bedste trommeslagere gennem tiderne, og i 2012 blev han optaget i Modern Drummer Hall of Fame. I 2010 blev Collins optaget i Rock and Roll Hall of Fame som medlem af Genesis. I november 2026 bliver han efter planen også optaget som solokunstner.
Tidlige liv og karriere Da Phil Collins var fem år gammel fik han et legetøjstrommesæt i julegave. Senere lavede hans onkel et provisorisk trommesæt, som Phil Collins brugte regelmæssigt, og hans evner på trommer forbedredes. Som Collins blev ældre, blev dette trommesæt erstattet af et mere komplet trommesæt, som blev købt af hans forældre.Coleman, pp. 29-30 Han øvede sig ved at spille ved siden af tv'et og radioen og lærte aldrig at læse og skrive i det konventionelle nodesystem; i stedet udviklede han sit eget.
Collins ledte efter en mulighed for at spille. Han begyndte at få formel undervisning, da han var 14 og blev indmeldt i Barbara Speake Stage School. Han begyndte som barneskuespiller og model og fik sin første større rolle som The Artful Dodger i en London-produktion af Oliver!, et skuespil bygget på Charles Dickens' bog Oliver Twist. Han medvirkede også i Beatles-filmen A Hard Day's Night som en af de hundredvis af skrigende teenagere under den kulminerende koncertsekvens. Selvom han blot var en statist i denne scene, fik Phil Collins et nærbillede helt for sig selv: hans mor var hyret til at finde statister til denne del af filmen, og hun sørgede for at hendes søn fik et kort nærbillede i filmen. Han gik også til optagelsesprøve for rollen som Romeo i Romeo and Juliet fra 1968.Coleman, p. 51
På trods af en begyndende karriere inden for skuespil fortsatte Collins at arbejde sig mod musikken. Mens han gik på Chiswick Community School dannede han et band kaldet The Real Thing, og han blev senere medlem af The Freehold. Med sidstnævnte skrev han sin første sang, som hed "Lying Crying Dying".
Collins' første pladeaftale blev som trommeslager for Flaming Youth, som udgav et enkelt album, Ark 2, i 1969. Det var et konceptalbum inspireret af den nylige medieopmærksomhed omkring månelandingen. Ark 2 fik ingen større kommerciel succes, om end albummet fik positive anmeldelser fra pressen. Melody Maker, et ugentligt engelsk musikmagasin, havde albummet med i en artikel som Månedens popalbum, hvori albummet blev beskrevet som "smukt spillet voksenmusik med behagelige, tætte harmonier".Coleman, p. 55 Albummets primære single, "From Now On", fik ikke succes i radioen. Efter et år på turné opløste bandet sig selv på grund af spændinger i bandet og mangel på kommerciel succes.
Genesis-æraen
I 1970 svarede Collins på en rubrikannonce i Melody Maker som lød på "... en trommeslager som er modtagelig over for akustisk musik og en akustisk 12-strengs-guitarist".Coleman, p. 61 Genesis havde indsat annoncen, efter de havde mistet tre trommeslagere i løbet af to album. Optagelsesprøven skete hjemme hos Peter Gabriels forældre. Mulige kandidater spillede numre fra gruppens andet album, Trespass (1970). Collins ankom tidligt, lyttede til de andres optagelsesprøver og lærte stykkerne udenad før det blev hans tur.Coleman, p 63
Collins vandt optagelsesprøven, og et år senere blev Nursery Cryme (1971) udgivet. Selvom hans rolle vedblev med at være trommeslager og lejlighedsvis baggrundsvokalist i de næste fem år, sang Collins faktisk hovedvokal på to sange: "For Absent Friends" (fra Nursery Cryme) og "More Fool Me" (fra Selling England by the Pound) (1973).
I 1974, mens de var ved at lave albummet The Lamb Lies Down on Broadway, havde Brian Eno (som lavede den elektroniske "Enofikation" af Peter Gabriels stemme på nummeret "Grand Parade of Lifeless Packaging") brug for en trommeslager til sit album Another Green World, og Phil Collins blev sendt af sted som betaling for Brian Enos arbejde med bandet.
I 1975, efter den sidste turné for konceptalbummet The Lamb Lies Down on Broadway, forlod Gabriel gruppen for søge en solokarriere. Collins blev hovedvokalist, efter at det ikke var lykkedes at finde en afløser for Gabriel. Bandet rekrutterede den tidligere Yes- og King Crimson-trommeslager Bill Bruford og senere Chester Thompson til at spille trommer under koncerter, selv om Phil Collins fortsatte med at spille trommerne ved længere instrumentale stykker. Det første album med Collins som hovedvokalist, A Trick of the Tail (1976), nåede den amerikanske top 40 og avancerede til en plads som nummer 3 på de britiske hitlister. Musikmagasinet Rolling Stone skrev: "Det er lykkedes for Genesis at vende den mulige katastrofe ved Gabriels afgang til deres første omfattende amerikanske succes."
Samtidig optrådte Collins i jazzfusion-gruppen Brand X. Bandet indspillede deres første album, Unorthodox Behaviour, med Collins som trommeslager. Da Collins lagde større vægt på arbejdet med Genesis, blev flere Brand X-turneer og album udgivet uden Collins. Han tilskriver Brand X som sin første brug af en trommemaskine så vel som hans første brug af en 8-spors hjemmebåndoptager.
Som årtiet gik på hæld vendte Genesis fra deres progressive rock-rødder til popmusikken. Selv om deres album fra 1978 ...And Then There Were Three... indeholdt progressive rock-indflydelser, så indeholdt det også deres første britiske top 10- og amerikanske top 40-single, "Follow You, Follow Me".
I løbet af 1980'erne skabte gruppen en række succesfulde album, deriblandt Duke (1980), Abacab (1981), Genesis (1983) og Invisible Touch (1986). Sidstnævnte albums titelnummer opnåede en førsteplads på de amerikanske hitlister, og det blev den eneste Genesis-sang, som opnåede dette. Gruppen modtog en MTV "Årets Video"-nominering i 1987 for "Land of Confusion", som var en anden populær single fra albummet, om end de ironisk nok tabte til Peter Gabriels solohit "Sledgehammer". Anmeldelserne var generelt positive; Rolling Stones J.D. Considine skrev "enhver melodi er forsigtigt beskåret således at enhver bevægelse ikke blot leverer en åbenbaring men et solidt hook."
Collins forlod Genesis i 1996 for at fokusere på sin solokarriere; det sidste studiealbum med Collins som forsanger var We Can't Dance fra 1991. Han og Gabriel genforenedes med de andre Genesis-medlemmer i 1999 for at genindspille "The Carpet Crawlers" til Genesis' Turn It On Again: The Hits. I midten af 2000'ernes diskussion om en mulig genforening af Genesis, meddelte Collins, at han ville foretrække at vende tilbage som trommeslager med Gabriel som forsanger. Til sidst blev det meddelt i 2007 at Turn It On Again: The Tour ville blot være med Collins/Rutherford/Banks.
Solokarriere Første succes i begyndelsen af 1980'erne Et tidligt tema i Collins' musik, om end aldrig nævnt specifikt i hans album, involverede hans daværende bitre skilsmisse. To sange, som han skrev på Genesis-albummet Duke (1980), "Please Don't Ask" og "Misunderstanding", omhandlede opløste parforhold. Mens han indspillede sit første soloalbum, Face Value (1981), nævnte Collins sin skilsmisse som sin vigtigste inspiration.Bronson, p. 604
Collins' ægteskabelige problemer indgik i flere sange på det første soloalbum samt på hans soloalbum året efter Hello, I Must Be Going! (1982). Collins' tidlige album havde en mørk stemning, sædvanligvis omfattende trommer, med sange som "In the Air Tonight" og "I Don't Care Anymore". Om albummet Face Value har han sagt:"Jeg havde en kone, to børn, to hunde, og dagen efter havde jeg ikke noget. Så mange af disse sange skrev jeg, fordi jeg var ved at gennemgå nogle følelsesmæssige forandringer."Thompson, p. 181 Dog var der også lejlighedsvis spor af pop – f.eks. var "Behind the Lines" fra Face Value en jazzende genindspilning af en Genesis-sang, som Collins havde været med til at skrive. Face Value blev rost af anmelderne og var også kommercielt et succesfuldt album, som medvirkede til yderligere at profilere Phil Collins. Til gengæld blev efterfølgeren til Face Value, Hello, I Must Be Going!, af mange anmeldere vurderet som en skuffelse, men det indeholdt en kopiversion af The Supremes' "You Can't Hurry Love", som nåede førstepladsen i Storbritannien, og skønt der ikke var yderligere større hits fra albummet, klarede albummet sig kommercielt fint og nåede blandt andet andenpladsen på den britiske albumhitliste, og den forblev på listen i et år.