Hjernerystelse (commotio cerebri) er den mest almindelige form for traumatisk hjerneskade. Den er normalt defineret som en hovedskade med et midlertidigt tab af hjernens funktionsevne. Symptomerne, der måske ikke opdages, hvis de er svage, kan være af meget forskellig art, både fysiske, kognitive og emotionelle. De kan omfatte hovedpine, synsforstyrrelser, irritabilitet, bevidstløshed, hukommelsestab, personlighedsændringer, forsinket reaktionstid og søvnforstyrrelser. Almindelige årsager inkluderer sportsskader, trafikuheld og fald – med de to sidste som værende de hyppigste årsager blandt voksne. Udover slag til hovedet kan hjernerystelse forårsages af accelerationskræfter uden direkte kontakt. Det er ikke helt klarlagt, hvilken skade der præcis sker, og hvad der forårsager symptomerne.
Behandling består af overvågning og fysisk og kognitiv hvile, altså reduktion af aktiviteter såsom skolearbejde, videospil og sms. Symptomerne forsvinder typisk inden for tre uger, men de kan vedblive, eller der kan opstå komplikationer. Antallet af mTBI- og hjernerystelsesramte kendes ikke præcist, men det skønnes, at der er 45 millioner tilfælde på verdensplan hvert år. I USA estimeres de årlige sundhedsudgifter til at være mellem 9 og 10 milliarder dollar.
Personer som har pådraget sig en hjernerystelse tidligere virker til at være mere modtagelige for flere, især hvis den nye skade opstår, før symptomerne fra den tidligere hjernerystelse er forsvundet fuldstændig. Gentagne hjernerystelser kan måske øge risikoen senere i livet for demens, Parkinsons sygdom eller depression. thumb|upright=1.3|Videoforklaring på engelsk
Terminologi og etymologi Termerne mild hjerneskade, mild traumatisk hjerneskade (mTBI), mild hovedskade (MHI) og hjernerystelse kan alle blive brugt, selvom den sidste ofte bliver anset som værende i den mere snævre kategori. Selvom termen "hjernerystelse" ("concussion" på engelsk) stadig bruges i sportslitteraturen på linje med "MHI og "mTBI", så bruger den generelle kliniske medicinske litteratur nu "mTBI". Det engelske ord "concussion" stammer fra latin concutere, der betyder "at ryste voldsomt" eller concussus, der betyder "handling, hvor noget støder sammen".
Historie thumb|upright|Corpus Hippocraticum nævnte hjernerystelse. Corpus Hippocraticum, en samling af medicinske værker fra det gamle Grækenland, nævner hjernerystelse senere oversat til commotio cerebri, og diskuterer tab af tale, hørelse og syn, der kan være resultatet af "commotion" (dvs. rystelse) af hjernen. Denne idé om forstyrrelse af den mentale funktion ved "rystelse af hjernen" forblev i den brede forståelse af hjernerystelse indtil 1800-tallet. Den persiske læge Muhammad ibn Zakariya al-Razi skrev i 900-tallet som den første om hjernerystelse som noget andet end de andre typer af hovedskader. Han kan have været den første til at bruge termen "hjernerystelse" og hans definition af lidelsen, et forbigående tab af funktion uden nogen fysisk skade, satte scenen for den medicinske forståelse af lidelsen i flere århundreder.
thumb|left|upright|150px|Guillaume Dupuytren skelner mellem hjernerystelse og bevidstløshed i forbindelse med hjernekontusion (hjernekvæstelse). I 1200-tallet beskrev lægen Lanfranc af Milano i sit værk Chirugia Magna hjernerystelse som hjerne "commotion" og anerkendte også en forskel mellem hjernerystelse og andre typer af traumatisk hjerneskade (selvom mange af hans samtidige ikke gjorde) og diskuterede forgængeligheden af post-hjernerystelsessymptomer som et resultat af midlertidigt tab af funktion som følge af skaden. I 1300-tallet pointerede kirurgen Guy de Chauliac den relativt gode prognose for hjernerystelse sammenlignet med andre mere alvorlige typer af hovedtrauma som kraniefrakturer og åbent hovedtrauma. I 1500-tallet blev termen "hjernerystelse" brugt, og symptomer som forvirring, sløvhed, og hukommelsesproblemer blev beskrevet. Ambroise Paré, en læge fra 1500-tallet, brugte termen commotio cerebri, såvel som "rystelse af hjernen", "commotion" og "hjernerystelse".
Indtil 1600-tallet blev hjernerystelse normalt beskrevet ud fra dets kliniske elementer, men efter opfindelsen af mikroskopet begyndte flere læger at udforske underliggende fysiske og strukturelle mekanismer. Det fremherskende synspunkt i 1600-tallet var dog, at skaden ikke var et resultat af fysisk skade, og dette synspunkt fortsatte med at være udbredt gennem 1700-tallet. Ordet "hjernerystelse" blev på det tidspunkt brugt til at beskrive stadiet af bevidstløshed og andre funktionelle problemer, der var resultatet af et slag mere end en fysiologisk tilstand.
I 1839 beskrev Guillaume Depuytren hjernekontusioner, der involverer mange små blødninger, som contusio cerebri , og han viste forskellen mellem bevidstløshed associeret med skade på hjernens parenkymati og bevidstløshed associeret med hjernerystelse uden sådanne skader. I 1941 viste dyreforsøg, at der ikke sker nogen makroskopisk skade ved hjernerystelse.
Tegn og symptomer Hjernerystelse er associeret med en bred vifte af symptomer, der typisk ses kort efter skaden. Tidlige symptomer stilner som regel af inden for dage eller uger. Antallet og typen af symptomer er forskelligt fra individ til individ.
Fysisk Hovedpine opleves af op til 94 % og er det mest almindelige mTBI-symptom, efterfulgt af svimmelhed som opleves af 76 %. Andre symptomer inkluderer opkastning, kvalme, tab af motorkoordination, balanceproblemer eller andre problemer med bevægelse eller følelse. Visuelle symptomer inkluderer lysfølsomhed, se skarpt lys, sløret syn og dobbeltsyn. Tinnitus, eller en ringen for ørerne, bliver også ofte rapporteret. I en ud af cirka 70 hjernerystelser sker en hjernerystelseskonvulsion også, men anfald, der finder sted under eller direkte efter en hjernerystelse, er ikke "post-traumatisk anfald", og i modsætning til anfald er de ikke forudsigende for post-traumatisk epilepsi, der kræver en form for strukturel hjerneskade, ikke blot en momentan forstyrrelse i den normale hjernefunktion. Hjernerystelseskonvulsioner menes at skyldes midlertidigt tab eller hæmning af motorfunktion og er ikke associeret med hverken epilepsi eller mere alvorlig strukturel skade. De er ikke associeret med nogen specielle følgesygdomme, og de har den samme høje rate af lykkelige outcomes som hjernerystelse uden konvulsion.
Det er ikke klarlagt, hvilken skade der præcis sker, og hvad der forårsager symptomerne, men stræk af axonerne og ændringer i ionkanalerne er involveret. Der er fundet cellulær skade i hjernen hos personer med hjernerystelse, men det kan have været på grund af artefakter fra studierne. Det antages i øjeblikket, at strukturelle og neuropsykiatriske faktorer begge kan være ansvarlige for effekterne af hjernerystelse.
Kognitive og emotionelle Kognitive symptomer inkluderer forvirring, desorientering og svært ved opmærksomhedsfokusering. Bevidstløshed kan opstå, men er ikke nødvendigvis korreleret med sværhedsgraden af hjernerystelsen, hvis denne er kort. Færre end 10 % af idrætsrelaterede hjernerystelser blandt børn er associeret med tab af bevidsthed. Post-traumatisk amnesi, hvor begivenheder efter skaden ikke kan genkaldes, kan også opstå. Forvirring kan også være tilstede med det samme, eller kan udvikle sig over flere minutter. En person kan stille de samme spørgsmål, være langsom til at respondere på spørgsmål eller anvisninger, eller have et tomt blik eller mumle eller tale usammenhængende. Andre mTBI-symptomer inkluderer ændringer i søvnrytme og at have svært ved at ræsonnere, koncentrere sig eller udføre hverdagsaktiviteter.
Hjernerystelse kan resultere i ændringer i humøret, herunder gnavenhed, tab af interesse for yndlingsaktiviteter eller yndlingsting, let til gråd, og visning af følelser, der er upassende for situationen. Normale symptomer hos hjernerystelsesramte børn inkluderer rastløshed, sløvhed og irritabilitet.
Mekanisme thumb|Rotationskræfter er nøglen i hjernerystelse. Slag i boksning kan give flere rotationskræfter til hovedet, end det typisk sammenstød i amerikansk fodbold.
Hjerneskader kan opstå via slag, ryk eller anden acceleration/deceleration, der efterfølgende resulterer i et midlertidigt tab af hjernefunktion, herunder mikrostrukturelle skader, metabolisk uligevægt og inflammation i hjernen. På slagmarken er mild traumatisk hjerneskade (mTBI) en mulig konsekvens af eksplosioner tæt på.
Hjernen er omringet af rygmarvsvæske, der beskytter den mod lette trauma. Mere alvorlige sammenstød, eller kræfter associeret med hurtig acceleration, absorberes måske ikke så godt af denne stødpude. Hjernerystelse skyldes måske kræfter ved sammenstød, hvor hovedet rammer eller bliver ramt af noget, eller impulsive kræfter, hvor hovedet bevæger sig, uden selv at blive ramt (eksempelvis hvis brystet rammes af noget, og hovedet svinges fremad).
Kræfter kan forårsage lineære, rotationelle eller vinkelbevægelser af hjernen, eller en kombination af dem. I rotationelle bevægelser bevæger hovedet sig rundt om sit tyngdepunkt, og i vinkelbevægelser drejer det om en akse, der ikke går igennem dets tyngdepunkt. Mængden af rotationelle kræfter antages at være det største komponent i hjernerystelse og dens sværhedsgrad. Studier med atleter har vist, at mængden af kræfter og sammenstødets lokation ikke nødvendigvis korrelerer med graden af hjernerystelse eller symptomerne, og det har sat spørgsmålstegn ved grænsen for hjernerystelse, der tidligere var antaget til at være omkring 70-75 G.
De dele af hjernen, der bliver mest påvirket af rotationskræfter, er midthjernen og diencephalon. Det antages, at kræfterne fra skaden forstyrrer den normale celleaktivitet i det reticulære aktiveringssystem lokaliseret i disse områder, og at denne forstyrrelse producerer tab af bevidsthed, der ses i omtrent 10 % af alle hjernerystelser. Andre områder af hjernen kan blive påvirket, herunder af den øvre del af hjernestammen, fornix, corpus callosum, tindingelappen og pandelappen. Vinkelacceleration på 4600, 5900 eller 7900 radian/s2 estimeres til at have henholdsvis 25, 50 og 80 % risiko for mTBI.
Patofysiologi Hos både dyr og mennesker kan mTBI ændre hjernens fysiologi fra timer til år, hvorved en bred vifte af patologiske begivenheden påbegynder. Et eksempel, i dyremodeller, efter en umiddelbar øgning i glukosemetabolismen, er der et efterfølgende reduceret metabolisk stadie, der kan blive ved i op til fire uger efter skaden. Selvom disse begivenheden tænkes at forstyrre neuron- og hjernefunktion, er den metabolske proces, der følger hjernerystelse, reversibel i langt størstedelen af de påvirkede hjerneceller; men et fåtal af celler kan dø efter skaden.