right|thumb|Nationalmonumentet Haraldshaugen ved Haugesund, hvor Snorre mente, Harald Hårfager var begravet. Harald Hårfager (Haraldr hárfagri, født ca. 850, død ca. 932) var søn af Halvdan Svarte (= Halvdan den sorthårede) og konge i Norge fra ca. 871 til sin død.
Han er efter traditionen den første konge, som regerede over hele Norge, men selv om han vandt mange slag, fik han aldrig fuld kontrol over hele riget. Hans mest kendte sejr er slaget i Hafrsfjord, formentlig i år 872. Der underlagde han sig store dele af Sydnorge.
Tilnavnet som "hårfager" kendes kun fra én samtidig kilde, et kvad af den kvindelige skjald Jorunn Skjaldmø.Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 76), forlaget Aschehoug, Oslo 1955 Hun kvad efter forliget mellem Harald og hans søn Halvdan Svarte,Halvdan Svarte – sønn av Harald Hårfagre – Store norske leksikon som styrede i Trondheimsegnen og ikke må forveksles med Hårfagers far af samme navn: Hårfagre kong Haraldhørte om Halvdans voldsværk, og sværdets herre synteshan var lidt sort, den fyrste.Skaldekvad
Familie thumb|Harald Hårfager, som Morris Meredith Williams tænkte sig ham. 1913. Det gjaldt om at gøre kongen så højættet som muligt, og på sværdsiden blev han indsat i Ynglingeætten, de svenske sagnkonger med sæde i Uppsala og i sidste ende påstået at nedstamme fra aserne. På sin mors side skulle han ifølge én sagafortælling nedstamme fra en anden sagnkonge, den danske Sigurd Orm-i-Øje og dermed dennes far, Ragnar Lodbrog, Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 78) hvilket dog kronologisk set ville være umuligt eller i hvert fald tæt på absolut usandsynligt.
Kilderne enes om, at hans far var Halvdan Svarte. Ifølge Are Frode (gengivet af Snorre) kan Halvdan Svarte have boet på Ringerike eller Hadeland og på fars side nedstammet fra Ynglingeætten. Efter Egils saga kan Harald være fra "øst i Viken"Egils Saga – heimskringla.no (dvs. Østfold), da han ifølge denne saga havde arvet området. Fagrskinna nævner ingen forbindelse til Ynglingeætten. Digtet Nóregs konungatal nok med Sæmund Frode som kilde fastslår, at Haralds forfædre sad med magten i Sogn.Ólafía Einarsdóttir: "Harald Dovrefoster fra Sogn", Historisk Tidsskrift nr 2, 1971 Dermed er det eneste sikre Halvdan Svartes navn. Nogle forskere har ment, at han også var konge over Vestfold og Oppland, men oplysningerne kan være opstået i 1200-tallet, for at legitimere Hårfagre-ættens krav på Viken. Ifølge sagalitteraturen kan navnet Vingulmark stamme fra den gang, Halvdan Svarte lå i krig med kong Gandalf.Halvdan den Sortes saga – heimskringla.no
Der er stor usikkerhed om Harald Hårfagers mor. Ifølge Fagrskinna og Heimskringla var Halvdan Svarte gift med Ragnhild Haraldsdatter og Ragnhild Sigurdsdatter. Et tillæg til Fagrskinna opgiver Halvdans anden kone som Helga Dagsdatter fra Hadeland. I Landnamabok står Tora opført som Halvdans første kone. Snorre mente, Ragnhild Sigurdsdatter var datter af Sigurd Hjort, mens forfatteren af Fagrskinna mente, hun var datter af den helt mytiske Sigurd Orm-i-Øje. Ólafía Einarsdóttir anser beretningen i Fagrskinna om Ragnhild Sigurdsdatter som Hårfagers mor som konstrueret ud fra kong Håkon Håkonssons ønske om af storpolitiske grunde at få knyttet den norske kongeslægt til de danske Skjoldunger. I stedet mener hun, Hårfagers mor var Ragnhild Haraldsdatter. Som datter af kong Harald Guldskæg i Sogn ville hendes søn Harald arve magten i Sogn gennem hende.
Den walisiske krønike Vita Griffini Filii Conani fra 1137 påstår, at Rollo var bror til Harald Hårfagre.Rollo – Store norske leksikon Det bekræftes ikke fra andre kilder.
Ægteskaber og børn thumb|Gyda Eriksdatter gør klart, at hun ikke vil giftes med Harald, før han er blevet enehersker over Norge. Christian Krohg, 1899. thumb|Gyda Eriksdatter i Hordaland ser Harald komme ridende, som Christian Krohg tænkte sig det. Ifølge Fagrskinna blev Harald Hårfager gift med Gyda Eriksdatter fra Hordaland; men Hadelands-afskriften af Fagrskinna har flyttet beretningen til dens hjemegn. Her er det Ragna Adilsdatter på Toten, han gifter sig med.Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 81)
Harald Hårfager siges at have fået mange børn med forskellige kvinder. Sagaerne enes hverken om antal eller navne, og familieforholdene er omtvistede af historikerne. Snorre skriver, at "kong Harald bortgiftede de fleste af sine døtre til sine jarler indenlands, og store slægtsled er kommet derfra.".https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 43] Imidlertid omtaler han kun to døtre: , gift med Tore jarl på Møre. Deres datter Bergljot Toresdatter blev gift med Sigurd jarl og mor til Håkon jarl. Ingebjørg Haraldsdatter, gift med Halvdan jarl, vistnok i Hålogaland.Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 71)
Sønnernes forhold er mere indviklet. En samtidig Øyvind skjaldespilder (Skjaldefordærver) siger i sit kvad om kong Haralds yngste søn Håkon den gode, at Håkon skulle møde otte brødre i Valhal. Historia Norvegiæ hævder derimod, at kong Harald havde 16 sønner, alle navngivet. Ågrip fra 1190'erne opregner 20 sønner, og denne liste går igen i Fagrskinna. Snorre, som skrev omtrent på den tid, omtaler ligeledes 20 sønner, men opgiver andre navne end Ågrip. Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 71-72)
Ud fra Øyvind Skjaldespilders antal på ni brødre i alt, kan man foreslå en liste, hvor kun den ældste, Erik, og den yngste, Håkon, er sikre historiske personer: Erik Blodøkse Halvdan Svarte - må ikke forveksles med sin farfar Halvdan Svarte
(eller Bjørn Købmand) Sigurd Rise (dvs. født udenfor ægteskab) Gudrød Glans Ragnvald Retben - angiveligt indebrændt af sin halvbror Erik Blodøkse for at være sejdmand, sammen med 80 andre troldmænd, på sin fars budFlatøbogen Halvdan Højben Håkon den gode
De fleste af Hårfagers sønner mistede livet, mens deres far var i live. Bortset fra Erik og Håkon - den ældste og den yngste - er Sigurd Rise den eneste, som muligvis stadig var i live ved sin fars død. Ifølge Snorre blev Gudrød Glans opfostret af skjalden Tjodolf fra Kvinesdal, under henvisning til et vers: "Voldsomt brydes bølgen i brændingen ved Jæren." Verset er stilet til "gæve Gudrød";https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 35) men Gudrød Glans var ingen konge. Derimod hed en af Erik Blodøkses sønner Gudrød Glans, og hans navn kan ved en fejl være kommet på Snorres liste over Hårfagers sønner. På de ældre navnelister over kong Haralds sønner står derimod navnet Sigtrygg eller Tryggve, og det er mere sandsynligt, for denne ville få en sønnesøn opkaldt efter sig; nemlig ham, der blev far til Olav Tryggvason.Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 72-77)
Efterhånden som sønnerne voksede til, måtte kong Harald lade dem deltage i landets styre, hvad Snorre fortæller udførligt om. Men ingen samtidige kilder bekræfter det; tværtimod enes al overlevering om, at Harald Hårfager slet ikke delte landet mellem sine sønner, men tværtimod overlod magten til den ældste, Erik Blodøkse. Det afveg fra almindelig norrøn praksis, hvor alle kongesønner, født i og udenfor ægteskab, kom i betragtning som arvinger. Man kan få mistanke om, at Erik fremstilles som enekonge efter sin far, fordi der på Snorres tid pågik en strid om enekongedømme. Men da Erik Blodøkses sønner kom til magten, var der kun én, Harald Gråfeld, som fik kongemagt. Først med Harald Hårderåde kom praksis med flere samkonger tilbage.Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 75-76)
Børnenes mødre er det kun Snorre, der fortæller om, og han opgiver Ragnhild, datter af kong Erik i Jylland, som mor til Erik Blodøkse. Hun skal være død tre år efter hans fødselhttps://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 24) og kendes ikke i samtidige kilder. Måske har Eriks navn fået Snorre til at forudsætte en morfar af samme navn, og efter overleveringen havde Blodøkse også en datter, han gav navnet Ragnhild (og som blev gift med en søn af jarlen på Orknøerne).Ragnhild Eriksdatter – Norsk biografisk leksikon
Snorre har tolket Torbjørn Hornkløves Haraldskvad, som at Harald Hårfager var gift med kvinder fra alle kanter af Norge. Det er det vers, hvor det hedder, at kongen vragede møer fra Rogaland, Hordaland, Hedmark og Hålogaland, som om han sendte alle disse kvinder fra sig, da han giftede sig med Ragnhild. I så fald har han haft dem før slaget i Hafrsfjord. Men Snorre skriver tværtimod, at det først var efter slaget, han sendte bud efter Gyda Eriksdatter, som havde lovet at gifte sig med ham, når han blev enekonge over Norge. Før slaget var Harald - ifølge Snorre - gift med Åsa, datter af jarlen Håkon Grjorgardsson. Bagefter lader Snorre dog kongen gifte sig med to kongedøtre fra Opland og desuden jætten Svases datter fra Dovre. Dette sagn er ren afskrift af Ågrip. Der findes også et digt af biskop Bjarne KolbeinsonBjarne Kolbeinsson – Norsk biografisk leksikon på Orknøerne, som skrev, at "finnepigen gjorde Harald ør, så han syntes, hun var lys som solen". Pigen hed Snefrid, som er et rent eventyrnavn, der dukker op i norske folkeeventyr lige som navnet Snehvide. Snefrid vandt kong Harald med en trylledrik, så han glemte alle sine pligter, og selv efter hendes død var han så forhekset, at han blev siddende over hendes lig i tre år, til Torleif den kloge fik den døde til at falde sammen i råddenskab, og kongen kom til sig selv igen.Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 74) Også om Karl den Store blev der den gang fortalt et sagn om, at han i årevis var forhekset af en død kvinde.Charlemagne and the ring
Styre thumb|Detalje fra Codex Frisianus fra ca. 1330, indledningen til kapitel 15 i Harald Hårfagres saga. Snorre nævner i Olav Kyrres saga, at folk mente, der aldrig havde været så gode tider i Norge som under Olav Kyrre, andet end i Harald Hårfagers tid. Imidlertid byggede Snorre Harald Hårfagers saga meget på overleveringen fra Egil Skallagrimsson, som ikke havde grund til at sætte pris på Hårfager-ætten. Det var gået hårdt til mellem kong Harald og Egils slægt, selv om Snorre ikke skriver noget om det i sin kongesaga. Han understreger Haralds hidsighed; første gang i søslaget mod kong Arnvid på Sunnmøre, hvor Harald skildres som "vild og rasende"https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 11) (oðr ok reiðr). Han tolererede heller ikke Gange-Rolvs røvertogter og lyste ham fredløs i Norge.
Det virker overraskende, at Harald sendte sin yngste søn, Håkon, til opfostring hos kong Æthelstan i England; det, der bandt de to konger sammen, var bekæmpelsen af vikinger. I England kæmpede Æthelstan mod danske og norske vikinger, og Harald Hårfager kom ham til hjælp ved sin indsats mod dem i Norge.Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 70)
Harald regerede i Norge under landnamstiden på Island, og omkring 30 af de udvandrede sagdes at have forladt landet efter konflikt med ham, hans mænd eller hans "øvrighed". Are Frode, som tidligt i 1100-tallet var den første, der skrev om landnammet, beretter, at da Harald Hårfager syntes, hans land forekom noget øde med al den fraflytning, forlangte han en afgift på fem øre (dvs. omkring 1/8 kg sølv, måske værdien af en ko) for hver udvandrer. Ifølge Landnamsbogen optrådte kongen som mægler, da der opstod uenighed om, hvor meget land hver udvandrer kunne lægge beslag på. I øvrigt lod han nordmænd, der satte bo på Island, beholde fuld borgerret i Norge.Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 55)
Sagn om Harald Hårfager thumb|Dronning Ragnhilds drøm. Tegning af Erik Werenskiold.