Dansk grammatik er det danske sprogs grammatik, dvs. læren om, hvordan ordene forandrer form i forskellige funktioner (morfologi), og hvordan ordene sættes sammen til meningsfulde sætninger (syntaks).
Dansk er et svagt flekterende sprog. Det har relativt få bøjningsformer, men kan også ses som et agglutinerende sprog, hvis man opdeler bøjningsparadigmerne i kategorier, der hver har én betydning.
Substantiver På dansk kan substantiver (også kaldet navneord) bøjes i tal og bestemthed. Et substantiv har køn som en indbygget egenskab som andre ord (adjektiver, artikler m.m.) skal bøjes efter. Derudover findes en genitivform.
Køn Danske substantiver kan normalt opdeles i to køn: fælleskøn (også kaldet utrum eller n-ord) og intetkøn (også kaldet netrum eller t-ord). Kønnet har betydning for, hvilken form en artikel eller et adjektiv, der lægger sig til substantivet, skal have, f.eks. en fattig- dreng over for et fattigt barn. På samme måde har bestemthedsendelsen forskellig form alt efter kønnet: drengen og barnet.
Flere danske dialekter har bevaret den oprindelige inddeling af substantiverne i tre køn: hankøn, hunkøn og intetkøn. I disse dialekter har artiklen en forskellig form i hankøn og hunkøn (f.eks. hankøn: katti(n), hesti(n), månenj over for hunkøn: kætten (hunkat), solen, verden, kvinden).
Mange plurale tantum (ord der udelukkende findes i flertal, fx penge) kan angives uden køn.https://ordregister.dk/id/COR.41062 Visse ord der oftest forekommer uden kendeord, fx druk, kan angives med både fælleskøn og intetkøn.https://ordregister.dk/id/COR.86399 Andre ord har lidt forskellig betydning afhængig af om fælleskøn eller intetkøn benyttes til ordet. Fx angives kirsebær i fælleskøn til at betyder "kirsebærtræ", mens det i intetkøn sættes til betydningen "en frugt" (fra kirsebærtræet).Det Centrale Ordregister, opslag https://ordregister.dk/id/COR.88827 og https://ordregister.dk/id/COR.98248 I nogle tilfælde kan der være variation i brugen af køn. Ordet hamster vil normativt være fælleskøn, men en ung generation kan i 2020'erne i stedet benytte intetkøn: "et hamster".
Kasus I den tidlige middelalder havde dansk fire kasus: nominativ, akkusativ, dativ og genitiv (som islandsk, færøsk og tysk). Nominativ og akkusativ faldt i løbet af det 12. århundrede sammen. Dativ er i dag kun bevaret i faste udtryk, f.eks. på fode, i live, stundom (dativ pluralis af stund). I modsætning til substantiver skelner pronominerne mellem nominativ og oblik (også kaldet akkusativ).
På moderne dansk består kasusbøjningen af substantiver af en genitivform, og formen uden genitivendelse kan kaldes nominativ. Genitivformen består af endelsen -s som placeres efter alle andre endelser. Hvis et substantiv slutter på -s inden tilføjelse af genitivendelse, markeres det i skriftsproget i stedet med en apostrof. Ved personnavne der i forvejen slutter på -s udtales genitivformen ofte -es. Eftersom -s kan skilles fra substantivet og sættes på et hvilket som helst ord eller et helt sætningsled, kan det diskuteres, om der overhovedet er tale om en kasusbøjning. Et eksempel (taget fra internettet) er denne sætning:
"Jeg håber virkelig at du vil prøve at sætte dig i en af de dødes sted, eller i en af dem der mistede en af dem de elskers sted"
Her er et genitiv-s hæftet på et finit verbum, hvilket ville være uhørt i et kasussprog (som tysk, russisk eller latin). I virkeligheden er det hele sætningsleddet "en af dem der mistede en af dem de elsker", der på den måde bliver sat i genitiv. Denne frie brug af genitiv-s er almindeligt i talt sprog, men vil blive opfattet som forkert i det skrevne sprog af mange sprogbrugere.
På ældre dansk kunne genitiv også stå efter bestemte præpositioner, særlig til. Denne brug er bevaret i faste udtryk: til vands, til søs. Udtrykkene til stede og til hånde har bevaret den gamle genitiv pluralis på -a.
Bestemthed thumb|Bestemt artikel og køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid.
Substantiver bøjes efter bestemthed. Bestemthed markerer at modtager forventes at kende det som substantivet henviser til, mens ubestemthed bruges når modtager ikke har forudgående kendskab. Den ubestemte form i singularis er substantivets umarkerede form, dvs. uden endelse. Den bestemte form i singularis markeres med en endelse som afhænger af substantivets iboende køn: fælleskønsord tager -en, mens intetkønsord tager -et; dog uden e hvis ordet allerede ender på det, medmindre det er trykstærkt. Den bestemte form i pluralis markeres med endelsen -ne hvis det forekommer efter pluralisendelserne -er eller e, eller -ene hvis substantivet ikke har en pluralisform markeret med en endelse (fx (en) mus - (flere) mus). Ved tilføjelsen af endelser kan substantiverne blive ramt af synkope, og i skriftsproget kan bøjningerne medføre konsonantfordobling (fx spil - spillet).
Bestemthedsendelse er historisk et gammelt pronomen, oldnordisk inn "denne" (beslægtet med engelsk yone og tysk jener). Eftersom de to elementer er smeltet sammen både ortografisk og fonetisk, kan man tale om en særlig bøjningsform.
Bestemthed bliver ikke udtrykt ved bestemthedsendelse, hvis der lægger sig et adjektiv til det pågældende substantiv. Her bruges der i stedet de bestemte artikler den, det, de foranstillet substantivet i ubestemt form (norsk og svensk har i disse tilfælde både foranstillet og efterstillet artikel på én gang).
Ubestemt artikel Ingen artikel Bestemt artikel Efterstillet Foranstillet fælleskøn en bogen billig bog Lones bogLones billige bog bogen den billige bog intetkøn et huset stort hus Peters husPeters store hus huset det store hus pluralis bøgerbillige bøger Lones bøgerLones billige bøger bøgerne de billige bøger
Tal Tællelige substantiver bøjes i tal: enten i en singularisform (ental), der er umarkeret, eller en pluralisform (flertal). Pluralisformen laves for ca. 70 % af de tællelige substantiver ved at tilføje endelsen -er der har formen -r hvis substantivets umarkerede form slutter på e. Omtrent 20 % af dem får endelsen -e, mens 10 % ikke markeres. Lån fra andre sprog bevarer ofte deres pluralisform i det långivende sprog (fx hotdog - hotdogs fra engelsk eller konto - konti fra italiensk) eller har både en pluralisform med den danske samt indlånte endelse (fx singularis forum med pluralisformerne fora fra latin og forummer). Bøjningen kan medføre synkope eller at ordet skrives med dobbeltkonsonant. En mindre gruppe har pluralisformer som udover evt. endelse markeres med omlyd (fx and - ænder). Abstrakte og utællelige substantiver har ikke en pluralisform. Enkelte substantiver (plurale tantum) findes kun i en pluralisform (fx bukser). Både fælles- og intetkønsord kan have alle tre forskellige pluralisformer - med -e, -er eller ingen endelse.
køn singularis pluralis ubestemt bestemt ubestemt bestemt fælleskøn en drengen sagen kvindeen mus drengensagenkvindenmusen drengesagerkvindermus drengenesagernekvindernemusene intetkøn et landet fængselet æble et lyn landet fængsletæblet lynet landefængsleræbler lyn landenefængslerneæblerne lynene
Fravær af endelse i pluralis er dog mere almindelig i intetkøn, og det var oprindelig den eneste endelse (lande hed tidligere land osv.). Den bestemte pluralisform består af pluralisformen efterfulgt af -ne uanset grammatisk køn.
Nogle substantiver bøjes dog efter andre mønstre hvor de ændrer vokalen i flertal: pluralis -er pluralis -e pluralis - a ⇒ æ and - ænderkraft - kræfternat - nætterstad – stæderstand - stændertand – tændertang – tænger fa(de)r – fædre mand – mænd a ⇒ ø datter - døtre barn – børn o ⇒ ø bog – bøgerbonde - bønderfod – fødderklo – kløerko – køerrod - rødderso – søer bro(de)r – brødremo(de)r – mødre å ⇒ æ hånd – hænderrå – ræertå – tæer gås - gæs
Der er tale om omlyd, dvs. en ændring af vokalen under indflydelse af en vokal i den følgende stavelse. Disse substantiver tilhører en særlig gruppe af såkaldte konsonantstammer, der på urnordisk havde pluralisendelsen -iz, hvorimod de fleste andre han- og hunkønsord havde endelsen -ōz. Udover at ændre vokalen er disse substantiver også kendetegnet ved at bevare et eventuelt stød i flertal. Dette kan ligeledes forklares med henvisning til den forskellige endelse: På olddansk er den første nemlig reduceret til -R, hvorimod den anden er blevet til -aR; tænnR var på den måde et enstavelsesord og fik derfor stød, mens dagaR var et tostavelsesord og fik derfor ikke stød.
Der er et enkelt intetkønsord med vokalændring: barn – børn. Her er der også tale om omlyd, men denne gang ikke i-omlyd, men u-omlyd, idet urnordisk i intetkøn havde pluralisendelsen -u (tidligere -ō). Et a bliver på olddansk å-agtigt foran et (eventuelt forsvundet) u, og dette å bliver senere til ø. I alle andre intetkønsord er u-omlyden imidlertid blevet opgivet allerede i middelalderen, og på svensk er den endda også forsvundet i dette ord (barn). På islandsk lever den derimod i bedste velgående: börn "børn", lönd "lande", vötn "vande" osv.
Pronominer
De danske pronominer (også kaldet stedord) kan opdeles i flere underklasser: personlige, upersonlige, demonstrative m.m.
Personlige pronominer De personlige pronominer er en række ord der refererer til en kategori og markerer dens tilstedeværelse i konteksten - fx tilstedeværelse når man taler til en du-person, eller tidligere benævnelse ved bruge af tredje person. Udover de forskellige personformer, har pronominerne kasusformer - enten nominativ eller oblik (evt. også kaldet akkusativ). De kan evt. også få et genitiv-s på, men har også separate possessive former til tilsvarende funktioner. De menneskelige pronominer kan inddeles efter sexus, mens den og det reflekterer samme kategorier af grammatisk køn som substantiverne.
Nominativ Oblik Possessiv fælleskøn intetkøn pluralis Singularisførste person jeg mig min mit mineanden person du dig din dit dine høflig De Dem Deres tredje person(menneskelig) hankøn han ham hans hunkøn hun hende hendes tredje person(ikke-menneskelig) fælleskøn den den densneuter det det detsrefleksiv - sig sin sit sine Pluralis første person vi os vor vort vore vores anden person I jer jeres høflig De Dem Deres tredje person de dem deres refleksiv - sig deres
Den høflige form har siden 1970'erne ikke været almindeligt at bruge, når man taler til fremmede. Det bliver i dag næsten kun brugt i offentlige skrivelser og over for medlemmer af kongehuset. Det har dog i de senere år fået en renæssance i butikssproget. Som en hovedregel kan man dog sige du i en hvilken som helst situation, uden at det vil være påfaldende.
Det refleksive pronomen bruges, når et objekt eller et possessiv er identisk med sætningens subjekt (i tredje person): f.eks. manden slog sin kone ihjel ~ manden slog hans kone ihjel.
Verber Det danske verbum har ni forskellige bøjningsformer. Verbalformerne deles op i finitte og infinitte former, hvor de finitte er sætningsdannende.
infinitte former aktiv passiv Infinitiv (at) vente (at) ventes, (at) blive ventet Verbalsubstantiv venten Præsens participium ventende Perfektum participium ventet finitte former Præsens venter ventes, bliver ventet Præteritum ventede ventedes, blev ventet Imperativ vent bliv ventet
Person og tal I modsætning til mange andre sprog, bøjes danske verber ikke i person eller tal: jeg venter, du venter, han, hun, den, det venter, vi venter, I venter, de venter. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var det dog almindeligt at bøje i tal i dannet skriftligt sprog.sproget.dk: Bøjning i præsens og imperativ pluralis Disse former kan man stadig møde i ældre prosa og salmer: