J.P.E. Hartmann (kort for Johan Peter Emilius Hartmann; født 14. maj 1805 i København, død 10. marts 1900 sammesteds)Hammerich, s. 924 var tredje generation i Hartmannslægten og en af Danmarks betydeligste komponister. Korværket Vølvens spådom er optaget i Kulturkanonen. Han var far til billedhuggeren Carl Hartmann og komponisten Emil Hartmann.

Skønt søn af en musiker og af en kantor var det meningen, at Hartmann skulle være embedsmand, men allerede som barn lærte han at spille både violin, klaver og orgel. C.E.F. Weyse bemærkede hans talent og fik udvirket, at han fik lov til at drive sin musik mere planmæssig. Sin musikalske debut fik han som 15-årig og fik ansættelse som organist allerede som 19-årig. Han færdiggjorde imidlertid sin uddannelse og fik også embedshverv som sekretær ved den borgerlige indrulleringskommission, hvilket hverv han beholdt til borgervæbningens afskaffelse. Men både hans ægteskab og en udlandsrejse bragte ham tilbage til musikken.

Hartmanns kompositioner var talrige - langt over hundrede - og yderst mangesidige, spændende fra melodier til sange og salmer over operaer til lejlighedsmusik, herunder til store begivenheder i samtiden, fx sørgekantater og/eller sørgemarcher over Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7., Thorvaldsen, Oehlenschläger, Weyse, N.P. Nielsen, Orla Lehmann. En hel række kantater er skrevne for at fejre jubelfester og andre mindeværdige begivenheder i samtiden. Kendetegnende for hans kompositioner er hans originalitet.

Hartmann blev beæret med adskillige hædersbevisninger og regnes som den højest dekorerede danske komponist nogensinde. En statue af ham lavet af August Saabye blev i 1905 opsat på Sankt Annæ Plads i København.

Liv

Barndom

J.P.E. Hartmann var søn af organisten, violonisten og komponisten August Wilhelm Hartmann og Christiane Wittendorff, datter af kantor Wittendorff i Fredensborg. Hartmanns fader anså dog musikken for et lidet attråværdigt livskald, og han blev derfor efter sin fætters, professor F.C. Sibberns råd sat i Borgerdydskolen i København under rektor Nielsen, hvor han i mange år sad side om side med senere biskop P.C. Kierkegaard. Til fornøjelse og tidsfordriv fik han dog, som forældrenes eneste barn, timer i violinspil af en af faderens kolleger nede fra kapellet. På klaveret fandt han sig selv nogenlunde til rette. Når der så om aftenen blev spillet derhjemme, fik også den lille søn sin stemme med i laget til største fryd for sig selv. Også op til orgelet i Garnisons Kirke fulgte den lille dreng sin fader, det store, mægtige instrument kunne ikke andet end virke fristende på ham. Således forløb barndomstiden, delt mellem skolen, musikken og legene med de glade kammerater. Blandt de sidste befandt sig ingen ringere end den omtrent jævnaldrende prins Frederik, den senere Frederik 7., hos hvem Hartmanns moder en tid lang var ansat som kammerfrue.

Planen var, at Hartmann skulle være student og kandidat og gå embedsvejen, et mål, som også i virkeligheden blev nået. Allerede tidlig viste der sig imidlertid bebudere om, at den unge mands livskald skulle gå i en helt anden retning. Navnlig orgelet lokkede ham. Hjulpet af faderens anvisninger og af eget nemme, satte han sig snart i fortroligt forhold til manualerne allerede inden hans ben endnu var lange nok til at nå pedalerne. Da faderen havde meget at gøre, var det naturligt, at sønnen ved lejlighed hjalp til ved orgelet. Weyse lagde mærke til drengen og fik udvirket, at denne fik lov til at drive sin musik mere planmæssig. For bedre at nå dette blev han taget ud af skolen og læste privat. Begge dele, musik og Studier, trivedes fortræffelig. Allerede som skoledreng, kun 15 år gammel, havde Hartmann sin musikalske debut. Det var som violinspiller, idet han sammen med den omtrent jævnaldrende August Bournonville spillede en koncert for to violiner (af Moralt) i "Selskabet for Musikkens Udbredelse".

Ungdom

Student blev Hartman to år efter i 1822, og kun to år senere, i 1824, modtog han i en alder af 19 år sin første offentlige udnævnelse som fast organist i Garnisonskirken. Det påfølgende år faldt hans debut som komponist, karakteristisk nok en kantate med den betegnende titel "Orglets Pris" (tekst af Oehlenschläger), opført ved en koncert i Garnisonskirken. Men denne kantate var allerede den 20-årige komponists opus 5! Hartmanns livsbane var nu given, men studierne forsømte han ikke. I 1827 og 1828 tog han jur. attestats med laud, og de samme to år modtog han udnævnelsen til to ny embeder, et musikalsk og et borgerligt: til lærer i klaver og harmonilære ved det af Siboni ledede Musikkonservatorium (forskole til teateret), samt til sekretær ved den borgerlige indrulleringskommission, det første og eneste trin på Hartmanns embedsstige. Han beklædte dette embede uafbrudt indtil Borgervæbningens ophævelse 1870. Han modtog det nærmest for at kunne stifte sit eget hjem. Året efter, i 1829, giftede han sig med den højt begavede Emma Sophie Amalie Zinn, datter af den rige og for sin musikalskhed bekendte handelsherre, agent Zinn. Selv var hun et betydeligt musiktalent, hvis sange (udgivne under pseudonymet Fr. Palmer) hører til det fineste og smukkeste, dansk romancelitteratur har frembragt. Hun blev moder til alle Hartmanns børn.Hammerich, s. 925

Voksende anseelse og europæiske kontakter

Nogle år efter sit ægteskab gjorde Hartmann Marschner’s personlige bekendtskab i København, et bekendtskab, som i mange retninger skaffede Hartmann friske impulser ude fra. For en del påvirket af disse drog han 1836 udenlands, til Berlin, hvor han traf Spontini og Devrient, til Leipzig med Moritz Hauptmann, til Dresden, Prag, Wien og München med Franz Lachner. Rejsen skulle være gået videre til Italien, men på grund af koleraen rejste Hartmann i stedet for til Paris, gjorde bekendtskab med Chopin, med Paér, Cherubini og Rossini. Tilbagevejen lagdes over Kassel, hvor Spohr viste Hartmann megen interesse. En symfoni (G-moll), han viste Spohr, fik af denne attest for at høre til samtidens bedste frembringelser.

De i udlandet knyttede kunstneriske og personlige forbindelser blev efter Hartmanns hjemkomst ikke forsømte. Der var i disse år i det hele taget chancer for Hartmann som komponist i Tyskland, flere af hans værker blev trykte på tysk forlag og blev modtagne med megen anerkendelse, blandt andet af en så fremragende kritiker som Robert Schumann (i "Neue Zeitschrift für Musik").

Den ofte gentagne sætning, at Hartmanns musik kun har fundet jordbund i hans fødeland, er derfor ikke rigtig. Hartmann var tværtimod en række år godt i gang med at vinde fodfæste i Tyskland, og det endda med værker, som i forhold til det, han senere har skrevet, ikke er af så stor betydning: flere tyske sange, adskillige klaverstykker, hvor imellem "Kapricerne", tilegnede dels Marschner, dels Mendelssohn, en violinsonate og endelig, det betydeligste, den såkaldte "Prissonate", belønnet ved en konkurrence i Hamborg. Men midt under al denne fremgang udbrød krigen 1848, og forholdet til Tyskland blev afbrudt og aldrig knyttet igen for alvor. Kun såre lidt af Hartmann blev i det hele opført i udlandet: Spohr opførte hans første symfoni i Kassel, ouverturen til "Hakon Jarl" blev spillet flere gange i Gewandhaus i Leipzig, Liszt opførte "Liden Kirsten" i Weimar, endelig blev "Dryadens Bryllup" givet i Lissa i Posen, det var alt. At Hartmann imidlertid i sin kraftigste manddomsalder således blev skilt fra forbindelserne mod syd, har uden tvivl ikke været uden betydning for originaliteten og det stærkt udviklede personlighedsmærke i den produktion, der fulgte efter.

Hartmann og musiklivet i København

I slutningen af 1830-erne begyndte der at røre sig et kraftigere musikliv i København: i 1836 stiftedes Musikforeningen, i hvis ledelse Hartmann tog del lige fra begyndelsen af, i 53 år (1839—1892) som formand. Ligeledes til Studentersangforeningen (stiftet 1839) blev Hartmann tidligt knyttet, en forbindelse, der med årene voksede i styrke og inderlighed. I 1843 blev han efter Weyse’s død dennes selvskrevne efterfølger som organist ved Vor Frue Kirke. En af hans første bedrifter i denne stilling var hans storslåede sørgemarch ved Thorvaldsens begravelse. I øvrigt gik hans liv stille og roligt, uden stærke brydninger, mens kunstneren i ham voksede. Kun få sorger ramte ham i hans huslige lykke, den største, da han i 1851 mistede sin hustru. Fire år efter ægtede han Thora Camilla Jacobsen, der havde været nær knyttet til det Zinn’ske Hus. Hun blev ham en forstående og trofast livsledsagerinde lige til sin død i 1889. I hans ydre forhold skete der ingen større forandringer. Da det ny musikkonservatorium stiftedes 1867, blev Hartmann tillige med Niels W. Gade og H.S. Paulli ifølge fundatsen medbestyrer af dette. Professortitlen havde han allerede siden 1849, Københavns Universitet udnævnte ham ved hans 50 års organistjubilæum 1874 til æresdoktor. Rask og rørig, i besiddelse af en forunderlig ånds- og legemsfriskhed, bestandig producerende som komponist og varetagende sine mange embeds- og tillidshverv, levede Hartmann lige indtil sin Død, 95 år gammel, elsket og hædret som få.

Slægten

Hartmann-slægten i musikkens og kunstens tjeneste omfatter farfaderen komponisten Johann Hartmann, der indvandrede fra Tyskland, onklen Johan Ernst Hartmann, faderen August Wilhelm Hartmann samt J.P.E. Hartmanns søn, komponisten Emil Hartmann.Grandjean, s. 922 Dertil kan lægges, at datteren Sophie giftede sig med komponisten Niels W. Gade og en anden datter Clara med komponisten August Winding. Komponisten Niels Viggo Bentzon, hans søn jazzpianisten Nikolaj Bentzon samt den belgiske komponist Jean Pierre Waelbroeck udgør de seneste skud på stammen. Emil Hartmanns datter Bodil Hartmann gift de Neergaard, holdt fra 1885 til 1959 musikalske sammenkomster på herregården Fuglsang mellem Nykøbing Falster og Nysted på Lolland. Her deltog bl.a. Edvard Grieg og Carl Nielsen. Dertil kan man nævne Bodils broder Oluf Hartmann, der var maler, og til hvis begravelse Carl Nielsen skrev Ved en ung kunstners båre, Niels Viggo Bentzons to fætre Jørgen og Johan samt N.W. Gades søn af 2. ægteskab, Axel Gade. De var alle tre noget ved musikken.

thumb|580px|center|J.P.E. Hartmanns kunstneriske familie

Musik

thumb|alt=Bronze statue of seated man reading a book, on a marble pedestal, framed by trees growing either side|J. P. E. Hartmann af August Saabye 1905, Sankt Annæ Plads, København

Igennem sit lange liv oplevede Hartmann store skift i de herskende musikalske stilarter, og det påvirkede hans egne kompositioner. Hans tidligste værker tilhørte den wienerklassicistiske stil, og mod karrierens slutning endte han i den senromantiske stil. Samtidig kan man finde en nordisk tone i meget af hans musik.

Hartmann skrev musik meget tidligt. De første bevarede kompositioner er fra hans tidligste tid som organist, hvor han var omkring 20 år.

Som kunstner dannede Hartmann væsentlig sig selv, Elev af nogen bestemt kan man i hvert fald ikke kalde ham. Lige som han i sin barndom var henvist til for en del selv at finde sig til rette på klaveret og orgelet, således erhvervede han sig også ved eget nemme kundskaber i harmoni- og kompositionslære. Han har selv fortalt, at han som barn fandt sin kæreste læsning i det Nye Testamente og Gottfried Weber’s Harmonilære! Først, da han senere som ungt menneske skulle til at være lærer for andre, fik han plan og system i sin viden. Weyse er undertiden, men med urette, nævnt som Hartmanns lærer, men både med denne og med Kuhlau kom Hartmann i et nært personligt forhold. Den eneste, Hartmann mener at skylde noget som lærer, og da navnlig i retning af instrumental kundskab, er den blinde organist P. Jensen, hvis smukke musik til "Væringerne i Miklagaard" benyttes ved opførelserne af denne tragedie.

Værker