thumb|Overvågningskameraer i Singapores metro. Overvågning er monitorering af information, geografiske områder, genstande eller personer med det formål at tilegne sig og gemme informationer om målet for overvågningen. Informationerne kan efterfølgende bruges til fordel, men også i høj grad til ulempe, for den overvågede. Det kan foregå ved observationer foretaget på lang afstand med elektronisk udstyr, som fx overvågningskameraer og nummerpladegenkendelse eller ved at opsnappe data elektronisk via internet eller fra mobiltelefoner. Men det kan også foregå helt lavteknologisk ved ganske almindeligt opsyn eller overhøring. Overvågning omfatter også brud på brevhemmeligheden, telefon- og rumaflytning, satellitfoto og ulovlig indsamling af sundhedsdata.
Stater og regeringer benytter sig i stigende grad af i et forsøg på at dæmme op for kriminalitet og forebygge terror, men også som et middel til opklaring af forbrydelser. Private virksomheder indsamler også data om deres brugere og overvåger dermed brugernes adfærd.
Overvågning kan være en krænkelse af privatlivets fred. I Danmark er der vedtaget en række love som skal beskytte individets ret til ikke at blive overvåget, det drejer sig bl.a. om Grundlovens § 72, Straffelovens § 264 d og Persondataloven.
Forskelle Systematisk overvågning eller computerassisteret overvågning er processen med optegnelse af adfærd hos mennesker, genstande eller processer indenfor systemer. Systemer kan være de accepterede eller ønskede normer i trygge systemer () for sikkerhedskontrol eller social kontrol. thumb|Overvågningscentral i Buenos Aires
Medicinsk overvågning (eller monitorering) handler om at følge en patients tilstand over tid, for at følge udviklingen i patientens tilstand, evt. med henblik på at opdage forværringer i et tidligt stadie, så hensigtsmæssige forholdsregler kan træffes.
Overvågning i Danmark I Danmark udøves overvågning primært af staten (herunder politiet, efterretningstjenesterne og offentlige myndigheder) af hensyn til national sikkerhed, kriminalitetsbekæmpelse og administrativ kontrol, men det udføres også i vid udstrækning af private aktører.
Danmarks høje grad af digitalisering og udbredte registersamkøring har muliggjort en omfattende overvågningsinfrastruktur, som i nyere tid har affødt juridisk og politisk debat om grænsen mellem statens sikkerhedsbehov og borgernes ret til privatliv.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) sagde i en debat om øget overvågning i 2019Folketinget: F 11 Om den øgede overvågning, forhandling d. 6/12/2019 bl.a.:Med overvågning stiger friheden.
Med andre ord: Indgreb i privatlivets fred kan føre til mere tryghed, fordi vi bekæmper kriminalitet, fordi vi får sat forbryderne fast, fordi vi får stoppet samfundsmæssig adfærd, som vi ikke vil have, og dermed bliver der skabt mere frihed.I 2025 fremsatte regeringen med justitsminister Peter Hummelgaard (S) en såkaldt tryghedspakke. I den forbindelse udtalte Peter Hummelgaard, at "Et vigtigt værktøj i tryghedspakken er mere tv-overvågning".
Historisk udvikling Den statslige overvågning i Danmark har historisk set ændret sig i takt med den teknologiske udvikling og det skiftende trusselsbillede, fra enevældens kontrol af eliten til moderne masseovervågning af den brede befolkning.
Enevælden og brevspionage i 1600-tallet De tidligste eksempler på systematisk statslig overvågning i Danmark stammer fra 1660'erne. Under enevælden beordrede kongemagten postvæsenet til at overvåge og åbne breve udvekslet mellem udenlandske diplomater og den danske elite for at identificere trusler mod riget. For at undgå afsløring udviklede postvæsenets ansatte teknikker til at forfalske og genskabe brevsegl.
Politisk overvågning i 1700-tallet I kølvandet på Den Franske Revolution (1789-1799) ændrede trusselsbilledet sig. Frygten for et folkeligt oprør betød, at det danske politi i stigende grad begyndte at anse almindelige borgere som potentielle trusler. I denne periode begyndte civilklædte betjente at skygge mistænkte personer, og staten indførte halvårlige totalregistreringer af befolkningen samt registrering af alle ind- og udrejser.
Telegrafen og tidlig masseovervågning i 1800- og 1900-tallet Med telegrafens indtog i midten af 1800-tallet blev telegrafister forpligtet til at rapportere indhold, der kunne true statens sikkerhed. Under Første verdenskrig (1914-1918) iværksatte Udenrigsministeriet en systematisk overvågning for at beskytte Danmarks neutralitet. Dette indebar gennemlæsning af telegrammer og lytning af udenlandske telefonsamtaler på landets telefoncentraler – et tiltag, der af historikere betragtes som begyndelsen på egentlig masseovervågning i Danmark.
Muldvarpe og meddelere i 1960'erne I 1951 blev Politiets Efterretningstjeneste (PET) oprettet som et selvstændigt embede. I løbet af 1960'erne ændrede tjenesten strategi over for radikale venstreorienterede miljøer. I stedet for kun at overvåge udefra, begyndte PET at rekruttere unge medlemmer af miljøerne til at fungere som infiltratorer og meddelere.
Digital overvågning i 1980'erne I 1980'erne begyndte videoovervågning (CCTV) at blive opsat i det offentlige rum, og i starten af 1990'erne blev aflytning af mobiltelefoner en del af efterforskningen.
Terrorlovgivning og digitalisering i 2000'erne Terrorangrebet den 11. september 2001 markerede et skelsættende vendepunkt. For at bekæmpe militant islamisme fik PET tilført markante ressourcer og udvidede beføjelser til at overvåge online færden. I 2006 indførtes ny lovgivning, herunder Logningsbekendtgørelsen, der forpligtede teleudbydere til at gemme data om alle borgeres telekommunikation og internetadfærd, hvilket fuldendte overgangen til digital masseovervågning.
Statens overvågning i dag I dag foretages statens overvågning via en kombination af fysiske registreringer, digital overvågning og administrativ databehandling.
Fysisk færden og infrastruktur
Tv-overvågning: Tv-overvågningsloven forbyder som hovedregel privates overvågning af gader og veje. Offentlige myndigheder og politiet har dog udvidede beføjelser til at opsætte kameraer af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Integrationen af kunstig intelligens i statens videoovervågning er i de senere år blevet fremhævet som en udfordring for retsstaten af juridiske tænketanke. Automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG): Dansk politi anvender ANPG-kameraer, både fastmonterede og i patruljevogne, til at scanne køretøjers nummerplader. Systemet gemmer ikke blot data om efterlyste biler, men registrerer og gemmer også "no-hits" (oplysninger om lovlydige borgeres biler) i en længere periode, hvilket muliggør kortlægning af borgeres bevægelsesmønstre. Der benyttes også kamerabaseret kontrol af lastbilers færden i miljøzoner i Danmark via ANPG.
Digital kommunikation og data
Teledatalogning: Fra 2007 forpligtede Logningsbekendtgørelsen danske teleselskaber til at registrere hele befolkningens tele- og internettrafik. I 2022 fastslog EU-Domstolen, at den danske praksis med generel og udifferentieret logning var i strid med EU-retten. Dette førte til en lovændring, hvorefter adgang til teledata i sager om grov kriminalitet nu som udgangspunkt kræver målrettet logning. Kabelsamarbejdet: Gennem whistlebloweren Edward Snowdens lækager i 2013 og den senere danske "FE-sag" kom det frem, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i årtier havde haft et hemmeligt samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA. FE havde givet NSA adgang til at tappe data fra telekabler i Danmark. Afsløringen førte i 2021 til sigtelser mod blandt andre den tidligere FE-chef Lars Findsen for lækage af statshemmeligheder – sager, der senere blev droppet. POL-INTEL (Palantir): I 2017 implementerede dansk politi den avancerede dataanalyseplatform POL-INTEL, som er udviklet af den amerikanske softwarevirksomhed Palantir Technologies. Systemet samkører og analyserer massive mængder data fra en lang række af politiets egne databaser (herunder strafferegistret, døgnrapporter og ANPG-data) samt udvalgte eksterne registre. Formålet er at kortlægge netværk, finde skjulte mønstre og understøtte efterforskninger. Systemet har mødt udbredt kritik fra retssikkerhedseksperter, der peger på, at platformens evne til at profilere og forudsige adfærd udgør en form for masseregistrering, der truer borgernes ret til privatliv.
Administrativ og økonomisk kontrol
Registersamkøring: Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark benytter data fra offentlige registre (blandt andet CPR, eIndkomst og BBR) kombineret med algoritmer til systematisk at kontrollere borgerne. Dette gøres for at afsløre socialt bedrageri eller skatteunddragelse, før der nødvendigvis foreligger en konkret mistanke.Amnesty International: Coded Injustice: Surveillance and Discrimination in Denmark’s automated welfare state (12. november 2024) Hvidvaskkontrol: Gennem Hvidvaskloven er den finansielle sektor forpligtet til at udføre en omfattende overvågning af borgernes økonomi. Banker og revisorer skal overvåge kundernes transaktioner og har pligt til at indberette mistænkelig adfærd til Hvidvasksekretariatet (under National enhed for Særlig Kriminalitet) uden at kunden orienteres.
Ikke-statslig og kommerciel overvågning i Danmark Udover statslig overvågning foregår der overvågning foretaget af private borgere, virksomheder og multinationale teknologiselskaber. Denne form for overvågning har primært et kommercielt, driftsmæssigt eller privat sikkerhedsmæssigt sigte. Området reguleres i Danmark overvejende af Tv-overvågningsloven samt EU's Databeskyttelsesforordning (GDPR).
Privat og erhvervsmæssig tv-overvågning
Virksomheder og detailhandel: Forretninger, tankstationer, indkøbscentre og pengeinstitutter benytter i vid udstrækning videoovervågning for at forebygge og opklare tyveri, hærværk og røveri. Selvom Tv-overvågningsloven som udgangspunkt forbyder private aktører at overvåge offentlige gader og veje, har virksomheder ret til at overvåge deres egne indendørs arealer samt egne indgange og facader, forudsat at overvågningen skiltes tydeligt. Private borgere: I de senere år er det blevet meget udbredt for private danskere at opsætte overvågningskameraer og såkaldte videoringeklokker (ofte integreret i "smart home"-systemer) på deres private matrikler. Denne udvikling har ført til løbende juridiske udfordringer. Datatilsynet og politiet behandler jævnligt sager, hvor private kameraer uforvarende eller bevidst filmer ud på offentlige fortove eller veje, hvilket udgør en krænkelse af forbipasserendes ret til privatliv og er ulovligt uden særskilt tilladelse. Også den stigende brug af 'dashcams' (bilkameraer) i private køretøjer udgør en form for privat videoovervågning af det offentlige rum.
Kommerciel dataindsamling og færden
Rejsekortet og infrastruktur: Det nationale elektroniske billetsystem, Rejsekortet, drives af selskabet Rejsekort & Rejseplan A/S, som ejes af de danske trafikselskaber. For at systemet kan udregne rejsens pris, logges og opbevares detaljerede lokationsdata om den enkelte passagers check-ind og check-ud. Selvom det primære formål er betalingsafregning og driftsoptimering, udgør selskabets database en massiv kortlægning af borgeres daglige bevægelsesmønstre, som indsamles og opbevares af en ikke-statslig aktør. Kundeklubber og loyalitetsprogrammer: Store dele af den danske detailhandel tilbyder loyalitetsprogrammer, apps og kundeklubber, hvor forbrugere opnår rabatter til gengæld for at lade virksomheden registrere deres indkøbsvaner. Det gælder bl.a. Matas der med over to millioner medlemmer har landets største kundeklub eller Coop som er ejet af 2 millioner danskere. Disse indkøbsdata bruges til at opbygge detaljerede forbrugerprofiler, som virksomhederne anvender til adfærdsanalyse og målrettet markedsføring.