thumb|Det karelske næs (fremhævet med lysegrønt) i forhold til statsgrænser.

thumb|Vuoksa-søen nær Kexholm.

Det karelske næs (russisk Карельский перешеек, finsk Karjalankannas, svensk Gränskarelen og Karelska näset) betegner landområdet mellem Ladogasøen og Finske Bugt. Vigtigste by er Vyborg, som ligger længst inde i den Finske bugt, nord for selve næsset. Området tilhører nu Rusland som arv efter Sovjetunionen. På sydsiden ligger Sankt Petersborg, som dog ikke regnes med til næsset.

Under Storfyrstendømmet Finlands tid og fra Finlands selvstændighed i 1917 og frem til 2. verdenskrig udgjorde Vyborg og det meste af det karelske næs en del af Finland, men Finland blev tvunget til at afstå området ved fredsforhandlingerne med Sovjetunionen efter Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen. En stor del af den finske befolkning evakueredes til Finland.

Det karelske næs udgør i dag en del af Leningrad oblast og de to rajoner Kexholm (Priozersk) og Vyborg. Førstnævnte har 63.157 indbyggere og et areal på 3.597,5 km2, mens sidstnævnte har 205.718 indbyggere (heraf 80.896 i byen Vyborg) og et areal på 7.431,2 km2 (i 2013).

Terræn

thumb|Nær Leipäsuo thumb|Skov ned Pinus sylvestris med en underskov af Calluna vulgaris på det karelske næs. thumb|Der findes omkring 700 søer på næsset. thumb|Mose ved Komarovo. thumb|Yastrebinoye-søen.

Landtangens terræn har været stærk påvirket af Weichsel-istiden. Det højeste punkt ligger på Lembolovo højderne moræne på omkring 205 m over havet. Der er ingen bjerge på landtangen, men stejle bakker forekomme i nogle steder.

Vuoksi er den største flod. Den løber mod sydøst fra søen Saimaa Finland til Ladoga-søen og deler landtangen i to dele af uens størrelse. Saimaa kanalen åbnet i 1856 forbinder søen Saimaa med Vyborg-bugten.

Geologi

Geologisk ligger det karelske næs på den sydlige grænse af det Baltiske Skjolds krystallinske grundfjeld. Under den sidste del af Weichsel-istiden begyndte afsmeltningen i de centrale dele af tangen så tidligt som 12.000 f.Kr., hvor det dannede bunden af en stor sø opdæmmet af den omgivende indlandsis. Under den videre afsmeltning på tidspunktet for den Baltiske issø skete en tidlig vandstigning i Østersøen, da isen trak sig tilbage til Salpausselkä, forblev de højereliggende områder af næsset en stor ø, og mange søer opstod i bjergegne.Davydova, Natalia N. et al. (1996). Late- and postglacial history of lakes of the Karelian Isthmus . Hydrobiologia 322.1-3, 199–204. Før 10.650 f.Kr. var landet præget af barske arktiske forhold med permafrost og sparsom vegetation. Steppe-tundra komplekser udviklede sig efter denne punkt. Omkring 9.000 f.Kr. begyndte klimaet at blive varmere og blev fugtigere, og de første fyrre- og birkeskove opstod.Subetto, Dmitry A. et al. (2002). Climate and environment on the Karelian Isthmus, northwestern Russia, 13000–9000 cal. yrs BP. Boreas 31.1, 1–19.

Omkring 7.000 f.Kr. dannedes Ancylus-søen, Østersøens anden fase, hvor vandstanden faldt som følge af en landhævning betinget af faldende tryk fra den afsmeltede is, og mange lavtliggende søer blev isolerede i lavninger dannet tidligere ved iskold exaration og fluvioglacial aktivitet. Ladoga blev adskilt fra havet. På grund af landhævningen begyndte Vuoksi omkring 5.000 f.Kr. at starte afstrømningen fra søen Saimaa til Ladoga-søen som et nyt afløb. Ladoga-søen flød over og oversvømmede lavtliggende søer og Vuoksi og fik forbindelse med havet ved Heinjoki (nu Veshchevo) øst for nutidens Vyborg.

Omkring 3.100-2.400 f.Kr. opstod floden Neva som afløb fra Ladoga ud i Østersøen.Saarnisto, Matti & Tuulikki Grönlund (1996). Shoreline displacement of Lake Ladoga – new data from Kilpolansaari. Hydrobiologia 322.1-3, 205–215. Ladogas vandstand sank gradvist 15–18 m til sin nutidige vandstand på 4–5 m over havets overflade, og lavlandets søer blev isolerede igen. Men Vuoksi havde fortsat en betydelig direkte udstrømning ud i Vyborg-bugten, muligvis så sent som i det 12. århundrede e.Kr.Timofeev, V. I. et al. (2005). Evolution of the Waterways and Early Human Migrations in the North-Eastern Baltic Area. Geochronometria 24, 81–85. Forbindelsen forsvandt som følge af den igangværende landhævning i det 2. årtusinde e.Kr.

I 1818 blev en kanal, som blev gravet for at dræne forårets vandmasser fra søen Suvanto (nu Sukhodolskoye, en 40-mil lang, smal sø i den østlige del af tangen) ud Ladoga-søen uventet eroderet og forvandlet til Taipaleenjoki (nu Burnaja-floden). Taipaleenjoki startede med at dræne Suvanto og bevirkede en sænkning af vandstanden med 7 m. Oprindeligt havde vandet fra Suvanto strømmet ud i Vuoksi gennem en vandvej i Kiviniemi (nu Losevo), men som en følge af ændringen tørrede vandvejen ud. I 1857 blev kanalen gravet der, men strømmen løb i den modsatte retning, dannede strømhvirvler og gjorde sejlads på Kiviniemi umulig. Siden 1857 har Suvanto og Taipaleenjoki udgjort den sydlige gren af Vuoksi-floden, som har sænket niveauet for den oprindelige nordlige gren ned udløb i Ladoga nær Kexholm (nu Priozersk) med 4 m og isoleret det som et særskilt afvandingsområde.

Jordbundsforhold

Jordbunden udgøres overvejende af podsol-jorder, som indeholder massive kampesten, især i den nordlige og nordvestlige del, hvor store granit-klippeskær forekommer.

Plantevækst

Det karelske næs ligger inden for økoregionen af skandinavisk og russisk taiga. Geobotanisk ligger den ved skæringen mellem den centrale, østeuropæiske og nordeuropæiske planteprovins i den circumboreale region i holarktiske område.

Tangen er for det meste dækket af nåleskove dannet af skovfyr (Pinus sylvestris) og norsk gran (Picea) med mange søer (fx Sukhodolskoje og Glubokoje) samt små græsser, lavmoser og sphagnum højmoser. Skove dækker cirka 11.700 km2 af landtangen, mere end tre fjerdedele af det samlede areal. Sumpede områder indtager i gennemsnit 5,5 % af territoriet. I det store sammenhængende område langs bredden af Ladoga søen ind i Vsevolozhskij-distriktet i den sydøstlige del af landtangen forekommer moser langt hyppigere end i andre dele. Det samme var engang tilfældet for lavlandet langs floden Neva, som senere er blevet drænet..

Fyrreskove (med Pinus sylvestris) er den mest udbredte og besætte 51% af skovarealer på det karelske næs, efterfulgt af granskove (med Picea abies, 29 %) og birkeskove (med "Betula pendula" og "B. pubescens, over 16%). Steder af mere frugtbar jord og på gunstigere steder er lejlighedsvis domineret af norsk ahorn, sort el, grå el, almindelig asp, engelsk eg, grå pil, mørk-bladet pil, te-bladet pil, småbladet kalk eller europæisk hvid elm. Fælles vegetation af forskellige typer af pinjeskove omfatter Heather, revling, enebær, øret pil, tyttebær, vand padderok, bregner, græsser i bredere forstand: Aventura Ella flexuosa og Carex globularis, flere mosser: Pleurozium schreberi, Sphagnum angustifolium og S.russowii, og lav Cladonia-arter. Fremtrædende i forskellige granskove er træ-padderok, almindelig skovsyre, blåbær, tyttebær, græsserne Aventura Ella flexuosa, Calamagrostis arundinacea, Carex globularis, og mos Polytrichum kommune og sphagnum girgensohnii. Fremtrædende vegetation af forskellige birkeskove omfatter mjødurt, almindelig skovsyre, blåbær og græsserne Calamagrostis arundinacea og C. canescens.Доронина А. Ю. »Сосудистые растения Карельского перешейка (Ленинградская область) + [Doro Nina A. karplanter på Karelske næs (Leningrad-regionen)] Moskva:. КМК, 2007.

1184 arter af vilde karplanter forekommer på landtangen.Доронина, Анна: Флористическиe исследования на Карельском перешейке

Dyreliv

Rød egern, elg, rød ræv, snehare og vildsvin (genindført) er typiske dyrearter i skovene.

Klima

Klimaet på landtangen er moderat kontinentalt, med gennemsnitligt 650-800 mm nedbør om året, lange snerige vintre varende fra november til midten af april og temperaturer til tider ned til omkring -40 °C, moderat kølige somre og korte frostfri perioder. Sammenlignet med andre dele af Leningrad oblast er vinteren her normalt mildere på grund af modererende indflydelse fra Den Finske Bugt, men tillige længere varende.

Byer

thumb|right|Vyborg set fra fæstningstårnet.

Kamennogorsk () Kuznechnoye (Kaarlahti) Lesogorsky (Jääski) Primorsk (Koivisto) Priozersk (Käkisalmi) Roshchino (Raivola) Sankt Petersborg (Pietari) Sertolovo (Sierattala)Sestroretsk (Siestarjoki) Sovetsky (Johannes) Svetogorsk (Enso) Toksovo (Toksova) Vsevolozhsk (Seuloskoi) Vyborg (Viipuri) Vysotsk (Uuras) Zelenogorsk (Terijoki).

Transport

Den vestlige del af det karelske næs er en vigtig transportkorridor, som forbinder Skandinavien og Centralrusland. Primorsk er endestation i det baltiske gasforsyningsnet, lige som for nylig en af de mest effektive russiske havneselskabssammenslutninger også er beliggende her.

Vejnet

Den eneste motorvej på landtangen er den nyligt afsluttede Europavej E18 (M10) gående fra Sankt Petersborg til Vyborg og Vaalimaa.

Vandveje

Saimaa kanalen (åbnet i 1856) er et vigtigt forbindelsesled, der forbinder indre vandveje i Finland med den Finske Bugt.

Jernbaner thumb|right|Jernbanestationen i Toksovo i 2008

Den karelske næs er betjent med en række jernbaner; togene ankommer fra Finlyandsky Rail Terminal og Ladozhsky Rail Terminal i Sankt Petersborg: Sankt Petersborg-Hiitola jernbanen Østlige del af Sankt Petersborg-Riihimäki jernbanen Sankt Petersborg - Sestroretsk - Beloostrov Sydlige del af Vyborg-Joensuu jernbanen Sankt Petersborg - Vsevolozhsk - Ladozhskoye Ozero Sankt Petersborg - Vsevolozhsk - Petrokrepost - Nevskaya Dubrovka Vyborg - Veschevo (tidligere også gennem Zhitkovo til Michurinskoye) Kamennogorsk - Svetogorsk - Imatra Zelenogorsk - Primorsk - Sovetsky - Vyborg

Industri Industrien for papirmasse og papir, træ og træbearbejdning er veludviklet i Vyborgskij og Priozerskij-distrikterne i form af JSC Svetogorsk (papirfabrik i Svetogorsk), Vyborgsky Papirmasse og Papirmølle i Vyborg, Priozerskij Møbler og Træindustrielle kompleks og Priozerskij Træbearbejdningsfabrik i Priozersk samt andre mindre virksomheder over hele landtangen. Papirmasse- og papirindustrien har haft en negativ indflydelse på miljøet. Forgængeren for Priozersk-virksomhederne, Priozerskij Papirmasse and Papirmølle, der skabte en større forurening i Ladoga-søen, blev anlagt i 1931 men lukket i 1986.

I de nordlige og vestlige dele af landtangen er der også en vigtig reserve af granit (stenbrud i Kuznechnoje, samt en række andre langs Vyborg-Hiitola jernbanen).Малков, Виктор (2006). Потенциал недр . Промышленно-строительное обозрение 93.

Vyborg Skibsværft er en af de største skibsværfter i det Nordvestlige Rusland.

Roskar Batteri Farm i Pervomajskoje er en førende levnedsmiddelproducent af kyllinger og æg.

I Vsevolozhskij rajon er den statsejede Morozov-fabrik beliggende, hvilken er en vigtig producent af maling, lim og andre kemiske forbindelser.

I Kuzmolovskij, Vsevolozhskij rajon i nærheden af stationen Kapitolovo ved Sankt Petersborg-Hiitola jernbanen ligger et anlæg under Sankt Petersborgs nukleare virksomhed IZOTOP, hvilket har specialiseret sig i transport af nukleare materialer og radioaktivt affald. Moser i Vsevolozhskij rajon langs bredden af Ladoga og floden Neva var store kilder for produktion af tørv til brændstof. Nu er udvindes det i mindre mængder, for det meste til landbrugsformål. Bydelen er også en vigtig leverandør af sand. En afdeling af Ford Motor Company, der producerer Ford Focus-biler, blev åbnet i Vsevolozhsk i 2002.

Forsvar Det karelske næs spiller en betydelig rolle i Ruslands forsvar.