Erich von Manstein (24. november 1887 – 10. juni 1973) var en af den tyske værnemagts (Wehrmacht) mest prominente generaler under den 2. verdenskrig. Han opnåede rang af feltmarskal (Generalfeldmarschall), selv om han aldrig var medlem af det nationalsocialistiske parti (NSDAP). Han var højt respekteret af sine kolleger som en af Wehrmachts dygtigste militære begavelser.

Manstein fostrede den idé, der udviklede sig til seglsnit-planen (Sichelschnitt) for erobringen af Frankrig. Senere kommanderede han armeer på Krim og ved Leningrad, inden han fik ledelsen af Armégruppe Syd. Her vandt Manstein en af de største sejre i moderne krig, da han på trods af sovjetisk overlegenhed i både mandskab og materiel stoppede dem efter slaget om Stalingrad og generobrede Kharkov.

Omend han aldrig stillede spørgsmål ved Hitlers fulde autoritet som chef for den tyske hær, var han kendt for at erklære sig uenig med Hitler på flere områder, ofte med resten af generalstaben som tilskuere. Selv om det normalt ville have ført til øjeblikkelig afsked, var Manstein én af de få generaler, der gentagne gange havde bevist sit værd i Hitlers øjne. Til sidst førte hans uenighed med Hitler i strategiske spørgsmål dog til hans hjemsendelse i 1944.

I 1949 idømte en britisk krigsret ham 18 års fængsel for "at have undladt at beskytte civiles liv", og for at have anvendt "den brændte jords taktik" og dermed have unddraget den lokale befolkning nødvendige fødevarer. Straffen blev senere nedsat til 12 år, og han kom til at afsone fire år.

Selv om han hævdede ikke at kende noget til Holocaust, viste von Manstein sig alligevel følelseskold over for jødernes og tilfangetagne partisaners trængsler og talte for, at der skulle skrides hårdt ind mod begge grupper. Efter sin løsladelse fra et britisk fængsel i 1953 blev han rådgiver for den vesttyske regering og var bl.a. med til at skabe det nye Bundeswehr og var dets æresstabschef.

Tidlige år Von Manstein blev født Fritz Erich von Lewinski i Berlin. Han var 10. barn af en preussisk adelig artillerigeneral Eduard von Lewinski (1829–1906) og Helene von Sperling (1847–1910). Helenes lillesøster Hedwig von Sperling (1852–1925) giftede sig med generalløjtnant Georg von Manstein (1844–1913). Parret kunne ikke få børn, så det blev besluttet, at dette tiende, endnu ufødte barn skulle adopteres af sin moster og onkel. Da han blev født, sendte familien Lewinski et telegram til familien von Manstein med teksten I fik en sund søn i dag. Mor og barn har det godt. Tillykke. E. Manstein Soldat im 20. Jahrhundert p. 10 5th Ed. Bernard & Graefe 2002

Ikke blot var både Erich von Mansteins biologiske og adopterende far preussiske generaler, men hans morbror og begge hans bedstefædre havde også været preussiske generaler (den ene førte et armekorps i den Fransk-preussiske krig i 1870–71). Hertil kom, at han var i nær familie med Paul von Hindenburg, den senere feltmarskal og præsident i Tyskland. Hans karriere i den preussiske hær var næsten sikret fra fødslen. Han gik på gymnasiet i Strassburg (1894–99), som var blevet tysk efter krigen 1870–71. Han tilbragte seks år i kadetkorpset (1900–1906) i Plön og Groß-Lichterfelde og kom ind i 3. gardefodregiment (Garde zu Fuß) i marts 1906 som fenrik. Han blev forfremmet til løjtnant i januar 1907, og i oktober 1913 blev han optaget på krigsakademiet.

Mellemste år Verdenskrigen Under 1. Verdenskrig gjorde von Manstein tjeneste på såvel Vestfronten som Østfronten. I november 1914 blev han alvorligt såret i Polen. Han vendte tilbage til aktiv tjeneste i 1915, blev forfremmet til kaptajn og forblev stabsofficer i resten af krigen. I 1915 var han i det nordlige Polen, 1915-1916 i Serbien, i 1916 deltog han i Slaget ved Verdun, i 1917 var han i Estland, og i 1917-1918 i Champagne. I 1918 meldte han sig frivilligt til en stilling ved staben i grænseforsvarsstyrken i Breslau (Wroclaw) og gjorde tjeneste dér til 1919.

Mellemkrigsårene Von Manstein giftede sig med Jutta Sibylle von Loesch, datter af en schlesisk godsejer i 1920. Hun døde i 1966. De fik tre børn, en datter Gisela og to sønner, Gero, der døde som løjtnant på Østfronten i 1942 og Rüdiger.

Von Manstein blev i militæret efter krigen. I 1920'erne tog han del i skabelsen af Reichswehr, den tyske hær, som højest måtte bestå af 100.000 mand. Han blev udnævnt til leder af et kompagni i 1920 og af en bataljon i 1922. I 1927 blev han forfremmet til major og begyndte at gøre tjeneste ved generalstaben, hvor han besøgte andre lande og lærte om deres militær. I 1933 overtog nazisterne magten i Tyskland. Det nye regime afslog at følge betingelserne i Versailles-traktaten og iværksatte en storstilet genoprustning og udvidelse af militæret.

Den 1. juli 1935 blev von Manstein chef for operationsafdelingen i OKH, hærens overkommando. Der foreslog han udvikling af selvkørende artilleri, Sturmgeschütz, som skulle give tung ildstøtte til infanteriet og frigøre de mobile panserstyrker fra den opgave. I 2. Verdenskrig viste det sig, at de resulterende StuG modeller var nogle af de mest omkostningseffektive tyske våben.

Han blev forfremmet den 1. oktober 1936 og blev vicestabschef under lederen af generalstaben general Ludwig Beck. I starten støttede von Manstein Beck i hans modstand mod, at nazistpartiet fik indflydelse i militæret. På et vist tidspunkt gik han så langt i et memorandum, at han forlangte, at den racemæssige indoktrinering skulle ophøre i hæren, men han skiftede snart kurs. Senere fastholdt von Manstein, at OKH skulle afholde sig fra at blande sig i politiske spørgsmål og endda i den overordnede strategi, idet han hævdede, at disse forhold var Hitlers ansvar. Generalstabens opgave, hævdede han, var at skabe den operationelle planlægning, som var nødvendig for at gennemføre Hitlers mål, og intet andet. Beck blev naturligvis irriteret over dette og afbrød forbindelsen med ham og affærdigede ham som "ikke en mand med en dårlig karakter, men en mand helt uden karakter". Den 4. februar 1938 blev von Manstein udpeget til chef for den 18. tyske infanteridivision i Liegnitz i Schlesien med rang af generalløjtnant.

2. Verdenskrig Polen

Den 18. august 1939 blev von Manstein udpeget til stabschef for Gerd von Rundstedts Heeresgruppe Süd i forbindelse med forberedelsen af Invasionen af Polen. Her arbejdede han sammen med von Rundstedts operationschef, oberst Günther Blumentritt, om udviklingen af operationsplanen. Rundstedt godkendte von Mansteins plan, som gik ud på, at hovedparten af armégruppens pansrede enheder skulle samles i Walter von Reichenaus 10. armé med det formål at opnå et afgørende gennembrud, som ville føre til omringning af de polske styrker vest for floden Wisła. Ifølge von Mansteins plan skulle to andre armeer i Heeresgruppe Süd, Wilhelm Lists 14. Arme og Johannes Blaskowitzs 8. armé, yde støtte i flankerne til Reichenaus pansrede fremstød mod den polske hovedstad Warszawa. Privat var von Manstein lunken overfor den polske kampagne, idet han mente, at det var bedre at beholde Polen som en stødpude mellem Tyskland og Sovjetunionen. Han var også bekymret for et allieret angreb på Vestvolden, når den polske kampagne var kommet i gang, og at trække Tyskland ind i en krig på to fronter.

Invasionen begyndte den 1. september 1939 og gik godt. I Heeresgruppe Süds operationsområde forfulgte pansrede enheder fra 10. arme de retirerende polakker og gav dem ingen tid til at stable et forsvar på benene. Den 8. arme forhindrede de isolerede polske troppekoncentrationer i Łódź, Radom og Poznań i at smelte sammen til en sammenhængende styrke. I et afvigelse fra den oprindelige plan, som gik ud på at gå direkte mod Wisła og derfra til Warszawa, overtalte von Manstein von Rundstedt til at omringe de polske enheder i Radom området. Planen lykkedes og fjernede hovedparten af den polske modstand fra den sydlige rute til Warszawa.

Frankrig

Den 27. september 1939 overgav Warszawa sig, selv om der fortsat fandtes isolerede modstandslommer. Samme dag gav Hitler hærens overkommando (OKH) under ledelse af Franz Halder ordre til at opstille en plan for kampagnen i vest mod Frankrig, Holland og Belgien. De forskellige planer, som generalstaben foreslog, blev videregivet til von Manstein og von Rundstedt, og de to formulerede en alternativ plan for Slaget om Frankrig. Hitler så planen i februar, og den fik hans accept.

I slutningen af oktober var hovedparten af den tyske hær flyttet vestpå. Von Manstein blev stabschef for von Rundstedts Heeresgruppe A i det vestlige Tyskland. Som mange af hærens yngre officerer var von Manstein imod den opstillede plan for Slaget om Frankrig og kritiserede den for ikke at levere strategiske resultater og for ikke at udnytte panserstyrkerne effektivt, hvilket kan have skyldtes, at OKH ikke kunne påvirke Hitlers planlægning. Von Manstein pointerede, at en gentagelse af Schlieffen-planen med et angreb direkte igennem Belgien var noget, de allierede forventede, da de allerede flyttede kraftige styrker ind i området. Dårligt vejr betød, at angrebet blev aflyst flere gange, og til sidst blev det udskudt til foråret.

I løbet af efteråret udviklede von Manstein sin egen plan i uformelt samarbejde med Heinz Guderian. Han foreslog, at panserdivisionerne skulle angribe gennem de skovklædte bjerge i Ardennerne, hvor ingen ville vente et angreb. Så skulle de etablere brohoveder over floden Meuse og hurtigt bryde igennem til Den engelske Kanal. Tyskerne ville dermed afskære de allierede hære i Flandern og Nordfrankrig. Von Mansteins forslag indeholdt et yderligere fremstød, som ville betyde, at Maginotlinien blev omgået, hvilket ville give mulighed for at tvinge en front meget længere sydpå. Dette andet fremstød kunne måske have fjernet behovet for Fall Rot, det andet trin i Slaget om Frankrig (Von Manstein, 2004). Denne plan blev kaldt Sichelschnitt (segl-snit).

Overkommandoen afviste von Rundtsteds plan. Halder fik endda von Manstein fjernet fra von Rundstedts hovedkvarter og sendt østpå for at lede 38. korps. Nogle officerer fra von Mansteins stab blev så forbitrede, at de fortalte Hitler om planen, og det var netop en sådan plan, Hitler ønskede sig. Halder måtte lave en plan i stil med von Mansteins udkast, og det var den, der kom til udførelse: Manstein planen. Denne modificerede plan indeholdt ikke det andet fremstød. Von Manstein og hans korps spillede kun en mindre rolle under kampagnen i Frankrig, hvor den var en del af Günther von Kluges 4. Arme. Det var imidlertid hans korps, som sikrede det første gennembrud under Fall Rot øst for Amiens, og det var hans korps, som først overskred Seine floden. Invasionen var en enestående militær succes, og von Manstein blev forfremmet til general og og tildelt Jernkorsets ridderkors for at have foreslået planen.

Barbarossa

I februar 1941 blev von Manstein udpeget som chef for 56. panserkorps. Han blev involveret i Operation Barbarossa, hvor han gjorde tjeneste under general Erich Hoepner. Ved angrebet den 22. juni 1941 rykkede von Manstein over 160 km frem på blot to dage og erobrede to vitale broer over Dvina floden ved Dvinsk.

Krim og belejringen af Sevastopol

250px|thumb|Fronten på Krim fra 5. december 1941 til 5. maj 1942 I september 1941 blev von Manstein udpeget til chef for 11. armé. Dens tidligere chef, generaloberst Eugen Ritter von Schobert, var omkommet, da hans fly landede i et sovjetisk minefelt. Den 11. arme havde til opgave at erobre Krim-halvøen med Sevastopol og forfølge fjendtlige styrker på Heeresgruppe Süds sydflanke under dens fremrykning ind i Sovjetunionen [Von Manstein, (2004)].

Efter det indledende tyske gennembrud måtte resten af Perekopområdet sikres. Efter 10 dages kampe blev de sovjetiske linjer løbet over ende den 28. september. Tyskerne tog hurtigt kontrollen over hele halvøen, og den 17. oktober var det kun fæstningsbyen Sevastopol, som holdt ud.