[
Siegbert Tarrasch (født 5. marts 1862, død 17. februar 1934) var tysk stormester i skak. Han var af jødisk herkomst, læge og patriotisk tysker, som ønskede at lade sin indsats være til gavn for Tyskland og tysk skak. Han mistede en søn under 1. verdenskrig, men måtte i slutningen af sit liv opleve begyndelsen på nazisternes forfølgelse af de tyske jøder.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var Tarrasch en af verdens stærkeste spillere, der vandt adskillige store, internationale skakturneringer. I 1903 havde han vundet 7 af de 13 turneringer, han havde deltaget i, flere end nogen anden. Han blev dog en af de førende stormestre, som det ikke lykkedes at blive skakverdensmester. Han kom først til at spille om mesterskabet, da han ikke længere var på sin spillemæssige højde. Tarrasch havde stor betydning som skakskribent og er blevet kaldt Tysklands skaklærer (Praeceptor Germaniae), og som skakpædagog har han haft blivende betydning i hele verden, omend der allerede i hans levetid fremkom nye, såkaldte hypermoderne idéer, som han ikke helt forstod, og som i lang tid stillede hans indsats lidt i skyggen.
Biografi Tarrasch blev født i Breslau af jødiske forældre, til hvis sorg han viste sig at have en klumpfod, men ifølge hans eget udsagn har den aldrig haft nogen betydning. I skolen var han en dygtig elev i alle fag undtagen matematik, og han tog studentereksamen i 1880 fra Elisabeth-gymnasiet i Breslau og studerede derefter medicin i Berlin og Halle. Disse studier afsluttede han i 1885. Han åbnede en lægepraksis i Stuttgart, men i 1914 flyttede han den til München. Han dyrkede skak som hobby og baserede derfor aldrig sin tilværelse på skakspillet, således som det var tilfældet for mange andre skakmestre.
Han giftede sig med Anna Rosalie (født Rudolf, 1865-1940), med hvem han fik 5 børn, 3 sønner og 2 døtre. I en tragisk periode 1914-1916 mistede han alle tre sønner. Sønnen Paul (født 15. april 1892), der også var en talentfuld skakspiller, begik selvmord. Den ældste, dr. phil. Friedrich ("Fritz") Max Tarrasch (født 11. marts 1888), der var løjtnant og dekoreret med jernkorset, faldt på vestfronten i 1. verdenskrig den 14. maj 1915, og den tredje søn, Hans Richard (født 6. juli 1890) omkom i 1916 ved at blive kørt over af en sporvogn i München.
Tarrasch konverterede på et tidspunkt fra den mosaiske til den protestantiske tro ifølge politioptegnelser fra München. anført i Polizeibogen vom 13. okt. 1914
Med succes i sin profession, som turneringsspiller i skak og som forfatter var Tarrasch egentlig en forbilledlig person, elegant og sleben, men hans selvbevidste og bidske optræden gav ham mange modstandere og har påvirket hans ry. Grunden hertil var en vis dogmatisk indstilling, som var bagsiden af hans klarhed og særpræg. Selvhøjtideligheden bød på mange angrebsflader mod ham og ses bl.a. i hans bog om VM-matchen mod Lasker i 1908, hvor han dels ikke er kritisk over for sit eget spil og dels udviser en næsten komisk virkende mangel på forståelse for Laskers spillestyrke. Et andet eksempel på hans selvhævdende facon er, at han efter en turneringssejr i 1907 opfandt titlen "turneringsverdensmester" til sig selv. Derudover måtte andre fremtrædende skakspillere som Aaron Nimzowitsch og Akiro Rubinstein lægge ryg til mange bemærkninger, når de ikke spillede skak efter Tarraschs "regler".
I 1924 opløstes hans første ægteskab, og Tarrasch giftede sig igen samme år med Gertrude (født Schröder, 1892 – 1966).
Tarrasch døde i 1934 og blev begravet på kirkegården Nordfriedhof i München.
Skakspilleren
Tarrasch lærte skak relativt sent, som 15-årig, men det fangede straks hans interesse, og denne forstærkedes, da han opdagede skaklitteraturen, fordi en ven forærede ham bogen Praktisk lille skakbog af Alfons von Breda (praktische Schachbüchlein von Alfons von Breda). Skakklimaet var godt i Breslau, som var hjemby for Adolf Anderssen, som Tarrasch traf en enkelt gang, og også for Zukertort.
Han brugte al sin fritid på at studere skak, som han viste sig at have store evner for. Under sit medicin-studium i Berlin fra 1880 spillede han skak på forskellige caféer. I 1882 deltog han i en hovedturnering ("Hauptturnier") i Berlin, som han ikke vandt, men allerede året efter blev han tysk mesterspiller ved at vinde hovedturneringen i Nürnberg 1883.
Efter at have overstået sin uddannelse begyndte Tarrasch at deltage i store turneringer, første gang i Hamborg i 1885, men de første år uden de helt store resultater. Vendingen skete i 1889, hvor han begyndte en enestående sejrsrække ved at vinde 4 internationale turneringer i træk: Turneringen i Breslau 1889, Manchester 1890, Dresden 1892 og Leipzig 1894.
Han modtog på baggrund af sine turneringsresultater i 1891 en indbydelse til en match om verdensmesterskabet mod Wilhelm Steinitz. Matchen skulle finde sted i Havana på Cuba, men Tarrasch afslog med henvisning til sin lægepraksis og den langvarige sørejse over Atlanterhavet.
En match mod Mikhail Tschigorin i Sankt Petersborg 1893 endte uafgjort med 9 sejre til hver. Efter turneringssejren i Dresden udfordrede Emanuel Lasker ham til en match, hvilket han afslog med den begrundelse, at Lasker ikke som han selv havde vundet nogen større turnering. Dette kom han til at fortryde, fordi Lasker i stedet spillede en match mod Steinitz i 1894, hvor han slog denne og blev ny verdensmester. Lasker glemte ikke Tarraschs afslag og undlod trods mange anstrengelser at give ham chancen i en VM-match, til hans bedste tid var ovre. I Laskers regeringsperiode, der kom til at vare i 27 år, var Tarrasch altid denne underlegen.
Ved den berømte Hastings-turnering 1895 opnåede Tarrasch en andenplads efter Harry Nelson Pillsbury og ved den næste store turnering, turneringen i Nürnberg 1896 en andenplads efter Lasker. Tarrasch vandt derpå bl.a. turneringerne Wien 1898 ("marathon-turneringen") og Monte Carlo 1903.
I 1905 slog han USA-mesteren Frank Marshall overlegent i en match over 17 partier og i 1908 fik han så endelig chancen i en VM-match mod Lasker, der fandt sted i München og Düsseldorf. Lasker sejrede her overbevisende med 8-3 og 5 remis; et nederlag Tarrasch aldrig rigtig overvandt, og han vandt aldrig senere nogen turnering. Han fordrede revanche, men kom først til at møde Lasker igen i en match i 1916, som ikke gjalt verdensmesterskabet, og som Lasker vandt endnu mere overbevisende med 5-0 og 1 remis.
Efter matchen i 1908 deltog Tarrasch stadig i internationale turneringer med godt resultat, men hans egentlige udfoldelser omkring skak var nu helliget skribentvirksomhed. I 1914 blev han under turneringen i Sankt Petersborg 1914 tildelt stormestertitlen af den russiske zar Nikolaj 2.. Sammen med Emanuel Lasker, Alexander Aljechin, José Raúl Capablanca og Frank Marshall hørte han dermed til de fem første officielle stormestre i skakhistorien. Hans turneringsdeltagelse strakte sig helt frem til 1928, og selvom han ikke længere nåede frem i forreste række, hørte han dog fortsat til verdenseliten.
Hans højeste historiske Elo-rating var 2824, hvilket han nåede i juni 1895.
Tarraschs turnerings – og matchresultater
År Turnering Sted Resultat/Points Placering 1882 Hovedturnering Berlin uplaceret 1883 Hovedturnering Nürnberg 1. plads (og tysk mesterspiller) 1885 Mesterturnering Hamborg 11½/17(+11-3=2) 2.-6. plads 1887 Mesterturnering Frankfurt 12/20 (+2-1=1) 6. plads 1888 Mesterturnering Nürnberg 1. plads 1889 Mesterturnering Breslau 13/17 (+9-0=8) 1. plads 1890 Mesterturnering Manchester 15½/19 (+12-0=7) 1. plads 1891 Match mod Jean Taubenhaus Tarrasch vinder med 6,5-1,5 1892 Mesterturnering Dresden 12/16 (+9-1=6) 1. plads 1893 Match mod Mihail Tschigorin Sankt Petersborg 11/22 (+9-9=4) Uafgjort 11-11 (9-9 i vundne) 1894 Mesterturnering Leipzig 13½/17 (+13-3=1) 1. plads 1894 Match mod Karl August Walbrodt Nürnberg 7,5/8 (+7-0=1) Tarrasch vinder med 7,5-0,5 1895 Mesterturnering Hastings 14/21 (+12-5=4) 4. plads 1896 Mesterturnering Nürnberg 12/18 (+9-3=6) 3.-4. plads 1898 Mesterturnering Wien 27½/36 (+21-2=13) 1. plads 1902 Mesterturnering Monte Carlo 12/19 (+11-5=8) 6. plads (speciel pointgivning) 1903 Mesterturnering Monte Carlo 20/26 (+17-3=6) 1. plads 1905 Match mod Frank Marshall Nürnberg 12/17+8-1=8) Tarrasch vinder med 12-5 1905 Mesterturnering Oostende 18/26 (+14-4=8) 3. plads 1907 Mesterturnering Oostende 12½/20 (+8-3=9) 1. plads 1908 VM-match mod Emanuel Lasker Düsseldorf og München 5,5/16 (+3-8=5) Lasker vinder med 10,5-5,5 1910 Mesterturnering Hamborg 8/16 (+5-5=6) 8. plads 1911 Mesterturnering San Sebastian 7,5/14 (+3-0=9) 7. plads 1912 Mesterturnering Breslau 11/17 (+9-4=4) 4. plads 1914 Mesterturnering Sankt Petersborg 8,5/18 (+5-6=7) 4. plads 1916 VM-match mod Emanuel Lasker Berlin 0,5/6 (+3-8=5) Lasker vinder med 5,5-0,5
Tarrasch nåede efter dette tidspunkt aldrig mere blandt præmietagerne i en turnering. Især efter 1. verdenskrig var hans spillestyrke gået tilbage. Hans sidste turneringer var følgende:
Mannheim 1914 · Göteborg 1920 · Teplitz-Schönau 1922 · Wien 1922 · Karlsbad 1923 · Mährisch-Ostrau 1923 · Breslau 1925 · Baden-Baden 1925 · Semmering 1926 · Kissingen 1928.
Bidrag til åbningsteori Nogle skakåbninger bærer Tarraschs navn, iblandt hvilke de kendteste er: Tarrasch-forsvaret, som var Tarraschs foretrukne spillemåde i dronninggambit. Tarrasch-varianten i fransk (3.Sd2), som Tarrasch dog anså for gendrevet af 3...c5.
Begge varianter benyttes dog stadig og indgår i mange stormestres åbningsrepertoire.
Berømte Tarrasch-kombinationer Tarrasch – Allies, Napoli 1914Hvid i trækket.
Sort ser her ud til at kunne forsvare sin stilling (i det mindste mod en umiddelbar katastrofe), eftersom den sorte dronning forhindrer Db7+ (der ville efterfølges af Kxa5 Ta1#), mens det sorte tårn på c8 forsvarer truslen Txc5#. Tarrasch spillede det opfindsomme og smukke blokeringstræk 31.Lc7! (der i problemskak er kendt som en Plachutta blokering, fordi begge brikker bevæger sig retvinklet (ortogonalt). Dette træk blokerer begge forsvar, og en brik, som slår den hvide løber, bliver overbelastet.
Det betyder, at hvis der spilles 31...Txc7, bliver tårnet overbelastet, da det skal gardere begge hvids angrebstrusler, eftersom dronningen nu er afspærret fra b7. Hvid vil derfor spille 32.Db7+ Txb7, der tvinger tårnet væk fra forsvaret af c5 og tillader 33.Txc5#.
Tager sort i stedet løberen med 31...Dxc7, vil hans dronning spærre for tårnets forsvar af c5 og blive overbelastet: 32.Txc5+ Dxc5 afleder dronningen fra forsvaret af b7 og tillader 33.Db7+ Kxa5 34.Ta1#. Sort opgav derfor efter at have set hvids træk.
Tarrasch – Walbrodt, Hastings 1895 Hvid i trækket.
I dette spil havde Tarrasch ikke spillet godt, og hans modstander havde længe haft overtaget. Men han reddede spillet med følgende blændende kombination:
34.Txd4, der ser indlysende ud, eftersom 34...cxd4 ikke går, fordi 35. Lxd4 så vil vinde sorts dronning. Sort har imidlertid et tilsyneladende meget stærkt modangreb, som måtte forudses:
34...Sxg3 35.Sxg3 Txg3+ 36.hxg3 Txg3+ 37.Kf1! Txd3 og nu det fortræffelige træk 38.Tg4!! med ødelæggende trusler som 39. Tf8+ med mat og 39.Lxe5 efterfulgt af cxd3. Sort opgav.
Tarrasch som skakteoretiker Af mindst lige så stor betydning som turneringsresultaterne er Tarraschs teoretiske og litterære virke. Hans tre store bøger om skakspillet 300 Schachpartien (1894) Die moderne Schachpartie (fra 1916) Das Schachspiel (fra 1931) er klassikere i skaklitteraturen. Set med nutidens øjne er Tarraschs bøger især aktuelle indenfor midtspillet og slutspillet, hvorimod åbningsspillet siden hans tid er undergået en stor udvikling.