Kim Jong-il (koreansk 김정일, IPA: [], født 16. februar 1941, død 17. december 2011) var Nordkoreas leder. Han var formand for Den Nationale Forsvarskommission, øverstkommanderende for Koreas Folkehær og generalsekretær for Koreas Arbejderparti (der har haft magten siden 1948). Han efterfulgte faderen Kim Il-sung, Nordkoreas grundlægger, som døde i 1994, og var leder Nordkorea og hærchef for den fjerdestørste stående hær i verden indtil sin død i 2011.

Barndom Fødsel Nutidens nordkoreanske samfund domineres af en veludviklet personkult, der centrerer sig omkring landets leder. I Kim Jong-ils levetid blev hans person således dyrket af det officielle Nordkorea, og der blev udarbejdet en meget smigrende "officiel" biografi om ham. Mange af de officielle påstande om Kims liv og aktiviteter stemmer ikke overens med eksterne kilder.

Ifølge Kim Jong-ils officielle biografi blev han født på toppen af Baekdu-bjerget i det nordlige Korea kl. 6:36 om morgenen 16. februar 1942. Den officielle biografi siger også, at hans fødsel blev forudsagt af en svale og forkyndt af en dobbelt regnbue over bjerget og af fremkomsten af en ny stjerne på himlen. Imidlertid viser sovjetiske arkiver, at han blev født i landsbyen Vyatskoye i nærheden af Khabarovsk i 1941, hvor hans far, Kim Il-sung, anførte en sovjetisk hærafdeling, der bestod af kinesiske og koreanske folk i eksil.

Kim Jong-ils mor, Kim Jong-suk, var Kim Il-sungs første kone. I sin ungdom i Sovjetunionen var Kim Jong-il kendt under navnet Yuri Irsenovich Kim, hvor hans patronym kom fra faderens russificerede navn, Ir-sen.

Kim var blot tre år i 1945, da 2. verdenskrig sluttede, og Korea genvandt sin uafhængighed efter Japans besættelse. Faderen vendte tilbage til Pyongyang i september 1945, og i november samme år kom Kim Jong-il til landet. Familien flyttede ind i en tidligere japansk officersbolig i Pyongyang med have og swimmingpool. Kim Jong-ils bror druknede der i 1948. Kim Jong-il begyndte i skolen samme år, og i 1949 døde moderen i barselsseng.

Uddannelse Efter al sandsynlighed fik Kim det meste af sin uddannelse i Folkerepublikken Kina, hvor hans far af sikkerhedsmæssige årsager havde sendt ham til under Koreakrigen. Ifølge den officielle biografi fik Kim sin eksamen ved Namsan-skolen i Pyongyang, der var en specialskole for børn af Arbejderpartiets embedsmænd. Han gik senere på Kim Il-sung-universitetet, hvor han tog afgangseksamen i nationaløkonomi i 1964. På det tidspunkt havde faderen, der kaldtes "Den store Leder", konsolideret sin magt over regeringen. Det siges også, at Kim lærte engelsk på Maltas universitet i de tidlige 1970'ere under sine ferier på Malta som gæst hos premierminister Dom Mintoff.

Faderen havde i mellemtiden giftet sig igen og fået endnu en søn, Kim Pyong-il (opkaldt efter Kim Jong-ils druknede bror). Det er uklart, om Kim Jong-il blev valgt frem for Kim Pyong-il, eller om Kim Puong-il nogensinde har været overvejet som efterfølger af faderen. Siden 1988 har Kim Pyong-il gjort tjeneste i en række nordkoreanske ambassader i Europa. Det menes, at Kim Il-sung sendte Kim Pyong-il til disse fjerne poster for at undgå en magtkamp mellem de to sønner.

Tidlig politisk karriere Efter sin universitetseksamen i 1964 begyndte Kim Jong-il sin opstigen i Koreas Arbejderpartis rækker, og han blev medlem af politbureauet i 1968. I 1969 blev han udnævnt som vicedirektør i propagandaministeriet.

I 1973 blev Kim partisekretær for organisering af propaganda, og i 1974 blev han officielt udpeget som sin fars efterfølger. I de efterfølgende 15 år fik han flere hverv, bl.a. som kulturminister og leder af partiets aktiviteter mod Sydkorea.

Fra 1973 og frem blev Kim mere og mere synlig i Koreas Arbejderparti, og han omtaltes ofte som "partiets centrum" pga. hans stigende indflydelse på partiets daglige aktiviteter.

Da man nåede til den sjette partikongres i oktober 1980, var Kim Jong-ils kontrol med partiets aktiviteter total. Han fik vigtige poster i politbureauet, i militærkommissionen og i partisekretariatet. I 1982 opfattedes han af udenlandske observatører som tronfølger i Nordkorea.

Det var på dette tidspunkt, at Kim antog titlen "Den kære Leder", og regeringen begyndte at opbygge en personkult omkring ham efter samme mønster som faderens, "Den store Leder". Kim Jong-il blev hyppigt hyldet i medierne som "den frygtløse leder" og "revolutionens store arvtager". Han fremstod som den mest magtfulde person i Nordkorea efter faderen.

I 1991 blev Kim udnævnt til øverstbefalende for Nordkoreas væbnede styrker. Da hæren er grundlaget for magten i Nordkorea, var dette et vigtigt skridt. Tilsyneladende fik en af Kim Il-sungs mest loyale underordnede, forsvarsminister Oh Jin-wu, gennemtrumfet hærens accept af Kim Jong-il som den næste leder af Nordkorea, på trods af hans manglende militærtjeneste. Den eneste mulige kandidat til lederposten, premierminister Kim Il, blev fjernet fra posten i 1976. I 1992 bekendtgjorde Kim Il-sung offentligt, at hans søn stod i spidsen for alle indenrigspolitiske affærer i Nordkorea.

Ifølge afhopperen Hwang Jang-yop blev det nordkoreanske system endnu mere centraliseret og autokratisk under Kim Jong-il, end det havde været under faderen. Selvom Kim Jong-il krævede, at hans ministre var loyale, så søgte han ikke desto mindre deres råd og vejledning i sine beslutninger; Kim Jong-il kræver absolut lydighed og enighed og opfatter enhver afvigelse fra hans tankemåde som et tegn på illoyalitet. Ifølge Hwang styrer Kim Jong-il personligt selv små detaljer, så som størrelsen af partisekretærers huse og leveringen af gaver til sine underordnede.

I 1980'erne oplevede Nordkorea en kraftig økonomisk stagnation. Kim Il-sungs juche-politik (der kan oversættes til selvtillid eller selvforsyning) afskar landet fra stort set al handel med omverdenen, selv med traditionelle handelspartnere som Sovjetunionen og Kina.

Sydkorea beskyldte Kim for at stå bag bombeangrebet i 1983 i Rangoon, Burma (nu Yangon, Myanmar, som dræbte 17 besøgende sydkoreanske embedsmænd, inklusive fire regeringsmedlemmer, og et andet i 1987, som dræbte alle 115 ombordværende på Korean Air Flight 858. En nordkoreansk agent, Kim Hyon Hui, tilstod at have anbragt en bombe om bord på flyet og hævdede, at det havde været på Kim Jong-ils personlige ordre.

Nordkoreas leder thumb|Nordkoreanere, der bøjer sig for statuerne af Kim Jong-il og hans far, Kim Il-sung, ved Mansu Hill Grand Monument

Den 8. juli 1994 døde Kim Il-sung i en alder af 82 år af et hjerteanfald. Kim Jong-il havde været udpeget som sin fars efterfølger så tidligt som i 1974, blev udnævnt til øverstkommanderende i 1991, og blev Supreme Leder efter sin fars død.

Kim Jong-il overtog officielt sin fars gamle post som generalsekretær for Koreas Arbejderparti den 8. oktober 1997. I 1998 blev han genvalgt som formand for den nationale forsvarskommission, og en forfatningsændring erklærede, at denne post var "statens højeste post." Også i 1998 skrev den Højeste Folkeforsamling præsidentens post ud af forfatningen og udpegede Kim Il-sung som "Præsident til evig tid" for at ære hans minde for altid.

Officielt var Kim Jong-il en del af et triumvirat, der sad i spidsen for den udøvende gren af den nordkoreanske regering sammen med premierminister Choe Yong-rim og parlamentsformand Kim Yong-nam (uden relation til Kim Jong-il). Kim Jong-il ledte de væbnede styrker, Choe Yong-rim stod i spidsen for regeringen og varetog indenrigsanliggender, og Kim Yong-nam varetog udenrigsforbindelser. Men i praksis udøvede Kim, ligesom sin far før ham, absolut kontrol over regeringen og landet. Selvom han ikke var forpligtet til at stille op til folkevalg til sine nøgleembeder, blev han enstemmigt valgt til den øverste folkeforsamling hvert femte år og repræsenterede en militær valgkreds på grund af sin samtidige kapacitet som øverste chef for KPA og formand for NDC.

Relationer til udlandet thumb|venstre|Kim taler med den russiske præsident Vladimir Putin under deres møde i Moskva i 2001

Kim Jong-il var kendt for at være en dygtig og manipulerende diplomat. I 1998 implementerede Sydkoreas præsident Kim Dae-jung det politiske initiativ "solskinspolitikken" for at forbedre forholdet mellem nord og syd og give sydkoreanske virksomheder en mulighed for at starte projekter i nord. Kim Jong-il annoncerede i den forbindelse planer om at importere og udvikle nye teknologier for at udvikle Nordkoreas spæde softwareindustri. Som et resultat af den nye politik blev Kaesong Industrial Park bygget i 2003 lige nord for den koreanske demilitariserede zone."Asan, KOLAND Permitted to Develop Kaesong Complex", The Korea Times, 23. april 2004.

thumb|Kim Ok, Kims personlige sekretær, sammen med den amerikanske forsvarsminister William Cohen, 2000

I 1994 underskrev Nordkorea og USA en rammeaftale ("Agreed Framework"), som var designet til at fastfryse og i sidste ende demontere Nordkoreas atomvåbenprogram i bytte for hjælp til at producere to kraftudviklende atomreaktorer og forsikringen om, at landet ikke ville blive invaderet igen. I 2000, efter et møde med Madeleine Albright, indvilligede Kim Jong-il i et moratorium for missilkonstruktion."History of the 'Agreed' Framework' and how it was broken". Om: U.S. Gov Info/Resources, 12. marts 2007."Atoms for Pyongyang", Foreign Affairs, 14. juni 2017. I 2002 indrømmede Kim Jong-ils regering at have produceret atomvåben siden 1994-aftalen. Kim Jong-ils regime hævdede, at den hemmelige produktion var nødvendig af sikkerhedsmæssige årsager - under henvisning til tilstedeværelsen af USA-ejede atomvåben i Sydkorea og de nye spændinger med USA under præsident George W. Bush."Motivation Behind North Korea's Nuclear Confession", GLOCOM Platform, 28. oktober 2002. Den 9. oktober 2006, Nordkoreas Korean Central News Agency (KCNA) meddelte, at landet med succes havde gennemført en underjordisk atomprøvesprængning.

Personkult thumb|En nordkoreansk stemmeboks med portrætter af Kim Il-sung og Kim Jong-il under det nationale flag (under portrætterne er stemmeboksen)

Kim Jong-il var i fokus for en omfattende personkult arvet fra sin far og grundlægger af DPRK, Kim Il-sung. Kim Jong-il var ofte centrum for opmærksomheden gennem det almindelige liv i DPRK. På sin 60-års fødselsdag (baseret på hans officielle fødselsdato) fandt der massefejringer sted over hele landet i anledning af hans Hwangap (den traditionelle måde at fejre sin 61 års fødselsdag på i Korea - teknisk set 60 års dagen). I 2010 Nordkoreanske medier rapporterede, at Kims karakteristiske tøj havde sat verdensomspændende modetrends.

Det fremherskende synspunkt er, at folkets tilslutning til personlighedsdyrkelsen af Kim Jong-il baserede sig på respekt for Kim Il-sung eller frygt for straf i tilfælde af manglende hyldest. Medier og regeringskilder uden for Nordkorea støtter generelt dette synspunkt,Richard Lloyd Parry. "'Dear Leader' clings to power while his people pay the price" , The Times. 10 October 2006. Retrieved 18 December 2007.Compiled by the Bureau of Democracy, Human Rights, and Labor. "Country Reports on Human Rights Practices" United States Department of State. 25 February 2004. Retrieved 18 December 2007. mens nordkoreanske regeringskilder hævder, at det var ægte heltedyrkelse. Sangen "Intet moderland uden dig", sunget af KPA State Merited Choir, blev skabt specielt til Kim Jong-il i 1992 og udsendes hyppigt i radioen og fra kl. højttalere på gaderne i Pyongyang.

Krænkelser af menneskerettighederne Ifølge en rapport fra Human Rights Watch fra 2004 var den nordkoreanske regering under Kim "blandt verdens mest undertrykkende regeringer" med op til 200.000 politiske fanger ifølge amerikanske og sydkoreanske embedsmænd, uden pressefrihed eller religion, politisk opposition eller lige muligheder for uddannelse: "Stort set alle aspekter af det politiske, sociale og økonomiske liv er kontrolleret af regeringen."