Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern (4. september 1729 – 10. oktober 1796) var dronning af Danmark og Norge fra 1752 til 1766 som ægtefælle til kong Frederik 5.
Juliane Marie var datter af hertug Ferdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel og Antoinette Amalie af Braunschweig. Hun blev dansk dronning efter kong Frederik 5.'s første hustrus død. I begyndelsen var hendes popularitet beskeden, fordi folk mente, at ægteskabet var sket for tidligt efter den populære dronning Louises død. Nogen anerkendelse vandt hun ved at pleje kongen til hans død. Men hun vandt folket i takt med Christian den 7.'s fremskridende sindssyge, hans hustrus utroskab og hendes elskers, Johann Friedrich Struensees diktatur. Hun forstod desuden at holde sig i ro og overlade regeringsstyrelsen til erfarne embedsfolk og koncentrere sig om opdragelsen af den kommende konge. Da kronprinsen overtog regeringsmagten, trak Juliane Marie sig atter tilbage til en stille tilværelse.
Juliane Marie og Frederik 5. fik en søn, arveprins Frederik. Hun opdrog ham, kronprins Christian, og kongens tre døtre af 1. ægteskab.
Juliane-Marie Kog er opkaldt efter hende.
Barndom
Hertuginde Juliane Marie blev født den i byen Wolfenbüttel, residensbyen for Fyrsterne af Braunscweig-Wolfenbüttel i det nordlige Tyskland. Hun var det ellevte barn og den sjette datter af den østrigske feltmarskal Ferdinand Albrecht af Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern (1680-1735) og Antoinette Amalie af Braunschweig-Wolfenbüttel (1696-1762). På tidspunktet for hendes fødsel udgjorde hendes familie sidelinjen Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern af fyrstehuset Braunscweig-Wolfenbüttel, men efter sin fætter Ludvig Rudolfs død i marts 1735, arvede hendes far hele Fyrstendømmet Wolfenbüttel og trådte tilbage som feltmarskal. Han døde dog uventet blot et halvt år senere.
Juliane Marie voksede op i den store søskendeflok, der blandt andet talte hertug Karl, der efterfulgte deres far som hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel, hertug Anton Ulrik, der blev gift med den russiske regent Anna Leopoldovna, og hertuginde Elisabeth Christine, der blev gift med den preussiske konge Frederik den Store. Hun fik som sine søskende en enkel, meget streng opdragelse, som det var sædvanligt i mange af de mindre tyske fyrstelige familier. Som barn synes hun i lighed med flere medlemmer af Huset Braunschweig at have stammet.
Ægteskab thumb|Juliane Marie som dronning af Danmark og Norge med ordenen de l'Union Parfaite. I 1752 blev der indgået aftale om et dynastisk ægteskab mellem hertuginde Juliane Marie og den dansk-norske monark, kong Frederik 5., der året forinden var blevet enkemand ved den populære dronning Louises død. Ægteskabet blev arrangeret af kongens favorit, rådgiver og ven, den magtfulde overhofmarskal Adam Gottlob Moltke, som mente, at det var bedst, at kongen giftede sig igen så hurtigt som muligt, i et forsøg på at stabilisere hans adfærd. Ægteskabet kom ikke i stand på de bedste betingelser: kongen ville helst have ægtet en engelsk prinsesse, men der var ingen i en passende alder. En tid tænkte kongen på at ægte Moltkes ganske unge datter, komtesse Catharine Sophie Wilhelmine, men dette forhindrede Moltke selv ved straks at arrangere et ægteskab for sin datter med lensgreve Hannibal Wedell til Wedellsborg. Moltke henledte da kongens opmærksomhed på Juliane Marie. Hendes portræt, der blev skaffet til veje, fandt kongens bifald, og baron F.L. Dehn, medlem af konseillet, blev sendt til Braunschweig, hvor han nøje kendte personligheder og forhold, for at skaffe nærmere oplysninger om hende. Da de var heldige, kom ægteskabet snart i stand.
Den 8. juli 1752 blev brylluppet fejret på Frederiksborg slot, og Juliane Marie blev kronet samme dag. Ved brylluppet blev Juliane Marie blev stedmoder til kongens børn: kronprins Christian og prinsesserne Sophie Magdalene, Vilhelmine Caroline og Louise. Hun fødte selv kongen en søn, arveprins Frederik, deres eneste fælles barn, i 1753.
Dronning thumb|Den unge dronning Juliane Marie.
Uagtet at hun så godt ud og var velbegavet, syntes folket ikke om dette ægteskab, der kom så hurtigt efter den almindeligt elskede dronning Louises død. Af hendes dagbogsnotater fremgår det, at hun levede et stille og tilbagetrukket liv beskæftiget med de mange børn.
Det er sigende, at Ove Høegh-Guldberg i 1761 blev kaldt som lærer for arveprins Frederik, fordi dronning Juliane Marie ønskede, at han skulle opdrages på dansk.Feldbæk, s. 232
Kongen var kun nødig - tvunget af sine omgivelsers indtrængende råd - gået ind på dette ægteskab, der ikke bragte dronningen lykke, skønt hun blev moder til en søn, arveprins Frederik. Hun formåede ikke at vinde sin ægtefælles hengivenhed og måtte med dyb smerte se ham vedblive med det vilde liv, der så tidligt lagde ham i graven; men heller ikke folkets hjerte kunne hun nå trods al sin hæderlighed, besindighed og i det hele taktfulde optræden, hvad der vel til dels var en følge af, at hun havde den forgudede dronning Luise til forgænger på tronen. Men især skyldtes det hendes tilbageholdne, kølige, på det forstandsmæssige anlagte karakter, der syntes næsten at have manglet evnen til at vække sympati. Som regerende dronning var hun temmelig overset ved hoffet og prøvede ikke trods sin svoger Frederik 2. af Preussens tilskyndelse på at vinde politisk indflydelse.Trier, s. 237
Da Frederik V blev alvorligt syg, plejede hun ham efter bedste evne. Ikke mindre viste hun takt ved i disse år helt at holde sig borte fra regeringssagerne. Karakteristisk er det, at skønt Frederik 2. af Preussen helst havde set J.H.E. Bernstorff fjernet fra styrelsen i Danmark, så lod Juliane Marie sig ikke udnytte - trods hendes og Frederik den stores gode forbindelse.
Enkedronning thumb|Enkedronning Juliane Marie siddende med et billede af sin søn Arveprins Frederik. I 1766 døde Frederik 5. kun 42 år gammel, hvorefter den kun 17 årige kronprins Christian blev konge. Den unge konge begyndte et liv med udskejelser. Han frekventerede Københavns bordeller, hvor han især var sammen med en prostitueret med øgenavnet "Støvlet-Cathrine", hvis borgerlige navn var Anna Cathrine Benthagen, bosat i Vandkunsten. Kongen kunne få raserianfald og udøvede hærværk. For at dæmme op for problemerne, som var udslag af frustrationer, valgte hoffet at sende kongen på en udlandsrejse.
Senere samme år (1768) vendte kongen hjem, og i hans følge var en tysk læge ved navn Johann Friedrich Struensee. Struensee blev knyttet til hoffet, da han havde en god virkning på kongens sindstilstand. Den reformivrige Struensee udmanøvrerede efterhånden forskellige embedsmænd som Bernstorff. Ikke alene havde Struensee magten, han havde også vundet den unge dronning Caroline Mathildes hjerte, og da dronningen fødte prinsesse Louise Augusta 7. juli 1771, var det den almindelige mening, at Struensee var barnets fader, uanset at kongen anerkendte faderskabet.
År i ubemærkethed
Snart efter at Christian VII havde besteget tronen i 1766, begyndte en tilsidesættelsernes tid for Juliane Marie. Den kærlighed, hun søgte at vise den unge konge, besvarede han med kulde, og endnu værre blev det, da Struensee kom til magten. Caroline Mathilde kunne ikke lide hende, og kongen og hans yndlinger kappedes om at behandle hende hensynsløst. Der var, fortæller Reverdil, aldrig tale om, at kongen eller dronningen om sommeren ville besøge hende, uagtet hendes opholdssted Fredensborg Slot kun lå 2 mile fra Hirschholm Slot, og når man en gang imellem for skams skyld indbød hende til taffel på dette slot, blev hun således overset, at hun måtte ønske sig langt bort. Til drillerierne og tilsidesættelserne kom nu også, som det med rette er blevet bemærket, at hun, når hun så Struensees forhold til Caroline Mathilde, måtte føle harme ved den tanke, at en i virkeligheden illegitim, men efter navnet kongelig yngre slægt kunde opstå, der trådte i vejen for, at hendes egne efterkommere nogen sinde kunne komme på tronen. Man kan tænke sig, med hvilke følelser hun – så at sige ex officio – har holdt den lille Louise Augusta over dåben.
Enkedronningens tilværelse var således præget af en sindssyg konges, en utro dronnings og en diktatorisk selvherskers uforskammetheder. Den unge konge gjorde sig en glæde af at afslå selv de ubetydeligste anmodninger fra hendes side, lige som hun og arveprinsen ved enhver lejlighed blev tilsidesatte, men hun fandt sig tålmodig i alt, selv i Struensee’s hensynsløse og plumpe drillerier, og det var først, da man havde gjort det indlysende for hende hvilke følger, Struensee’s forhold til Caroline Mathilde med tiden kunne få for kongehuset, og da man så at sige satte hende kniven på struben, at hun overvandt sin ulyst til at træde frem på scenen.Feldbæk, s. 227 Da sammensværgelsen imod den utro dronning og hendes diktatoriske elsker var ved at danne sig, var hendes ansvarsfølelse stor nok og hendes forbitrelse stærk nok til, at hun var rede til at påtage sig den rolle, de sammensvorne, særlig Guldberg, kaldte hende til. De forstod at gøre gældende for hende, at der var de farligste planer i gærde fra Struensees side, og at staten gik sin undergang i møde, hvis hun ikke trådte til. Juliane Marie havde i den kritiske situation storhed nok til at overvinde den tilbageholdenhed, som hidtil havde præget hendes optræden.
Den 17. januar 1772 fandt et kup sted, der medførte, at Struensee og hans ungdomsven Enevold Brandt blev arresteret tillige med dronning Caroline Mathilde. Juliane Marie havde aftenen forinden fået stedsønnen til at underskrive deres arrestordrer.Feldbæk, s. 228 Efterfølgende nedsattes en kommissionsdomstol. Anklagerne lød på krænkelse af den enevældige majestæt. Begge blev dømt skyldige. Struensee og Brandt blev henrettet og den unge dronning Caroline Mathilde forvist til Celle.Feldbæk, s. 229
Nicolai Abildgaard fortæller, at hun havde en kikkert på sit værelse indstillet så hun kunne se Struensees lig på stejlen ude på Øster Fælled.
Regenten thumb|Juliane Marie i 1776. Med eet slag var enkedronningen blevet midtpunktet i hoffet og statsstyrelsen; hyldet og lovprist fra alle sider stod hun som den ledende personlighed i dansk politik i de følgende 12 år. Historikeren P.F. Suhm skrev: "Saa længe danske og norske Helte ere til, skulle Julianes, Friderichs Ros vedvare, men ej forøges, thi det er umuligt. Verden vil altsaa før blive til intet, end deres Ære forgaa." Hun blev åbenbart beruset ved alt dette, så hun endog fandt behag i, at den sindssyge konge hver 17. januar afskrev og sendte hende et ham forelagt dansk eller fransk brev, hvori han den ene gang efter den anden som den ydmyge søn i en mere eller mindre sødlig stil takkede hende, fordi hun med fare for sit liv havde frelst ham hin dag i året 1772. "Allerkjæreste, søde Mama, var jeg i dette Øjeblik paaklædt, saa løb jeg vist op til dig og kyssede dine søde Hænder tusende Gange", hedder det i et af dem.
Den ordning af styrelsen, der fandt sted efter 17. januar 1772, gav hende ikke formelt nogen ny stilling. Hun var og blev kun arveprinsens moder, men på grund af kongens sindssvaghed og hendes betydelige overlegenhed over arveprinsen blev hun afgjort kongefamiliens vigtigste medlem. Skønt det vistnok kun var i den første tid, at hun tiltog sig at overvære statsrådets forhandlinger, fulgte hun dog åbenbart nøje i det mindste en del af de vigtige statssager. Hun førte en livlig brevveksling om statens forhold udad til med sin svoger Frederik den store, der synes at have sat virkelig pris på hende og var galant nok til at behandle hende som om, hun var den enerådende i regeringen.
Ansvarlig regering thumb|Enkedronning Juliane Marie.