Botaniske fagudtryk er en samling betegnelser, som bruges ved beskrivelsen af planter. Disse ord bruges også i beskrivelserne her på den danske Wikipedia. Nedenfor er ordene hver især forsynet med en kort forklaring. Enkelte af dem er desuden beskrevet i en særskilt artikel, og de vil være markeret som links. __NOTOC__ A Aks: En blomsterstand med én akse og ustilkede blomster. Apomixis: Frøsætning uden bestøvning (en form for partenogenese). Avne: Et reduceret blad i blomsterstanden hos planter af Kurvblomst-familien, Græs-familien og Siv-familien. B Barktorn: Torne, der sidder på stænglen, og som består af omdannet bark. Bikrone/Svælgskæl: En udvækst på blosterbladene, ofte i svælget eller ved overgangen mellem negl og plade i fribladede blomsterkroner. Kan have mange forskellige former og farver (se f.eks. Påskelilje, Pinselilje, Sæbeurt og Kulsukker) . Blad: Plantens specialorgan til opsamling af lysenergi. Bladfod: Den nederste del af bladstilken. Bladplade: Den brede, egentlige del af bladet. Bladskede: En omdannet del af bladet hos planter af Græs-familien, hvor det danner et hylster. Bladstilk: Det stængelagtige stykke mellem bladfoden og bladpladen. Bladstilling: Bladenes indbyrdes fordeling op langs stænglen. Bladtorn: Et blad, der er omdannet til én eller flere torne (se f.eks. Berberis). Blomst: Et specielt omdannet skudsystem med bægerblade, kronblade, støvdragere og frugtknude. Blomsterspore: En aflang udposning på blomsten (med eller uden nektar) (se f.eks. Almindelig Akeleje). Blomsterstand: En samling af blomster, der fungerer som én blomst (se f.eks. Skærmplante-familien) Bloster: Bægerblade og kronblade tilsammen. Buestrenget blad: Blad med flere, lige kraftige strenge med bueformede forløb (se f.eks. Vejbred). Bugtet blad: Indskæringer, der højst når en tredjedel ind mod midten af bladet (se f.eks. Eg). Busk: vedplante med flere lige kraftige stængler fra grunden. Bægerblad: Den yderste krans af blade i blostret. Bælg: En kapsel med to klapper og en enkelt række frø (se f.eks. Fladbælg). Bælgkapsel: En kapsel med en enkelt klap og én række frø (se f.eks. Ranunkel-familien). Bær: En saftig frugt med flere frø (se f.eks. Ribs).

D Dobbelt fjersnitdelt: Et fjersnidelt blad, hvor hvert småblad selv er fjersnitdelt (se f.eks. Almindelig Røllike). Dobbelt håndsnitdelt: Et håndsnitdelt blad, hvor hvert afsnit selv er håndsnitdelt (se f.eks. Persille). Dobbelt savtakket: En savtakket bladrand, hvor hver tak selv er savtakket (se f.eks. Almindelig Avnbøg). Dusk: En blomsterstand, hvor blomsternes stilke er så korte, at de danner en cylindrisk stand (se f.eks. Dusk-Fredløs). Dværgbusk: En busk, der er lavere end 0,5 m. Dækblad: Et støtteblad for en blomst (se f.eks. Græs-familien). Dækskæl: Et forveddet blad i koglen hos de Nøgenfrøede planter. E Elliptisk: En bladform, hvor længden er ca. 2 gange større end bredden, og hvor bladet spidser jævnt til mod både basis og spids (se f.eks. Hvid-Pil). Enbo: Plante med rent hunlige og rent hanlige blomster på samme plante (se f.eks. Almindelig Ask). Ensymmetrisk blomst: En blomst, der kun har én symmetriakse (se f.eks. Ærteblomst-familien). Enårig: En plante, som gennemfører hele livsforløbet fra frø til frugt på ét år (se f.eks. Almindelig Fuglegræs). F Fingret: Et håndstrenget, sammensat blad (se f.eks. Almindelig Hestekastanje). Finnet: Et fjerstrenget, sammensat blad (se f.eks. Almindelig Røn). Fjerstrenget: Et blad, hvor strengene består af én hovedstreng med sidestillede, tyndere strenge (se f.eks. Almindelig Avnbøg). Fladkravet: En blomst, hvor den nederste del af kronbladene danner et rør, mens den øverste del danner en udbredt krave (se f.eks. Fladkravet Kodriver). Flerårig: En plante, der lever mere end én vækstsæson, træ, busk, lian eller staude. Fliget: Et blad, hvor indskæringerne når mellem halvvejs og 2/3 ind til midten (se f.eks. Eng-Storkenæb). Fnok: En hår- eller fjeragtig udvækst på et frø (se. f.eks. Ager-Tidsel). Fodflig: To bladagtige udvækster på hver sin side af bladfoden, også kaldet "akselblad". (se f.eks. Almindelig Hvidtjørn). Forblad: Et højblad, der sidder på blomsterstilken (se f.eks. Almindelig Havre). Frikronet: En blomst, hvor kronbladene ikke er sammenvoksede (se f.eks. Blomme). Frugt: Et frugtanlæg med ét eller flere frø. Frugtanlæg (= frugtknude): Det hunlige anlæg i blomsten, bestående af frugtknuden og én eller flere grifler. Frøskæl: De skæl som frøene hviler på i en kogle (se f.eks. Rød-Gran). Fyldt blomst: En blomst, hvor støvdragere og/eller frugtanlæg er omdannet til kronblade (f.eks. mange dyrkede former af Rosen-slægten).

G Gaffelkvast: Regelmæssig kvast (se denne), som kan udvikles på planter med modsatstillede blade og blomstrende sidegrene, ses tit i Nellikefamilien. Grentorn: Grene, hvor spidsen er omdannet til en torn (se f.eks. Slåen). Griffel: Den øverste del af frugtanlægget, der ender i et støvfang. Grundblad: Et blad, som sidder ved den nederste ende af et skud, oftest ved jorden (se f.eks. Russisk Mandstro). H Halvbusk: Busk, der mister størsteparten eller hele toppen i hårde vintre (se f.eks. Hæk-Fuksia). Halvskærm: En skærmlignende blomsterstand med stilke af forskellig længde (se f.eks. Almindelig Røn). Halvsnylter: En plante, der snylter på andre planter, men som selv har grønkorn (se f.eks. Almindelig Mistelten). Helt blad: En blad, som ikke selv er inddelt i småblade (se f.eks. Aksel-Røn). Helkronet: Blomst, hvor kronbladene er mere eller mindre sammenvoksede (se f.eks. Klokke-Lyng). Helrandet: Et blad med en rand helt uden indskæringer (se f.eks. Almindelig Vedbend). Hjulformet: Et sammensat blad, hvor småbladene udgår fra ét og samme punkt (se f.eks. Staude-Lupin). Hoved: En meget tæt og kompakt blomsterstand (se f.eks. Gul Rundbælg). Hulkravet: En blomst, hvor de sammenvoksede kronblades kraver danner en hulhed (se f.eks. Hulkravet Kodriver). Hyben: En frugt hos roser, hvor frøene sidder beskyttet inden i det krukkeformede, saftige underbæger. Hybrid: Resultatet af en krydsning, gerne mellem arter af samme slægt (se f.eks. Buket-Spiræa). Hylsterblad: Et farvet højblad, som beskytter en blomsterstand (se f.eks. Kær-Mysse). Højblad: Et afvigende blad, som sidder tæt under blomsten (se f.eks. Julestjerne). Håndstrenget: Et blad, hvor strengene alle har fælles udgangspunkt, dér hvor stilk og blad mødes (se f.eks. Navr). (Kan også hedde håndnervet) Hår: Hårlignede udvækster fra stængler eller blade (se f.eks. Lammeøre). J Jordstængel: En underjordisk stængel, som ofte bærer skælformede blade og rødder (se f.eks. Hvid Anemone). K Kapsel: En tør frugt med mange frø (se f.eks. Opium-Valmue). Kernefrugt/Kærnefrugt: Visse slægter i Rosen-familien har saftige frugter med et kernehus, som rummer frøene (se f.eks. Æble). Kimblad: Den nyspirede plantes første blad (Enkimbladede) eller blade (Tokimbladede). Kirtelhår: Specielt byggede hår, som ofte har en opsvulmet spids, der indeholder sekundære stofskifteprodukter. Klase: En blomsterstand med en lang hovedstilk og stilkede blomster, der sidder derpå (se f.eks. Kinesisk Blåregn). Klatrerod: En rod, som dannes på stænglen, og som hæfter til andre ting (se f.eks. Almindelig Vedbend). Klatretråd: En tråd, som egentlig er et omdannet blad, småblad eller sideskud, og som hæfter planten til andre ting (se f.eks. Almindelig Vin). Kleistogami: Selvbefrugtning i lukkede blomster (se f.eks. Marts-Viol). Klokkeformet: En blomsterkrone, hvor kronbladene danner et tragtformet kronrør og en krave (se f.eks. Liden Klokke). Knippestillet: To eller flere blade, som udspringer fra punkter, der sidder meget tæt (se f.eks. Thunbergs Berberis). Knop: Ufærdige skud, som er dækket af knopskæl om vinteren. Knoppen rummer altså både det nye skud og dets blade. Knopskæl: Omdannede blade, der beskytter skuddet indtil dets strækningsvækst i foråret. Knæ: opsvulmede bladfæster inden for Græs-familien. Koblet (= trekoblet): Et sammensat blad med tre småblade (se f.eks. Hvid-Kløver). Kogle: Nåletræernes hunlige blomsterstand med dækskæl og frøskæl. Kogleskæl: Nåletræers skælagtige og ofte forveddede blade i koglen. Kolbe: Et aks med en opsvulmet akse (se f.eks. Majs). Kortskud: En skud med meget kort afstand mellem bladene (se f.eks. Vild-Æble). Kransstillet: Blade, der sidder tre eller flere i samme højde på stænglen (se f.eks. Krans-Konval). Kronblad: Et af de farvede blade i blomsten, som sidder inden for bægerbladene. Krukkeformet: En blomsterkrone, hvor kronbladene er vokset sammen og danner en tøndeagtig hulhed med en lille krave (se f.eks. Myrtekrukke). Krybende: En stængel, som vokser hen langs jordoverfladen og slår rod (se f.eks. Almindelig Vedbend). Kurv: En blomsterstand, hvor hovedaksen er kort og flad under de ustilkede blomster (se f.eks. Almindelig Tusindfryd). Kurvsvøb: Højblade, der sidder lige under kurven (se f.eks. Kornblomst). Kvast: En blomsterstand, hvor aksen ender i en blomst, og hvor sideakser dannes i de følgende bladhjørner (se f.eks. Eng-Forglemmigej). Kølformet: Blade, hvis tværsnit er V-formet (se f.eks. Hemerocallis).

L Lancetformet: Et blad, der er ca. fire gange så langt i forhold til bredden, og som smalner jævnt mod begge ender (se f.eks. Lancetbladet Vejbred) Langskud: De normale skud, som også har normal afstand mellem bladene. Se også Kortskud. Lappet: Et blad hvor indskæringerne i randen når ca. en tredjedel ind mod midterribben (se f.eks. Rød-Eg). Lavblad: Et blad på den nederste del af et skud, som afviger fra de normale blade. Ledbælg: I Ærteblomst-familien findes arter, som har uopspringende bælge med skillevægge mellem frøene. Ledskulpe: I Korsblomst-familien har enkelte arter uopspringende skulper med skillevægge mellem frøene. Lian: En plante, der søger mod lyset ved at støtte sig til andre planter, slyngende eller klatrende (se f.eks. Rådhusvin) Ligefinnet: Et blad, der er opdelt i et lige antal småblade (se f.eks. Musevikke). Ligestrenget: De lige kraftige ribber løber næsten parallelt fra bladgrund til bladspids (se f.eks. Høj Sødgræs). Linjeformet: Et smalt blad, som er væsentligt længere end bredt, og som har parallelle sider (se f.eks. Trævlet Palmelilje). Læbekrone: En blomsterkrone, hvor to sammenvoksede kronblade danner overlæben, mens tre kronblade danner underlæben (se f.eks. Læge-Salvie). Løg: Et underjordisk overvintringsorgan, der består af en kort, skiveformet stængel og et til mange, tykke løgskæl (se f.eks. Skov-Tulipan). Løgskæl: De tykke, næringsrige blade i et løg. Løvblad: De normale, grønne blade.

M Maskekrone: En blomsterkrone af læbetypen, hvor åbningen er blokeret af en forhøjning på underlæben (se f.eks. Løvemund). Modsat: Blade, der sidder parvist lige overfor hinanden på stænglen (se f.eks. Døvnælde). N Nedliggende: En stængel, der ligger hen ad jorden (se f.eks. Vej-Pileurt). Nyreformet: Et blad, som er mere bredt end langt, og som har afrundet spids (se f.eks. Almindelig Hasselurt). Næb: En næbformet forlængelse på enten frugtknuden eller frugthylstret (se f.eks. Bakke-Star). Nød: En tør frugt med en enkelt kerne (se f.eks. Småbladet Lind). Nøgle: En kvastagtig blomsterstand med forkortet akse (se f.eks. Nøgle-Klokke). Nål: Et smalt og stift blad, som kan være indrullet eller fladt (se f.eks. Klokke-Lyng).

O Omkringsædig: En blomst, hvor bægerblade, kronblade og støvdragere sidder på kanten af en blomsterbund, der omslutter frugtknuden som en skål eller en krukke (se f.eks. Rosen-slægten). Omvendt ægformet: Et blad, hvor det bredeste sted befinder sig på den yderste del af bladpladen (se f.eks. Rød-El). Opret: En vækstform, hvor grenene vokser mere eller mindre lodret til vejrs (se f.eks. Vellugtende Pibeved). Opstigende: En vækstform, hvor grenene først vokser langs jorden, men derefter stiger til vejrs (se f.eks. Grøn-El). Ovalt: Et blad, der er bredest på midten, og som har afrundet spids og basis (se f.eks. Storblomstret Perikon.