Christoffer Columbus (italiensk: Cristoforo Colombo, spansk: Cristóbal Colón, portugisisk: Cristovão Colombo) (født 31. oktober 1451, død 20. maj 1506) var en navigatør og opdagelsesrejsende fra Genova. Han er kendt, fordi han ledte den ekspedition, der ankom som den første europæiske opdagelsesekspedition til Amerika - derfor kaldes han ofte "opdageren af Amerika", selvom der naturligvis allerede boede mennesker der, og skønt vikingerne tidligere havde fundet Amerika, uden det dog havde givet rigtig genlyd i Europa.
Baggrund Tyve byer i Spanien og femten i Italien siges at påstå, at Columbus blev født i deres by. Selv oplyste han i sit testamente, at han var født i Genova. Han bevilgede nemlig penge til byen, så der altid skulle stå et hus der, hvor medlemmer af familien Columbus kunne bo, for "jeg rejste fra den by, og dér var det, jeg blev født".Herman Lindqvist: Columbus (s. 21-3), forlaget Schibsted, Oslo 2006,
Hans far, der hed Domenico Columbus, og farfar var uldvævere. Hans mor, Susanna Fontanarossa, kom også fra en uldvæverfamilie. Som tak for indsatsen i en lokal krig, fik Columbus' far ansvar for Genovas byport ved Olivella. Han åbnede også en kro ved væveriet, men da et andet politisk parti overtog magten i byen, måtte familien flytte, og slog sig ned i Savona. Columbus var den ældste af fem søskende. Søsteren Bianchinetta giftede sig med en ostehandler, og nævnes ikke mere. Som vicekonge ville Columbus ikke have en ostehandler til svoger. Én bror døde i ung alder, mens Bartolomeo blev korttegner. Giacomo blev kendt under sit kastilianske navn Diego. Intet tyder på, at Columbus nogensinde sendte penge hjem eller på andre måder hjalp sine forældre. Tværtimod gav han og sønnen indtryk af at nedstamme fra den gamle romerske konsulfamilie Colon. Hos lokale munke fik han lært at regne, navigere, læse og skrive latin – italiensk var dengang ikke et eget skriftsprog. Hans søn påstod, at faren havde studeret ved universitetet i Pavia, og at han ikke var den første admiral i familien, men ingen af delene passer.Herman Lindqvist: Columbus (s. 22-4)
Som fjortenårig tog Columbus til søs. Intet tyder på, at han nogensinde var kaptajn, før han blev udnævnt til "admiral over oceanet", men han havde været sømand, opkøber og handelsagent for genovesiske firmaer i 25 år. I en alder af 25 flyttede han til Lissabon, hvor hans bror Bartolomeo solgte søkort og bøger fra en kiosk ved havnen, lige ved et torv, hvor der blev solgt afrikanske slaver. Columbus lærte sig der at tegne kort, og læste bøger om historie og geografi, som han fyldte med egne notater. Særligt var han optaget af Pierre d'Aillys Imago Mundi. I kapitlet om Jordens omkreds regnede han ud, at den er på 30.192 km, og tilføjede: "Dette er sandheden." I virkeligheden er der tale om 40.000 km. Denne fejlberegning blev årsag til, at han senere aldrig forstod, hvor han var, da han havde krydset Atlanterhavet.Herman Lindqvist: Columbus (s. 41-4) Han støttede sig også til Ptolemæus, der i sin geografi var kommet til en omkreds på 33.000 km.Herman Lindqvist: Columbus (s. 49) Svaret lå ellers lige for. Eratosthenes havde allerede i antikken beregnet Jordens omkreds til 44.400 km, og han blev refereret i de bøger, Columbus studerede. Men Columbus holdt sig til de tal, der passede ham selv bedst. Da han skulle beregne Asiens størrelse, mente han, det var så stort, at Atlanterhavet næppe kunne være bredere end 60 grader. Men hvor meget er så en breddegrad? I Columbus' bøger havde Aristoteles et svar, der kun afveg tolv meter fra den virkelige værdi, men det blev for bredt for Columbus. I Imago Mundi fandt han en arabisk geograf, der beregnede 56 arabiske mile mellem to breddegrader ved ækvator. Columbus satte det lig med 56 romerske mile. Men arabiske mile er meget længere, sådan at deres grader var ligeså brede som hos Aristoteles. Columbus kom dermed frem til, at afstanden mellem Europa og Asien højst kunne være 4.000 km – men i virkeligheden er afstanden den femdobbelte.Herman Lindqvist: Columbus (s. 49-50)
Selv om han kun var en ukendt indflytter, blev Columbus gift med adelsdamen Felipa Perestrello e Moñiz. Hendes far havde deltaget i opdagelsen og erobringen af Madeira, og som belønning havde han fået titel af guvernør over den mindste af Madeira-øerne, Porto Santo, som var hans len. Parret boede delvis i Lisboa, og delvis i familieboligen på Porto Santo, en ludfattig, nærmest ørkenagtig ø. Sammen fik de sønnen Diego, men senest i 1485 var Felipa død. Det ser ikke ud til at have været nogen større sorg for Columbus, der knapt nævner hende.Herman Lindqvist: Columbus (s. 47)
I 1484 fik han foretræde for kong Johan 2. af Portugal, som imidlertid var en kundskabsrig mand, der lyttede til opkomlingen med skepsis. Han nedsatte dog en kongelig kommission til at vurdere Columbus' forslag om at bekoste en ekspedition til det fjerne Cipango (dvs. Japan), som Columbus havde læst om hos Marco Polo, og mente, man kunne nå ved at sejle mod vest. Kommissionen fastslog, at vejen til Cipango – hvis øen da overhovedet fandtes – var alt for lang, fordi Jorden er større og afstandene længere, end Columbus mente. Nedslået over afslaget og tynget af gæld pakkede han sine sager og gik med sin lille søn om bord i et skib, der tog dem mod syd til den nærmeste spanske havn, Palos.Herman Lindqvist: Columbus (s. 50-2)
Første opdagelsesrejse thumb|Mindeplade for Christoffer Columbus' ophold i Las Palmas på Gran Canaria under første, anden og fjerde ekspedition I Spanien slog Columbus sig ned i Huelva, i franciskanerklostret La Rábida, hvor munkene kunne tage hånd om hans søn. Abbeden, Juan Pérez, var en ungdomsven af dronning Isabella, og nu en af hendes skriftefædre. Gennem klostret skaffede Columbus sig vigtige støttespillere, og i januar 1486 ankom han Cordoba for at fremlægge for kongeparret sine planer om at nå Indien ved at krydse Atlanterhavet. Han måtte dog vente i fire måneder. I Cordoba lærte han den femten år yngre Beatriz Enriquez at kende. De flyttede sammen, og fik i 1488 sønnen Fernando. Beatriz kunne læse og skrive, men Columbus stilede højere end at blive gift med én, der var datter af en landmand og vinhandler. I sit testamente tilgodeså han hende dog med en årlig sum på 10.000 maravedí, dvs. en sømands årsløn, "for hun piner min samvittighed, skønt jeg for anledningen ikke helt forstår hvorfor". Men hver gang, nogen har foreslået at helgenkåre Columbus, fordi han skaffede den katolske kirke så mange sjæle ved at opdage et helt udøbt kontinent, har Vatikanet afslået ved at vise til hans forhold til Beatriz og deres "uægte" søn Fernando.Herman Lindqvist: Columbus (s. 58-9)
Columbus levede kun for sit projekt. Isabella bevilligede ham en lille løn som ansat hos hende.Herman Lindqvist: Columbus (s. 57) Han indgav hende den forestilling, at han med guldet fra Indien kunne befri Jerusalem fra islam. Undervejs blev han indkaldt til en kommission af videnskabsmænd, der ved nytårstid 1490/91 afviste hans planer med, at Jordens afstande er langt større end i hans beregninger, og desuden henviste til Augustins udtalelser om, at alt uden for den kendte verden er ubeboeligt, for ellers ville det jo ikke være ukendt for os.Herman Lindqvist: Columbus (s. 60-3)
Columbus' venner i La Rábida talte dog hans sag ved hoffet, og han fik igen audiens. Dronningen sendte penge, så han kunne købe nyt tøj, samt tilladelse til at skaffe sig et muldyr. Pga. krigen mod maurerne var alle ridedyr rekvirerede af kronen.Herman Lindqvist: Columbus (s. 68) Han blev mødt med venlighed i Sevilla, og en ny kommission nedsat. Men så fremsatte han sine betingelser: At han og hans mandlige efterkommere for altid skulle tilhøre adelsstanden; at han fik titlen Admiral af Oceanet, som skulle gå i arv fra far til søn; udnævnes til vicekonge af alle nye lande, der blev opdaget, også som arvelig titel; og endelig skulle han og hans efterkommere have ret til mindst 10 % af de værdier, der sendtes fra områderne, han kom til at opdage. Hoffet var lamslået. Her stod en fattig fyr, ekviperet af dronningen, og fremførte som tak sine forlangender på gebrokkent kastiliansk. Svaret var nej, og han forlod slottet. Men Columbus' støtter anførte, at man jo kunne gå med på hans krav, på betingelse af, at han fandt noget, før han fik dem indfriet. Med den nyhed nåede dronningens kurér ham ved Pinos-broen. 4. april 1492 var alle papirer underskrevet, og kongeparret skrev breve på latin, stilet til de fyrster, Columbus ville møde på rejsen. I et kongeligt dekret hed det, at alle dømte forbrydere blev sat fri og benådet, hvis de lod sig mønstre på hans skibe. Byen Palos havde i en periode sjusket med skatteindbetalingen og i stedet været pålagt at holde skibe parat til kongelig tjeneste. Nu fik byen besked om at stille tre karaveller til Columbus' disposition, men den havde kun to. Granada var faldet, og muslimerne overvundet, så Kastilien skulle nu blive et rent, kristent land. De første jødiske familier var kommet dertil før kristendommen, men nu fik de fire måneder til enten at lade sig døbe eller rejse. De mange jøder, der nu forlod Spanien ad søvejen, fik rederne til at holde skibene i havn, for at presse priserne i vejret.Herman Lindqvist: Columbus (s. 68-72) Når Columbus fik fat i erfarne søfolk i stedet for straffedømte, skyldtes det Martin Pinzón, kaptajn på Pinta, og hans kontakter. Besætningen gik om bord aftenen før afrejse, dvs 2. august, som var sidste frist for alle udøbte jøder til at forlade Spanien.Herman Lindqvist: Columbus (s. 79)
thumb|right|Et billede af Columbus fra 1893, hvor han proklamerer besiddelsen af Den Nye Verden. Rejsen blev indledt 3. august 1492 fra Palos, hvor han med tre skibe (Santa Maria, Niña og Pinta) og 87 mænd sejlede vestpå. I spanske statsarkiver har man fundet de 87 besætningsmedlemmers navne og opgaver. Da de blev lønnet af kronen, noteredes det nøje, hvad de hed, og hvad deres opgaver om bord var. Der var hverken præster, missionærer, nybyggere eller soldater med. Det drejede sig om en civil forskningsekspedition, medbringende en del kongelige tjenestemænd. De fleste om bord var unge, men erfarne sømænd fra Andalusien. Hele ekspeditionen kostede ca. to millioner maravedí, svarende til prisen på et tusinde køer, altså ingen imponerende sum. Det meste kom fra finansmanden Luis de Santangel, der sikrede sig ved at forlange fjorten procent renter over to år, og fremskaffede pengene fra kronens hemmelige politi-organisation, Hermandades, hvor han var skatmester. Columbus havde lånt sig til en ottendedel af summen. Resten kom fra Kastilien og byen Palos.Herman Lindqvist: Columbus (s. 77-8)
Columbus fandt ikke Indien, men genopdagede i stedet Amerika. 12. oktober samme år gik han i land på øen San Salvador, hvor han kom i kontakt med fredelige indfødte. Han var så sikker på, at han havde nået det asiatiske fastland, at han lod hele mandskabet efter tur sværge på, at de var kommet til Asien. Det hele blev nedtegnet af protokolføreren. Hvis nogen brød den ed, sagde Columbus, skulle de straffes med store bøder eller få tungen skåret af.Herman Lindqvist: Columbus (s. 17-8) thumb|left|Første rejse.