thumb|Hovedbygning - Miniatur Wunderland Miniatur Wunderland er en modeljernbaneudstilling i Speicherstadt i Hamburg, indviet 16. august 2001. Dets 1.499 m² store anlæg er verdens største og med cirka en million besøgende om året en af de populæreste seværdigheder i Hamburg. Anlægget omfatter typiske landskaber og kendte bygninger fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Skandinavien og senest Italien. Blandt højdepunkterne kan nævnes kørende biler, en lufthavn med lettende og landende fly og ikke mindst et utal af både realistiske og morsomme detaljer.

Historie

Historien om Miniatur Wunderland tog sin begyndelse i sommeren 2000, da diskoteksejeren Frederik Braun fra Hamburg var på ferie i Zürich. Her besøgte han tilfældigvis en modeltogsbutik og fik spontant lyst til atter at beskæftige sig med modeljernbaner. Men den spontane ide dækkede ikke bare over et almindeligt modeljernbaneanlæg men derimod et kæmpeanlæg. Der fandtes allerede flere store modeljernbaneanlæg i Tyskland, og der kom stadig flere til. Men ingen havde en størrelse, som det Frederik Braun ønskede. Han kontaktede sin tvillingbror Gerrit Braun og forelagde ham ideen. Han var skeptisk men blev efterhånden overbevist, måske hjulpet på vej af at de begge egentlig gerne ville ud af diskoteksbranchen.

Et banklån på 2 mio. DM (ca. 7,5 mio DKK) blev optaget, og der blev fundet lokaler i et tidligere pakhus i Speicherstadt, et tidligere frihavnsområde der var under omdannelse til mere normalt byområde, og hvor man i øvrigt kom til at dele bygning med en anden populær seværdighed, Hamburg Dungeon. Til at designe og lede bygningen af anlægget engageredes den erfarne modeljernbanebygger Stephan Hertz, og til at hjælpe ham ansattes et støt stigende antal medarbejdere. En særlig ting i den forbindelse var, at mange medarbejdere ikke før havde beskæftiget sig med modeljernbaner, hvilket selv sagt ikke kunne undgå at give nogle begyndervanskeligheder. De første 25 % af arbejdet blev klaret på fire måneder, men da de sidste 75 % skulle klares på den tilsvarende tid, krævede det både overarbejde og ekstra medarbejdere. Til gengæld blev resultatet så også nyskabende og forbillededannende med betydelig større vægt på landskabet end ved traditionelle tyske modeljernbaner.

Samtidig med opbygningen blev andre modeljernbaneudstillinger studeret. Man bemærkede, at de kvindelige besøgende sjældent var særligt interesserede undtagen der, hvor der var lavet små scenerier på anlæggene. Det sidste tog man til sig og oversåede Miniatur Wunderland med talrige små og større scenerier. I første omgang havde man dog ikke nogen nærmere ide om, hvordan det skulle tage sig ud rent praktisk. Opgaven med at fylde landskaberne med liv blev overladt til Frederik Brauns senere kone og dennes veninde, og de sørgede hurtigt for furore. En af de første scenerier var således fundet af et nøgen lig i en bæk omgivet af politi og redningskræfter. Det gav anledning til diskussion om, hvad man egentlig kunne tillade sig, og om det ikke stødte mod grænsen for god smag. Afgørelsen blev dog, at "alt er tilladt", og at man skulle afspejle det virkelige liv på godt og ondt. Efter denne devise er siden kommet i hundredvis af detaljer og scenerier til. Nogle dagligdags som folk der venter på toget eller er på arbejde, andre triste som begravelser og atter andre muntre som folk på stranden eller til bryllup. Og ind imellem mere vittige men ikke synderlige realistiske ting som rumvæsener i Area 51 og pingviner på ferie i Sverige. Enkelte mere erotiske scenerier er det også blevet til, men de er bevidst placeret uden for synsvidde af børneøjne.

Indvielse og første reaktioner

Efter ni måneders arbejde indviedes Miniatur Wunderland 16. august 2001 af Hamburgs overborgmester Ortwin Runde. På det tidspunkt var anlægget på 300 m², hvilket i selv gjorde det til en sværvægter blandt modeljernbaneanlæg. Men selvom udenomspladsen og publikumsfaciliteterne i første omgang skulle synes at matche, blev man allerede efter få dage belært om noget andet. Publikum strømmede til og gør det for den sags skyld stadig væk. Men da man ikke vil have alt for mange ind ad gangen, dels af hensyn til brandsikkerheden og dels for at folk overhovedet kan komme til at se noget, fører det imidlertid ofte til ventetider på op til omkring en time i weekender og ferier. Noget der søges rådet bod på med uddeling af slik og drikkevarer til de ventende tillige med mulighed for køb af billet på forhånd dermed mulighed for at springe køen over. Men også indenfor indgangen har man måttet tilpasse sig, og indgangsområde, butik og cafeteria har således måttet flyttes til større forhold hele tre gange i årenes løb. Til gengæld kan man så glæde sig over, at den store tilstrømning har betydet, at det oprindelige lån og flere andre har kunnet betales ud, og at den videre udbygning nu kan finansieres af egne midler.

Det nye store anlæg vakte naturligvis også interesse hos mere almindelige entusiaster. Nogle var begejstrede, mens enkelte var mere kritiske. De mange detaljer og lys- og lydeffekter kan ikke undgå at give anlægget et vist tivoli-præg visse steder, ligesom realismen ikke altid er i højsædet. Begge dele noget der afviger fra mange andre anlæg, der lægger mere vægt på at skildre den ofte ikke særligt muntre virkelighed, de fleste mennesker nu engang befinder sig i. Men her er det gået Miniatur Wunderland som så mange andre: Det er det urealistiske og festlige, der sælger billetter.

Andre studsede over at der reklameredes med hele 500 tog og syntes ikke, de kunne få øje på så mange. Forklaringen er dog simpel: de fleste tog befinder sig på skjulte banegårde under anlægget for så at komme frem på skift. Herved sikres dels, at det ikke bliver de samme tog, folk ser hele tiden, og dels at togene får mulighed for at hvile. Det sidste er ikke mindst vigtigt, for selvom de fleste modeltog er særdeles robuste og driftssikre, så er de trods alt ikke bygget til at køre mellem otte og elleve timer i træk hver dag året rundt. En tilsvarende simpel grund er der i øvrigt også til, at ellokomotiverne kører med pantograferne slået ned, selvom der er opsat køreledninger på store dele af anlægget. Sliddet ville simpelthen blive for stort, hvis de skulle bruges rigtigt.

Videre udbygning

De første 300 m² med partier fra Alperne, Syd- og Midttyskland var imidlertid kun begyndelsen. En del af de oprindelige planer var således en storby, og når man nu bor i en sådan, Hamburg, var det jo meget naturligt at tage udgangspunkt i denne. Som sagt så gjort og 22. november 2002 kunne modeltogene fortsætte til hansestaden. Under bygningen indledte man i øvrigt en praksis med, at de besøgende kunne følge med i arbejdet med udbygningen af anlægget i åbningstiden. Noget de også har kunnet gøre ved senere udbygninger, om end man dog her har opstillet midlertidige vægge (dog med vinduer og dører) for at skærme mod støj- og støvgener. Også en del medarbejdere i værksteder og lignende kan kigges over skulderen på denne måde.

Næste anlægsafsnit blev helliget de store muligheders land, USA. Her måtte man imidlertid konstatere, at medarbejderne over de sidste par år var blevet betydeligt mere kvalitets- og detaljebevidste. Til trods for at afsnittet kun fyldte en tredjedel, tog det lige så lang tid at bygge som det første. Færdig blev det dog og forbundet med det øvrige anlæg via en glasoverdækket tunnel i gulvet. Efter indvielse 8. december 2003 vendte man blikket nordpå mod Skandinavien, der indviedes i juli 2005. Her fik både Danmark, Norge, Sverige og Finland plads, ligesom man betrådte nyt land med et kæmpe bassin med vand og sejlende skibe. Ægte vand undgås ellers helst på modeljernbaner af hensyn til elektronikken, men her fungerer det med lidt påpasselighed. Femte anlægsafsnit, Schweiz, bød også på højdepunkter og det i ordets bogstaveligste betydning. Man gennembrød simpelthen gulvet/loftet til etagen nedenunder, så man kunne give plads til over fem meter høje alpetoppe foruden tog i to etager. Noget af en udfordring og da kvalitetskravene stadigvæk steg, varede det denne gang til 12. november 2007, før indvielsen kunne finde sted.

6. skud på stammen er en stor trafiklufthavn med omegn, der med sin indvielse 4. maj 2011 bragte det samlede anlægsareal op på svimlende 1300 m². Her var lettende og landede fly den store nyhed. Efterfølgende tog man et kort pusterum med udvidelserne og kastede sig over vedligeholdelse og fornyelse af de eksisterende anlægsdele, hvor over ti års drift efterhånden har sat sit præg. Indgangsområde, butik og cafeteria blev desuden i august 2012 for tredje gang flyttet til større faciliteter.

I mellemtiden er Miniatur Wunderland blevet den seværdighed i Hamburg, der har det størst voksende besøgstal. 16. juli 2008 besøgte gæst nr. 5.000.000 således Miniatur Wunderland. Og allerede små tre år senere, 19. maj 2011 rundedes gæst nr. 8.000.000, mens man 5. december 2012 kunne fejre gæst nr. 10.000.000.

Sideløbende har der også været tid til forskellige aktiviteter i og udenfor huset. Ved forbundsdagsvalgene i 2009 og 2013 stillede man f.eks. under overskriften Utopia en kvadratmeter til rådighed for hver af de seks partier i forbundsdagen hvor de kunne vise deres respektive visioner for Tyskland. Et andet eksempel er Die geteilte Stadt (den delte by), hvor man gennem syv dioramaer følger en fiktiv grænseovergang i Berlin fra 2. verdenskrigs slutning i 1945 til Berlinmurens fald i 1989.Sonderausstellungen im Miniatur Wunderland, Miniatur Wunderland Udenfor huset har man desuden lavet forskellige rekordforsøg, hvor f.eks. et større antal modellokomotiver blev sat til at trække et rigtigt lokomotiv.

Det næste anlægsafsnit der kom til er Italien, der blev indviet 28. september 2016. Her er fokus blandt andet på landskaber og Roms seværdigheder, ligesom der er lagt en del kræfter i en genskabelse af vulkanen Vesuv med udbrud. I forhold til tidligere anlægsafsnit har krav og forventninger denne gang været noget højere, da Italien har mange internationalt kendte steder og bygninger. For at det ikke skulle tage alt for lang tid, undlod man i første omgang en planlagt gengivelse af Venedig. Byen med dens kanaler og kendte bygninger blev så i stedet åbnet som et mindre isoleret anlægsafsnit 21. februar 2018.Venedig: Ein Miniatur-Meisterwerk vollendet den Italien-Abschnitt im Miniatur Wunderland, pressemeddelelse fra Miniatur Wunderland, 20. februar 2018.Venedig, Miniatur Wunderland. Besøgt 20. september 2018.

Det næste anlægsafsnit bliver Monaco med Formel 1-løbet Monaco Grand Prix og Provence i Frankrig. Arbejdet med dem forventes at vare til i hvert fald slutningen af 2019.Die Zukunftspläne des Wunderlandes, Miniatur Wunderland. Besøgt 20. september 2018. Derudover er der planer om at bygge en bro over kanalen bag Miniatur Wunderland til et pakhus på den anden side, hvor man kan bygge nye anlægsafsnit.Die Zukunft des Wunderlandes, Miniatur Wunderland. Besøgt 20. september 2018.

Highlights thumb|Nej det er ikke NASA, men så mange computere skal der faktisk til for at overvåge det 1.300 m² store anlæg Miniatur Wunderland er et kæmpe modeljernbaneanlæg og befares som sådan af hundredvis af tog i alle afskygninger. Men trods deres store antal og allestedsnærværelse står de faktisk noget i skyggen af en række andre highlights, der også tiltrækker opmærksomhed blandt ellers ikke modeljernbaneinteresserede:

Car System. Gerrit Braun har lavet en avanceret udgave af Faller Car System, således at over 270 biler kan køre rundt i Knuffingen, Amerika og trafiklufthavnen med behørig overholdelse af færdselsreglerne. Brandbiler. Brødrene Braun er vilde med brandbiler, så mindst en gang hvert kvarter brænder det skiftende steder i Knuffingen, hvorefter brandvæsenet rykker talstærkt ud. I etagen under anlægget er et stort antal modelbrandbiler desuden udstillet. Dag-nat-cyklus. Hvert kvarter ruller natten hen over anlægget med aftendæmring, nat og morgen.