thumb|330px|Øernes beliggenhed ud for Cornwall thumb|330px|Luftfoto af Tresco, den næststørste af øerne
Isles of Scilly (Scillyøerne) er en lille britisk øgruppe i Atlanterhavet/ den engelske kanal, 45 km sydvest for Lands End i Cornwall. Øerne er en del af grevskabet Cornwall, med den lokale administration er på hovedøen St. Mary's. Landskabet er præget af granitmassiver med forrevne klippekyster og mange undersøiske rev og skær.
Arealet er 16,32 km², og der er 1 682 indb. (2008). Ø-gruppen består af fem beboede og ca. 145 ubeboede øer. Scillyøerne har været beboet fra stenalderen og indbyggerne lever som dengang af landbrug og fiskeri. Hovedaktiviteten er i nutiden turismen, som udgør 60 % af øernes indtægter.
St. Mary's lufthavn og Tresco heliport er de vigtigste forbindelser mellem øerne og Sydengland. Fra St. Mary's lufthavn transporteres der med helikoptere og mindre flyvemaskiner passagerer, afskårne blomster og friske grønsager. Lufthavnen er det administrative center for øernes Brand og Redningstjeneste. Om sommeren besøges øerne af mange krydstogtskibe, og passagerfærgen Scillonian III sejler i rutefart mellem St. Mary's og Penzance i Cornwall.
Øernes placering i nærheden af golfstrømmen betyder, at det sjældent er frost og sne, og det giver landmændene gode muligheder for at dyrke blomster og grønsager tidligere end på det britiske hovedland. Om vinteren er øerne udsat for atlantiske storme. Det ses tydelig på Tresco, hvor de frodige subtropiske Abbey Gardens ligger beskyttet på den sydlige ende af øen, mens øens nordlige del er præget af landskaber med lave lyngområder og golde klipper.
De beboede øer er St. Mary's, Tresco, St. Martins, St. Agnes og Bryher
Af de ca. 145 ubeboede øer og skær er Samson den største.
Historie Tidlig historie thumb|Rekonstrueret kystlinje for Scillyøerne i 3000 f.Kr., understøttet af Barnett m.fl.
Øerne kan være identiske med Kassiteriderne ("Tinøerne"), som nogle mener blev besøgt af fønikerne, og som blev omtalt af grækerne. Selvom Cornwall siden oldtiden har været et område med tinminedrift, er der ingen dokumentation for, at der har været omfattende tinminedrift på øerne.
I det Romerrige kan øerne have været brugt som eksilsted. Mindst én person, en vis Tiberianus fra Hispania, vides at være blevet dømt til forvisning til øerne omkring 385, ligesom biskoppen Instantius, som led i retsforfølgelsen af priscillianisterne.
Øerne var en del af det brittonisk-keltiske kongerige Dumnonia. I den senere subromerske periode, omkring 600-tallet e.Kr., var de tilbageværende britannere opdelt i tre adskilte områder: vesten (Cornwall), Wales og Cumbria– (Strathclyde). Øerne kan have været en del af disse statsdannelser, indtil en kortvarig engelsk erobring i 900-tallet blev afbrudt af den normanniske erobring.
Det er sandsynligt, at øerne indtil relativt nyere tid var meget større og måske udgjorde én sammenhængende ø ved navn Ennor. Stigende havniveau oversvømmede den centrale slette omkring 400–500 e.Kr. og dannede de nuværende 55 øer og småøer (hvis en ø defineres som "land omgivet af vand ved højvande, hvor der vokser landvegetation"). Ordet er en sammentrækning af det gammelkorniske (, muteret til ), der betyder 'landet' eller 'den store ø'.
Vidnesbyrd om den tidligere store ø omfatter:
En beskrivelse fra romertiden omtaler Scilly som "" i ental, hvilket tyder på enten én enkelt ø eller en ø, der var meget større end nogen af de øvrige. Der er fundet rester af en forhistorisk gård på Nornour (nu et lille, klippefyldt skær, der er alt for lille til landbrug). omfatter en beskrivelse af over 250 romerske fibler fundet på stedet. Her fandtes engang et britisk jernaldersamfund, som fortsatte ind i romertiden. Samfundet blev sandsynligvis grundlagt af indvandrere fra Bretagne – formentlig veneterne – der var aktive i tinhandlen, som udsprang af minedriften i Cornwall og Devon. Ved visse lavvander bliver havet så lavt, at folk kan gå mellem nogle af øerne. Dette kan være en af kilderne til fortællinger om "druknede lande", eksempelvis Lyonesse. Gamle markmure er synlige neden for højvandslinjen ud for nogle af øerne, såsom Samson. Nogle af de kornisksprogede stednavne synes også at afspejle historiske kystlinjer og tidligere landområder. Hele Sydengland er gradvist sunket, i modsætning til den postglaciale landhævning i Skotland. Dette har skabt riaerne (oversvømmede floddale) på Cornwalls sydkyst, eksempelvis River Fal og Tamars flodmunding.
Ude i havet, midt mellem Land's End og Scillyøerne, ligger det formodede sted for det mytiske, forsvundne land Lyonesse, som omtales i Arthur-litteraturen (og hvor Tristan siges at have været prins). Dette kan være et folkeminde om oversvømmede landområder, men sagnet er også udbredt blandt de brittoniske folk. Sagnet om Ys er et parallelt og beslægtet sagn i Bretagne, ligesom sagnet om i Wales.
Nordisk og normannisk periode thumb|Olav Tryggvason, der besøgte øerne i 986. Det siges, at et møde med en gejstlig dér fik ham til at kristne Norge.
I 995 blev Olav Tryggvason kong Olav 1. af Norge. Olav, der var født ca. 960, havde plyndret forskellige europæiske byer og kæmpet i flere krige. I 986 mødte han en kristen seer på Scillyøerne. Seeren var sandsynligvis tilhænger af Priscillian og en del af det lille kristne samfund, der var blevet forvist hertil fra Spanien af kejser Maximus på grund af priscillianisme. I Snorri Sturlusons Norges kongesagaer fortælles det, at seeren sagde til ham:
thumb|På kong Knuds tid lå Cornwall og Wales uden for Englands herredømme.
Sagnet fortsætter med, at Olav, som seeren havde forudsagt, blev angrebet af en gruppe mytterister, da han vendte tilbage til sine skibe. Så snart han var kommet sig over sine sår, lod han sig døbe. Derefter holdt han op med at plyndre kristne byer og boede i England og Irland. I 995 benyttede han en mulighed for at vende tilbage til Norge. Da han ankom, stod Håkon jarl over for et oprør. Olav Tryggvason overtalte oprørerne til at acceptere ham som deres konge, og Håkon jarl blev myrdet af sin egen træl, mens han gemte sig for oprørerne i en svinesti.
Med den normanniske erobring kom Scillyøerne i højere grad under centraliseret normannisk kontrol. Omkring 20 år senere blev Domesday-undersøgelsen gennemført. Øerne ville have været en del af undersøgelsesområdet "Exeter Domesday", som omfattede Cornwall, Devon, Dorset, Somerset og Wiltshire.
I midten af 1100-tallet fandt der angiveligt et vikingeangreb sted på Scillyøerne, som nordboerne kaldte . Angrebet omtales i : Svend Asleifsson "drog sydpå, neden om Irland, og erobrede en pram, der tilhørte nogle munke i Syllingar, og plyndrede den". (Kapitel LXXIII)
"" betyder bogstaveligt "Marias havn". Navnet gør det ikke klart, om det henviste til en havn på en større ø end nutidens St Mary's eller til en hel ø.
Det antages almindeligvis, at Cornwall og muligvis Scillyøerne kom under den engelske krones herredømme i slutningen af Æthelstans regeringstid (regerede 924–939) og forblev det frem til den normanniske erobring. I ældre tid var en øgruppe i et fællesskab af eneboeres besiddelse. Kong Henrik 1. (regerede 1100–1135) overdrog den til Tavistock-klostret, som oprettede et priorat på Tresco. Det blev nedlagt under reformationen.
Senmiddelalderen og den tidlige moderne periode thumb|Scilly var et af Cornwalls herreder (tidligere kendt som Cornish Shires) i begyndelsen af 1800-tallet.
Omkring begyndelsen af 1300-tallet indgav abbeden og klostersamfundet i Tavistock Abbey en anmodning til kongen,
thumb|Scillyøerne: kort af John Bartholomew (1874)
Det fremgår af en optegnelse fra 1305, at William le Poer, Scillys koroner, var bekymret over omfanget af skibsforlis ved øerne og sendte en anmodning til kongen. Navnene viser en bred vifte af oprindelser, eksempelvis Robert og Henry Sage (engelske), Richard de Tregenestre (kornisk), Ace de Veldre (fransk), Davy Gogch (muligvis walisisk eller kornisk) og Adam le Fuiz Yaldicz (muligvis spansk).
Det vides ikke, hvornår øboerne holdt op med at tale kornisk, men sproget synes at være begyndt at gå tilbage i Cornwall i senmiddelalderen. Det var stadig dominerende i området mellem øerne og Bodmin på reformationens tid, men gik derefter hurtigere tilbage. Øerne synes at have mistet det gamle brittoniske (P-keltiske) sprog før dele af Penwith på fastlandet, i modsætning til dets walisiske søstersprog. Kornisk er ikke direkte beslægtet med irsk, skotsk gælisk eller manx, som tilhører den Q-keltiske sproggruppe.
Under den engelske borgerkrig erobrede parlamentstilhængerne øerne, men deres garnison gjorde mytteri og gav øerne tilbage til royalisterne. I 1651 brugte den royalistiske guvernør, sir John Grenville, øerne som base for kaperangreb på Commonwealths og nederlandske skibe. Den nederlandske admiral Maarten Tromp sejlede til øerne og krævede erstatning ved sin ankomst den 30. maj 1651. Da han hverken fik erstatning eller et tilfredsstillende svar, erklærede han England krig i juni. Det var i denne periode, at den omstridte 335-årskrig mellem øerne og Nederlandene begyndte.
I juni 1651 generobrede admiral Robert Blake øerne for parlamentstilhængerne. Blakes første angreb på Old Grimsby mislykkedes, men de efterfølgende angreb førte til erobringen af Tresco og Bryher. Blake opstillede et batteri på Tresco for at beskyde St Mary's, men en af kanonerne eksploderede, dræbte sit mandskab og sårede Blake. Et andet batteri viste sig mere effektivt. Derefter forhandlede Grenville og Blake vilkår, der tillod royalisterne at overgive sig med æren i behold. Parlamentets styrker gik derpå i gang med at befæste øerne. De opførte Cromwell's Castle – en kanonplatform på Trescos vestside – med materialer hentet fra en tidligere kanonplatform længere oppe ad bakken. Selvom denne tidligere, dårligt placerede platform stammede fra 1550'erne, kaldes den nu King Charles's Castle.
Scillyøerne fungerede som eksilsted under den engelske borgerkrig. Blandt de forviste var unitaren Jon Biddle.
Natten til den 22. oktober 1707 var øerne skueplads for en af de værste søfartskatastrofer i britisk historie, da seks skibe fra en flåde på 21 Royal Navy-skibe på vej fra Gibraltar til Portsmouth blev drevet mod klipperne. Fire af skibene sank eller kæntrede, og mindst 1.450 mennesker omkom, herunder den øverstkommanderende admiral, sir Cloudesley Shovell.
Der er tegn på oversvømmelse som følge af tsunamien udløst af jordskælvet i Lissabon i 1755.
Turisme thumb|Dagmærket (et sømærke, der fungerer som et fyrtårn i dagslys) på St Martins, det nærmeste punkt til Cornwalls fastland.
I dag anslås turismen at stå for 85 % af øernes indtægter. Øerne har haft succes med at tiltrække disse investeringer takket være deres særlige miljø, gunstige sommerklima, afslappede kultur, effektive koordinering mellem turismeudbyderne og gode sø- og luftforbindelser til fastlandet, hvis omfang er usædvanligt for øsamfund af tilsvarende størrelse.Isles of Scilly Local Plan: A 2020 Vision, Council of the Isles of Scilly, 2004Isles of Scilly 2004, imagine..., Isles of Scilly Tourist Board, 2004
Øernes økonomi er stærkt afhængig af turisme, selv sammenlignet med andre øsamfund. "Koncentrationen om et lille antal sektorer er typisk for de fleste britiske øsamfund af tilsvarende størrelse. Det særlige er imidlertid graden af koncentration sammen med turismens samlede betydning for økonomien som helhed og det meget begrænsede omfang af fremstillingsvirksomhed".
Turismen er også meget sæsonbetonet, fordi den er afhængig af udendørs fritidsaktiviteter, og det lavere antal turister om vinteren medfører en betydelig nedgang i øernes erhvervsaktivitet. Turistsæsonen forlænges dog ind i oktober, hvor mange fuglekiggere ("twitchere") ankommer.
Ornitologi