Muhammed (også stavet bl.a. Muhammad, Mohammad og MohammedJørn Lund: Sprog og tekster - alfabetisk. Artikel i Nyt fra Sprognævnet 2002 nr. 1.Helle Lykke Nielsen: Islamisk, muslimsk eller muhamedansk? Om arabiske ord på dansk. Artikel i Mål og Mæle nr. 4, 19. årgang, 1996.; ; fulde navn ; ca. 570 i Mekka – 8. juni 632 i Medina) var en arabisk religiøs og politisk leder og den centrale profetiske skikkelse i islam. Muslimer betragter ham som Guds sendebud og, i islams hovedstrøm, som den sidste i rækken af profeter, "profeternes segl". Ifølge islam modtog han de guddommelige åbenbaringer, der senere blev samlet i Koranen, og videreførte den monoteistiske tro, som i muslimsk tradition føres tilbage gennem tidligere profeter som Abraham, Moses og Jesus.
Muhammed tilhørte Banu Hashim-klanen af Quraysh-stammen og voksede op i Mekka. Omkring sit 40. år begyndte han ifølge den islamiske tradition at modtage åbenbaringer og forkynde troen på én Gud, dommedagen og menneskets ansvar over for Gud. Forkyndelsen mødte voksende modstand, og i 622 udvandrede han med sine tilhængere til Yathrib, det senere Medina, ved hijra, som siden blev udgangspunkt for den islamiske kalender. I Medina udviklede det muslimske fællesskab sig til et religiøst og politisk samfund under Muhammeds ledelse. Efter flere års konflikt med Mekka indtog han byen i 630 og fjernede afgudsbillederne fra Ka'baen; ved hans død i 632 havde islam vundet tilslutning i store dele af Arabien.
Muhammeds liv, udsagn og handlinger fik grundlæggende betydning for islamisk tro og praksis gennem sunna og hadith. De vigtigste sammenhængende muslimske levnedsskildringer blev imidlertid nedskrevet flere generationer efter hans død, og en række enkeltheder i hans biografi kan derfor ikke med sikkerhed historisk efterprøves. Muhammed efterlod ingen alment anerkendt bestemmelse om sin efterfølger; Abu Bakr blev valgt som den første kalif, mens andre mente, at lederskabet tilkom Muhammeds fætter og svigersøn Ali ibn Abi Talib. Striden om efterfølgelsen blev en væsentlig forudsætning for den senere deling mellem sunni-islam og shia-islam.
Liv og gerning Kilderne til Muhammeds liv thumb|Illumineret titelblad fra fjerde bind af den osmanniske Siyer-i Nebi, 1594–1595. Værket tilhører den senere litterære tradition for levnedsskildringer af Muhammed. De vigtigste fortællende kilder til Muhammeds liv blev nedskrevet flere generationer efter hans død og kan efter moderne historisk-kritiske kriterier ikke uden videre verificeres eller falsificeres. Det er derfor ikke muligt med sikkerhed at rekonstruere alle forhold ved den historiske Muhammed. Den muslimske tradition har imidlertid bevaret en omfattende levnedsskildring, hvis tidligste sammenhængende fremstilling er Ibn Ishaqs sira, som hovedsagelig kendes gennem den senere redigerede version af Ibn Hisham. Denne betragtes som den første sammenhængende levnedsskildring, mens de tidligste biografiske fragmenter findes i hadith.
Koranen og hadithsamlingerne udgør sammen med sira-litteraturen de vigtigste tidlige kilder. Koranen havde i alt væsentligt fået sin form ved slutningen af 600-tallet og er den tidligste større kilde til Muhammeds virke, men han nævnes kun ved navn fire gange, og teksten er ofte så indforstået, at senere fortolkende litteratur er nødvendig for at sætte passagerne ind i en biografisk sammenhæng. Koranens materiale er ofte tillagt en meget direkte forbindelse til Muhammed selv. Nogle betragter praktisk taget hele teksten som udgået fra hans mund, og andre fremhæver, at hovedparten af åbenbaringerne blev nedskrevet allerede i hans levetid.
Barndom og ungdom thumb|Den unge Muhammed møder ifølge traditionen den kristne munk Bahira. Miniature fra Rashid al-Dins Jami al-Tawarikh, ca. 1315. Muhammed blev ifølge traditionen født i Mekka omkring 570, i det såkaldte "Elefantens år", , som blev forbundet med et abessinsk angreb på Mekka. Han tilhørte Banu Hashim af Quraysh-stammen, den ledende stamme i Mekka. Familien var anset, men ikke velhavende. Hans far, Abdullah ibn Abd al-Muttalib, døde før eller omkring sønnens fødsel, og hans mor, Amina bint Wahb, døde, da han var omkring seks år. Han blev først taget i vare af sin farfar Abd al-Muttalib, og efter dennes død omkring to år senere blev hans farbror Abu Talib hans værge og beskytter.
En ældre overlevering fortæller, at Muhammed som barn blev besøgt af to skikkelser, senere identificeret som engle, der "åbnede hans bryst" og rørte ved det indvendige. Episoden fremstilles som den første af flere usædvanlige oplevelser, der førte ham mod religiøs søgen. Som dreng arbejede han som fårehyrde, og nogle beretninger fortæller, at han allerede som ung ledsagede Abu Talib på handelsrejser til Syrien.
Mekka var et betydningsfuldt handels- og pilgrimscentrum omkring Ka'baen, og Muhammed kom tidligt i berøring med handelslivet. Omkring 25-årsalderen kom han i tjeneste hos den velhavende enke Khadija, hvis karavaner han ledsagede eller administrerede. Ifølge en overlevering mødte han på en rejse mod Syrien både jøder og kristne, herunder munken Bahira, som skulle have genkendt tegnene på en kommende religiøs sendelse hos ham. Khadija og Muhammed blev siden gift. Ægteskabet var langvarigt og nært og Khadijas støtte fremhæves som afgørende under de første år af hans profetiske virke.
Muhammed havde i alt syv børn, hvoraf fem døtre overlevede barndommen, og to sønner døde som små. Datteren Fatima blev gift med Muhammeds fætter og fostersøn Ali ibn Abi Talib, og gennem deres sønner Hasan og Husayn fortsatte Muhammeds efterkommerslægt.
Religiøst miljø og profetisk kald thumb|Hira-grotten på Jabal al-Nur nær Mekka, hvor Muhammed ifølge islamisk tradition modtog sin første åbenbaring. Arabien rummede på Muhammeds tid forskellige religiøse traditioner. Mekka var et centrum for den førislamiske arabiske religion med Ka'baen som helligdom, og der fandtes samtidig betydelige jødiske og kristne miljøer i og omkring den Arabiske Halvø. Den førislamiske religion er blevet beskrevet en form for polydemonisme med lokale ånder og guddommelige kræfter samt gudinderne Allat, al-Uzza og al-Manat. Over dem stod Allah som skabergud, men uden den senere islams eksklusive guddommelige status.
Muhammed kom i kontakt med jødisk og kristen tro, og hans religiøse forestillingsverden blev påvirket af dette miljø. Han blev formentlig også influeret af de såkaldte ḥanīf-er, som søgte at bevare en monoteistisk tro, der blev ført tilbage til Abraham.
Efter ægteskabet med Khadija fik Muhammed større økonomisk mulighed for at trække sig tilbage fra det praktiske handelsliv. Han søgte i stigende grad ensomhed, faste, bøn og religiøs refleksion og opholdt sig ofte i en hule på Ḥirāʾ-bjerget uden for Mekka. Her oplevede han omkring sit 40. år den begivenhed, som den muslimske tradition betragter som begyndelsen på hans profetiske kald. Dateringen er omkring 610.
Ifølge traditionen oplevede Muhammed en stærk tilstedeværelse, senere identificeret med ærkeenglen Gabriel (), som flere gange befalede ham , "læs" eller "recitér". De ord, han derefter oplevede at modtage, blev senere identificeret med begyndelsen af Koranens sura 96: "Recitér i din Herres navn, han som skaber ...". Muhammed var analfabet og åbenbaringen var den begivenhed, der gjorde ham i stand til at fremsige teksten. De første åbenbaringer blev siden forbundet med Laylat al-Qadr, "magtens" eller "bestemmelsens nat".
Ifølge overleveringen reagerede Muhammed først med stærk angst og tvivl på sin oplevelse. Han frygtede at være blevet sindssyg og tænkte på at tage sit eget liv, men Khadija støttede ham og opfordrede ham til at undersøge oplevelsens sandhed. I den muslimske fortælling bragte Khadija ham til sin slægtning Waraqa ibn Nawfal, der identificerede skikkelsen som Gabriel og fortolkede oplevelsen som et profetisk kald. Khadija blev derefter den første til at antage hans budskab.
Åbenbaringsoplevelserne er undertiden forsøgt forklaret medicinsk eller psykologisk. Jørgen Olrik og Herman Almkvist fremsatte således hypoteser om epileptiske anfald eller hallucinationer og knyttede hans ekstatiske tilstande til overbevisningen om et guddommeligt kald.
Forkyndelsen i Mekka thumb|Muhammed prædiker. Osmannisk manuskriptillustration fra slutningen af 1500-tallet; fremstillingen er langt yngre end den skildrede begivenhed. Efter de første åbenbaringer fulgte ifølge traditionen en kortere pause, hvorefter Muhammed begyndte sin forkyndelse. Blandt de første troende var Khadija, hans fætter Ali, hans frigivne eller adopterede søn Zayd og hans ven Abu Bakr. I de første år blev forkyndelsen holdt forholdsvis diskret, men den vakte efterhånden stigende modstand i Mekka.
Et gennemgående grundtema var forestillingen om én Gud. Muhammed opfattede modsætningen mellem monoteismen og Mekkas afgudsdyrkelse som fundamental: hvis Gud er Gud, kan der ikke eksistere særskilte og konkurrerende guddomme. Heraf fulgte afvisningen af afgudsdyrkelsen og forestillingen om et fællesskab, umma, samlet under Gud. Trosbekendelsens kerne blev siden udtrykt som , "der er ingen gud uden Allah, og Muhammed er Guds sendebud".
Teologen Harris Birkeland fremhæver, at dommedagen snarere end en abstrakt monoteistisk lære stod i centrum for den tidligste forkyndelse. De ældste koranpassager beskriver den kommende dom, paradisets belønning og helvedes straf, mens den strenge monoteisme efterhånden trådte tydeligere frem. Birkeland fortolker også Muhammeds budskab som en kritik af den førislamiske selvhævdelse, æreskultur og slægtscentrerede egoisme; islām, "hengivelse", blev her stillet over for menneskets selvtilstrækkelighed og forbundet med ansvar over for både Gud og næsten.
Muhammeds forkyndelse kritiserede desuden social ulighed, religiøst hykleri og den mekkanske polyteisme. Modstanden blev stærkere, og nogle af de første muslimer flygtede omkring 616 til det kristne Abessinien. Abu Talib beskyttede Muhammed efter den arabiske slægtsæres normer, selv om han ikke selv antog islam.
I 617 skal Umar være blevet muslim, hvilket tillægges stor betydning for den unge menigheds selvbevidsthed og sammenhold. Khadijas og Abu Talibs død omkring 619 svækkede Muhammeds personlige stilling i Mekka yderligere.
Ifølge Ibn Hishams overlevering oplevede Muhammed i 621 natte- og himmelrejsen. Gabriel førte ham på det vingede dyr Buraq til tempelbjerget i Jerusalem, hvor han mødte tidligere profeter, og derfra videre mod himlen. Abraham ledsagede ham ifølge fortællingen ind i Paradis, og ved Guds trone modtog han et oprindeligt påbud om 50 daglige bønner, senere reduceret til fem. Traditionen er senere blevet fortolket både som en fysisk rejse og som en åndelig eller visionær erfaring.
Hijra og etableringen i Medina thumb|Kort over den traditionelle rute for hijraen fra Mekka til Medina i 622 med omvejen via Thawr-grotten og ankomsten gennem Quba. Efter flere års modstand fik Muhammed kontakt til fremtrædende personer fra stammerne Aws og Khazraj i Yathrib, som ønskede hans hjælp til at afslutte byens langvarige indbyrdes konflikter. I 622 udvandrede hans tilhængere gradvis fra Mekka, hvorefter Muhammed selv fulgte efter. Udvandringen, hijra, fik afgørende betydning og blev senere udgangspunkt for den islamiske tidsregning.
Yathrib blev siden kendt som , "byen", eller "profetens by". Omkring 70 udvandrere, , sluttede sig til Muhammed dér. De medinensiske støtter blev kendt som , "hjælperne". Den nye tilknytning var ikke længere alene baseret på slægt, men på fælles tro. Muhammed blev religiøs leder, lovgiver og politisk mægler for det voksende fællesskab.
Et dokument, der senere blev kendt som Medina-konstitutionen, regulerede forholdet mellem de udvandrede muslimer og flere af Medinas stammer, herunder jødiske grupper, og fastslog gensidig beskyttelse samt Muhammeds rolle som mægler i konflikter. Dokumentet var en form for samling af tidlige aftaler med forskellige omkringboende stammer.