Mogens Christian lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs, S.K. (født 4. maj 1849 på Søbygaard, død 22. maj 1923 på Frijsenborg), var en indflydelsesrig dansk godsejer, politiker og landstingsmedlem. Frijs var medlem af Landstinget fra 1880 til 1918 og tilhørte oprindeligt Højre, men stiftede og ledede senere udbryderpartiet De Frikonservative fra 1899 til 1918, som i over et årti fungerede som "tungen på vægtskålen" i dansk politik. Frijs udøvede i perioden stor politisk indflydelse og blev mindst fire gange anmodet af kongen om at overtage statsministerposten, alle gangene takkede han nej.
Frijs blev født ind i toppen af den danske adel som søn af den forhenværende konseilspræsident C.E. Frijs, og overtog ved sin fars død i 1896 grevskabet Frijsenborg og stamhuset Stensballegård. Dermed blev Frijs landets største godsejer, og grevskabet blev i næsten ethvert henseende betragtet som landets mest fornemme og toneangivende.
Politisk trådte han i sin beundrede fars fodspor og repræsenterede Vejle Amts 10. kreds i Landstinget fra 1880 til 1918. Som en moderat-konservativ forhandlingspolitiker med en veludviklet politisk realitetssans og fordomsfrihed arbejdede han målrettet for at skabe et samarbejde mellem godsejere og bønder. Under provisorieårene virkede han bag kulisserne for at dæmpe de politiske konflikter, og han blev en central arkitekt bag det storpolitiske forlig i 1894, der medførte J.B.S. Estrups fald. Frijs tilhørte oprindeligt Højre, men i 1899 forlod han partiet som leder af udbrydergruppen De Otte på grund af uenigheder om skattepolitikken. Dette brud svækkede det siddende Højre-ministerium afgørende og banede dermed vejen for det parlamentariske systemskifte i 1901. Han stiftede og ledede udbryderpartiet De Frikonservative fra 1899 til 1918 (formelt etableret under dette navn i 1902), som i det følgende årti blev en uundværlig del af skiftende venstreregeringers parlamentariske grundlag i Landstinget. Gennem omkring 25 år fungerede Frijs som en centralt placeret mægler mellem det gamle Højre og regeringerne af Venstre og Det Radikale Venstre. Hans betydelige politiske indflydelse beroede mindre på partiorganisation og offentligt lederskab end på hans personlige anseelse, forhandlingsevne og en fin sans for skiftende politiske realiteter.
Trods sin aristokratiske baggrund og en insisteren på at bevare den privilegerede valgret, som han betragtede som en "hellig slægtsarv", endte han alligevel med at bære demokratiseringen frem. Han støttede både den kommunale valgreform i 1908 og den store grundlovsændring i 1915, hvormed han bidrog substantielt til den folketingsparlamentariske sejr i Danmark. Da Lensafløsningsloven blev vedtaget i 1919, en lov, han selv havde medvirket til at forme, var han desuden den første til at lade sit enorme grevskab overgå til fri ejendom.
Opvækst, uddannelse og diplomatisk tjeneste left|thumb|343x343px|Mogens Frijs som dreng med gevær og nedlagt fulg. Mogens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs blev født den 4. maj 1849 på Søbygaard i Søby Sogn i Århus Amt som søn af lensgreve, godsejer og politiker Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs (kendt som C.E. Frijs) og hustru Thyra Valborg Haffner. Han blev døbt den 12. juli samme år i Hammel Kirke.
Fra 1862 til 1865 var han elev på Herlufsholm Kostskole, men han forlod skolen på grund af udfordringer med at indordne sig under disciplinen, herunder en involvering i en duel. I stedet blev han privat dimitteret og blev i 1868 student fra Horsens Latinskole, hvorefter han i 1869 blev cand.phil. fra Københavns Universitet.
Efter sin uddannelse indledte han en diplomatisk løbebane. I 1874 blev han udnævnt til hofjægermester, og fra februar 1877 til november 1880 fungerede han som attaché ved det danske gesandtskab i London. I denne periode var han også i 1878 attacheret det overordentlige gesandtskab til Madrid i anledning af kong Alfonso 12. af Spaniens bryllup med María de las Mercedes af Orleans. Opholdet i London gav ham en stærk og varig forkærlighed for engelsk væsen og statsskik, hvilket senere kom til udtryk på Frijsenborg, hvor haven blev udvidet i engelsk stil, og han knyttede desuden personlige bånd til den senere britiske kong Edvard 7.
Godsejer og offentlige hverv thumb|Mogens Frijs under hans ophold i London, fotograferet af Alexander Bassano. Efter hjemkomsten overtog Frijs efter faderens ønske opgaver ved Stensballegaard. Den 1. juli 1882 fik han administrationen af grevskabet Frijsenborgs nordlige del med selve Frijsenborg, mens den sydlige del med blandt andet Boller fortsat blev administreret af faderen. Ved dennes død i 1896 tiltrådte han hele grevskabet Frijsenborg og stamhuset Stensballegaard. Frijsenborg var Danmarks største landejendom, og Frijs var efter 1896 landets største godsejer.
Ved lensafløsningen i 1920 blev besiddelserne omdannet til fri ejendom. Frijs var herefter ejer af Frijsenborg med Frijsendal, Søbygaard, Fuglsang, Jernit, Boller, Christiansminde samt Stensballegaard. Sidstnævnte blev i 1927 solgt af arvingerne. Han tog virksom del i forvaltningen af godserne og kombinerede denne virksomhed med en række lokale og landbrugsfaglige hverv. Fra 1886 til 1904 var han medlem af Skanderborg Amtsråd og landvæsenskommissær i Skanderborg Amt, og fra 1886 til 1891 var han formand for bestyrelsen for Det jydske Haveselskab. Da Lensafløsningsloven, som han selv havde haft betydelig politisk indflydelse på, trådte i kraft, var han blandt de første til at søge afløsning, hvorved grevskabet Frijsenborg i 1920 overgik til fri ejendom og dermed ophørte med at eksistere som et bundet len. Omlægningen ændrede arveforholdene markant, idet han nu gennem testamente kunne fordele godserne blandt sine døtre, hvilket førte til udstykningen af blandt andet Stensballegaard og Boller. Datteren Inger Wedell, fik Frijsenborg.
I 1881 førte han forhandlinger i England for at sikre den danske kvægeksport under en periode med kvægsyge. Ved sin kloge optræden og sine britiske forbindelser opnåede han gunstigere betingelser for eksporten. Han var desuden medlem af Teaterkommissionen fra 1890 til 1894 og blev i 1898 medlem af Kommissionen om de nye jyske jernbaner. I maj 1892 blev han attacheret zar Alexander 3. under dennes ophold i Danmark i anledning af det danske kongepars guldbryllup.
Fra 10. januar 1898 til sin død var han formand for bestyrelsen for Comtesse Agnes' Stiftelse, og samme år skænkede han en døbefont til Hammel Kirke. Fra 8. februar 1900 sad han til sin død i repræsentantskabet for Foreningen til Udgivelse af Danmarks Adels Aarbog.
Politisk karriere De første år i Højre thumb|Mogens Frijs af Pierre-Louis Pierson. Efter faderens tilbagetræden fra politik blev Frijs den 13. oktober 1880 valgt til Landstinget for Vejle Amts 10. kreds. Han bevarede mandatet indtil den 20. april 1918 og blev senest genvalgt i 1915. Frijs var valgt på de privilegerede godsejermandater. Han sluttede sig oprindelig til Højre og søgte i begyndelsen politisk at følge sin beundrede far. Men Frijs var livligere og lettere af natur end faderen, mindre stadig og pligtbunden, men med et kvikkere hoved, større modtagelighed for indtryk og bedre talegaver.
Hans slægtstradition, sociale position og indtagende personlighed gav ham fra begyndelsen en fremtrædende stilling, men han var uden stærk personlig ærgerrighed og ikke nogen ivrig partimand. Han var livet igennem optaget af friluftsliv, ridning og navnlig jagt og deltog i sine første rigsdagsår kun i begrænset omfang i debatterne. Han talte kort og sjældent og søgte ikke selv at træde i forgrunden. Hans rolige optræden og sunde dømmekraft gav ham imidlertid gradvis betydelig indflydelse.
Frijs blev tidligt medlem af Landstingets Finansudvalg og sad i dette fra 1891 til 1911. Han deltog desuden i flere andre betydningsfulde udvalg og blev den 11. februar 1887 medlem af Rigsretten. I 1910 medvirkede han som dommer i rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg. Han var desuden i en årrække, indtil 1895, medlem af Højres bestyrelse.
I 1892 forsvarede han loven om ligbrænding med den bemærkning, at forældre måtte kunne anse sig for lykkelige, hvis deres børn ikke påførte dem tungere sorger end ønsket om at blive ligbrændt. Udtalelsen var karakteristisk for den korte og stilfærdige form, hvormed han undertiden opnåede større virkning end mere voldsomme talere.
Agrarpolitik og forligsbestræbelser Under de politiske konflikter i Provisorietiden fulgte Frijs i begyndelsen, om end ikke uden tvivl, J.B.S. Estrups politik. Han anså imidlertid en fortsættelse af konflikten mellem Højre og Venstre for skadelig for det større landbrug og for godsejerstandens interesser. I forlængelse af sin fars politiske grundsyn betragtede han det som en hovedopgave at skabe et samarbejde mellem store og små landbrugere og mellem godsejere og bønder.
Frijs mente, at de skarpe partimodsætninger bedst kunne brydes ved at rejse konkrete erhvervspolitiske krav, der også kunne vinde tilslutning blandt gårdmændene. Sammen med grev C. Ahlefeldt-Laurvig og andre godsejere i Landstinget blev han derfor i 1887-1888 en af initiativtagerne til den agrarpolitiske bevægelse for "det rene land". Bevægelsen krævede et fuldstændigt forbud mod kunstsmør eller margarine for at sikre hjemmemarkedet for dansk smør og skulle samtidig danne grundlag for et forbund mellem "de store og smaa Bønder".
I forbindelse med denne bevægelse deltog han i fortrolige forhandlinger mellem Landstingets godsejergruppe og dele af Venstre, herunder kredsene omkring Ludvig Holstein-Ledreborg, Viggo Hørup, Georg Brandes og Frede Bojsen. At Hørups gruppe i Højre var stærkt forhadt både af politiske grunde og på grund af dens forbindelse med brandesianismen, hindrede ikke Frijs i at forhandle med den. Hans fordomsfrihed blev understøttet af en vis personlig sympati mellem ham og særligt Hørup og Brandes, som varede resten af livet.
I 1888 medvirkede han tillige i forhandlinger med Hørup om en bevilling på otte millioner kroner til Københavns befæstning, selvom han selv forholdt sig køligt til befæstningspolitikken. Forhandlingerne om et bredere finanslovsforlig førte ikke til det ønskede resultat. Der blev indgået et begrænset forlig om skærpet kontrol med margarinen, mens påskeforhandlingerne om finansloven strandede. Frijs havde søgt at holde sig i baggrunden og ønskede ikke at sætte konflikten på spidsen. Han sluttede sig derfor i nogle år igen til den officielle højrepolitik.
Det storpolitiske forlig og regeringskrisen i 1897 Da Frede Bojsens forhandlingspolitik i foråret 1893 førte til et nyt forsøg på et finanslovsforlig, blev Frijs en af dets stærkeste fortalere. Han krævede en nedsættelse af de militære bevillinger og søgte sammen med sine godsejerfæller fra margarineforhandlingerne at påvirke Estrup til at acceptere et ministerskifte som konsekvens af et forlig.
Da forhandlingerne blev genoptaget i 1894, bidrog Frijs ved sin resolutte optræden over for Estrup og krigsminister J.J. Bahnson væsentligt til, at forliget kom i stand. På et tidspunkt, hvor spørgsmålet om regeringens afgang truede med at bringe forhandlingerne i hårdknude, foreslog han endog, at forhandlingsmændene fra de to sider skulle danne et fælles parti, der kunne gennemføre deres krav. Han var blandt dem, der over for Venstre havde garanteret Estrups afgang inden den følgende rigsdagsforsamling, og var utilfreds både med, at afgangen blev forsinket, og med sammensætningen af den efterfølgende regering. Han havde foretrukket et koalitionsministerium sammensat af de to forhandlingsgrupper.
Frijs støttede dog Tage Reedtz-Thotts regering, fordi konseilspræsidenten i det væsentlige delte hans politiske grundopfattelse. Han støttede navnlig regeringens skattereform, som gennem en indkomst- og formueskat skulle overføre en del af skattebyrden til de voksende byerhverv, selvom reformen samtidig ville svække det skattemæssige grundlag for godsejernes dominerende stilling i landbruget.