thumb|Havnen i Arkhangelsk i 1896, da pomorhandelen var på sit højeste. thumb|Nordkalotten med pomorhandelens hovedbyer afmærket.

Pomorhandel (af russisk: Поморье, Pomorje; po "ved" og more "hav"; "området ved havet", samme ord som ligger til grund for Pommern) eller russehandel er benævnelsen på en handelsforbindelse mellem pomorerne i Nordvestrusland og folket langs kysten af Nordnorge så langt sydpå som til Bodø. Denne handel foregik fra 1740 og frem til den russiske revolution i 1917.

Pomorhandelen var i udgangspunktet en byttehandel mellem folk i nordområderne, med kornprodukter fra Rusland mod fisk fra Nordnorge som hovedhandelsvarer. Efterhånden udviklede dette sig til at blive en pengehandel, og faktisk blev rubelen brugt som valuta flere steder i Nordnorge. Pomorhandelen var af stor betydning både for nordmænd og russere. Handelen foregik ved, at russiske pomorer fra Hvidehavsegnene og Kolahalvøen kom sejlende til fjordbygder og handelspladser langs kysten af Nordnorge. Pomorerne var dygtige handelsmænd og søfarere, og de udforskede også områderne omkring Hvidehavet. I tillæg til at de sejlede vestover med handelsvarer, etablerede de også en handelsrute østover forbi Uralbjergene til Nordsibirien.

Handel mellem landene i vikingetiden og den ældre middelalder (ca. 870 - ca. 1300)

Handel mellem russere og nordlændinge har en lang historie, og den er kendt helt fra vikingetiden. Allerede fra tidsrummet 870-890 kendes en beretning ved Ottar fra Hålogaland om en rejse, han foretog fra Hålogaland i Nordvestnorge til Gandvík (Hvidehavet). Der er nogen usikkerhed om hvor langt, Ottar nåede på sin rejse og om den havde handelsformål.Hofstra and Samplonius, s. 239 Rejser til Hvidehavet nævnes også i Heimskringla. Snorri Sturluson fortæller i Haralds saga hárfagra (sagaen om Harald Hårfagre) blandt andet, at Haralds søn Erik Blodøkse efter hærgninger i Baltikum, Danmark, Nordtyskland og Frisland samt i Skotland, Wales, Irland og Frankrig rejste nordpå: "Så sejlede han nordpå til Finmark og hele vejen til Bjarmaland, hvor han udkæmpede et stort slag og vandt sejr". Det er formentlig samme begivenhed, der findes omtalt kapitel 37 i Egils saga Skallagrímsonar (Egil Skallagrimsons saga), hvori det oplyses, at: "Eirik kæmpede et stort slag ved Dvina i Bjarmaland og var sejrrig som kvadene om ham fortæller. På den samme ekspedition mødte han Gunnhild, datter af Ozur Toti, og bragte hende med sig hjem".Hofstra and Samplonius, s. 240 Skal man tro disse tidlige beretninger, var det ikke just fredelige handelsforbindelser, der prægede kontakten mellem nordmænd og befolkningen ved Hvidehavet på overgangen mellem vikingetid og middelalder. Måske er dette forklaringen på, at ingen af de senere kendte handelspladser har kunnet dateres tilbage til 9. eller 10. århundrede.Makarov, s. 144 Medvirkende kan tillige være, at befolkningen næppe var bofast.Makarov, s. 145 Først i det 11. og 12. århundrede kendes skattefund, begravelser, bosættelser og løsfund fra Savernaja Salma, Sidorovskaja Buchta, Inderka og Kuzomen på Kolahalvøen og Kem, Filippovskie Sadki, Anzerskij Ostrov, Arkhangelsk, Gorekyj Most, Erpin Pudas og Sumozero ved Hvidehavets vestlige og sydlige kyster.Makarov, s. 143f

Senmiddelalderen (ca. 1300- ca. 1550)

Fra 11. til 13. århundrede synes en tidlig handel at have blomstret mellem befolkningerne i Nordnorge og omkring Hvidehavet. Skind, pelse og edderdun blev købt fra samerne eller befolkningen ved Hvidehavet og eksporteret til det europæiske marked til gengæld for luksusvarer som vin, honning og klæde.Hofstra and Samplonius, s. 241-243 Henimod slutningen af 1100-tallet skete der imidlertid vigtige politiske forandringer, som bidrog til at bringe denne tidlige samhandel til ophør: På dette tidspunkt synes Republikken Novgorod at have udstrakt sin overhøjhed helt op til Hvidehavet og Kolahalvøen, og Novgorod var ikke interesserede i en direkte samhandel over ishavet men foretrak, at al handel skulle ske via byen selv.Hofstra and Samplonius, s. 244 I forlængelse heraf indgik Novgorod og den noske konge i 1252 en aftale, der skulle forhindre overfald på deres respektive repræsentanter, som virkede i området for at skaffe pelse. Desuden begyndte Hanseforbundets medlemmer at indfinde sig i Norge, hvor Bergen og fiskehandelen blev midtpunkt for forbundets virksomhed. I forlængelse heraf bestræbte norske konger sig på at sikre sig kontrollen med handelen. Allerede i 1294 blev det i handelsprivilegierne for Hansastæderne fastslået, at de skulle handle i byerne og ikke måtte sejle forbi Bergen nordpåHelle, s. 80, og i 1316 nedlagde kong Håkon 5. Magnusson forbud mod handel i nordområderne for udenlandske købmænd. I 1384 blev det forbudt befolkningen i Nordnorge og på det nordlige Vestlandet at føre deres varer til salg andre steder hen end til Trondhjem, Vågan og andre mindre handelspladser, som der var tradition for. Vågan skulle fungere som handelsknudepunkt i Nordnorge (Finnmark og Hålogaland), og Bergenkøbmændene, som i 1361 fik stadfæstet deres ret på at handle frit alle steder både nord og syd i landet, fik nu udtrykkeligt pålæg om at holde sig til Vågan i Nordnorge. Bestemmelsen afspejler formodentlig., at man hidtil havde handlet i fjorde og fiskevær, og det vides ikke i hvilken udstrækning, den nye begrænsning blev overholdt.Helle, s. 128 Frem til reformationen i 1537 havde ærkebispen i Trondhjem kontrol over handelen mellem Nordnorge og hanseaterne i Bergen, skønt hanseaterne forsøgte at omgå forbuddet ved at drive handel på Nordnorge gennem stråmænd.Helle, s. 134, 136 Fra omkring 1420 begyndte nordmænd i Bergen imidlertid helt at overtage nordhandelen, hvilken blev befordret af oprettelsen af nye fiskevær nord for Andenes og østpå langs finnmarkskysten.Helle, s. 136f Resultatet var, at hanseaternes handel sygnede hen og næsten forvandt.Helle, s. 137 En bivirkning af Bergens og Trondhjems voksende handel på Nordnorge var, at pomorhandelen svandt i betydning.

Renæssancen (ca. 1550 - ca. 1700)

Et fornyet opsving i handelen skete først, da først engelske og siden hollandske søfarende søgte efter nordøstpassagen og derved fik kontakt med russerne ved Arkhangelsk. En handel kom i gang, senere fremmet på grund af ishavets rige fiskeri, som bragte folk fra nær og fjern til fiskepladserne ved Kolahalvøens nordkyst.Veluvenkamp, s. 257-266 Handlende fulgte hurtigt efter, og da fiskeriet efter nogen tid igen aftog i betydning, fordi man nu fiskede i Vesterhavet og andre steder, fortsatte samhandelen, nu mest på russernes - pomorernes - initiativ.

I 1547 fik købmænd i Trondhjem ret til at handle på lige fod med borgere i Bergen (hvis handelsret blevet fastslået i 1560) på "Nordlandene", og i 1580 gav en herredagsdom borgerne i de to byer i fællesskab eneret på Nordnorge-handelen.Eliassen, s. 159f Der indkom rapporter om russiske købmænd, som drev ulovlig handel i Nordnorge fra slutningen af 1600-tallet. Nordlændinge, som handlede med russerne, kunne straffes ved, at handelsborgerne i byerne i Sydnorge kunne nægte dem vinterforsyninger.

Via fyrstedømmet i Novgorod drev russerne handel med søsamerne i Nordnorge fra middelalderen og frem til begyndelsen af 1600-tallet. Jektefarten (en jekt er en stor, bred sejlskude uden fast dæk) fra Nordnorge til Bergen og Trondhjem foregik i forsommeren, hvor produkterne fra vinter- og vårfiskeriet (hovedsagelig tørfisk af torsk) blev opkøbt og sendt sydover. De seks uger fra 10. juli til 20. august blev kaldt "makketid", fordi fisken i denne periode ikke var så holdbar, og i sommermånederne havde fiskerne ikke afsætning på fisken sydover. Dette var noget russerne fandt ud af at benytte sig af. De kom vestover i makketiden og købte fisk; enten færdigtilvirket tørfisk eller saltfisk, eller også nedsaltede de fisken selv i lastrummet på deres lodjer (russiske jekter). I Rusland var der stor efterspørgsel efter fisk på grund af den russiske kirkes hyppige fastedage, hvor det kun var tilladt at spise fisk og vegetarmad. Fisken blev fragtet til Arkhangelsk, som også var udskibningshavn for kornprodukterne, som blev fragtet til Nordnorge. I tillæg til skuderne fra Arkhangelsk blev der også drevet pomorhandel med skuder fra andre hvidehavshavne som Kem og Onega, og også fra mindre steder som Suma, Kolisma, Solotiza, Mudjunga, Saroka og Sjuja.

1700-tallet: Pomorhandelen udvikler sig

thumb|Kong Christian 7. (1749–1808) gav Vardø, Hammerfest og Tromsø bystatus for bedre at kunne regulere pomorhandelen.

Handelsmonopolet for Bergen og Trondhjem virkede fra 1715.Olsen, s. 20 I Trondhjems privilegier var bestemt, at de, som deltog i nordhandelen, kunne opholde sig nord på i sommermånederne, men om vinteren skulle de bo i byen, hvilket også synes at have været tilfældet. De, som holdt krambod i Nordlandene, måtte ikke holde krambod i byen, og omvendt dem med krambod i byen var det forbudt at sejle nordpå.Sogner, s. 65 Fra 1728 blev handelen overdraget tre københavnske købmænd med eneret i 12 år, 1740-1745 blev handelen drevet for kongelig regning, 1746-1758 sad et kompagni inde med handelen, 1759-1764 handledes atter på kongelig regning, 1764-1774 hørte Finnmarkens handel under det almindelige Handels Compagni, hvorefter handelen atter kom under kongen. Først senere, i 1783, vedtog myndighederne i København, at der skulle åbnes for russerhandel med handelsborgere i Finnmark, og at landsdelen skulle forsynes med mel og andre varer fra Rusland i stedet for fra Danmark. Fra 1786 blev handelen frigivet.

Allerede fra 1740 bredte pomorhandelen sig i Nordnorge, og fra ca 1770 kom pomorerne årligt til landsdelen med billigt rugmel ("russemel") og hvedemel. Kornet blev dyrket i området ved Volga og fragtet til købmændene ved Hvidehavet. For folk i Nordnorge var pomorhandelen i perioder afgørende for overlevelse. I 1700-tallet var der mange uår og dårlige tider for befolkningen i Norge, og rugprisen i Bergen femdobledes i løbet af 30 år. Pomorhandelen var en vigtig faktor for madtilførsel på denne tid; fiskerne fik købt billigt korn og mel, og de fik solgt fisken fra sommerfiskeriet til en god pris. Det var muligt at prutte med pomorerne, handelen havde ingen fordyrende mellemled, og der blev heller ikke betalt skat eller told til Norge af varerne. I tillæg til rug- og hvedemel, havde pomorerne også anden mad med som havregryn, salt, ærter, kød og mejeriprodukter. De førte også andre nyttige varer, som jern, tømmer, tjære, talglys, gryder, hampefibre, tovværk og lærred. I lodjerne fandtes også luksusvarer som sukkervarer, sæbe, porcelæn og træskærerkunst. På tilbagevejen fyldte pomorerne lastrummene med fisk af forskellig slags, hovedsagelig sej.

Handelen gives fri

Under Andreas Peter Bernstorff gennemførtes en reformpolitik, hvis formål var at knytte Nordnorge nærmere til landets sydlige dele. I en forordning af 5. september 1787 vedgik man, at den hidtidige monopolhandel (senest forvaltet af Bergen) havde været til skade for indbyggerne i det nordlige Norge. Derfor skulle handelen på Finnmarken nu gives fri. For at "understøtte frihandelen og befordre landets opsving" skulle Nordlands amts nordligste fogderi, Senjen og Tromsø, overføres til det nyoprettede Finnmarkens amt, som desuden skulle bestå af Vest- og Østfinnmarkens fogderier. Kort tid efter fik tre steder købstadsrettigheder, og det blev tilladt handelsmænd at slå sig ned i "kræmmerleierne", hvoraf flere allerede havde været bosteder for Bergenkøbmændenes faktorer. Samtidig fik russerne fra Hvidehavsområdet nu lov direkte at handle på kræmmerleierne i Finnmarken.Kraft, s. 15