Søren Aabye Kierkegaard (født 5. maj 1813, død 11. november 1855) var en dansk filosof og teolog. Kierkegaard regnes ofte for at være den største danske filosof. Han var en kristen tænker og skrev med udgangspunkt i kristendommen både om filosofi, teologi,Malantschuk 1977.Kingo 1995.Søren Kierkegaards kamp mod folkekirken - Kristendom.dkKierkegaards kristendom kontra den katolske? - Religion.dk og psykologi.
Kierkegaard betragtes som eksistensfilosofiens grundlægger og dermed som en inspirationskilde for eksistentialismen.
Kierkegaard udgav en række kristelige taler, som i 1845 blev samlet under titlen Atten opbyggelige Taler. Han opfattede først og fremmest sig selv som en opbyggelig kristen forfatter.
I det sidste år af sit liv – under "kirkestormen" – kritiserede Kierkegaard den etablerede kirke og dens præsteskab med stor voldsomhed. Han anklagede kirken for at have svigtet sin herre, Kristus, ved at være behagesyg og glemme Det Nye Testamentes strenge kristendom.
Søren Kierkegaard har haft en dyb og vedvarende indflydelse på dansk filosofi og teologi. K. E. Løgstrup, Johannes Sløk, Joakim Garff, Peter Tudvad, Ole Morsing og P. G. Lindhardt har alle forholdt sig til eller videreført hans tanker.
Ud over at være filosof og teolog var Kirkegaard også litterær forfatter. Hans poetiske prosa befinder sig på et højt litterært niveau (for eksempel Diapsalmata i Enten-Eller 1). Nogle af Kierkegaards skrifter betegnes som romaner: Forførerens Dagbog (i Enten-Eller 1), Skyldig – Ikke Skyldig? (i Stadier på livets vej 2) og Gentagelsen.
Kierkegaards eksistensfilosofi Eksistensfilosofi er en filosofi, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes eksistens. Menneskets eksistens er forskellig fra dyrets eksistens, påpeger Kierkegaard. Dyret er et eksemplar (af en dyreart), mens mennesket er et individ.Jimmy Zander Hagen: Eksistens og ansvar, s. 103. Mennesket kan forholde sig til sig selv, til sit liv, til sine muligheder. Mennesket har et valg; det har dyret ikke.
Det ligger altså ikke på forhånd fast, hvordan den menneskelige eksistens vil blive. Menneskets eksistens er kendetegnet ved at være uafsluttet. Den bliver til gennem det personlige valg og den personlige handling.
Den subjektive sandhed
I en af Kierkegaards dagbogsoptegnelser ("Gillelejeoptegnelsen") ses et eksempel på hans eksistenstænkning:
"Det, der egentlig mangler mig, er at komme på det rene med mig selv om, hvad jeg skal gøre, ikke om, hvad jeg skal erkende, uden for så vidt en erkenden må gå forud for enhver handlen. Det kommer an på at forstå min bestemmelse, at se, hvad guddommen egentlig vil, at jeg skal gøre; det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den ide, for hvilken jeg vil leve og dø. Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg udfandt en såkaldt objektiv sandhed; ... hvad nyttede det mig at kunne udvikle kristendommens betydning, at kunne forklare mange enkelte fænomener, når den for mig selv og mit liv ikke havde nogen dybere betydning?" Joakim Garff: SAK, s. 51-52.
Citatet viser, at Kierkegaard i sin tænkning ikke lægger vægten på den objektive sandhed, som eksisterer uafhængigt af ham og hans eksistens. Det vigtige er den subjektive sandhed – den sandhed, der bliver til i det enkelte menneskes lidenskabelige valg og personlige tilegnelse. Det vigtige er ikke at vælge en objektivt set god handling, men at vælge en handling ud fra sin personlige lidenskab og alvor – af hele sin sjæl: "... at det i at vælge ikke så meget kommer an på at vælge det rigtige, som på den energi, den alvor og patos (lidenskab), hvormed man vælger." Fra Enten eller 2. Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 3, s.158.
Ganske vist eksisterer der ifølge Kierkegaard en objektiv sandhed, men denne sandhed kan blot ikke nås af det eksisterende, ufærdige menneske, der hele tiden er på vej. Menneskets eksistens er kendetegnet ved at være uafsluttet. Det vil sige: Mennesket befinder sig altid i en stræben efter sandheden – uden at kunne nå sandheden.
Kierkegaard kritiserer den tyske filosof Hegel for at ville bygge et stort filosofisk system, der er afsluttet; et system, som Hegel mener er udtryk for en objektiv sandhed. Men et sådant objektivt system findes ikke for det eksisterende menneske, siger Kierkegaard. Menneskets sandhed ligger i subjektiviteten – i lidenskaben, i inderligheden, i tilegnelsen.Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 9, s. 166 og 169. Kierkegaards tænkning er subjekt-rettet (individ-rettet) – ikke objekt-rettet.
Kierkegaards filosofi er dog ikke den rene subjektivisme. Han mener, at der findes en objektiv sandhed og et objektivt system. Men denne sandhed kan aldrig blive til virkelighed for det eksisterende menneske – kun for Gud.Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 9, s. 101. På dette punkt adskiller Kierkegaards kristne eksistensfilosofi sig fra den ateistiske eksistensfilosofi. Den kristne eksistensfilosofi siger, at der faktisk findes noget objektivt uden for menneskets eksistens. Men dette objektive kan man ikke vide noget om – kun tro på, fremhæver Kierkegaard.Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 9, s. 170. Og tro er noget subjektivt. Troen har "inderlighedens uendelige lidenskab".Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 9, s.170.
Kierkegaard beskriver forholdet mellem den objektive sandhed og den subjektive sandhed således:
"Dersom en, der lever midt i kristendommen, går op i Guds hus, i den sande Guds hus, med den sande forestilling om Gud i viden, og nu beder, men beder i usandhed; og når en beder i et afgudisk land, men beder med uendelighedens hele lidenskab, skønt hans øje hviler på en afguds billede: hvor er så mest sandhed? Den ene beder i sandhed til Gud, skønt han tilbeder en afgud, den anden beder i usandhed til den sande Gud, og tilbeder derfor i sandhed en afgud." Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 9, s. 167-68. Stadier på livets vej I sit forfatterskab beskriver Kierkegaard forskellige måder at eksistere på. Han nævner fire persontyper, der repræsenterer hver deres livsanskuelse – og dermed hver deres måde at eksistere på. De fire persontyper er:
Spidsborgeren Æstetikeren Etikeren Den religiøse
Kierkegaards taler om livsanskuelserne som "stadier på livets vej", jævnfør titlen på hans bog Stadier på livets vej. I udtrykket "stadium" ligger, at der er tale om en åndelig udvikling i et menneskes liv. Imidlertid taler han også om stadierne som "eksistens-sfærer",Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 10, s. 179. altså som forskellige måder at eksistere på – uden at der nødvendigvis tænkes på en udvikling. Under alle omstændigheder skal stadiebegrebet ikke forstås for firkantet. Et menneske befinder sig ikke helt og holdent i ét bestemt stadium. Snarere befinder det sig i flere stadier på samme tid, idet ét stadium dog er det dominerende.Jimmy Zander Hagen: Eksistens og ansvar, s. 110.
Spidsborgeren Kierkegaard mener, at mennesket adskiller sig fra dyrene og planterne ved at have et selv – ved at have bevidsthed, ånd. Denne bevidsthed gør det muligt for mennesket at forholde sig til sig selv. Denne mulighed benytter spidsborgeren sig imidlertid ikke af. På Kierkegaards tid blev "spidsborger" brugt om en middelmådig småborgerlig person, der er uden engagement i noget særligt, og som bare tilpasser sig samfundets normer.Peter Thielst: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, s. 90.
Kierkegaard beskriver spidsborgeren som en person, der søvngængeragtigt går gennem tilværelsen, og for hvem intet er afgørende vigtigt. Han lever, som "man" lever. Han passer sit arbejde, gifter sig, stifter familie, klæder sig pænt og taler om det, som "man" taler om. Strengt taget eksisterer spidsborgeren ikke, for han har ikke valgt at leve på den måde. Han har ladet andre vælge for sig. Han gør blot hvad omgivelserne forventer af ham.Jimmy Zander Hagen. Eksistens og ansvar, s. 105-06.
Æstetikeren På et tidspunkt tvinges spidsborgeren imidlertid til at forholde sig til sig selv og det liv, han lever. Han tvinges til at gøre et valg. Men i det valg vælger han ofte den lette løsning: Han flygter fra sin egen eksistens ved at hengive sig til oplevelser, nydelser, fornøjelser, forbrug eller ødselhed. I så fald er han blevet en æstetiker. I modsætning til spidsborgeren ved æstetikeren, at der er et valg. Han har indset, at spidsborgeren lever et liv, der ikke er præget af hans eget valg.Jimmy Zander Hagen. Eksistens og ansvar, s. 106.
På et tidspunkt indser æstetikeren dog det tomme i at leve et liv i fornøjelser og nydelser, uden etiske forpligtelser. Æstetikerens liv ender i tomhed, når han ikke længere evner at fare rundt og fylde sit liv med nye, intense oplevelser. Hver gang der opstår en pause i sansebombardementet, opstår der et knugende hul i livet. Der mangler en etisk sammenhæng i hans liv. Æstetikeren har dermed bevæget sig i retning af det etiske stadium.
Kierkegaard siger, at ironien er et mellemstadium mellem det æstetiske stadium og det etiske stadium. Ironien er den første begyndelse på en etisk livsanskuelse, nemlig i form af en – ironisk – afstandtagen fra den æstetiske levemåde. Ironikeren har indset tomheden i det æstetiske liv. Men han har endnu ikke foretaget det afgørende etiske valg. Han tager blot ironisk afstand. I en dagbogsoptegnelse fra sin ungdom beskriver Kierkegaard sig selv som en æstetiker, hvis levemåde han tager ironisk afstand fra:
"Jeg kommer netop nu fra et selskab, hvor jeg var sjælen; vittigheder strømmede ud fra min mund, alle lo, beundrede mig – men jeg gik, ja den tankestreg bør være lige så lang som Jordbanens radier – hen og ville skyde mig selv." Søren Kierkegaards dagbøger, s. 11. (1836).
Etikeren Etikeren er nået til det stadium, hvor han vælger at leve et liv i ansvar. Etik er læren om den rigtige handlemåde, og en etiker har modet til at vælge, hvad han føler er rigtigt. Det forudsætter, at han først har valgt, at godt og ondt eksisterer – at noget er godt, og noget er ondt.Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 3, s. 159. Det er det basale valg. Herefter leves hans liv i et ansvarligt valg. Det vigtige er ikke, at han vælger det gode, men at han vælger med lidenskab og alvor:
"Når du da vil forstå mig rigtigt, så kan jeg gerne sige, at det i at vælge ikke så meget kommer an på at vælge det rigtige, som på den energi, den alvor og patos, hvormed man vælger. Deri forkynder personligheden sig i sin indre uendelighed, og derved konsolideres igen personligheden. Selv derfor om et menneske valgte det urette, så vil han dog, netop på grund af den energi, hvormed han valgte, opdage, at han valgte det urette." Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 3, s. 158.
Kierkegaard siger, at etikeren "vælger sig selv". Det vil sige: Han vælger sig selv som den, han nu engang er. Han tager tager ansvaret for sig selv – ansvaret for alle sider i sin personlighed: "Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte individ, med disse evner, disse tilbøjeligheder, disse drifter, disse lidenskaber, påvirket af denne bestemte omgivelse, som dette bestemte produkt af en bestemt omverden. Men idet han således bliver sig bevidst, overtager han det alt sammen under sit ansvar." Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 3, s. 232.
Udefra kan det se ud, som om etikeren lever på samme måde som spidsborgeren. Den afgørende forskel på de to er imidlertid, at etikeren har foretaget et bevidst valg om at leve på denne måde, mens spidsborgeren ikke har valgt at leve på denne måde. Etikeren går på arbejde, gifter sig og stifter familie, men han gør det, fordi han er overbevist om, at det er den rigtige måde at leve på som et ansvarligt menneske. Etikeren sætter ægteskabet højt, fordi det er udtryk for ansvar og forpligtelse.Jimmy Zander Hagen: Eksistens og ansvar, s. 108-09.