Velfærdsøkonomi (også kaldet velfærdsteori) er en gren af mikroøkonomien, som forsøger at definere og måle et samfunds samlede velfærd (forstået som både materielle og immaterielle værdier).Feldman, Allan M. (2008): "welfare economics." The New Palgrave Dictionary of Economics. Anden udgave. Red. Steven N. Durlauf og Lawrence E. Blume. Palgrave Macmillan, 2008. The New Palgrave Dictionary of Economics Online. Palgrave Macmillan. Hentet 5. april 2017. Velfærdsøkonomi analyserer alternative måder, hvorpå samfundets produktion og allokering af varer og tjenester kan arrangeres og forsøger at identificere, hvilke former for økonomisk politik, der fører til et optimalt udfald. Velfærdsøkonomi handler om, hvordan man kan forbedre tilstanden i verden/økonomien, dvs. øge mængden af velfærd, og har dermed en normativ karakter i modsætning til positiv eller deskriptiv økonomi.[www.econ.ku.dk/klindeneg/SaS/SaSuvnote2.pdf Klavs Lindeneg: Undervisningsnote om velfærdsøkonomi, Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Udateret. Hentet 5. april 2017.]

Historie

Velfærdsøkonomiens oprindelse kan spores tilbage til Adam Smith, der indførte metaforen ”den usynlige hånd” om markedsmekanismen, der under de rette forhold (kendt som fuldkommen konkurrence) fører til en hensigtsmæssig afbalancering af forbrugernes ønsker om forsyning og producenternes beslutning om at producere de pågældende varer og tjenester.

Med udbredelsen af neoklassisk økonomisk teori og ikke mindst Vilfredo Paretos og Leon Walras’ arbejde blev en mere systematisk diskussion af problemerne mulig. Pareto gav således navn til begrebet Pareto-optimalitet, et centralt begreb indenfor velfærdsøkonomien.Andersen, H. (1996), s. 33. I 1930’erne blev området en selvstændig økonomisk disciplin med navnet velfærdsøkonomi (engelsk welfare economics), og i midten af 1950’erne fik området sin endelige afrunding og matematiske formulering. Et helt afgørende hovedresultat var Kenneth Arrow og Gérard Debreus bevisførelse for velfærdsøkonomiens første hovedsætning.

Afvejning mellem efficiens og fordeling

Et centralt tema i velfærdsøkonomien er forholdet mellem økonomisk efficiens og fordelingsmæssige overvejelser.Pindyck, R.S. og D. L. Rubinfeld (2012): Microeconomics, International Edition. Eighth Edition, Pearson Education. Kapitel 16. Begge dele vil ofte være vigtige for samfundets beslutningstagere, men kan i en række tilfælde stride imod hinanden, sådan at et tiltag, der fremmer den samfundsøkonomiske efficiens, samtidig fører til en mere uønsket fordeling af goderne, og omvendt.De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, efterår 2016, kapitel V: Indkomst- og formuefordeling. S. 208.

Samfundsvelfærdsfunktioner

I velfærdsøkonomiske problemstillinger bruger man ofte en samfundsvelfærdsfunktion til at illustrere betydningen af såvel denne som andre afvejninger. En samfundsvelfærdsfunktion beskriver størrelsen af den samlede velfærd i befolkningen, typisk som en funktion af de enkelte indbyggeres nytte. En given samfundsvelfærdsfunktion kan bruges til at vurdere forskellige tiltag: Hvis de forøger samfundsvelfærdens værdi, er de gavnlige og bør anbefales, hvis de formindsker den, er de skadelige og bør frarådes. Begrebet blev indført i en artikel i 1938 af Abram Bergson, der ofte omtales som "banebrydende" for den økonomiske velfærdsforskning.Laursen, Svend (1951)

Allokering

I princippet kan man forestille sig, at man også ved andre allokeringsmekanismer, f.eks. en central planøkonomi, kan skabe en Pareto-optimal situation. Det ville imidlertid kræve meget store mængder information om borgernes behov og producenternes teknologiske formåen, som i praksis vil være vanskelig at fremskaffe. Aktørerne i en decentral markedsøkonomi behøver i modsætning hertil meget få informationer, for at markedsmekanismen skal kunne fungere tilfredsstillende. En af de store fordele ved en decentral markedsøkonomi er derfor de sparsomme krav til information, som den stiller, som bl.a. Nobelpristageren Leonid Hurwicz påviste i sit arbejde.

Velfærdsøkonomiens hovedsætninger

Nogle af de centrale resultater er blevet opsummeret i velfærdsøkonomiens to hovedsætninger, som ofte betragtes som det helt centrale grundlag for mikroøkonomisk teori. Kort fortalt siger hovedsætningerne, at En markedsøkonomi med fuldkommen konkurrence er efficient (Pareto-optimal) Enhver efficient allokering kan frembringes af en markedsøkonomi med fuldkommen konkurrence suppleret med en passende omfordeling af resurserne (f.eks. indkomsterne) i samfundet

Den første hovedsætning leverer det teoretiske fundament for Adam Smiths verbalt formulerede forestilling om ”den usynlige hånd”: Markedsmekanismen er, når betingelserne for fuldkommen konkurrence er opfyldt, meget effektiv til at allokere resurserne i en markedsøkonomi. En markedsøkonomi sikrer imidlertid ikke, at fordelingen af goderne er i overensstemmelse med det, befolkningen opfatter som rimeligt. Den anden hovedsætning omhandler forholdet mellem efficiens og fordeling. Den siger, at man i princippet kan opnå enhver Pareto-optimal fordeling af goderne, man måtte ønske, ved at starte med at fordele resurserne i økonomien på en bestemt måde, og derefter overlade til markedet at sørge for, at allokeringen bliver efficient. Den anden hovedsætning siger dermed, at der ikke behøver at være nogen modsætning mellem fordelings- og efficienshensyn. Betingelserne for denne hovedsætning kan dog anses for at være restriktive; således forudsætter den tilstedeværelsen af forvridningsfri beskatnings- og overførselsmuligheder (såkaldte lumpsum-overførsler).

Somme tider nævnes Arrows umulighedsteorem som velfærdsøkonomiens tredje grundlæggende teorem. Indholdet i dette teorem er, at når vælgere kan vælge mellem mindst tre forskellige muligheder, findes der ikke noget valgsystem, som kan sikre en logisk afgørelse, der samtidig opfylder nogle bestemte rimelige kriterier.

Anvendelser

Velfærdsøkonomi beskæftiger sig også med praktiske løsninger på, hvordan en given markedsøkonomi kan forbedres. Principper fra velfærdsøkonomien finder således anvendelse i en række anvendte økonomiske discipliner som eksempelvis sundhedsøkonomi, miljøøkonomi og transportøkonomi. Problemstillingerne drejer sig ofte om at korrigere virkningen af markedsfejl som tilstedeværelsen af markedsmagt, eksternaliteter, offentlige goder eller asymmetrisk information. Afhængigt af markedsfejlens karakter kan den elimineres ved forskellige former for offentlig indgriben (f.eks. pålægning af en særlig skat - en såkaldt Pigou-afgift - ved en negativ eksternalitet eller et tilsvarende subsidium ved en positiv eksternalitet).

Nogle eksempler på velfærdsøkonomisk tankegang

Basale definitioner Reservationsprisen (betalingsvilligheden) er udtryk for en forbrugers betalingsvillighed for en given vare på et givet marked. Det er altså det maksimale beløb forbrugeren vil betale for varen, og antages derfor at måle, hvor højt forbrugeren selv værdsætter varen. Det antages, at forbrugerne handler rationelt, og forbrugerne derfor bedre end et objektivt mål kan bedømme, hvor meget de får ud af at købe en given vare.

Forbrugeroverskuddet er summen af forskellen på alle forbrugernes reservationspriser og ligevægtsprisen. Måler altså (i penge) forbrugernes nettogevinst ved at købe en mængde vare. Forbrugeroverskuddet kan i et udbuds/efterspørgsels-diagram fortolkes som arealet mellem efterspørgselskurven, prisen og 2. aksen.

Producentoverskuddet er summen af forskellen på alle producenternes samlede produktionsomkostninger (målt som alternativomkostninger) og ligevægtsprisen. Måler altså (i penge) producenternes nettogevinst ved at sælge en mængde vare. Producentoverskuddet kan i et udbuds/efterspørgsels-diagram fortolkes som arealet mellem udbudskurven, prisen og 2. aksen.

center|400px|Velfærdsoverskud

Den aggregerede velfærd

Den aggregerede velfærd er summen af producent- og forbrugeroverskuddet plus eller minus konsekvenser af evt. indtægter til staten eller internalisering af eksternaliteter. I et udbuds/efterspørgselsdiagram kan den aggregerede velfærd aflæses som trekanten mellem udbudskurven, efterspørgselskurven og 2. aksen.

Da købers pris og sælgers pris på et ureguleret marked er den samme, gælder det at:

Samlet velfærd = (Købernes reservationspris – beløb betalt for varen) + (beløb modtaget for varen – produktionsomkostningerne) = Købernes reservationspris – produktionsomkostningerne

Efficiens: En ressources allokering kaldes efficient, hvis den samlet set maksimerer den aggregerede velfærd.

Fair fordeling: En ressources allokering kaldes fair (eller lige), hvis der en retfærdig fordeling af ressourcerne. Hvad der er retfærdigt er et normativt spørgsmål.

Markedsligevægten

To vigtige egenskaber karakteriserer markedsligevægten: 1. Det er køberne med de højeste reservationspriser, som får lov at købe. 2. Det er sælgerne med de laveste produktionsomkostninger, som bliver ført sammen med efterspørgerne.

Den aggregerede velfærd kan ikke stige eller falde ved, at det samlede overskud fordeles anderledes mellem købere og producenter. Det er heller ikke muligt at hente en velfærdsgevinst ved at ændre mængden. 1) Hvis mængden bliver mindre end ligevægtsmængden, vil der være et urealiseret overskud. 2) Hvis mængden bliver større end ligevægtsmængden, vil de sidste enheder bidrage negativt til den positive velfærd.

center|400px|Velfærd ved markedsligevægt

Markedsligevægten er altså efficient. I praksis er markedsligevægten dog ikke upåvirket. Typisk er prisregulering og skat også vigtige faktorer (se nedenfor).

Teknologiske forbedringer

Velfærdsteorien giver indsigt i hvem der drager fordel af teknologiske forbedringer – og i hvor høj grad. En teknologisk forbedring sænker produktionsomkostningerne. Dette får udbuddet til at stige og rykker udbudskurven mod højre. Alt andet lige vil dette få ligevægtsprisen til at falde og ligevægtsmængden til at stige. center|400px|Markedsligevægt ved teknologiske forbedringer

Det ses, at forbrugerne vinder på den teknologiske forbedring. De eksisterende forbrugere får B og C og nye forbrugere får D. Producenterne mister B, men vinder til gengæld F (til eksisterende producenter) og G (til nye producenter). Hvornår producentoverskuddet er størst kan derfor ikke afklares entydigt, men afhænger bl.a. af kurvernes hældning og skæring med aksen. Det er dog sikkert, at den aggregerede velfærd stiger(med arealerne C+D+F+G).

En teknologisk forbedring i produktionen af en vare har dog også betydning på andre markeder, hvor der handles med hhv. substitutter og komplementer til den pågældende vare. På et marked med substitutter vil efterspørgslen falde og både forbrugeroverskudet og producentoverskuddet – og derved den aggregerede velfærd – blive mindre. På et marked med komplementer vil efterspørgslen stige, hvilket gavner producenterne (plus B og E), mens udfaldet for forbrugerne ikke er entydigt (mister B, men får D). Den samlede effekt på den aggregerede velfærd er en stigning på E+D. Denne positive spillover-effekt på komplementærvarer er ret berømt, og giver f.eks. en forklaring på, hvorfor Bill Gates er en af verdens rigeste personer. Bill Gates' software er et eksempel på en komplementærvare til PCere, som jo har oplevet markante prisfald gennem de sidste mange år. center|400px|Ændringer forårsaget af teknologiske forbedringer

Skat

Prisregulering og skat kan have stor betydning for både fordelingen og størrelsen af den samlede velfærd. Det mest simple er, at se på en stykskat, som er kendetegnet ved, at skattens størrelse er ens for alle aktører. En proportional skat har nogenlunde samme effekter, mens konsekvensen af regressive og progressive er mere avancerede at analysere. Om skatten lægges på udbudssiden eller efterspørgslen er ligegyldigt, da skatteincidensen er den samme. center|400px|Prisregulering og skat

Inden skat: Forbrugeroverskud: A + B + C Producentoverskud: D + E + F Statens skatteprovenu: 0