thumb|Den danske degn og skolelærer Martin Dietz (1765–1843), portrætteret ca. 1818. Degneembedet var historisk tæt forbundet med både kirketjeneste og undervisning. Degn (oprindelig samme ord som diakon, af græsk: diákonos, "tjener") er en historisk betegnelse for en kirkelig medhjælper, der bistod præsten ved gudstjenesten og varetog blandt andet kirkesang, klokkeringning, praktiske og administrative kirkeopgaver samt undervisning. Embedet fandtes i Danmark allerede før reformationen og blev efter denne videreført med degnen som præstens medhjælper, leder af kirkesangen og oplæser af menighedens ind- og udgangsbøn. Samtidig fik degnen omfattende undervisningspligter og blev dermed en vigtig del af den tidlige danske almueundervisning.
Efter Kirkeordinansen af 1539 skulle degnen foruden sine kirkelige opgaver undervise sognets ungdom i den kristelige børnelærdom, og der blev stillet krav om blandt andet læse- og skrivefærdighed, sangkundskaber og kendskab til latin. På landet fandtes både fastboende sæde- eller siddedegne og løbedegne, hvoraf de sidstnævnte typisk var ældre og fattige elever fra købstædernes skoler, som betjente omkringliggende landsogne som led i deres forsørgelse under studierne. Efterhånden blev degneembedet tæt forbundet med skolevæsenet, og ved skolevæsenets omlægning omkring begyndelsen af det 19. århundrede blev de gamle degnekald gradvist nedlagt. Skoleanordningen af 1814 bestemte, at landsognenes degnekald skulle ophæves og indtægterne overføres til skolevæsenet, hvorefter degnens opgaver navnlig blev fordelt mellem skolelæreren og kirkesangeren. I købstæderne blev betegnelser som kordegn og klokker bevaret. I daglig tale blev betegnelsen degn dog anvendt om den kombinerede lærer- og kirkesangerfunktion langt ind i det 20. århundrede.
Tilsvarende kirketjenerembeder fandtes i de øvrige nordiske lande, men med forskellig terminologi og udvikling. I Sverige svarede klockare nærmest til den danske degn, mens djäkne også kunne betegne gejstlige af lavere grad, men brugtes også om elever i latinskolernes højere klasser. Den svenske klockare fik ligesom den danske degn både kirkelige og undervisningsmæssige opgaver, men embedet bestod længere og blev først i det 20. århundrede i væsentlig grad afløst af organist-, kantor- og andre kirkemusikerstillinger. I Norge, Finland og Island fandtes beslægtede ordninger med henholdsvis klokker eller kirkesanger, organist og kantor samt den islandske meðhjálpari, der alle på forskellig måde bistod præsten og varetog praktiske, liturgiske eller musikalske opgaver.
Oprindelse og kirkelig funktion thumb|Jens Juels fremstilling fra 1700-tallet af sit barndomshjem, degneboligen ved Gamborg Kirke. Til landsognets degneembede kunne der høre en særlig degnebolig og jord. Ved siden af præsteskabet har den kristne kirke fra gammel tid haft forskellige kirketjenere, som bistod præsterne med kirkemusikalske, liturgiske og praktiske opgaver. I oldkirken udvikledes flere af disse funktioner inden for de såkaldte lavere ordener, ordines minores, hvor blandt andre ostiarius fungerede som dørvogter, mens akolytten tog sig af lys og vin til alteret. Efterhånden som forestillingen vandt frem, at bestemte genstande og paramenter, der havde været anvendt ved messen, ikke burde berøres af lægfolk, opstod en tendens til, at alle kirketjenere skulle tilhøre gejstligheden og bære gejstlig dragt. Dette lod sig imidlertid ikke opretholde i mindre sogne, hvor lægfolk blandt andet fungerede som sakristaner. Kirketjenere fik forskellige betegnelser fra land til land, herunder tysk Messner, engelsk clerk, svensk klockare og dansk degn, hvoraf nogle bevarede mindet om en oprindelig forbindelse til gejstligheden.
I middelalderens Danmark var diakonatet et af de vigtigste kirkelige embeder ved siden af præsteembedet. Funktionen overlevede reformationen i degnens skikkelse, og degnen forblev præstens medhjælper ved gudstjenesten, ledede kirkesangen og bad ind- og udgangsbøn på menighedens vegne. Det præcise tidspunkt for funktionens oprettelse kendes ikke, men den eksisterede allerede før reformationen. I Kirkeordinansen af 14. juni 1539 bestemtes det således om degnene, at de skulle "nyde samme privilegier, som de havde i bispernes tid, og ikke ydermere besværes dermed af os, end de tilforn var besværet af bisperne".
Opgaver og kvalifikationskrav thumb|Kirkerangeren og kirketjeneren Kyösti Oksanen i Artjärvi i Finland i 1964. Klokkeringning hørte historisk til de praktiske opgaver, der kunne varetages af degne og beslægtede nordiske kirketjenere. Degnens traditionelle kirkelige opgaver omfattede at forestå sangen og ringningen, være til stede ved gudstjenesterne og bistå præsten både dér og ved hans øvrige embedsforretninger. Han skulle desuden besørge præstens embedsbreve og stille kirkens ur. Degnen måtte ikke beskæftige sig med verdslige forretninger og måtte ikke rejse uden for herredet uden præstens tilladelse.
Efter reformationen fik degnen tillige undervisningspligter. På landet skulle han én gang om ugen samle hele sognets ungdom på et med præsten aftalt sted og undervise den i den kristelige børnelærdom. Senere blev det også hans pligt at holde egentlig skole, hvor der ikke allerede fandtes en skole, og degnen blev dermed gradvist en central skikkelse i den danske almueundervisning.
Der blev oprindeligt stillet betydelige kundskabskrav til degnene. Kun studenter måtte beskikkes, men bestemmelsen blev ikke altid overholdt. I et kongebrev fra 1562 blev kravet derfor indskærpet, efter at kongen havde erfaret, at der blandt landsognedegnene fandtes en sådan "Uskikkelighed", at nogle var så "vankundige og ulærde", at de hverken kunne læse eller skrive og endnu mindre synge eller forstå latin, "som en Sognedegn bør at vide". Kundskaberne var nødvendige, fordi degnen efter Kirkeordinansen af 1539 skulle synge messen på latin ved de store højtider og hver søndag synge officium og alleluja, samtidig med at hans undervisningsopgaver krævede en vis boglig dannelse.
Sædedegne og løbedegne På landet skelnedes mellem sædedegne, også kaldet siddedegne, og løbedegne. Sædedegnen var fast bosat i sognet og havde som regel en særlig degnebolig knyttet til embedet. Løbedegnene blev derimod udtaget blandt de ældste og fattigste elever ved købstædernes skoler og betjente kirker inden for omkring to mil fra den pågældende købstad. Som vederlag oppebar de degnerenten og andre indtægter, og ordningen havde samtidig til formål at hjælpe fattige elever økonomisk under deres studier.
Embede og indtægter På landet blev degnen kaldet af den eller dem, der havde ret til at kalde præsten. Hvor kongen havde kaldsretten, blev degnen dog beskikket af biskoppen. I købstæderne blev degneembederne almindeligvis besat enten af biskoppen alene eller af biskoppen og stiftamtmanden i fællesskab.
Til landsognedegnenes embeder hørte forskellige indtægter, der senere overgik til skolelærerembederne. En vigtig ydelse var degnetraven, der som regel påhvilede de samme ejendomme, som var tiendepligtige til præsten. Oprindeligt blev degnetraven udtaget direkte på marken og udgjorde en tredjedel af det, præsten modtog i tiende af de forskellige kornsorter, men ydelsen blev senere omdannet til faste afgifter. Hvor den fra gammel tid betaltes i korn målt i skæpper, kaldtes den degnekorn.
Ved lov af 24. marts 1899 bortfaldt degnetraven fra 1. januar 1901 som ydelse til lærerne og tilfaldt i stedet kommunerne, der samtidig overtog udredningen af lærernes begyndelseslønninger. Ved lov om tiendens afløsning af 15. maj 1903 § 1 blev både degnetrave og degnekorn afløst sammen med tienden.
Skolevæsen og embedets afvikling thumb|Dansk skolestue omkring 1863. Degnens undervisningsopgaver blev efterhånden overført til det organiserede skolevæsen og folkeskolelæreren. Degnens undervisningsopgaver voksede gennem 1700-tallet, men ordningen blev efterhånden anset for utilstrækkelig til at sikre almueundervisningen. Fra slutningen af det 18. århundrede blev mange landsognsdegnekald derfor nedlagt, efterhånden som de blev ledige. Den gradvise omdannelse fandt navnlig sted fra omkring 1790 til 1830 og kulminerede med skolevæsenets reorganisering i begyndelsen af det 19. århundrede.
Ved skoleanordningen af 29. juli 1814 bestemtes det, at samtlige degnekald på landet skulle nedlægges og deres indtægter anvendes til skolevæsenets fremme. Embedets afskaffelse var imidlertidig næsten tilendebragt omkring 1812. Efter den formelle nedlæggelse af degneembedet i 1814, overtog kirkebylæreren funktionerne som kirkesanger eller organist.
I den lovgivning, der ledsagede oprettelsen af den nye folkeskole, blev det i § 3 bestemt, at ledigblevne degnekald ikke måtte genbesættes, men at deres indtægter skulle tilfalde skolevæsenet. Hvor degnen tidligere ofte havde betjent to sogne ligesom præsten, blev der nu som regel ansat en folkeskolelærer i hvert sogn. Læreren overtog ofte den tidligere degnebolig og den jord, der havde hørt til degnekaldet.
Overgangen til lærer og kirkesanger Også i købstæderne blev degneindtægterne ved skoleanordningen af 1814 fordelt mellem skolelærerne, og de kirkelige degne- eller klokkerforretninger blev henlagt til disse. I byerne bevaredes betegnelsen kordegn eller klokker imidlertid almindeligvis som officiel titel, mens betegnelserne på landet blev kirkebyens skolelærer eller kirkesanger. Ordet degn fortsatte dog i daglig tale.
Degnens tidligere funktion blev således i princippet delt mellem en kirkesanger, der skulle bistå præsten under gudstjenesten, og en kirkebylærer, der forestod undervisningen af børn og unge. Fra 1813 skulle degnen desuden føre duplikatet af kirkebogen, den senere kontraministerialbog, og i byerne førte degnen i midten af det 20. århundrede som regel begge kirkebøger. I praksis var undervisnings- og kirkesangerfunktionerne på landet dog næsten altid samlet hos folkeskolelæreren, hvorfor betegnelsen degn i folkemunde fortsatte langt ind i det 20. århundrede.
Kordegn og andre senere kirketjenere I midten af det 20. århundrede fungerede den tidligere degnefunktion på landet fortsat navnlig som kirkesangertjeneste. Også organisten var almindeligvis lærer i sognet, og andre lærere kunne ved kirkelige handlinger have pligt til at gøre tjeneste i kirken, eksempelvis ved bryllupper og begravelser i deres skoledistrikt.
I byerne kaldtes degnen almindeligvis kordegn, alterdegn eller klokker. Kordegnen ledede kirkekontoret eller klokkerkontoret, modtog meddelelser på præstens vegne og bistod ved gudstjenesten. Han havde ingen særlig embedsdragt, men optrådte som regel i almindelig borgerlig selskabsdragt.
Ved større bykirker havde en særlig kantor tidligere ledet koret, men denne funktion blev efterhånden forenet med organistembedet. Bykirkernes organister havde normalt denne stilling som hovederhverv. En anden vigtig kirketjener var graveren, også kaldet kirkebetjenten og i Nordslesvig kirketjeneren, der fungerede som kirkens praktiske vagtmester og havde ansvaret for det løbende praktiske arbejde. Han kunne bistås af undergravere eller kirkekoner. Klokkeringningen kunne varetages af en særlig ringer. På landet blev graveren undertiden selv kaldt ringer og havde som regel også med kirkegården, gravning og vedligeholdelse at gøre samt kunne fungere som bælgetræder ved orglet.
Kordegnen, organisten og graveren ansættes af ministeriet efter indstilling fra menighedsrådet, mens andre kirkelige funktionærer ansættes direkte af menighedsrådet. Kordegne og organister var i byerne ofte tjenestemænd med embedsløn og pension, mens andre funktionærer var honorarlønnede. Efter degneembedets ophævelse blev kirkesangeren eller organisten ansat af menighedsrådet og var honorarlønnet. Betegnelsen kordegn er siden blevet bevaret ved mange danske kirker, hvor kordegnen navnlig udfører administrative funktioner og tillige kan fungere som kirkesanger.
Nordiske paralleller
Sverige