thumb|right|Det romerske tempel Maison Carrée i Nîmes, Frankrig, ca 1. årh. f.Kr. Romersk religion tog sin begyndelse i den traditionelle religion, der blev praktiseret af befolkningen i byen Rom og Tiberdalen i det centrale Italien. Da Rom var blevet centrum i et vidtstrakt imperium, kom romersk religion til at betegne en mængde meget forskelligartede kultfællesskaber og religioner, som alle blev dyrket af rigets indbyggere. De kilder vi i dag har til rådighed fortæller ikke meget om den tidligste romerske religion, som den var før 2. årh. f.Kr., og romersk religion var da allerede blevet så opblandet med især græske og etruskiske elementer, at det er meget svært at skelne, hvad der oprindeligt har været romersk. Den tidligste religion bar præg af animisme, idet så godt som alle fænomener, begivenheder og begreber fandtes personificeret i en guddom, og disse guder var aktive medspillere i dagliglivet.De ældste kilder til den traditionelle romerske religion omfatter bl.a. fragmenter af det værk om religion, som Marcus Terentius Varro skrev i 1. århundrede f.v.t. Samt Ovid, hvis digt Fasti bygger på ældre traditioner, og Marcus Porcius Cato, der skrev De agri cultura om landbrug og herunder de ritualer, der knytter sig til frugtbarhedskulten. Et udvalg fra disse kilder er gengivet i Gads religionshistoriske tekster, red Alster, Bendt og Lindtner, Christian, 1988 ; Romersk religion pp. 280-303
Efterhånden som Romerriget voksede og blev til et imperium, der først omfattede hele den italiske halvø og siden alle landene omkring Middelhavet, blev den fremmede påvirkning af religionen endnu større. Den græske var stadig særlig stærk, og den romerske gudekreds kom i store træk til at svare til den græske, idet der ofte blev etableret faste oversættelser mellem det romerske og det græske panteon. Guder og kulter blev dog også importeret andre steder fra, f.eks. blev den egyptiske gudinde Isis meget populær, ligesom Den store moder (Magna Mater) fra Lilleasien og Mithras fra Persien. Denne udvikling betød, at man allerede i antikken diskuterede, hvad romersk religion egentlig var. Den traditionelle romerske religion mistede langsomt terræn allerede i republikkens tid. I kejsertiden vandt et bredt spektrum af nye religioner frem, men efter 4. årh. e.Kr. blev kristendommen den altdominerende religion.
Historie Tidligste romerske religion Ordet religion (religio) stammer selv fra det latinske sprog og betyder ærefrygt/respekt for især det guddommelige. I det romerske samfund blev de anerkendte religioner betegnet som religio, de indgik som en del af statskulten, og det blev forventet at tilhængerne bad for statens bedste. Modsætningen til religio var superstitio, som normalt oversættes med overtro, det betegner den forbudte religion, som ikke blev praktiseret til samfundet og menneskenes bedste, og som ligefrem kunne være samfundsomstyrtende.
Der findes ingen overleverede kilder fra Roms allertidligste historie; kun beretninger om de legendariske bedrifter omkring byens grundlæggelse fortalt af senere forfattere. Disse beretninger fortæller, at Rom oprindeligt var et kongedømme, og senere kilder indikerer, at kongerne også var religiøse overhoveder, som stod i spidsen for statskulten. Efter indførelsen af republikken blev kongens funktioner, herunder også de religiøse, delt ud på flere embeder.
Den romerske religion og kultur blev først udviklet inden for en etruskisk sammenhæng, og senere under stærk indflydelse fra grækerne i Syditalien.Tortzen (2005) pp. 22 Romernes oprindelige religion bestod ikke primært af en serie myter, men af en kompleks og stadig her og nu-interaktion mellem guder og mennesker. Guder var tilstede i alle synlige fænomener, træer, floder, huse, dyr, personer osv., hvert eneste sted, ting og menneske havde deres egen guddom, så antallet af guder var uendeligt. I spidsen for guderne stod en triade, der bestod af himmelguden Jupiter, krigsguden Mars og folkeguden Quirinus. Allerede tidligt blev fremmede guddomme importeret særligt fra de græske områder.
Religion i republikansk tid Religion og samfundsinstitutioner var i hele Romerrigets historie tæt sammenknyttet. Begivenheder og handlinger, der vedrørte staten, blev altid ledsaget af ritualer. Der blev f.eks. taget varsler forud for vigtige beslutninger, offentlige embeder indebar religiøse forpligtelser og offerfester blev arrangeret året rundt på særlige dage. Statskulten var underlagt et kollegium af pontifexer (Collegium Pontificum), hvis leder var pontifex maximus, en slags romersk ypperstepræst. Blandt de andre præsteskaber var augurerne, som tog varsler, flaminerne, der forestod kulten for de forskellige guder, og haruspexerne, som spåede ud fra dyrs indvolde og andre naturfænomener.
Efterhånden som kontakten til den græske verden blev stærkere, blev de gamle romerske guder i første omgang associeret med de græske, og senere blev de helt identificeret med dem, og de meget righoldige græske myter blev knyttet til deres romerske modstykker: Jupiter blev opfattet som den samme som Zeus, Mars blev identificeret med Ares osv., men der var samtidigt vigtige forskelle mellem de to panteoner; Jupiter og de andre romerske guder mistede aldrig helt deres italiske præg.Skydsgaard, Roms hellenisering, pp.57; i Due & Isager (1993)
Religion og filosofi Sammen med den øvrige græske kulturimport opnåede den græske filosofi stor popularitet i Rom, og den fik stor betydning for udviklingen af den romerske religion. I antikken skelnede man ikke i samme grad mellem religion, filosofi og videnskab, som man gør i vore dage.Per Bilde, Det religiøse liv i hellenistisk-romersk tid,pp. 145; S. Petersen (1994) Kristendommen blev f.eks. af kristne ofte kaldt den højeste filosofi, og Josefus, der selv var jøde, beskrev uden videre de forskellige retninger inden for jødedommen som filosofiske skoler.Josephus; Den Jødiske krig (2,119-166)
Grundidéen i den græske naturfilosofi var at opnå viden om naturen for derved at få svar på de grundlæggende spørgsmål om livet og en indsigt i kosmos. Derved kom filosofien hurtigt til at krydse ind i, hvad tidligere havde været religionens domæne. I mange tilfælde smeltede religion og filosofi sammen, for eksempel i de religiøse systemer gnosticisme og astrologi, der begge byggede på filosofiske og videnskabelige erkendelser (videnskaben skal her forstås i dens antikke kontekst).Per Bilde, Det religiøse liv i hellenistisk-romersk tid, pp. 144; i S. Petersen (1994)
I andre tilfælde førte filosofiens indtog i kosmologien til religionskritik og ateisme.Tortzen (2005) pp. 56 Denne rationelle filosofi, som blandt andet blev udviklet af Epikur, fik også indflydelse i Rom. Religionskritikken udviklede sig hos Epikur til et opgør med den traditionelle mytologiske verdensforståelse. Således hævdede han f.eks., at guderne – hvis de fandtes – var underlagt de samme love som mennesket og derfor ikke kunne gribe ind i menneskets tilværelse. Modsat Epikur argumenterede en anden vigtig skole i Rom, stoikerne, for den tanke, at der gaves et guddommeligt forsyn, der kunne dirigere tingenes gang, hvilken opfattelse blev grundlaget for deres teologi. Den filosofiske religionskritik i Rom kom dog mest til udtryk gennem en udbredt kritik af den mere folkelige religiøse praksis og overtro (superstitio).Per Bilde, Det religiøse liv i hellenistisk-romersk tid, pp. 151; i S. Petersen (1994)
Græsk filosofi blev tidligt meget populær i den romerske overklasse, og den fik i 1. årh. f.v.t. stor betydning for den romerske statskult. De medlemmer af patricierstanden, som traditionelt beklædte de romerske præsteembeder, havde mistet troen på de traditionelle ritualer, og derved mistede præsteembederne meget af deres prestige og indhold og blev nu mest brugt i politiske sammenhænge.Liebeschuetz (1979) pp. 38Scullard (1982) pp. 205 Under de borgerkrige, der førte til Augustus' magtovertagelse, skete der et yderligere tab af religiøse traditioner, og den romerske religions rolle i offentlige sammenhænge blev i stigende grad reduceret til et politisk redskab. I kejsertiden, der fulgte, blev statskulten mere og mere et anliggende for kejserhuset.Liebeschuetz (1979) pp. 167ffFishwick (1987-92) pp. 436-480
Religiøse forandringer i kejsertidens Rom left|thumb|Procession med den kejserlige familie. – Relief fra Ara Pacis Augusteae (Rom, 9 f.v.t.) Med den store indvandring til Rom og byens medfølgende vækst til en millionby forsvandt grundlaget for den gamle religion langsomt; i bylivet forsvandt forbindelsen til den oprindelige landbrugskultur, mens nye krav og problemer opstod. Dér, hvor den gav mening, fortsatte den traditionelle religion, f.eks. i de store slægter, inden for husstanden eller i magiske ritualer, mens den andre steder, f.eks. blandt de indvandrere, som havde forladt deres slægtsegn, mistede sin betydning.M. Warburg, New Age og gamle dage, pp. 47; i Bilde & Rothstein (1999)
I sit eftermæle, Res Gestae, nævner Augustus, at han har genindført ”... de gamles forsvindende skikke ...” (exempla maiorum exolescentia),Res Gestae Divi Augusti, kap.8 hvormed han mener, at han har vendt udviklingen efter et århundrede, hvor statskulten i store træk blev negligeret. Denne revitalisering var dog samtidig en innovation, da de gamle ritualer fik både ny betydning og indhold, så de bruges til at understøtte Augustus’ nye position som enehersker over Romerriget.Syme (1939) pp. 446
Statskulten blev efterhånden helt et anliggende for kejserhuset. Embedet pontifex maximus smeltede hos Augustus sammen med kejserens embede, og på denne måde blev al offentlig religion i byen underlagt kejseren. De senere kejsere overtog alle titlen ved deres indsættelse – det var det eneste formelle embede, alle kejsere og kun kejserne besad. Augustus gennemførte også en reform af statskulten, hvis officielle formål det var at genoprette traditionel praksis fra før 1. årh. f.v.t. – det blev dog i alt væsentligt på kejserens præmisser.Augustus' egen udlægning: Res Gestae Divi Augusti, kap.9-11
Nye religioner Et overblik over religionen i Romerriget i de første århundreder efter vor tidsregning vil vise et meget broget billede. Religiøse traditioner fra alle dele af riget blev praktiseret tæt sammen og påvirkede derfor gensidigt hinanden. Flere nye religioner opstod – i mange tilfælde som blandinger af ældre.Ingvild S. Gilhus, Nye religioner i hellenistisk-romersk tid og i dag, pp. 30-31; i Bilde & Rothstein (1999) Et vigtigt element i romernes religion var dog kontinuiteten og stabiliteten i de offentlige ritualer, som hele samfundet identificerede sig med. Samtidigt var der et konstant lag af såkaldt folkereligiøsitet, der var præget af magiske og divinatoriske ritualer, dæmontro og orakler.Per Bilde, Det religiøse liv i hellenistisk-romersk tid, pp. 135; i S. Petersen (1994)
thumb|Initiation i en mysteriereligion. – vægmaleri fra villa i Pompeji, før 79. e.v.t. Mens den traditionelle religion levede videre, fandt der store forandringer sted i opfattelsen af individet i forhold til det guddommelige. Religion blev i stigende grad et udtryk for det enkelte menneskes valg mere end en selvfølgelig del af hverdagen; det var fx en personlig beslutning at lade sig indvie i en af de mange mysteriereligioner, der vandt frem på denne tid.Bilde pp. 165; i S. Petersen (red.) (1994) Denne individualisering hang sammen med opblomstringen af frelsesmotivet: At mennesket kan blive frelst fra denne (dårlige) verden til en guddommelig (og bedre) efter døden. En anden vigtig tendens i tiden er monoteismen; i takt med etableringen af en romersk kosmologi udvidede de største guder også deres virkeområde og indoptog i den proces andre guders identitet. Guderne, der i tidligere tider var lokale, blev nu universelle, og hermed opstod der en grobund for missionering og i ekstreme tilfælde forfølgelse af anderledes troende.