Karlsgave er en bebyggelse i Frederiksværk, Vinderød Sogn, Halsnæs Kommune i Nordsjælland – beliggende ved vejen mod Auderød og Brederød på Arrenæs. Karlsgave grænser op mod skoven Sørup Vang. I den østligste ende af Karlsgave ligger gravhøjen Maglehøj, der med sine 70 m over havet er Arrenæs' højeste punkt. Fra skovbrynet ved Sørup Vang i den nordøstligste ende af Karlsgave dykker Karlsgavevej, indenfor 1000 meters distance, 40 meter i niveauforskydning ned til den, i 1930'erne retablerede, Dronningholm slotsruin.
Karlsgave er opkaldt efter den reformvenlige prins Carl af Hessen, som arvede godset Arresødal (oprindeligt Arresøgård) ved Johan Frederik Classens død i 1792. Prins Carl afløste bøndernes hoveri på sine godser, bønderne fik gårdene i arvefæste, gårdene flyttede ud, blev udskiftet, senere udparcelleret til husmandsbrug – heriblandt Karlsgave.
Kategori:Lokaliteter i Halsnæs Kommune Kategori:Frederiksværk Kategori:Bydele og forstæder i Danmark