Langå-Struer-banen (historisk navn: jydske Nordvestbane) er en 102,4 km lang statslig og enkeltsporet jernbanestrækning som forbinder Langå, Viborg, Skive og Struer. Den blev åbnet i etaper 1863-65. Jernbanen vedligeholdes af Banedanmark. Trafikken udføres af DSB (før 1. september 2026 af GoCollective).

Historie thumb|left|Langå Station i 1912. Langå-Struer-banen var den anden jernbanestrækning i Nørrejylland efter Aarhus-Langå-Randers Jernbane, der blev åbnet i 1862. Jernbaneloven af 10. marts 1861 indeholdt en bane fra Langå over Viborg og Skive til et punkt ved Venø Bugt og videre til Holstebro. Banen blev bygget af det engelske entreprenørkonsortium Peto, Brassey and Betts for den danske stat.

Strækningen Langå-Viborg blev indviet 20. juli 1863 under festlige former med deltagelse af indenrigsministeren og blev åbnet for trafik dagen efter med to daglige tog i hver retning. Det videre arbejde blev påvirket af krigen i 1864. Den ufærdige strækning Viborg-Skive blev brugt flittigt under de danske styrkers tilbagetog mod Mors, men den blev først indviet officielt 17. oktober 1865. Strækningen Skive-Struer blev åbnet 17. november 1865.

Oprindelig var banegårdene i både Viborg og Struer indrettet som rebrossementsstationer af den særlige type, hvor stationen reelt ligger på et sidespor fra banestrækningen. Det betød at toget skulle vende retning to gange for at betjene stationen. 1896 blev linjeføringen omkring Viborg omlagt til en gennemkørselsstation. I 1943 blev linjeføringen vest for Viborg rettet ud, og Ravnstrup station blev flyttet. I 1962 skete en stor omlægning af banen i Skive, hvor den nye gennemkørselsstation fik en helt anden placering. I 1970'erne blev mange mindre mellemstationer nedlagt, stationerne fjernstyret og hastigheden forøget.

Strækningen thumb|Banens linjeføringer Langå-Struer-banen udgår fra sydenden af Langå Station, selv om en stor del af togene på strækningen gennem årene har haft endestation på Randers Station eller Århus Hovedbanegård. Fra Langå løber banen mod vest og følger Gudenåens nordside gennem stationsbyerne Ulstrup og Bjerringbro frem til Tange. Fra Tange fortsætter banen mod vest, indtil den efter Rødkærsbro fortsætter mod nordvest frem til Viborg. Fra Viborg løber banen igen mod vest indtil den efter Stoholm fortsætter mod nord frem til Højslev, hvorfra den igen løber mod vest frem til Skive. Fra Skive fortsætter banen mod sydvest indtil den efter Vinderup løber mod vest langs sydkysten af Venø Bugt frem til Struer, hvor den møder den vestjyske længdebane kort før Struer Station.

Trafik thumb|LINT 41-togsæt fra Arriva under indkørsel til Viborg Station Fra januar 2003 blev strækningen betjent af Arriva, senere GoCollective, indtil problemer førte til at trafikministeren gav opgaven tilbage til DSB med virkning fra 1. september 2026. DSB havde desuden to daglige intercity-forbindelser Struer-Langå-København H-Kastrup indtil køreplansskiftet 13. december 2020.

Standsningssteder Langå Station (Lg) i km 0,0 – forbindelse med Den østjyske længdebane. Åbro trinbræt (Abt), nedlagt. Ulstrup Station (Up) i km 7,2. Fjernstyret krydsningsstation. Bjerringbro Station (Bj) i km 16,0. Tange billetsalgssted (Tan), nedlagt i 1979. Rødkærsbro Station (Rk) i km 26,9 – tidligere forbindelse med Silkeborg-Kjellerup-Rødkjærsbro Jernbane (SKRJ). Rindsholm Station (Rn) i km 34,3. Nedlagt i 1979, stadig krydsningsstation. Viborg Station (Vg) i km 40,2 – tidligere forbindelse med Himmerlandsbanerne, Herning-Viborg banen og Mariager-Faarup-Viborg Jernbane. Ravnstrup Station (Ra) i km 47,6. Signalteknisk station. Sparkær Station (Sp) i km 51,9, nedlagt i 1979 men genoprettet i 2022. Stoholm Station (Sm) i km 57,0. Søby trinbræt (Syt), nedlagt. Højslev Station (Hø) i km 64,9. Skive Station (Sk) i km 70,5 – tidligere forbindelse med Sallingbanen og Skive-Vestsalling Jernbane. Estvad (Est) i km 74,0. Gammelt firmaspor. Rønbjerg (Røb) i km 78,0. Nedlagt i 1979, stadig signalteknisk station. Hvidemose trinbræt (HvMo), nedlagt i 1971. Vinderup Station (Vp) i km 89,2. Nedgraderet til trinbræt i 1973, fortsat krydsningsstation. Handbjerg trinbræt (Han), nedlagt 26. maj 1979. Struer Station (Str) i km 102,4 – forbindelse med Struer-Holstebro Jernbane og Thybanen.

Strækninger hvor nedlagt banetracé er bevaret Gennem Ravnstrup 1864-tracéet Banen gik oprindeligt gennem Ravnstrup. Det var den lige vej, fordi Viborgs første station var en rebroussementsstation, hvor både Langåbanen og Skivebanen kom ind fra syd. I nordkanten af Liselund Plantage er 1864-tracéet bevaret, delvis utilgængeligt, og længere vestpå bliver det genbrugt af små stykker grusvej. I alt er 1½ km af tracéet bevaret.

1896-tracéet I 1896 fik Viborg sin nuværende gennemkørselsstation, hvorfra Skivebanen fortsatte mod nordvest. I første omgang foretog man kun den mest nødvendige forlægning af banen: den drejede mod sydvest uden for Viborg og blev i en ret skarp kurve tilsluttet 1864-tracéet ved Transiggårdvej. 1 km af dette tracé er bevaret, men vanskeligt tilgængeligt.

Med 1896-tracéet var det blevet en omvej at køre gennem Ravnstrup by. 26. oktober 1943 indviede man en 7 km lang forlægning af banen, så den nu skyder genvej nord om byen. Den nye strækning er 1,4 km kortere end den gamle, har større kurveradius og mindre stigninger. Ravnstrup fik samtidig en ny station på den forlagte strækning.

Syd om Skive Skive Station var i 1864 også anlagt som rebroussementsstation. Først i 1962 blev den nuværende gennemkørselsstation anlagt, hvilket krævede omlægning af Langå-Struer-banen på en 4 km lang strækning. 2 km af den gamle strækning tæt på Karup Å er bevaret som sti.

Litteratur

Eksterne henvisninger

Banedanmark: TIB Strækning 32 Sporplan for Vestjylland 2006 John Nissens forkortelser bane.dk: Stationer og faciliteter på fjernbanen (pdf) Vingehjulet, 1. Aargang, Nr. 4, 24. November 1943, side 29-31: Baneforlægningen Viborg-Sparkær (med kort)

Se også Vandring og cykling på nedlagte jernbaner i Danmark#Langå-Struer: Gennem Ravnstrup Vandring og cykling på nedlagte jernbaner i Danmark#Langå-Struer: Syd om Skive Danske jernbaner

Kategori:Jernbanestrækninger i Danmark Kategori:Etableret i 1863 Kategori:Etableret i 1865