Frydenholm er en roman af Hans Scherfig, der udkom i 1962 som en fortsættelse af hans roman Idealister fra 1944.

Bogens omdrejningspunkt er den tyske besættelse af Danmark 1940-45 med fokus på holdningerne til besættelsen, besættelsesmagten og samarbejdspolitikken hos regeringen, folkevalgte, ministerier, politiet, erhvervsledere, adelen og jævne danskere, herunder regeringens, justitsapparatets og politiets rolle i den grundlovsstridige fængsling af godt 200 danske kommunister i 1941.

Romanen er inddelt i 88 forholdsvis korte, kapitler i tidsmæssigt fremadskridende orden. Hovedvægten ligger på besættelsens første halvdel, hvor verdenskrigens udfald var uvist. Romanen kan betegnes som en "dokumenter-roman" i den forstand, at den er spækket med ordrette citater fra taler, aviser, officielle erklæringer og bekendtgørelser. Ifølge Hans Scherfig selv var det landsretssagfører Carl Madsen, som gravede de mange citater frem til romanen.

Scherfigs tilgang er kritisk, og begivenhederne og persongalleriet beskrives ofte med bidende ironi, satire og komik.

Stedlige referencer Lokalt er en del af handlingen henlagt til byen Frydenholm ved Præstø på Sydsjælland. I sit "Efterskrift"Er medtaget i udgaven fra 2005. Gyldendal til romanen har Scherfig besvaret spørgsmålet om, hvor herregården Frydenholm ligger i virkeligheden med ordene: "Den ligger i romanens virkelighed og ikke på noget virkeligt generalstabskort".

Herregården Frydenholm har en vis navnelighed med slottet i Vedbæk ved navn Frydenlund, der fra 1929 til 1952 var ejet af højesteretssagfører George Koch Schiørring, som i 1946 blev dømt for værnemageri.

Nøgleroman Scherfig har i sit efterskrift selv udtalt følgende om romanen som nøgleroman: "Det er ikke nogen hemmelighed, at et antal af personerne i den delvis dokumentariske roman Frydenholm er hentet fra den historiske virkelighed. Nogle af besættelsestidens tyske og danske koryfæer er i bogen nævnt med deres rigtige navne, andre er frit navngivet. Visse hensyn er taget. Noget er tilfældigt. Og eftersom et stort antal af romanens personer er helt og holdent opdigtede, bør man ikke gætte for hårdnakket. En roman må kunne læses uden nøgle." Og senere: "Det er af flere blevet foreslået, at Frydenholm en gang skulle udsendes med nøgle og noteapparat. Dertil skal indvendes, at romanen er tænkt som et kunstværk. Dens personer skulle leve deres liv i fortællingens forestilling og ikke eftersøges i en anden verden."

Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold til Store Frederikslund anses i almindelighed for at være model for grev Preben Flemming Fido Rosenkop-Frydenskjold i Scherfigs roman. Denne opfattelse blev fremsat af flere aviser ved hans dødsfald.Berlingske Tidende og B.T., 17. marts 2001. Dagbladet Information, 23. marts 2001. Online-udgave Der er så mange lighedspunkter mellem Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold og den fiktive grev Preben Rosenkop-Frydenskjold, at det er klart, at godsejeren har været en af Scherfigs inspirationskilder. En væsentlig forskel består dog i, at Erik Grevenkop-Castenskiold ifølge Bovrup-Kartoteket forlod nazistpartiet allerede i 1941 i protest mod DNSAP's afhængighed af Tyskland. Der findes heller ikke dokumentation for, at Grevenkop-Castenskiold skulle have modtaget tyske personligheder på sit slot. Denne begivenhed er ifølge Arne Broegaards "Nøgle til Frydenholm" snarere relateret til mødet på godset Broholm og dermed til godsejer Jørgen Sehested.

Ifølge skribenten Arne Broegård var forfatteren Børge Houmann vist den første, som udtalte, at der bør laves et notetillæg til Frydenholm, og som siden selv var gavmild med oplysninger til alle interesserede. En personnøgle blev gennemset og korrigeret af Scherfig selv i december 1964, og den medtog alle personer, som har tydelige forbilleder fra det virkelige liv, men derimod ikke romanfigurer, som blot er inspirerede i nogen grad af virkelige personer eller er sammensat af træk fra flere personer. Personnøglen omfatter kun danske personer, idet de tyske medvirkende optræder med eget navn og egen titel i romanen.

Neden for følger udvalgte personer i personnøglen med angivelse af, i hvilket kapitel de optræder første gang:

+ Navn Kapitel Alias Dr. Harald Horn 1 Hakon Stangerup Drössaa 3 Politiadvokat Emil Strøbech Francois von Hane 3 Louis von Kohl F.A. Henningsen 4 Fængselsinspektør Alfred C. Bentzen Baum 5 Ivan Stamm, politidirektør i København Rane 5 Eigil Thune Jacobsen, rigspolitichef, senere justitsminister Kasper Bobbel 5 Julius Bomholt Landets faderlige statsminister 7 Thorvald Stauning, statsminister Jeronimus 7 K.K. Steincke, Justitsminister 1935-1939 Damaskus 12 Vilhelm Date, bogtrykker (1884-1977) Sivertsen 12 Erik Zimsen, ingeniør Jens Angvis 14 Niels Hasager, chefredaktør ved Politiken Knudsen 17 Aage Svendsen, departementschef i Justitsministeriet 1925-1950 Langeskov 18 Svend Aage Lund, chefredaktør ved Berlingske Tidende Ole Jastrau 20 Tom Kristensen, forfatter, anmelder ved Politiken Arne Vuldum 20 Kai Friis Møller, litteraturredaktør ved Politiken Niels Hernild 22 Harald Petersen, statsadvokat, justitsminister 1940-1941 Udenrigsministeren 25 Erik Scavenius, udenrigsminister 1940-1942, statsminister 1942-1943 Cementministeren 25 Gunnar Larsen, minister for offentlige arbejder 1940-1943 Cementministerens onkel 25 Knud S. Sthyr, direktør i Dansk Cement Central Hans Dam 25 Johannes Kjærbøl, arbejds- og socialminister Føreren fra Bovrup 26 Frits Clausen, fører for DNSAP L.S.-høvdingen fra Rønge 26 Knud Bach, formand for Landbrugernes Sammenslutning Asger Petersen 43 Eivind Larsen, departementschef i Justitsministeriet Mads Ram 47 Carl Madsen, landsretssagfører Sigurd Svendsen 47 Arthur Andersen, byretsdommer Holgersen 52 Fængselsinspektør Viggo Waagensen S. Skjold-Bulder 53 Ole Bjørn Kraft, konservativ folketingsmand

Kilder

Litteratur Broegård, Arne: Nøgle til Hans Scherfigs Frydenholm, Forlaget Solitude (1990), ISBN 87-983262-2-8

Kategori:Bøger af Hans Scherfig Kategori:Litteratur i 1962 Kategori:Danmark under 2. verdenskrig