thumb|Nichiren Nichiren Daishonin (16. februar 1222 – 13. oktober 1282) var en japansk munk. Grundlægger af Nichiren Daishonins Buddhisme, hvor recitationen af mantraet Nam-myoho-renge-kyo mod mandalaen Gohonzon er den centrale praktisering. Ifølge Nichiren Daishonin vil denne praktisering fremkalde den praktiserendes iboende buddhatilstand. Der findes i dag adskillige Nichiren skoler, hvoraf Soka Gakkai International er den største med 12 mio. praktiserende i 190 lande.
Biografi Nichiren Daishonins barndom
Nichiren Daishonin blev født den 16. februar 1222 i en fiskerfamilie i landsbyen Kominato i Awa, Japan (som i dag er Chiba-præfekturet). Som elleve årig kom han i lære som munk i Seicho-ji (Seicho-templet) nær bjerget Kiyosumi ved Awa. Den gang var der ingen skoler, og templerne fungerede som uddannelsescentre. Som barn navngav hans forældre ham Zennichimaro (Strålende Sol). I begyndelsen var Seicho-ji tilknyttet Tendai Skolen som videregav Lotus Sutraens højeste lære. Senere blev den påvirket af først Shingon Skolen (Sande Ord) med dens mystiske ritualer og senere Rene Land Skolen som videregav troen på Amida Buddha. Under Zennichimaros studier på Seicho-ji herskede der derfor megen forvirring indenfor buddhismen, om hvilke lærer der var sande og korrekte i forhold til tiden og folks kapacitet.
Om at blive den viseste mand i Japan
Samtidig med at Zennichimaro forstod mere og mere gennem studierne, fik han en tilsvarende mistillid til de buddhistiske lærer og deres indflydelse på datidens samfund. Hvordan kunne det være, at Buddhaens doktriner havde givet anledning til så mange forskellige skoler med modsigende læresætninger. Og hvordan kunne det være, at Japan til trods for buddhistiske bønner for fred, havde været udsat for konflikter og borgerkrig? Da ingen af Seicho-ji’s præster var i stand til at besvare spørgsmålene, bad Zennichimaro til statuen af Bodhisattva KokuzoEn repræsentation for denne bodhisattva blev opsat i det 8. århundrede ved Seicho-ji. Bodhisattva Kokuzo havde fået navnet Bodhisattva Rummet, fordi hans visdom og held blev anset for at være lige så stort som selve universet. om at skænke ham visdommen til at blive den viseste mand i Japan. I år 1277 skrev Nichiren Daishonin i et brev til en tilhænger: ”Siden min barndom har jeg, Nichiren, aldrig bedt for verdslige ting, men entydigt søgt at blive en buddha.” (Writings of Nichiren Daishonin 1, s. 839). I et senere skrift noterede han: ”Siden min barndom har jeg studeret buddhismen med en eneste tanke. Et menneskets liv er ynkeligt flydende. En mand inhalerer sit sidste åndedrag uden håb om det næste. Selv ikke dug båret af vinden er tilstrækkeligt til at beskrive denne flygtighed. Ingen, selv ikke vise eller tåber, unge eller gamle, kan undslippe døden. Mit inderste ønske har derfor været at finde løsning på dette evige mysterium. Alt andet har været underordnet.” (Gosho Zenshu s. 1404).
Studieår
I søgen efter sandheden følte Zennichimaro et behov for at mestre alle de vigtigste buddhistiske tekster og deres kommentarer. Han studerede grundigt lærerne fra de otte skolerOtte skoler: Kusha, Jojitsu, Sanron, Ritsu, Hosso, Kegon skolerne som virkede i Nara perioden (710-794) og skolerne Tendai og Shingon som opstod i Heian perioden (794-1185). og dem fra den senere Zen og Jodo Skole. Den 8. oktober 1237 blev han som sekstenårig præsteviet af Seicho-ji´s chefpræst Dozen-bo. Som præst fik han det religiøse navn Zesho-bo Rencho.Det kinesiske tegn ze består af tre tegn, som er ”personen”, ”under” og ”solen”. Sho betyder ”vismand” eller ”hellig”; Rencho betyder ”voksende lotus”. Rencho blev på Seicho-ji et stykke tid, men rejste formentlig til Kamakura i foråret 1239 for yderligere at fordybe sine studier. Han var da sytten år. Kamakura var centret for shogunatet, Japans militære regering, mens kejserregeringen og hovedparten af landets kulturelle aktiviteter forblev i den gamle hovedstad Kyoto. Rencho studerede i Kamakuras templer i 3 år, men trods sin indsats fandt han ikke de svar, han søgte. Skuffet vendte han kort tilbage til Seicho-ji i foråret 1242, før han gennemførte sin anden studierejse til Nara og Kyoto. Templerne i Nara og klostrene ved Hiei og Koya bjergetKlostre ved Hiei og Koya bjergene: hovedtempler, hovedsageligt fra Tendai og Shingon skolerne. nær Kyoto fungerede som datidens japanske universiteter. Her drog præster til for at høre berømte præsters forelæsninger eller for at forstå læresætningerne fra andre buddhistiske skoler end deres egen. Rencho brugte tolv år i Nara og Kyotos templer. I den periode læste han alle de vigtige tekster i buddhismen, som han fik adgang til. I ’Brev til brødrene’, skrevet på Minobu bjerget den 16. april 1275, forklarede Nichiren Daishonin: ”Via adgang til Lotus Sutraens opbevaringssted og undersøgelse af den komplette samling opdagede jeg, at der findes to versioner af sutraerne. Afhandlingerne blev bragt til Kina i perioden mellem Yung-p´ing (senere Han æraen) og slutningen af T´ang dynastiet. Der er 5.048 bind af den ældre oversættelse og 7.399 bind af den nyere oversættelse. Hver sutra påstår i kraft af sit indhold, at den er højest af alle lærer. Imidlertid viser sammenligninger, at Lotus Sutraen er lige så overlegen i forhold til de andre sutraer, som himlen er til jorden. Den rejser sig over dem, som en sky over jorden. Hvis andre sutraer skulle sammenlignes med stjerner, er Lotus Sutraen månen. Hvis de er fakler, stjerner eller månen, er Lotus Sutraen blændende som solen.” (Writings of Nichiren Daishonin 1, s. 493). Efter fjorten års studie blev han endelig overbevist om, at Shakyamunis dybeste lære ikke kunne findes andre steder end i Lotus Sutraen. Han forstod, at han, Rencho, var blevet født ind i denne verden for at åbenbare den lære, som forudsagt i Lotus Sutraen kunne lede alle mennesker til oplysning i Lovens sidste periode.
Bekendtgørelse af Nam-myoho-renge-kyo
Da Rencho kom tilbage efter sin flere år lange studietid, var præsterne i Seicho-ji ivrige efter at lære fra ham. Hans gamle mester, Dozen-bo, var stolt af den unge mand, som havde arbejdet med så stærk en beslutning og ført sine studier videre, end han selv nogensinde havde kunnet. For at fejre hans tilbagekomst og for at undersøge dybden af hans viden, organiserede præsterne en sammenkomst, hvor Rencho skulle prædike. Derefter inviterede de religiøse ledere fra det omkringliggende område. Tidligt om morgenen den 28. april 1253 chantede han for første gang Nam-myoho-renge-kyo. Hermed gav han fremtidens generationer nøglen til at åbne for oplysningen i deres hjerters skjulte skatkammer. Senere på dagen samlede en større skare tilhørere sig behørigt på det aftalte sted og tidspunkt på gårdspladsen foran Jibutsu-do, mødesalen i Seicho-ji. Ved middagstid kom Rencho og chantede Nam-myoho-renge-kyo tre gange. Han erklærede den for den eneste lære, som kunne gøre alle mennesker i Lovens sidste periode i stand til at opnå absolut oplysning i dette liv. Hans tilhørere blev fuldstændig overrumplet – der var ingen, som nogensinde havde hørt dette før. Rencho fortsatte med at oplyse om sit nye navn, Nichiren (Sol Lotus), og han argumenterede derefter imod tidens fire mest indflydelsesrige buddhistiske skoler. Nembutsu læren, sagde han, ledte mennesker til uophørligt helvede frem for et paradis efter døden. Zen, der kategorisk tilbageviste alle sutraerne og blev praktiseret af samuraierne ved shogunatet i Kamakura, sagde han var ’Djævelens lære.’ Han anklagede den esoteriske Shingon for årsagen til ’nationens ruin,’ og han kaldte Ritsu skolen ’forræderisk’ og beskrev dens fejl. Baseret på Shakyamunis Agama lære påstod Ritsu, at en person, som søger efter oplysning, skulle overholde mange forskrifter og komplicerede regler for opførsel. Ved at komme med disse fire tilbagevisninger, de såkaldte ’fire udsagn,’ slog Nichiren DaishoninDaishonin: ”stor vismand.” En æres titel, som senere blevet givet til Nichiren af hans disciple. effektivt fast, at ingen af de eksisterende buddhistiske skoler havde kraften til at redde menneskeheden, og at hengivelse til deres lærer faktisk skabte lidelser for individ og samfund. Selv om nogle få af hans tilhørere blev rørt af Nichiren Daishonins tale, var der ingen, som forstod den. Den 28. april 1253 åbnede Nichiren Daishonin op for menneskers lykke til evig tid. Han var parat til konfrontation med manglende forståelse, og han var indstillet på at blive forfulgt. Begge ting begyndte samme dag. Den sande humanisme er et andet udtryk for kamp mod den ondskab, som undertrykker og giver almindelig mennesker lidelse. I Gosho (”ærværdige skrifter”) skriver Nichiren Daishonin om sine tanker og overvejelser før bekendtgørelsen af Nam-myoho-renge-kyo: ”Forskellige sutraer siger, at den, som udbreder Lotus Sutraen, vil møde megen modstand forårsaget af de onde kræfter blandt almindelige mennesker, herskeren, ikke-buddhister eller Hinayana buddhismens tilhængere.”(Writings of Nichiren Daishonin 1, s. 239). Men hvis han ikke videregav sin lære, ville han være en egoist, der ikke gav folk chancen for at blive buddha. Han valgte den vej, hvor man spreder læren om Den mystiske lov, trods de mange problemer, der ville opstå. For ikke at komme til at opgive sin beslutning, aflagde han ed på at frelse alle mennesker i Lovens sidste periode. Han var overbevist om, at det at bekendtgøre Nam-myoho-renge-kyo i sig selv er buddhatilstand, og han var parat til at møde alle forhindringer fremover.
Iblandt de lyttende var en tjener af Tojo Kagenobu, regionens ordenshåndhæver, som var brændende tilhænger af Rene Land Skolen (Nembutsu). Da manden rapporterede om Nichiren Daishonins forudsigelse om uophørligt helvede for dem, som praktiserede Nembutsu lærerne, udstedte Tojo på stedet en arrestordre mod den unge arrogante præst. Hans mænd forlangte at Dozen-bo skulle udlevere ham, men Dozen-bo sendte i stedet en advarsel til Nichiren Daishonin om umiddelbart at forlade templet. Fulgt af præsterne, Joken-bo og Gijo-bo, flygtede Nichiren Daishonin ad en ukendt sti til et lille tempel, Shoren-bo, som gav ham husly for en tid. I sommeren 1253 rejste Nichiren Daishonin til Kamakura. Her slog han sig ned i en lille eneboerhytte ved Matsubagayatsu. Efter kun et par måneder, i november 1253, blev en omrejsende præst Nichiren Daishonins første discipel. Han hed Joben, men tog ved konverteringen navn til Nissho. Senere var han den ældste af ”de seks seniorpræster.” Andre disciple sluttede sig til. Nogle udførte i forvejen præstegerningen. Blandt andet en tolvårig lærling, der senere blev kendt som Nichiro, endnu en af ”de seks seniorpræster.” Andre tilhørte samuraifamilier som Toki Goro Tanetsugu. Han blev senere lægpræst ved navn Toki Jonin. Blandt de første disciple var også navne som Shijo Kingo, Kudo Yoshitaka og Ikegami Munenaka.
Rissho Ankoku Ron (Om at etablere den rette lære, der kan skabe fred i landet)
I denne periode hærgede hungersnød og epidemier landet. Ifølge datidens dokumenterEn officiel krønike, som blevet samlet af datidens Kamakura regering. fulgte der fra 1257 til 1260 et ekstraordinært stort antal naturkatastrofer som perler på en snor. Efter det store Kamakura jordskælv i maj 1257 rystedes regionen igen af et andet kæmpe jordskælv i august og igen i november. I august 1258 hærgede kraftige vinde Kamakura, og en storm ramte Kyoto som skadede høsten. I oktober 1258 dannede den voldsomme regn i Kamakura en flod, som dræbte mange mennesker og jævnede utallige boliger med jorden. I marts 1259 bekendtgjorde regeringen i overensstemmelse med skik og brug en ny æra for at overvinde katastroferne. Deres forsøg bar ikke frugt, og i april 1260 bekendtgjorde regeringen atter en ny æra. Samme måned hærgede en kæmpe brand Kamakura efterfulgt af voldsomme vinde og flodbølger i juni.