thumb|De hvide busser, sandsynligvis ved Friedrichsruh Slot i Slesvig-Holsten, Tyskland. thumb|Den 19. april 1945 begyndte de hvide busser at køre fanger fra koncentrationslejre fra Tyskland. Som ung værnepligtig var Stig Svensson frivillig chauffør på en af de hvide busser (ikke den i billedet). "Jeg vil aldrig glemme, hvad jeg har været med til," fortalte han i et interview i 1992.
De hvide busser er den redningsaktion, som under ledelse af den svenske greve Folke Bernadotte i slutfasen af 2. verdenskrig hentede danske og norske fanger hjem fra tyske koncentrationslejre i busser. De var malet hvide med røde kors på tag, sider, front og bag, så de ikke blev forvekslet med militærkøretøjer.
Efter dansk/norsk pres og planlægning blev ca. 15.000 skandinaver og andre reddet ud af lejrene i de tyskkontrollerede områder af det svenske Røde Kors i marts og april måned 1945. Efter den tyske kapitulation blev yderligere ca. 10.000 reddet ud i maj og juni 1945.
De skandinaviske fanger havde førsteprioritet i redningsaktionen, men også svenske kvinder og børn, der boede i Tyskland, skulle hentes hjem. Hvis muligheden bød sig, kom folk af andre nationalitet også med. Aktionen blev en stor humanitær succes, og mange liv blev reddet. Aktionen er kritiseret for, at den for ensidigt gik efter at redde de skandinaviske fanger, og for de transporter, den udførte for SS.
De skandinaviske fanger i Tyskland Den 9. april 1940 blev Danmark og Norge invaderet af tyske tropper, og i juni samme år blev den første norske fangelejr, Ulven, oprettet ved Bergen. I takt med at modstanden mod okkupationen tiltog i Norge, steg antallet af arresterede. I begyndelsen blev de interneret i Norge, men hurtigt blev tusindvis af nordmænd ført til fangelejre og fængsler i Tyskland. De første i efteråret 1940. I Danmark tog massearrestationer og deporteringer først for alvor fart som følge af den tiltagende sabotage og modstand mod besættelsen efter samlingsregeringens tilbagetræden den 29. august 1943.
De skandinaviske fanger i Tyskland var delt i kategorier: fra civilt internerede, der boede privat og havde en vis bevægelsesfrihed, til Nacht und Nebel-fangerne (også NN-fangerne), der skulle arbejde sig ihjel. Efterhånden som antallet af skandinaviske fanger i Tyskland tiltog, blev der organiseret hjælpearbejder. Arne Berge og Conrad Vogt-Svendsen, der var sømandspræster i Hamborg, opsøgte fangerne og hjalp dem med mad og formidlede breve til familierne i Norge og Danmark. Hiltgunt Zassenhaus gjorde et stort arbejde som tolk for bl.a. Conrad Vogt-Svendsen. Han fik også kontakt med Johan Bernhard Hjort og Didrik Arup Seip, der sammen med deres familier var civilt interneret på godset Gross Kreutz, der tilhørte Johan Bernhard Hjorts fætter. Sammen med andre skandinaver udarbejdede de omfattende lister over de skandinaviske fanger og deres opholdssteder. Listerne blev sendt til Sverige og til den norske eksilregering i London via den svenske ambassade i Berlin. I Stockholm var den norske diplomat Niels Christian Ditleff specielt beskæftiget med de skandinaviske fangers skæbne. Ved årsskiftet 1944-1945 var der ca. 8.000 politiske fanger og 1.125 krigsfanger fra Norge i Tyskland.
I Danmark havde admiral Carl Hammerich længe arbejdet med hemmelige planer for et Jyllandskorps, der skulle redde danske og norske fanger ud fra lejrene. Carl Hammerich havde kontakt med både de norske sømandspræster i Hamborg, kredsen ved Gross Kreutz og med Niels Christian Ditleff i Stockholm. I løbet af 1944 udførte danskerne et omfattende planlægningsarbejde: Fangerne blev registreret, transportresurser opgjort og forplejning og karantæne for fangerne blev planlagt ved ankomsten til Danmark. Carl Hammerich besøgte Stockholm i februar, april og juli 1944, hvor han diskuterede planerne med Christian Ditleff. I 1945 var der ca. 6.000 danske fanger i Tyskland.
Evakuering eller stay put Efterhånden som de Allierede styrker i 1944 nærmede sig Tyskland, blev der fra de Allieredes hovedkvarter, SHAEF, truffet en afgørelse vedrørende fangerne. I den norske eksilregering havde major Johan Koren Christie den 23. september udarbejdet et P.M. herom. Fangerne skulle stay put – blive hvor de var, indtil de Allierede kunne befri dem. Gross Kreutz-kredsen fik nys om beslutningen måneden efter og reagerede straks. Johan Bernhard Hjort skrev en rapport, som stærkt frarådede denne beslutning. Han argumenterede for, at fangerne risikerede at blive likvideret og skulle reddes ud af Tyskland, inden de Allierede havde kontrol over landet. Han fortsatte:
thumb|right|200px|Folke Bernadotte (1895-1948) var leder af aktionen, der hentede ca. 25.000 fanger hjem fra koncentrationslejrene i Tyskland.
I Johan Bernhard Hjorts rapport nævnes første gang en mulig svensk deltagelse i redningsaktionen. Forslaget blev først køligt modtaget. Man anså aktionen for at være en ren norsk opgave, og man var ikke umiddelbart indstillet på at give svenskerne mulighed for at markere sig, nu hvor krigen nærmede sig sin afslutning.
Christian Ditleff nægtede at følge retningslinjerne fra den norske eksilregering i London og fortsatte med at bearbejde svenskerne og det svenske udenrigsministerium for at få dem med i aktionen. Christian Ditleff drøftede i september spørgsmålet om evakueringen med den svenske greve Folke Bernadotte, som straks var med på ideen. Den 30. november overbragte Christian Ditleff på eget initiativ et notat: "Momenter til svensk aksjon for fangehjelp" til det svenske udenrigsministerium. Den 29. december ændrede den norske eksilregering holdning og gav den norske ambassade i Stockholm grønt lys til at diskutere en svensk aktion for de skandinaviske fanger.
Mens Christian Ditleff arbejdede på at påvirke eksilregeringen, fik danskerne tilladelse af tyskerne til at hente et antal danske fanger. De første var internerede politifolk i Buchenwald. Den første af disse transporter fandt sted den 5. december. Indtil slutningen af februar 1945 hentedes med egne køretøjer 341 fanger, hvoraf de fleste var syge. Disse transporter gav danskerne værdifulde erfaringer, som senere skulle komme de hvide busser til gode.
Svensk hjælp til fangerne Sverige var som det eneste skandinaviske land neutralt under 2. verdenskrig, men det var en neutralitet, der fulgte krigens gang. Indtil tyskernes nederlag ved slaget om Stalingrad havde Sverige til en vis grad været imødekommende over for Tyskland. Efter Stalingrad ændrede Sverige politik og nærmede sig de Allierede.
Felix Kersten, der var massør for SS-leder Heinrich Himmler, havde opholdstilladelse i Sverige og tog kontakt til det svenske udenrigsministerium. Heinrich Himmler og hans fortrolige medarbejder Walter Schellenberg havde indset, at Tyskland ville tabe krigen og overvejede at indgå en separatfred med vestmagterne. Ved fredsforhandlinger kunne Sverige være en nyttig formidler af de tyske forslag. Med hjælp fra Felix Kersten fik det svenske udenrigsministerium i december udleveret 50 norske studenter, 50 danske politibetjente og tre svenskere. Betingelsen for frigivelsen var, at det ikke måtte give anledning til medieomtale. Hvis Adolf Hitler fik nys om frigivelsen, ville yderligere frigivelser ikke være mulige.
Den 5. februar 1945 overbragte Christian Ditleff et nyt P.M. til det svenske udenrigsministerium. Det var udformet som en officiel norsk anmodning. Sverige blev bedt om at sende en Røde Kors-delegation til Berlin for at forhandle om de skandinaviske fanger med henblik på at sende en svensk hjælpeekspedition. Den svenske udenrigsminister Christian Günther var positivt indstillet, og den svenske regering gav tilladelse til, at Folke Bernadotte som næstformand for det svenske Røde Kors skulle:
Folke Bernadotte fløj til Berlin den 16. februar og forhandlede med en række højtstående tyske ledere. Det var udenrigsminister Joachim von Ribbentrop, SS-Obergruppenführer Ernst Kaltenbrunner, chef for Udlandsafdelingen af Sicherheitsdienst Walter Schellenberg og Reichsführer-SS Heinrich Himmler. Som Adolf Hitlers stedfortræder og Nazi-Tysklands næstvigtigste person var Heinrich Himmler til at begynde med ikke meget for ideen. De frigivne fanger kunne jo uddannes til politibetjente, som det neutrale Sverige allerede havde gjort med andre nordmænd og danskere. Folke Bernadotte fremlagde derfor sit andet forslag. Fangerne kunne samles i en lejr, så det svenske Røde Kors kunne sikre dem. Folke Bernadotte anslog overfor Heinrich Himmler, at der var tale om ca. 13.000 fanger. Heinrich Himmler mente ikke, det drejede sig om mere end 2-3.000.
Ved et nyt møde med Walter Schellenberg den 21. februar fik Folke Bernadotte oplyst, at Heinrich Himmler havde accepteret forslaget om at samle de skandinaviske fanger i én lejr. Under sit besøg i Berlin havde Folke Bernadotte også flere møder med Didrik Arup Seip, Conrad Vogt-Svendsen, Wanda Hjort og Bjørn Heger fra Gross Kreutz. Det forslag, Heinrich Himmler havde accepteret, var udarbejdet af Bjørn Heger.
Aktionen etableres Udgangspunktet for aktionen var den planlægning og den indsamling af informationer, som var foregået gennem flere år fra dansk og norsk side. Det svenske Røde Kors kontaktede den svenske hær, der straks stillede transportkapacitet til rådighed. I realiteten var det:
Ekspeditionsstyrken havde følgende sammensætning:
308 personer – heraf ca. 20 læger, sygeplejersker og sygeplejere. Resten var frivillige fra de svenske forsyningstropper T1, T3 og T4. Leder var oberst Gottfrid Björck i egenskab af inspektør for de svenske forsyningstropper. 36 ambulancebusser 19 lastbiler 7 personbiler 7 motorcykler kranbil, mobilt værksted og feltkøkken fuld udrustning – dvs. mad, brændstof og reservedele, der ikke kunne skaffes i Tyskland. fartøjet Lillie Matthiessen, der sejlede til Lübeck med 350 ton brændstof og 6.000 pakker til fangerne. Senere kom også fartøjet Magdalene. Begge skibe kom fra det svenske rederi Salén og tog fanger med, da de returnerede til Sverige.
Styrken blev opdelt i tre transportkolonner, hver med 12 busser, en lastbilkolonne med 12 lastbiler samt en forsyningskolonne. Styrkens transportkapacitet var 1.000 personer ved længere transporter og 1.200 ved kortere, da man der også kunne benytte lastbilerne.
Busserne kørte på en blanding af 50 % benzin og 50 % alkohol. De kunne hver medbringe otte bårer til syge eller have plads til 30 passagerer. Brændstofforbruget var en liter pr. 2 km, og på en fuld tank kunne de tilbagelægge 100 km. Hver bus havde to chauffører, der kørte på skift.
For ikke at få omtale i nyhedsmedierne sendte Statens Informationsstyrelse i Sverige såkaldte grå sedler til avisredaktionerne med en henstilling om ikke at nævne ekspeditionen.
Den danske ambassadør i Stockholm havde den 13. februar tilbudt en større styrke på 40 busser, 30 lastbiler, 18 ambulancer og andre køretøjer. På trods af at Folke Bernadotte tidligere havde forestillet sig en dansk/svensk ekspedition, blev tilbuddet afvist. Af hensyn til tyskerne skulle ekspeditionen være svensk.
Afgang Den 8. marts afgik den første del af ekspeditionen fra Hässleholm i Sverige og sejlede fra Malmø til København. Af sikkerhedsgrunde var den danske modstandsbevægelse informeret. Men der var ingen problemer. Den svenske Røde Kors-ekspedition blev særdeles godt modtaget. Den 12. marts var man fremme ved hovedkvarteret, slottet Friedrichsruh, der lå ca. 30 km sydøst for Hamborg. Det var tæt på Danmark og ikke langt fra koncentrationslejren Neuengamme, hvor fangerne skulle samles. Friedrichsruh tilhørte Otto von Bismarck, der var svensk gift og en bekendt af Folke Bernadotte. Ekspeditionens ledelse blev indkvarteret på slottet og den nærliggende kro. Det øvrige mandskab etablerede en teltlejr i slotsparken.
thumb|right|200px|Nogle af de tyske gestapofolk, der fulgte med busserne.