Hawker Hunter er en subsonisk britisk jetjager, udviklet og bygget af Hawker Siddeley for Royal Air Force (RAF) sidst i 1940erne og først i 1950erne. Flyet var designet til at benytte den nye Rolls-Royce Avon turbojetmotor og det nye koncept med tilbagestrøgne vinger. Prototypen fløj i 1951, og den 7. september 1953 satte den hastighedsrekord for jetfly med 727.63 mph (1171,01 km/t; 632,29 knob). Flyet havde en tophastighed på mach 0,94, men kunne gennembryde lydmuren under dyk. De første fly indgik i aktiv tjeneste i RAF i 1954. Den blev benyttet som en manøvredygtig interceptor dagjager, og afløste hurtigt førstegenerations jetfly som Gloster Meteor og de Havilland Venom, mens Gloster Javelin fungerede som altvejrs- og natjager.
To af RAFs opvisningshold brugte Hunter: "Black Arrows", som satte rekord ved at loope 24 Hunters i formation, og senere "Blue Diamonds", som optrådte med 16 fly. Adskillige varianter blev fortløbende fremstillet, efterhånden som der fremkom bedre motorer. Brændstofkapaciteten blev forøget, og andre forbedringer blev løbende indført. Hunter blev eksporteret i stor stil, til i alt 21 udenlandske luftvåben.
Efter at den supersoniske English Electric Lightning afløste Hunter som interceptor i 1960'erne, blev særligt fremstillede varianter af Hunter benyttet som jagerbomber og som rekognosceringsfly. Tosædede versioner forblev i tjeneste ved RAF og Royal Navy til først i '90erne til træning og sekundære roller, og 60 år efter at flyet blev taget i drift var det stadigt i tjeneste ved det Libanesiske Luftvåben i 2014. Hunter kom i kamp i mange forskellige konflikter. Der blev produceret 1.972 Hunters af Hawker Aircraft og efterfølgeren, Hawker Siddeley, og flyet blev derudover bygget på licens i udlandet. I britisk tjeneste blev Hunter afløst af Lightning, af Hawker Siddeley Harrier og af McDonnell Douglas F-4 Phantom II.
Udvikling
Oprindelse thumb|upright|Black Arrows udfører luftakrobatik, Farnborough Airshow 1960
2. verdenskrig sluttede i 1945, og Clement Attlees Labour fik regeringsmagten.Wood 1975, p. 40. Atlee-regeringens opfattelse var at der ikke ville udbryde større konflikter i mindst et årti, og derfor kunne man vente til 1957 med at udvikle eller indkøbe nye fly. Som følge, på nær enkelte undtagelser som Hawker Sea Hawk til Royal Navy, var alle bestillinger på nye fly kun til forsøgsformål. Wood 1975, pp. 40-43. Forfatteren Derek Wood beskrev denne politik som: "...en fatal fejlvurdering, der ville koste Storbritannien en fuld generation af jager- og bombefly".
Sidst i 1940'ne, under begyndelsen af den kolde krig, blev det klart for RAF at det var uopsætteligt nødvendigt at udvikle og indkøbe moderne jagere med f.eks. tilbagestrøgne vinger.Wood 1975, pp. 43-45. Det stod på dette tidspunkt klart at den nye jetmotor ville være fremtiden for jagerfly. Mange firmaer reviderede deres designs så de kunne anvende den nye motor. Hawker Aviations chefdesigner, Sydney Camm, havde foreslået Hawker P.1040 til RAF, men ikke formået at vække interesse.Mason 1991, pp. 355–356. Modifikationer til det grundlæggende design førte til Hawker Sea Hawk, en hangarskibsbaseret jager. Sea Hawk havde desværre en lige vinge og en Rolls-Royce Nene turbojetmotor; begge disse elementer blev hurtigt forældede.Griffin 2006, p. 15.
For at opnå bedre ydelse og opfylde Ministeriets specifikation E.38/46, designede Sydney Camm Hawker P.1052, som grundlæggende var en Sea Hawk med en 35° tilbagestrøget vinge. Den fløj første gang i 1948 og demonstrerede gode egenskaber, men gik ikke i produktion.Mason 1991, pp. 368–370. Hawker fortsatte for egen regning med at ombygge den anden prototype med tilbagestrøget haleplan, revideret skrog og en enkelt jetudstødning i halen, og kaldte den Hawker P.1081. Den fløj første gang i 1950 og tiltrak sig interesse fra Royal Australian Air Force (RAAF), men udviklingen gik i stå på grund af problemer med motorens efterbrænder. I 1951 gik den eneste prototype tabt i et styrt.Mason 1991, p. 373.
P.1067 I 1946 udstedte det britiske Air Ministry specifikation F.43/46, som beskrev en jetdrevet interceptor dagjager. Camm fremstillede omgående et nyt design for en jager med tilbagestrøgne vinger, som skulle anvende Rolls-Royce Avon turbojetmotoren, der var under udvikling. Avons største fordel i forhold til den tidligere Nene motor, var at den benyttede en aksial kompressor, som gav større trykkraft og en mindre motordiameter; en enkelt Avon leverede cirka samme trykkraft som de to Rolls-Royce Derwent i en Gloster Meteor tilsammen. I marts 1948 udstedte Air Ministry en revideret specifikation F.3/48, som krævede en hastighed på 629 mph (1.010 km/t) i 45.000 ft (13.700 m) og en stor stigeevne,Jackson 1982, p. 8. mens flyet bar en bevæbning af enten fire 20 mm (0,79 in) eller to 30 mm (1,18 in) kanoner, i stedet for det storkalibrede maskingevær som de tidligere specifikationer forlangte.Mason 1992, p. 368. Designet havde først en T-hale (som den langt senere F-104 Starfighter) og et enkelt luftindtag i næsen, men i løbet af kort tid blev luftindtagene flyttet til vingerødderne for at give plads til radar og bevæbning i næsen, og halen blev erstattet med en mere konventionel type af stabillitetshensyn.Jackson 1982, p. 10.
thumb|left|Hunter prototypen WB188, ændret til Mk. 3 standard, i sin verdensrekordbemaling fra 1976 thumb|"Miss Demeanour" – en privatejet Hawker Hunter F.58A, 2007
I 1950 medførte udbruddet af Koreakrigen, og Storbritanniens involvering i denne konflikt, at en lang række ordrer blev udstedt; behovet for moderne jagere blev fundet så presserende, at RAF var villig til at acceptere mellemløsninger mens man stadig søgte at udvikle mere højtydende jagere. RAF mente i særdeleshed at to foreslåede jagere fra Hawker Aircraft og Supermarine var af største betydning, og placerede derfor bestillinger på disse fly før de havde forladt tegnebordet.Wood 1975, pp. 43-46. Ideen med at bestille to uprøvede fly var en slags forsikring - hvis det ene fly fejlede, ville det andet måske være brugbart. De to fly blev til henholdsvis Hawker Hunter og Supermarine Swift.Wood 1975, pp. 45-46.
P.1067 fløj første gang, fra RAF Boscombe Down, den 26. juli 1951 med Neville Duke som pilot. Flyet havde en Avon 103 motor med 6.500 lbf (28,91 kN) trykkraft.Jackson 1982, p. 11. Den anden prototype, som var udstyret med standard flyinstrumenter, bevæbning og en Avon 107 motor (7.550 lbf / 33,58 kN trykkraft) fløj første gang den 5. maj 1952. For at sikre sig mod udviklingsproblemer med Avon motoren, modificerede Hawker flystellet så det kunne tage en anden aksial turbojet, Armstrong Siddeley Sapphire 101, som havde 8.000 lbf (35,59 kN) trykkraft. Den tredje prototype fik en Sapphire, og fløj første gang 30. november 1952.Griffin 2006, pp. 17–18.
Den 16. marts 1953 fløj det første produktionsfly, en Hunter F.1, udstyret med en 7.600 lbf (33,80 kN) Avon 113 turbojet. De første 20 var reelt en præ-produktionsserie, og fik et stort antal større og mindre "one-off" modifikationer som f.eks. særlige flaps og et skrog udformet efter arealreglen.Griffin 2006, pp. 18–19. Den 7. september 1953 brød den eneste eksisterende Hunter Mk.3 (den modificerede første prototype, WB 188) verdensrekorden i hastighed for jetfly. Den havde Neville Duke i førersædet, og opnåede 727,63 mph (1.171,01 km/t) over Littlehampton, West Sussex."R.Ae.C. Award Winners." Flight International, 5. februar 1954. Hentet: 3. movember 2009. Denne verdensrekord stod i under tre uger før den, den 25. september 1953, blev slået af Hunters rival, Supermarine Swift, fløjet af Michael Lithgow."Speed Record Again Broken?" Saskatoon Star-Phoenix, 25. september 1953.
Design
Overblik thumb|Cockpit fra en tosædet Hunter Hunter trådte i tjeneste ved Royal Air Force som en interceptor. Det var det første jetfly, som Hawker havde fremstillet for RAF. Fra starten stod det klart at flyet leverede enestående præstationer, og var det første RAF jagerfly der var i stand til at matche English Electric Canberra bomberen. Hunter satte også et antal rekorder indenfor flyvning, heriblandt hastighedsrekorden.Flight 1955, p. 243. Typen blev også rost for dens lave klargøringstid, som blev muliggjort af bl.a. den udskiftelige kanon'pakke', brændstofpåfyldning under overtryk, og mere generelt, flyets lette håndtering under flyvningen.
Den endelige version af Hunter var FGA.9, og de fleste eksportversioner var baseret på denne. Selv om Supermarine Swift oprindeligt var mere politisk opportunt for den britiske regering,Geiger 2004, p. 170. viste Hunter sig at være langt mere succesfuld, og havde en langvarig tjenestetid ved forskellige operatører, til dels på grund af sine lave vedligeholdelseskrav og billige driftsomkostninger.Laming 1996, p. 53.
Efterhånden som RAF modtog nyere fly, der var i stand til at flyve med supersonisk hastighed, overtog disse rollen som interceptor, og mange Huntere blev modificeret og udstyret til at udføre jordmålsangreb og rekognosceringsflyvninger i stedet for. Huntere der blev vurderet som overskud i forhold til RAF's krav blev hurtigt renoveret og solgt udenlands. Hunter blev indkøbt af et betydeligt antal lande; ud over de tidligere RAF fly, blev cirka halvdelen af de knap 2.000 producerede Huntere fremstillet til udenlandske brugere.Chesneau 1985, pp. 1-3. Hunter forblev i operationel tjeneste hos RAF i over 30 år. Så sent som 1996 var der stadig i hundredvis i tjeneste ved operatører verden rundt.Laming 1996, p. 51.
Bevæbning og udstyr thumb|upright|Den udskiftelige kanon'pakke'. I forgrunden de fire 30 mm ADEN kanoner. De ensædede jagerversioner af Hunter var bevæbnet med fire 30 mm (1,18 in) ADEN kanoner, med 150 skud ammunition pr. kanon. Kanonerne og ammunitionsmagasinerne var indbygget i en fælles ramme eller 'pakke', der kunne fjernes fra flyet for hurtig genladning og vedligeholdelse. Det var usædvanligt at kanonløbene ikke fulgte 'pakken', men forblev i flyet mens pakken blev genladt eller udskiftet.Mason 1991, p. 375. I den tosædede version var der monteret en enkelt, eller i nogle eksportversioner, to 30 mm ADEN kanoner med et udskifteligt magasin. Senere versioner af Hunter blev udstyret med SNEB kapsler; det var 68 mm (2,68 in) raketprojektiler i et 18-skuds magasin. Disse var effektive imod jordmål.Griffin 2006, p. 27.
Hunter havde en radar monteret i næsen, denne afgav afstandsmålingen til det gyroskopiske kanonsigte, til brug for skydning efter luftmål. Andet udstyr inkluderede pylon-monterede eksterne brændstoftanke under vingerne, et fremadvendt kamera der blev aktiveret samtidigt med kanonerne, og store strømlinede kapser under kanonpakken, der skulle opsamle brugte patronhylstre. Flybesætningerne kaldte uærbødigt kapslerne "Sabrinaer", efter en datidig storbarmet skuespillerinde. Adskillige varianter blev udstyret med halemonterede bremsefaldskærme.Chesneau 1985, p. 3. Typisk blev eksportmodeller af Hunter udstyret til at være kompatible med yderligere missiltyper, som f.eks. AIM-9 Sidewinder luft-til-luft missiler og AGM-65 Maverick luft til jord-missiler.
Layout og struktur